Indlæg

, ,

Børnekirke to-go i Aalborg

Som i så mange andre sammenhænge har nedlukningen af Danmark pga. Corona-pandemien haft stor betydning for, hvordan kirker – og dermed også arbejdet med børn – kan mødes og arbejde. Forskellige kirker har løst udfordringen på forskellige måder. Fra kasser, der bliver delt ud med materialer til youtube-kanaler, facebook-sider og breve.

Herunder kommer noget af det, som Sara Andersen fra Bethelkirken i Aalborg sammensatte til 50 børn, betweens og familier i påsken efter inspiration fra et møde med andre børnemedarbejdere sammen faciliteret af Digogmigogvitro: En børnekirke to-go om påsken med udførlig forklaring til forældrene, materialer og idéer til sange.

Sara fortæller: “Der var små “dimser” og instruktion til at lave en Jesus-figur, mønter, nadver, kors, grav….mm. Et chokoladepåskeæg (til at slå hul på påskemorgen -det er jo tomt indeni) ….. en lille malebog med påskehistorien (engelsk), en labyrintopgave, opskrift på Opstandelsesboller og “fadervor-håndvask”

En af de geni-streger Sara gjorde var, at opfordre familierne til at dele billeder fra deres påske-børnekirke på kirkens sociale medier, for på den måde at være kirke “sammen”. Det er de billeder, som er med her. “Jeg har modtaget de skønneste billeder af børn og familier, der har holdt nadver med bamser og legomænd…… og Jesus på ispindekors!!! Så bliver man da glad,” fortæller Sara.

I brevet, der fulgte med børnekirke to-go stod der bl.a.: “Her er en påskehilsen til jer fordi I på en eller anden måde har tilknytning til Bethelkirken. Måske plejer du at komme i Børnekirken/Tween eller til Messy Church eller spejder eller andet?!
Som du ved, er næsten ALTING i Danmark lukket lige nu og alle børn skal være hjemme fra skole eller børnehave eller dagpleje…. Kirken er også lukket.  Derfor foregår der heller ikke nogen af de aktiviteter, der plejer…..
I kirken synes vi PÅSKEN er den vigtigste højtid og vi plejer at holde spejder- og børne- og festgudstjenester, så det er jo ret ærgerligt….
MEN…. Vi har lavet en lille ”Påske-Børnekirke-To-go”…. -dvs en pose med lidt ting i, så vi  – SAMMEN HVER FOR SIG – alligevel kan fejre påske.
Med denne pose vil vi også minde dig om, at selvom vi ikke kan ses lige nu er DU ikke glemt! Vi fra Bethelkirken har ikke glemt dig og vigtigst GUD har ikke glemt dig!” 

I pakken var der alle de ting, der skulle bruges for at følge denne vejledning:
DIY påske-børnekirke-to-go

En dag om døden

Det var linjen under billedet på instagram, der fangede min opmærksomhed: ”Der skal noget kage til når konfirmanderne stempler ind i sognehus og kirke for at høre om død og opstandelse.”

Marianne Rueskov Myssen (på instagram @sognepraestmarianne) viste billeder fra en dag, hvor konfirmander var på kirkegården, rørte ved en kiste, tændte lys i kirken og så optagede ud. Spændende, tænkte jeg, for jeg har selv tumlet med tanken, om hvordan det kan lade sig at gøre at tale med børn og unge om døden.

Jeg spurgte Marianne, hvad dagen gik ud på, og fandt ud af, at hun en gang om året har en hel dag med konfirmanderne, hvor de sammen taler om død, sorg, savn, håb og tro. Det lød simpelthen så gennemført og godt. Marianne delte sit materiale med mig og sine erfaringer. Idéen bliver hermed givet videre:

Dagen begynder med at konfirmanderne synger ”Altid frejdig, når du går” og derefter lytter til Rasmus Seebachs sang til sin far ”Den jeg er”, som bliver udgangspunktet for en samtale om, hvordan vi kan tale til vores døde og hvad savnet gør ved os. Og hvordan de døde har været med til at gøre os til dem, vi er.

I løbet af dagen hører konfirmanderne opstandelsesbudskabet, de er på kirkegården hos graveren og de får besøg af en bedemand med både kiste og urne. Til allersidste gennemgås begravelsesritualet, og alle konfirmander får lov til at læse bønner op og tænde lys i kirken.

Marianne fortæller, at dagen begyndte med et samarbejde på tværs af sognene i Slagelse, som blev for stort til at fordybelsen var muligt.

”Det synes jeg var så ærgerligt, for jeg ville gerne dykke ned i det tabu og den manglende viden, som børn og unge har om døden.”

Det er Mariannes erfaring, at det ofte er svært at tale om sorg, savn og død, og meget tit taler vi slet ikke om håb og tro, når vi mister. ”Når man som præst spørger, hvad almindelige mennesker tror der sker efter døden, lyder der et spagt ”vi skal vel ses igen.”
Og når vi voksne har svært ved at tale om det, vi ikke forstår, og det savn, der fletter sig ind i vores liv efter, at døden har taget fra os, hvad så med vores børn og unge? Så jeg tænkte: hvorfor ikke arrangere en dag med konfirmanderne om død, sorg, savn, tro og håb? Hvorfor ikke åbne den dimension for dem, og lade dem forholde sig til døden med forskellige vinkler på?”

Det er helt bevidst at Marianne inviterer andre faggrupper ind. ”Som præst kan jeg fortælle om, hvad jeg gør i forbindelse med en bisættelse og begravelse, og hvad den kristne tro kan give af trøst og håb i forbindelse med døden. Andre faggrupper kan på samme måde bidrage med deres praktiske erfaringer og det arbejde de gør, når et menneske dør, og en bisættelse/begravelse skal finde sted.”

”Pædagogisk set, synes jeg også, at det er en god idé at byde andre faggrupper ind, og at flytte undervisning fra sognehus til kirke til kirkegård og tilbage igen. Og idéen om at vi er flere om at undervise konfirmanderne, synes jeg er helt ideelt. En teenagerhjerne kan ikke magte for meget “røv til sæde” undervisning, eller at høre på samme person time efter time. Vi har forskellige måder at gå til de unge på, og det er derfor godt at hver faggruppe har sit at komme med. Det skærper konfirmandernes koncentration.”
Bedemanden har en kiste og en urne med, og konfirmanderne fik lov at se og røre kiste og urne, og bære kisten ind og ud af kirken i samme ombæring. Og selvfølgelig stille en masse spørgsmål til ham/ hende i samme ombæring.
Graveren tager os med rundt på kirkegården og viser os de forskellige muligheder for gravsteder, og fortæller om sit arbejde i forbindelse med en bisættelse/ begravelse.

På billederne er det tydeligt at dagen har de unges interesse. Responsen har da også være god.

”Forældrene er tilfredse med, at vi i kirken tør tale om døden med de unge. Ofte skærper dagen de unges behov for at tale om sorg og savn, og der bliver tit åbnet op for samtaler derhjemme efter vi har haft dødsdagen. Forældrene synes, at det er godt at der er fokus på vores tro og det håb, der er for os med opstandelsen.”

Marianne har holdt dagen om død fire år nu. Hun fortæller, at hendes indtryk fra dagen er, at det giver konfirmanderne en erfaring af, hvad der sker i og omkring et menneske, når døden er indtruffet. ”Mange af dem har prøvet at miste en pårørende, og mange har fine spørgsmål og overvejelser, de gerne vil dele både med mig, bedemanden og graveren. De bliver også ofte klar over, hvad de kan bruge troen til i forbindelse med døden. Og det er jo nådigt at opdage, at vi har en Gud der er med os både i livet og i døden.”

Hvis du gerne vil gøre noget lignende, giver Marianne dette råd: ”Sørg for at afstemme med bedemanden og graveren, hvad I gerne vil have, at de fortæller, og vær tilstede, for hvis de glemmer noget, kan I stille genopfriskende spørgsmål til dem.” Og så sørg for, at der er rigeligt med kage undervejs.

, , , ,

1-2-3 kroner for dig: Gud befrier, så vi kan lege videre

Ved gudstjenesterne i den menighed, hvor jeg er præst, er der altid det, vi kalder børnehjørnet. Her bliver børnene inviteret op foran, og der er som regel en kort samtale med dem. Herefter er der gerne børnekirke.

For nogle uger siden stod Charlotte Strand for gudstjenesten, og hendes børnehjørne var så godt, at jeg synes, det skal med her – måske kan det give en idé til aktivitet i klubben, børnekirken eller du kan bruge Charlottes børnehjørne som inspiration til at snakke med dine egne børn om, hvordan Gud hjælper dem.

1-2-3 kroner: Gud kommer susende, så vi kan være med i legen igen

Husker du mon legene fra skolegården, legepladsen, vendepladsen eller idrætstimen? Lege som stikbold? Eller 1-2-3 kroner? Eller ståtrold?

Det er forskellige slags tik/fangelege, hvor du bliver fanget og skal stå stille som ”frossen” på det sted, du bliver fanget. Så skal du stå der, indtil en eller anden kommer og sætter dig fri, og du kan igen deltage i fangelegen.

Vores liv og hverdag kan være en ordentlig omgang fangeleg, hvor vi skal navigere mellem mange forskellige situationer, udfordringer og valg vi skal træffe.

Nogle gange står vi noget, som vi fortryder og ønsker Guds hjælp til at komme ud af, og måske endda Hans tilgivelse for. Det kan ikke undgås, at vi kommer i de situationer, uanset hvor gode vi er.

Men så står vi der, stivnet, frosset, fanget, hjælpeløse. Og venter på at blive sat fri.

Og præcis som i skolegården, hvor kammeraterne var dine redningsmænd eller kvinder, så er der også hjælp at hente i vores liv idet hele taget. Gud kommer dig til undsætning.

Han sætter dig fri igen – ligesom i fangelegen hvor én kravler gennem benene på dig eller klapper dig på skulderen. På den måde sætter Han dig tilbage til dit spil, dit liv og din hverdag.

Ender vi i samme situation igen, og vi bliver fanget i legen, så er Gud på pletten igen, og igen og igen. Ligesom i ståtrold er det ikke kun én gang man kan fryse fast eller blive reddet!

Hvorfor skal vi snakke med børn om at være “fanget” nogle gange?

Jeg mener, at det er rigtig vigtigt at børnene også ved at Gud kommer i deres liv og sætter dem fri, når der er brug for det.

De kender til at stå i situationer hvor man hverken ved op eller ned, og bare føler sig… fanget!

Og bare fordi man er et barn, så er den følelse ikke mindre frustrerende.

Så er det rart at vide, at man kan bede til Gud og få Hans hjælp, Hans tilgivelse. At vide at Han kommer susende fra skjulestedet bag buskene, eller den anden ende af gymnastiksalen, klapper dig på skulderen og sætter dig tilbage i legen.