Indlæg

,

Johans julekrybbe – det begyndte i Betlehem

Billedbogen ”Johans julekrybbe”, der er skrevet af Bodil Sangill, er netop udkommet. Her fortæller Bodil om sine tanker bag bogen og hvor idéen til netop denne bog overhovedet kom fra:

Det hele begyndte med en julekrybbe fra Betlehem.

Bodil Sangill var på studietur til Israel, og købte en julekrybbe med hjem. Efter opholdet på højskolen hun rejste med, blev hun ansat som pædagog i en børnehave.

”Året efter tog jeg julekrybben med i børnehaven, hvor den blev stille op, alt imens vi legede og snakkede os igennem juleevangeliet. Det blev hurtigt til en skik jeg gentog år efter år, så ofte det lod sig gøre. Senere er det blevet mine egne børn og børnebørn, der har brugt den.”

Men hvorfor lige en børnebog om juleevangeliet?

”Min erfaring er, at selv om førskolebarnet ikke rent intellektuelt forstår dybden og omfanget af, at verdens frelser blev født julenat, så er barnet udstyret med en sensitivitet, der gør at det i høj grad kan fornemme og tilegne sig beretningens glæde og tryghed. Barnet registrerer, at her er der noget helt særligt på færde.”

Billedbogen ”Johans julekrybbe” handler om drengen Johan, der sammen med sin mor stiller julekrybben frem og samtidig leger sig igennem historien om Jesus’ fødsel.

”Efter min mening har tegneren Susanne Lodahl Siggaard formået med sin varme og trygge streg at møde førskolebarnets tanker og følelser helt perfekt. Jeg elsker den illustration, hvor Johan bliver bedt om at stille Jesusbarnet ind i stalden – og hvor Johan så først bliver siddende med Jesusbarnet i hånden en tid og kigger kærligt på det.

På den sidste side i bogen har jeg valgt, at der ingen tekst skal være – kun et billede af Jesusbarnet i krybben. Det er mit håb at førskolebarnet (og den voksne) dermed kan få en lille meditativ stund sammen med Jesus. Det er i al fald min overbevisning og erfaring at Guds kærlighed igennem Jesus Kristus kan nå alle aldersgrupper – også førskolebarnet.”

Bogen er skrevet, så også børn på 2-3 år kan være med. 

”Jeg har valgt at skrive en meget enkel tekst, da jeg ønsker at børn fra 2-3 år alderen også skal kunne være med. Det er også et bevidst valg, at der kun er én illustration per opslag. Det gør det lettere for de helt små at forholde sig til det de hører og ser, og den voksne oplæser har dermed også mulighed for i ro og mag at føje flere nuancer til teksten alt efter barnets alder og udvikling.”

”Når jeg sender en billedbog ud som “Johans julekrybbe”, er det fordi jeg fornemmer, at der er et behov for netop sådan en bog. December måned er for de fleste børnefamilier tæt pakket med en masse gode juleforberedelser – så mange, at julens helt store budskab, uden man næsten opdager det, kan gå hen og få en meget lille plads. Det håber jeg, at “Johans julekrybbe” kan lave lidt om på.

”Måske kan bogen ovenikøbet inspirere til, at læserne selv får lyst til at stille en julekrybbe op i lighed med Johan og hans mor og dermed skabe en ny tradition i familien. Det håber jeg.”

”Johans julekrybbe” er netop udkommet på forlaget mellemgaard.

32 sider. 149,95 kr.

Om Bodil
Bodil Sangill (1951) er uddannet børnehavepædagog i 1974. I 1982 sagde Bodil jobbet op for at passe egne børn, og har været frivillig medarbejder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i 27 år. Fra 2004 har Bodil skrevet på fuld tid.

Bodil debuterede som forfatter i 1977 med en række billedbøger for førskolebørn (inspireret af børnene i børnehaven). Senere er det blevet til adskillige børnebøger, et par novellesamlinger og en række romaner. Læs mere på www.bodilsangill.dk

 

 

/0 Kommentarer/af
,

Hvem er “Du”? – noget om min tatovering

Jeg har en tatovering. Det kommer som en overraskelse for mange. Den ses heller ikke særligt tydeligt, og det er helt med vilje. Den kommer egentlig ikke andre end Vorherre og mig ved. Nogen får en tatovering for at den skal ses – også som en trosbekendelse, der kan starte samtaler, eller som tydeligt viser, hvor man hører til.

Min tatovering er også en trosbekendelse af en slags. Den sidder på højre fod, og det er derfor, den ses så sjældent. Den er et lille uddrag af salme 16 fra det Gamle Testamente (Du kan læse salmen her). Den salme var min redningskrans igennem min depression for år tilbage. Det er svært at forklare, hvordan den var det, men det var den. Ordene gav mig trøst og håb og mod til at fortsætte.

Ordene på min fod er: ”Du lærer mig livets vej”

Det er et løfte fra Gud om at vise mig den vej i livet eller den måde at leve på, der gør mig til et levende menneske. Det er samtidig et løfte fra mig til både mig selv og Gud om at lytte indad og gør mig umage med at følge den stille stemme, der peger på det, der giver liv.

Forleden talte jeg med én om at blive klogere med årene. Han sagde noget med at gå på livets landevej, og jeg svarede, at det var præcis det, jeg har stående på min fod.

Han kiggede på ordene og sagde så spørgende både til mig og sig selv: ”Hvem er ”Du”?”

Jeg sagde – lettere klodset – at for mig er ”Du” Jesus. Bagefter tænkte jeg over, at selvom det er rigtigt, så er det også et utilstrækkeligt svar. For hvem er Jesus?

At jeg siger ”Jesus” fortæller dig intet om den, der hjalp mig eller om nænsomhed, vedholdenhed eller det nærvær, der omringede mig.

Det slog mig, at hvem Jesus er kommer an på, hvem du spørger. Ikke fordi Gud eller Jesus forandres, men fordi Han* er så stor, så fuldkommen og vi er så små og så forskellige, at det ikke kan være det samme vi ser, oplever eller ligger liv til.

Hvem ”Du” er kommer simpelthen an på, hvem du spørger:

For David var ”Du” den gode hyrde. David skrev en af sine stærkeste digte om ”Herren er min hyrde”.

For Paulus var Jesus højdepunktet i Guds løfte om at velsigne hele verden gennem Abrahams slægt.

For Johannes er ”Du” den, der giver os lov til at være Guds børn.

For kvinden ved brønden er ”Du” den, der gav hende værdighed og understregede at sand hengivenhed ikke handler om geografi men om indstilling.

For kvinden, der led af kronisk menstruation, var ”Du” den, der helbredte hende og igen gav hende adgang til samfundet og et almindeligt liv.

For Zakæus var Jesus den, der brød hans isolation og gjorde ham gavmild.

En mand, der var født blind, og som blev helbredt af Jesus med lidt mudder sagde det aller bedst, synes jeg: ”Jeg kan ikke sige, hvem han er. Men jeg ved, at jeg var blind før, og nu kan jeg se.”

Med andre ord: ”Jeg ved ikke, hvad han er. Men jeg kan fortælle dig, hvad han har gjort for mig.”

Er det ikke sådan det er? Vi kan ikke definere Jesus, Gud, det hellige fuldstændigt. Men vi kan fortælle vores egen historie. Vi kan fortælle, hvilken forskel Han har gjort i vores liv.

For mig er Jesus den, der satte sig ved siden af mig i bilen, da jeg skulle køre alene en mørk aften til hospitalet efter min mand havde været igennem en livsvigtige operation.

For mig har Jesus betydet tålmodighed, barmhjertighed og helbredelse i og fra en depression.

Jeg kan ikke fortælle dig helt, hvem Jesus er. Men jeg ved, at jeg nu er mor til to trods alle odds. Jeg har min mand endnu. For mig er ”Du” den, der hjalp mig med at overkomme en svær depression; den, der har hjulpet mig med at turde livet igen; den, der har givet mig håbet tilbage.

”Du” er alt det. Og meget mere. Og måske mere endnu. For Jesus, Gud er altid mere. Hans historie kan ikke indeholdes eller defineres af ét menneskes liv eller forståelse, tror jeg.

Og alligevel får vi lov til at dele vores historier med ham og lægge liv til Hans.

Hvis jeg spørger dig, hvem er ”Du” så?

 

 

*Jeg skriver Han, fordi Jesus var en mand. Gud som skaber og Helligånd; Gud som treenighed tror jeg ikke, vi kan sætte på køn. Jeg tror Gud overskrider alle vores ord. Samtidig tror jeg, at Gud er personlig og ønsker at indgå i en relation med os. Og det kan man kun, hvis det er en ”nogen” man er sammen med. Derfor bruger jeg ”Han” om Gud. Selvom jeg er fuldtud klar over at der findes masser af billeder, der forklarer Gud i Bibelen, der handler om at være kvinde, mor eller feminin. Jeg kan også godt lide at tale om og tænke på især Helligånden som ”hun”.

/0 Kommentarer/af
,

Genfortælling af forklarelsen på bjerget med rekvisitter

I søndags til fastelavnsgudstjenesten havde vi naturligt nok en del spændte børn (og voksne). Derfor tænkte vi, da vi skulle planlægge gudstjenesten, at det ikke duede med en “sæt-dig-og-lyt”-prædiken. Istedet lavede vi en genfortælling af forklarelsen af bjerget, hvor Jesus tog sine venner Peter, Johannes og Jakob med. Her så de et glimt af hvem Jesus også var udover et menneske: en del af Gud selv.

For at give børnene (og andre kreative sjæle) noget meningsfuldt at gøre frem mod prædikenen, var en del af genfortællingen, at der blev tegnet rekvisitter, som skulle bruges i genfortællingen. Det her var ikke et teaterstykke, så ingen havde øvet sig, og det var ikke meningen, at deltagerne skulle kunne noget udenad. Istedet skulle de gøre, hvad jeg fortalte (jeg var fortæller), og når Jesus, Peter eller Gud skulle sige noget, sagde jeg det først, og derefter gentog “skuespilleren” det.

Genfortællingen gik rigtig godt, og både børn og voksne morede sig undervejs. Så her kommer den, så du kan bruge den i din sammenhæng (og lav endelig om i de, så I kan bruge den!)

Genfortælling af forklarelsen på bjerget
(Lukas 9:28-36)

Medvirkende:
Jesus
Peter
Guds stemme
Fortæller

Rekvisitter:
Tegninger af en folkemængde (med syge)
Tegninger af Johannes og Jacob som Peter har med
Tegninger af Moses og Elias som Jesus har med
Hvidt tøj til Jesus
Sydvest til Peter (eller andet, der viser, at Peter er fisker)

Jesus har efterhånden gået rundt for at fortælle om Guds rige og vise mennesker Guds kærlighed et stykke tid. (Jesus går rundt, folkemængden følger efter) Hvor længe ved vi ikke. Men længe nok til, at der er begyndt at være snak om, hvem han egentlig er?

Hvad er han for et menneske, der kan gøre mennesker raske? Hvad er det for en mand, der tager sig af tiggere, ludere, toldere og andre, ingen vil have med at gøre? Er han overhovedet et almindeligt menneske?

Jesus har også hørt noget af snakken. Han spørger derfor Peter (holder tegningerne frem af Jakob og Johannes) og de andre: ”Hvem siger folk, at jeg er?”

Peter fortæller: ”Der er mange bud – nogen tror, du er Johannes Døberen eller Elias. Andre tror, du er en af de gamle profeter.”

(Johannes Døberen, der var Jesus’ fætter, døbte Jesus og blev halshugget af kongen. Elias var en de virkelig store profeter, som havde fortalt om Gud, fra fortiden. Folk trode altså ikke, Jesus var et levende menneske, men en slags genfærd.)

Jesus kiggede på Peter, Johannes, Jakob og de andre venner. ”Hvad med jer?” spurgte han ”Hvem siger I, at jeg er?”

De tænkte sig om. Det blev Peter, der svarede: ”Vi tror, du er Guds udvalgte.”

Så fortalte Jesus dem, at han ville komme til at lide meget. At han ville blive slået ihjel. Han advarede dem om, at det ville blive hårdt og svært også for dem at følge med ham. Han sagde ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis det må miste sin sjæl?!”

Måske var det derfor Peter sagde, som han gjorde otte dage efter …

Otte dage efter tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på et bjerg for at bede.

Jesus må have bedt og været stille i lang tid. Peter, Johannes og Jakob faldt i hvert fald i søvn.

(Jesus skifter til det hvide tøj)

Mens Jesus bad, skiftede han udseende. Hans ansigt ændrede sig. Og hans tøj blev blændende hvidt.

Sammen med ham kom to mænd til syne: Det var Moses, ham, der havde ført israelitterne ud fra Egypten, og Elias, der var blevet taget ind i himmelen af en ild-vogn. (Jesus tager tegningerne frem af Elias og Moses)

Peter, Johannes og Jakob vågnede. De gned deres øjne, og så, at Jesus ikke var alene.

Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, sagde Peter:  ”Jesus, det er godt vi er her! Lad os bygge tre hytter. Én til jer hver.”

I det samme kom der en sky for solen, der også dækkede bjerget, og de blev bange.  Inde fra skyen sagde en stemme: ”Dette er min udvalgte søn. Følg ham!” (om muligt, så få Gud bag i kirken)

Så snart stemmen talte var Moses og Elias væk. Kun Jesus var tilbage.

Peter, Johannes og Jakob var stille. De sagde ikke en gang noget om det til de andre disciple, da de kom ned af bjerget. Ikke før Jesus havde været død og var blevet levende igen.

Hvorfor mon?

Peter, Johannes, Jakob og de andre vidste inden oplevelsen på bjerget, at Jesus var noget særligt – anderledes end andre mennesker. Noget mere end et menneske.
På bjerget fik de et glimt af, hvem han også er: Gud. Én, der binder fortiden og nutiden sammen. Én, der kender fremtiden.
Peter kunne godt lide at være der. ”Det er godt, at vi er her.” Men det var ikke meningen, de skulle blive der.

Nogle gange taler vi om, at vi også må ned fra bjerget – når vi har haft en fantastisk oplevelse og det bliver hverdag igen.

I dag klæder vi os ud. Vi leger og slå katten af tønden. Det er sjovt. Og vi har brug for både at lege og have det sjovt. Ikke kun som børn, men også som voksne.

Inde bag vores masker er vi os selv. Hvem siger andre, at vi er? Hvem siger dem, der kender os, at vi er?

Og hvem siger vi, at Jesus er? Og hvad tror du, han siger om dig?

I kirken her tror vi, at mennesker kan møde Gud på en måde, så vi bliver sikre på inden i os, at Gud elsker os, at Jesus levede, døde og opstod også for vores skyld. Vi tror på, at vi kan få en helt sikker erfaring af, hvem Jesus er, og hvem han siger, vi er.

/0 Kommentarer/af