Indlæg

Forælder og leder – interview med Rachel Turner

At være både forælder og leder i en kirkelig sammenhæng kan føles som at skulle jonglere eller konstant skifte mellem forskellige hatte: ”Nu er jeg mor, nej, nu er er jeg præst” og tilbage igen. Og selv om du ikke er præst men en del af lovsangsbandet eller med i børnekirken er mit bud, at du kender problematikken, hvis du har børn.

Når jeg ”præster” kan det være svært for menigheden at skelne; når jeg er i kirken, er jeg jo præst, så hvorfor opfører jeg mig som en forælder? Det er ikke ret lang tid siden, jeg (igen) fik en kommentar, der lod mig forstå, at mine børn var i vejen.

Børn er jo også en del af kirken
Der er bare det, at mine børn jo også er en del af menigheden, af kirken – ikke blot som mine børn, men i deres egen ret. Og hvordan skal de navigere i det, at deres mor også er præst? Det er ikke deres valg, men det er deres virkelighed.

Til en samling på B-M-K.dk for erfarne børneledere, spurgte jeg engang, om jeg var den eneste, der syntes, det var svært både at lede børnekirke og have mit eget barn med? Svaret var nikken og mild latter – det er tilsyneladende almindelig kendt, at børn af børnekirkens leder ikke nødvendigvis er dem, der har lettest ved at følge med.

Hvad i alverden skal man gøre?
Rachel Turner argumenterer i sin nyeste bog ”Parenting as a Church Leader” (PACL) for, at det handler om at barnet mister sin forbindelse til os som forældre, og dermed sin tryghed, når vi signalerer, at vi ikke er forældre men børnekirkeledere (eller lovsanger/præst/andet). Deres måde at hive os tilbage i forældre-rollen er ved deres opførsel. Det virker rigtig godt at larme, være urolig eller generelt gøre noget andet end det, der bliver bedt om: børnekirke-lederen bliver lynhutigt mor, hvis jeg begynder at løbe rundt, er det (ubevidste!) rationale.

Så hvad i alverden skal man gribe og gøre i?

Det talte jeg med Rachel Turner om. Hun har netop udgivet ”Parenting as a Church Leader” om, hvordan vi, der er ledere i kirken, kan hjælpe vores børn med at bevare både tro og tilhørsforhold til kirken – og ikke mindst til deres forældre.

”De færreste ledere i kirken tænker over, hvad deres rolle får af betydning for deres familie. Ofte ender de med at se på deres rolle i kirken og deres familie, og tænker, at de ikke kan gøre begge dele på én gang. Så de løber frem og tilbage mellem de to roller. Det er ikke holdbart. Og det er udmattende.

Kirke er en anderledes kontekst at være forælder i som leder en noget andet job. Fordi du ikke nødvendigvis slipper det, når du kommer hjem og fordi din familie er med dig i kirke, er det to blandet sammen hele tiden.”

Hvordan er vi kirke MED vores børn? 
”Spørgsmålet for mig blev, hvordan vi er kirke MED vores børn? For børnene er jo en ligeværdig del af de troendes fællesskab, af kirken. De har al mulig ret til at være der – også når mor eller far er på arbejde.”

Det sidste kan jeg mærke stikker lidt i hjertet af mig. For jeg har hørt kolleger fortælle, hvordan de har følt sig presset til, at deres familie tog i kirke et andet sted. Og selv oplevet misbilligende blikke og kommentarer, da det var svært for min søn at være i kirke, når mor var ”på” – fordi hun så ikke var tilgængelig. Det er relativt let at bede børnene om ikke at ”forstyrre” (og nogle gange underforstået: være et andet sted), men hvis vi alene ser børnene som forstyrrende elementer, misser vi (og vores menigheder) muligheden for at gøre børnene til en del af menighedens fællesskab.

Det ér anderledes
”Der er ingen tvivl om for mig, at det her er et vigtigt emne. Når som helst jeg har været ude og tale om eller holde workshop for forældre om at dele troen derhjemme (Rachel har startet parentingforfaith.org), endte jeg altid – som i ALTID – i et hjørne med en leder, som ville forklare mig, hvorfor det, vi havde talt om, var anderledes for dem. Fordi de ikke gik i kirke med deres børn som sådan; fordi der blev lagt mærke til, hvordan de som ledere også var forældre, når de i virkeligheden var lige så meget på bar bund som alle andre forældre; fordi de er bange for at føle sig som fiaskoer, hvis deres børn ikke ”gør” kristen og kirke rigtigt.

”Og det ER anderledes at være leder i en kirke og forælder på samme tid. Jeg oplevede også, at ledere, som ikke som sådan var interesseret i arbejdet med børn i kirken, blev voldsomt interesserede, når det pludselig handlede om deres egen familie og deres egne børn.”

”Hvis vi vil bede kirkens ledere om at vise interesse for andres børn, så er vi nødt til at tage os af dem først og tjene dem. Og det her giver mig en mulighed for at vise omsorg for kirkens ledere. ”

”Der er al mulig god grund til at kirke ledere finder det svært. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mere sandsynligt at vores børn går fra troen og kirken end andre børn. Tværtimod, faktisk.”

Vi kan gøre det her!
”Den generelle indstilling, når det gælder om børn af ledere i kirken vil holde fast i troen, er at det er håbløst. Min indstilling er en anden: Vi kan gøre det her godt!

Det er statistisk mindre sandsynligt at vores børn falder fra troen og kirken. De vender kirken og/eller troen ryggen af andre grunde, og det er grunde, vi kan gøre noget ved.”

”Jeg har læst alt, hvad der var at finde om børn og forældre i ledelse i kirkerne – og det var begrænset, hvad der var. Meget fokuserede på ægteskab og ikke familie. Der var nogle rapporter fra forskellige kirkeretninger, og flere ting var fra USA, så jeg lavede nogle undersøgelser for at se, om deres konklusioner også holdt vand i en engelsk kontekst. Derudover har jeg haft nogle fokusgrupper og samtaler en-til-en.”

”Jeg fandt frem til, at der er fire ting, vores børn har brug for fra os:

Tilknytning: Vores børn har brug for at have en tryg tilknytning til os. Følelsesmæssigt er det, hvor meget i kontakt med os, der afgør hvor trygge de føler sig. Hvis vi er opmærksomme på det, kan vi hele tiden sørge for, at vi har en forbindelse til dem. Vi kan signalere at ja, jeg har en opgave eller rolle i kirken lige nu – men jeg er stadig din mor eller far.

En af de ting jeg fandt her var, at måden forældre håndterer konflikt i kirken på, er afgørende for, hvordan børn ser på kirken. Og det, der er afgørende er, at forældre taler med deres børn om det – den største skade ser ud til at ske, når forældre ikke taler om det. Her er det en god ting at fortælle sine børn at ja, det er svært, men jeg elsker det og jeg forventer ikke, at det er perfekt i kirken. Men den samtale kan du kun have med dit barn, hvis I er i kontakt med hinanden.

Prioritering: Vores børn har brug for at føle sig prioriteret. De har en tendens til at gøre det til en konkurrence mellem dem og kirken. Det her er ikke nødvendigvis et spørgsmål om tid, men om at hjælpe dine børn med at erfare, at du prioriterer den både i dit hjerte og i kirken. 

Beskyttelse: Børn af ledere – især fremtrædende kirkeledere – vokser op i en glaskugle, hvor de bliver opdraget offentligt. Som forældre kan vi blive skamfulde eller flove, hvis vi har konflikter med vores børn, hvor andre kan se det. Vores børn er udsatte og de kan finde det svært at forme normale venskaber. Kirkebørn bliver ofte udsat for at være nogens barn og ikke en ligeværdig del af Kristi kirke på deres egne præmisser. Hvordan beskytter vi dem, så de kan fortælle deres egen historie? Her handler det også om at håndtere menighedens forventninger.

Styrket i deres egen tro: Vores børn har brug for at blive opmuntret i deres egen tro. Midt i en menighed, som kigger på dem som en model for tro i et barn eller en teenager, skal de hjælpes og opmuntres til at udvikle deres egen tro.”

Nemmere er ikke det samme som bedre
”Nogle gange oplever ledere, at det bliver nemmere. Børnene tvinger dem ikke med deres opførsel til at vælge forældre-hatten, men i virkeligheden har børnene ikke fået det bedre. De er bare blevet bedre til at holde det ud. De dropper tilknytningen. Ældre børn er ofte bedre til at håndtere, at de mister deres forældre for en stund – men det er ikke udtryk for, at de har mindre brug for deres forældre. ”

”Det mest opmuntrende ved forløbet omkring “Parenting as a Church Leader” har været at se, hvordan familier har ændret sig. Den dybe glæde, som ledere har fundet ved BÅDE at kunne lede og være forældre på en og samme tid. Det har været taget fra mange ledere i kirken, og det har været en glæde at se dem finde fred i deres tjeneste.”

Jeg glæder mig til at læse bogen – og til at snakke med andre for at høre, om deres erfaringer mon ligner mine egne. Og jeg vil gerne have nogle ord for det, der sker i vores familie, så jeg bedre kan forklare, hvad der er på spil for de mennesker, som er med til at være kirke for mine drenge.

Og så glæder jeg mig til at gøre værktøjerne i bogen til mine egne, så mine drenge ikke skal være i tvivl om, at deres mor nok er præst, men at hun også er deres mor – uanset hvor jeg er.

Opstandelsesboller

Historien om Jesus pakket ind i en bolle. Her kommer forslag til en aktivitet som er relativ let at gå til, uanset om du er hjemme med dine børn eller om du skal lave det sammen med en gruppe børn (når vi må mødes igen).

Påskemorgen er det blevet en tradition, at børnene i Metodistkirken i Vejle laver opstandelsesboller. Opstandelsesbollerne kaldes sådan (resurrection rolls eller empty tomb rolls på engelsk, hvis du vil google), fordi en skumfidus foldes ind i dej og når bollen bages smelter skumfidusen – bollen er derfor ”tom” når den kommer ud af ovnen igen.

Opstandelsesbollerne er en måde at fortælle hele historien om Jesus’ sidste dage, på en måde som involverer sanserne, pirker til nysgerrigheden og er noget man skal ”gøre”:

Det, der gør opstandelsesbollerne så fantastiske er historien, som du bygger op omkring dem.

Du skal bruge:
Hvide skumfiduser
Kanelsukker
Smeltet smør
En fed bolledej (se forslag til opskrift længere nede)

Skumfidusen symboliserer Jesus

Gaflen
er tornekronen, sømmene, sværdet – det, der gjorde ondt og som gjorde, at Jesus døde (hvilket du selvfølgelig skal graduere afhængigt af hvor gamle de børn er, som du har med at gøre)

Smeltet smør og kanelsukker er symboler for det, der blev brugt ved den begravelse. Det er også symbol for den olie, som Maria Magdalena hældte ud over Jesus’ fødder. (Jesus nåede jo netop ikke at blive olieret og parfumeret og det var derfor kvinderne havde så travlt med at komme ud til graven om søndagen)

Dejen symboliserer klædet, som blev svøbt omkring Jesus, da han blev lagt ind i graven.

Ovnen er graven, hvor Jesus lå i tre dage.

Lidt om beretningen: 
Afhængigt af, hvor gamle de børn er, som du skal tale med, skal du tænke over, hvor mange grufulde detaljer, du lægger på og hvordan du kobler det til det, I gør. Der kan være nogen børn, der synes, det er synd at prikke en gaffel i Jesus.

Omvendt kan nogen børn også finde stor tilfredsstillelse ved at ”gøre” hele historien.

Du kender dine børn – så brug din erfaring og dit kendskab til dem.

Måden jeg almindeligvis ville gøre det var ved at have alle tingene klar og så fortælle, for det er historien, som du bygger op, som gør opstandelsesbollerne rigtig spændende:

Skumfidusen (vis en skumfidus frem):
Skumfidusen symboliserer (hvad er et symbol? Jo, det er et tegn – noget, som peger hen til noget andet. Så vi ved alle sammen godt, at skumfidusen ikke er Jesus, men den forestiller ham) Jesus var god, kærlig og gjorde ikke noget, som var uretfærdigt. Han var ren som sne på den måde. Derfor er skumfidusen helt hvid. Jesus var uskyldig, og alligevel blev lederne i hans land rigtig vred på ham. De blev vrede, fordi han fortalte, at Gud elsker alle mennesker. Han nøjedes ikke med at sige det. Han viste det også: Han spiste med mennesker, som andre ikke gad spise med. Han hang ud med dem, som ingen venner havde. Dem, som de fine og cool og vigtige sagde ikke var gode nok og ikke hørte til – dem kunne Jesus godt lide at være sammen med. Han fortalte også, at han var Guds søn. Og dét gjorde igen lederne rigtig sure.

Gaflen (prik en gaffel i skumfidusen):
Det gjorde dem faktisk så vrede, at de besluttede sig for at slå Jesus ihjel. De ville sætte en stopper for hans arbejde. Så de fik ham taget til fange. De fik faktisk en af hans venner, Judas, til at fortælle dem, hvor han var. Så tog de ham med til forhør. Dagen efter korsfæstede de ham.

Smeltet smør og kanelsukker:
Der hvor Jesus boede blev man ikke lagt ned i jorden, når man var død. Man blev lagt i klippehuler, fordi jorden er så hård, at det er meget svært at grave huller i den.

I stedet for blomster på kisten, sådan som vi gør, puttede man ting på, som duftede. Man pakkede den, der var død ind i et fint stykke stof.

Derfor dypper vi skumfidusen i smeltet smør og kanelsukker, fordi Jesus’ grav også blev pyntet.

(Hvis børnene er ældre eller der er ældre børn tilstede, kan du også minde dem om, at Jesus fik myrra, da han blev født – nogle mener, der kan pege på det, der manglede ved hans begravelse. Eller Maria Magdalena, som hældte dyr parfumeret olie ud over Jesus’ fødder. Nogle peger på, at det var det eneste tidspunkt Jesus blev olieret, fordi der netop ikke var tid til det efter korsfæstelsen, da sabbatten var lige for. Det var også derfor, man stak ham og de andre et sværd, for at sikre, at de var døde og kunne begraves før sabbatten lukkede samfundet ned i et døgn.)

Bolledejen:
Jesus blev dækket i et stykke stof. Derfor ruller vi skumfidusen ind i bolledejen.

Ovnen: (her ville jeg ikke lægge bollen i ovnen endnu, fordi jeg ville vente på at alle havde lavet en bolle)

Da Jesus var død, blev han lagt ind i graven. Hans venner havde ikke rigtig tid til at holde en begravelse, fordi det snart var sabbat. Sabbaten var jødernes helligdag, og der var mange regler for, hvordan man måtte leve på den dag. F.eks. måtte man ikke gå ret langt. Man kunne ikke handle og man måtte ikke bære tunge ting. (Det var faktisk lidt som det er lige nu med corona-nedlukningen. Sådan var det bare én gang om ugen for dem).
Så da Jesus var begravet fredag eftermiddag gik de alle sammen hjem, og gik ingen steder de næste 24 timer. Først søndag morgen kunne kvinderne komme ud til graven for at lægge mere pynt og parfume.

Jeg ved faktisk ikke, hvad de tænkte på, for der var rullet en kæmpe stor sten hen foran klippehulen, hvor Jesus var begravet, og den var så stor, at de ikke ville have kunnet flytte den.

 Det mærkelige var, at da de kom hen til graven – var den TOM! Stenen var væltet væk. Og det klæde, som Jesus var rullet ind i, lå inde i hulen og var helt tomt.

Nogle beretninger fortæller, at der sad en engel og ventede på dem. Han sagde: ”Hvem leder I efter?” De fortalte, at det jo var Jesus, som de var kommet for at se til. ”Hvorfor leder I efter de levende i en grav?” spurgte englen. Lidt mærkeligt, for de havde jo selv set, at Jesus var død. ”Jesus er blevet levende igen ligesom han sagde til jer, at han ville. Gå hjem til de andre og sig, at han lever – og at han kommer og finder jer.”

Så kan I nok tro, at kvinderne fik travlt. Og det var rigtig nok: Jesus var blevet levende igen. Og han kom og fandt dem. De fik lov til at mærke på ham – også sårene. Og han spiste sammen med dem.

Når jeg har fortalt historien, får alle børn lov til at lave deres egen opstandelsesbolle og stille den på en plade med bagpapir (hvor de måske har skrevet deres navn, så de kan finde deres bolle igen bagefter). Måske genfortælles historien ganske kort efterhånden som hvert barn kommer til en ny del i historien.

Bollerne puttes i ovnen, og så er der tid til at lege, tegne, synge eller noget helt fjerde, mens bollerne bliver bagt.

Når bollen er bagt:
”Så er det spændende, om vores skumfiduser er væk ligesom Jesus var væk fra graven?”

Åben en bolle – men vær sikker på, at du gør det for de mindste eller at bollerne har nået at køle lidt ned, for de smeltede sukker fra skumfidusen kan være ret varmt.

Så er det tid til at se, undres og glæde: Jesus er væk og graven er tom! Hvordan mon det gik til? Lad der være plads til ”wauw” og for børnene til at opdage, at skumfidusen også er væk i deres bolle.

Nogen ældre børn vil kunne regne ud / vide, at det er fordi skumfidusen er smeltet. Og Jesus smeltede jo ikke – han blev levende. Det er okay. Snak evt. med dem om, at alle vores måder at prøve at forklare eller at vise på, hvordan det var, aldrig helt kan måle sig med virkeligheden. Det kan symboler og forklaringer aldrig. Og der jo faktisk ikke er nogen der ved, hvordan Gud gjorde det, da Jesus blev levende igen. Men gad vide, hvordan han gjorde? Eller hvordan det så ud, da stenen blev væltet? Og havde englene så nyt tøj med til Jesus?

Du må ikke blive skuffet, hvis bollerne ikke bliver spist – de er umanerligt søde og klistrede. Her er muligvis tale om madspild. Til gengæld skal du glæde dig til at høre børnene fortælle de voksne, hvad der er med de her boller.

God fornøjelse!!

Opskrift til fastelavnsboller:
Jeg bruger denne dej, som egentlig er en fastelavnsbolle dej, som jeg har med hjemmefra:

1 dl. lunken vand
50 gr. gær
175 gr. smør
500 gr. mel
1 tsk. salt
1spsk. sukker
1 dl. ymer
1 æg

Oplæs gæren i det lunkne vand.
Smørret smuldres ind i melet (Eller smeltes) og blandes med gær og vand.
Resten af ingredienserne blandes i, og dejen æltes. Lad dejen hæve i 40 min.
Bages ved 190 grader til bollerne er lysebrune.

,

Påske i en kasse – opmuntring i en træls tid

Ida Grarup er leder i Børnekirken i Brande Baptistkirke. Som du vil se fra det, der kommer, er hun ikke bare engageret og vidende om børns åndelighed og troslivet som familie – hun har også en stor kærlighed til de børn, hun er leder for og hun har et væld af idéer til at få skabt muligheder for samtaler om tro, liv og Gud i familielivet.

Ida har lavet en kasse med materialer, lege, bibelhistorier og lidt lækkert til en rækkefamilier i hendes menighed i anledningen af påske og den trælse corona-situation.
Hun

Hvor mange ledere er I?
I Brande Baptistkirke er vi 5 frivillige der underviser i børnekirken de forskellige søndage. Vi har hverken præst eller ungdomsmedarbejder ansat.

Prøv at fortælle lidt om din kirke?
Vi samles alle nede til gudstjenesten og efter indgangshilsen, en salme og 2-3 børnelovsange går alle børn i børnekirke. Der er samling for alle hvor vi synger sammen. Derefter går de 4-10 årige ind ved siden af og får bibelhistorie. Vi tager i øjeblikket udgangspunkt i Børn & Tros materiale ”Hoved-Hjerte-Hænder”. De mindste bliver passet af forældrene, der så har mulighed for at skabe relationer med hinanden eller høre prædikenen fra salen gennem en højtaler.

Antallet af børn til undervisning kan svinge fra 2 til 10 børn. Men alt i alt er vi op til 14 børn, som kommer flere gange om måneden i kirke. Til børnegudstjesterne kan vi godt komme op på 25 børn.

Vi er i kirken ca. 80 medlemmer, 35 aktive, hvor største delen er børnefamilier eller pensionister. Vi er rigtige heldige med at have 7 familier med børn, der ofte kommer til gudstjeneste. Og derudover er der 4 familier, som har tilknytning til kirken på anden vis.

Du har lavet en påskekasse – hvad er det? Og hvordan fik du idéen?
Det er disse 10 familier jeg særligt har tænkt på i forhold til den kasse jeg har lavet. En familie er med spædbarn, som jeg har valgt ikke at lave til. Vi har et rigtig godt fællesskab familierne imellem på kryds og på tværs. Mange af familierne står for den årlige menighedslejr sammen. Andre er i bibelgruppe sammen og andre igen i forskellige planlægningsgrupper.

Da jeg så hørte om en anden menighed, der havde lavet en kasse med materiale til børnekirke og bragt ud til familierne, tænke jeg, at det kunne jeg også rigtig godt tænke mig. Jeg savner børnene, og jeg holder meget af hver enkelt familie. Det er ikke let at være familie med hjemmearbejde, børn i forskellige aldre, der er hjemme med lektier, der skal laves, indkøb og madlavning. Nogle familier laver om eller har sygdom i familien. Nogle er blevet fyret pga. krisen. Alle kunne godt bruge en opmuntring og blive mindet om, hvor højt de er elsket ikke bare af mig men i langt større grad af Jesus.

Hvad vil du gerne opnå med kassen?
Det er generelt ikke nemt for de enkelte familier at få snakken til at handle om Jesus, ej heller i påsken. Selv i min egen lille familie er det ikke blevet helt naturligt at finde bibelen frem og læse i den, eller bare naturligt snakke om Jesus. Jeg tror ikke, jeg er den eneste forældre, der kan frygte at få de svære spørgsmål, som der ikke umiddelbart lige er et svar på. Vi har alle brug for hjælp. Jeg har personligt været glad for Børn &Tros måde at forklare, at selvom man er kristen er livet ikke bare lutter lagkage. Vi oplever stadig svære tider.

Tanken med kasser var at den skulle bringe smil og varme. Men i særdeleshed give ideer til og mulighed for forældrene til at snakken omkring påsken med børnene.

Hvilke overvejelser gjorde du dig med indholdet?
Det er vigtigt for mig at hele familien fandt kassen spændende. Så der er lidt at spise og drikke til børnene. Der er forskellige ideer til sjove lege og kreative ting med tilbehør som sukkerknalder, plastikkrus, balloner, sugerør og beton i kassen. Derudover er der en opfordring til at lave deres egen lille påskehave med legesager eller ting fra haven. Den skal vise de forskellige helligdage, og med opfordring til at lave en lille Jesus, der så de enkelte dage skal flyttes rundt til at ride på et æsel, nadver, på korset, i graven og ud af graven.

Det har jeg selv nydt at lave sidste år med mine egne børn på den gang 2 og 5 år. Det var en måde at snakke om påsken på, og samtidig give dem et ejerskab over haven, som de var med til at bygge. I kassen er der vedlagt et billede til inspiration samt piberensere, filt og karton som kan bruges dertil.

Derudover er der opgaver som er med centrum i påsken, der er kopieret til hvert barn over 4 år. Der er lagt op til en påskejagt med små chokolader, men hvor der skal gemmes et billede fra påsken sammen med (som er kopieret klippet ud og vedlagt). Børnene skal derefter lægge billederne i den rigtige rækkefølge.
Der er en påskequiz som nok særligt forældrene synes er lidt spændende, med ting de nok ikke i forvejen vidste om påsken. Det er blot nogle ting jeg har fundet på nettet.

Det vigtigste i kassen er en vedlagt udprint fra bibelen omkring påsken i håb om, at forældrene får lyst til at læse den mere præcise historie fra bibelen frem for kun deres hukommelse og børnebibler. Men der er selvfølgelig en printet fortælling til børnene også med billeder. Dertil har jeg kopieret Børn & Tros materiale med spørgsmål og praktisk anvendelse af påskebudskabet.

Det er vigtigt at børnene ikke bare hører historierne, men også får en følelse af, at det kan hjælpe dem i deres hverdag. At Jesus ER levende og hvordan de kan kommunikere med ham, og hvorfor han døde for vores skyld. Børn skal ikke bare kende bibelen godt, nej, de skal kende den levende frelser, og det er vigtigt, at vi som forældre og børnekirke hjælper dem på rette vej. Det er Børn & Tros materiale godt til, synes jeg.

Til sidst har jeg giver familierne nogle ideer til, hvordan de også kan bede sammen. Nogle lidt anderledes måder end blot at folde hænderne og sige flotte ord. Det er vigtigt, at børn finder det naturligt at snakke med Jesus. Jeg elsker, når min datter siger: ”Ikke nu, mor, jeg snakker lige med Jesus”.
Jeg vil gerne, at børnene skal vide, at Jesus altid er der til at snakke med, og at han gerne vil have en relation til alle mennesker. Og børn er bare bedre til at tro og lytte. De er nogle fantastiske forbedere, uden at de selv er klar over det.

Jeg håber at kasserne vil være et lille vindue, som Gud kan bruge til at komme tættere på alle de enkelte familier, og at de må føle sig værdsat for det er de virkelig!

Du kan læse mere om Børn & Tro her.

,

Læs den: Undersøgelse om tro i familien

Hvis du ikke allerede har læst familielaboratoriets  undersøgelse om forældres behov og udfordringer i forhold til at give troen videre til deres børn kommer hermed en opfordring til at gøre det! Rapporten udkom i foråret på baggrund af en række interviews med forældre fra efteråret 2018.

Hvis du har det mindste med forældre i en kristen sammenhæng at gøre er undersøgelsen ikke bare spændende, den er er også vigtig.

 

Der findes ikke ret mange undersøgelser på det her felt, og slet ikke på dansk, så her er et rigtig godt indblik i en gruppe mennesker behov og udfordringer, som du som leder eller medarbejder i en kristen organisation med garanti vil have glæde af at vide mere om.

Er du forælder, kan du sikkert også nikke genkendende til meget af det, undersøgelsen peger på.

Familielaboratoriet er en afdeling af BUO, og derfor afspejler undersøgelsen naturligvis de mennesker, som kommer i deres fællesskaber*. Ikke desto mindre mener jeg, her er så meget fuldt at hente, at du sagtens kan overføre fundene fra samtalerne til din egen sammenhæng.

Tro i familien
Undersøgelsen for familielaboratoriet er lavet af Merete Dalsgaard, som er familie konsulent for Børn- og Unge Oase.

Noget af det første, som Merete Dalsgaard påpeger i sin undersøgelse er, at der er ”et enormt behov for, at vi som kirker, kristne organisationer og institutioner giver en kristen respons på de behov og spørgsmål, der stilles af familier i vores tid. Ikke på en måde, hvor forældre påføres ekstra byrder og oplevelse af utilstrækkelighed, men gennem nådefuld inspiration og opmuntring, hvor forældre hjælpes til et bevidst kompetent forældreskab og sundt familieliv.”

Dalsgaard understreger desuden det dobbeltsidige i at være forældre med kristendommen som rygstød: På den ene side kan det være forbundet med endnu flere udfordringer og bekymringer, for hvad nu hvis troen ikke slår rødder i barnet? På den anden side kan den kristne tro være en ressource for den kristne forælder, fordi den værdi, kærlighed og nåde, vi har fået givet af Gud, kan forme forældreskabet med de samme stærke værdier overfor vores børn.

Baggrundsspørgsmålet for undersøgelsen er spørgsmålet: ”Hvordan kan jeg være kristen forælder på en måde, så mine børn også ønsker at være det?”  Ud fra interviewene med fokusgrupperne bestående af 42 forældre har Merete Dalsgaard fundet frem til 7 nøglefund, som det er værd at dykke ned i:

Ved hver nøglefund peger Merete Dalsgaard på ting som BOU kan gøre i forhold til dette. PÅ baggrund af Meretes forslag forsøger jeg at tage den længere ud til hvad vi kan gøre i andre sammenhænge også.

1) Forældre ønsker at give troen videre
Det kan godt være dette virker banalt, men det er alligevel vigtigt at holde for øje, for hos nogle familier kan det være skjult også for menigheden, at dette er et reelt ønske. Nogle familier er distancerede fra fællesskabet, men ønsker ikke desto mindre, at deres børn lærer Jesus at kende.

Der kan være flere grunde til at familier distancerer sig fra fællesskabet i menigheden. Dalsgaard peger på:
-Forældre og børn er utrygge eller af forskellige grunde ikke føler at de passer ind i fællesskaber
-Dårlig samvittighed fra forældrenes side om ikke selv at ”gøre” troen godt nok.
– At hverdagen i øvrigt er travl og at det er svært at komme afsted. (og her kan vi jo spørge os selv om, hvad kan vi tilbyde alene-forældre, der ikke har pasning om aftenen?)
– Forældre, der ikke selv er vokset op som kristne, kan have svært ved, hvad de skal gribe og gøre i for konkret at vise børn at tro.

Det, vi kan gøre, er:
– At motivere forældrene til at være i kontakt med deres egen længsel for deres barn. Vi kan spørge ”Hvorfor ønsker du at give troen videre til dit barn” i stedet for at springe direkte til ”Hvordan kan du give troen videre?”
– Vi kan give forældrene tro på, at de allerede har, hvad der skal til! Ingen børn har brug for perfekte forældre, men derimod troværdige forældre.

2) Det er svært at prioritere – også forældrenes egen tid med Gud
Forældrene Dalsgaard interviewede giver udtryk, at det er svært at prioritere mellem alle de behov og vigtige opgaver, de har i hverdagene. Det gælder i forholde til familiens liv, arbejdsliv og kirkeliv.

Grundspørgsmålet for de fleste forældre er:  ”Gør jeg det godt nok?”

Mange spørger sig selv, hvordan kan de være et forbillede deres barn, når deres eget Gudsforhold er ikke-eksisterende eller nedprioriteret? Her er brug for hjælp til at gøre op med dårlig samvittighed, ikke mindst fordi det først er, når den dårlige samvittighed og evt. skam er lukket ned, det er muligt at være åben overfor inspiration, hjælp og samtaler med andre forældre.

Vi kan ikke lave om på, at forældrenes egen tro og Gudsforhold er grundlæggende for at kunne give troen videre. Desværre har mange forældre store forventninger til sig selv – måske særligt -og det her er min betragtning – fordi mange bliver forældre relativt sent i livet og derfor kan sammenligne, hvad de kan nu med hvad de kunne før, de fik børn?

Det, vi kan gøre, er:
– Vi kan være med til at støtte forældrene i deres egen tro og spiritualitet. Og måske skal vi overveje, hvordan vi bedst gør det i travle og fyldte og trætte hverdage?
– Og vi kan sætte forældrene fri til først og fremmest at tjene i deres egen familie i de perioder, hvor tid og energi er udfordret. Det vil sige at understrege vigtigheden af at tage sig af sin egen familie først og fremmest.

Som en mor siger i undersøgelsen:

”Jeg har virkelig meget brug for hele tiden at sige til mig selv ’Du har små børn.’ Det er dem, du er sendt til lige nu. Fordi jeg bliver ved med at høre om alle dem, jeg er sendt til – de kriminelle, de fattige, flygtninge… Det er måske lige så meget mig selv, men det med at blive frigivet i familien, mens man har de små børn, det har vi brug for.” (Mor) 

3) Der er behov for ærlige forældresamtaler
”Vi ønsker at blive mødt i livets udfordringer og hjælp til ”blot” at VÆRE en kristen familie med ALT hvad det indebærer. Jeg vil bare sige: Mere nåde til familien, tak!” (Mor)

Vi vil så gerne inspirere og vejlede forældre, desværre kan det virke overvældende eller som uopnåelige idealer for forældre, der i forvejen bærer følelsen af ikke at slå til. Her har vi som kirke noget værdifuldt at tilbyde som modgift til skammen – nemlig nåden!

Det, vi kan gøre, er:
-Forkynde Guds nåde ind i familielivet med alle dets udfordringer:
– Vi kan understrege at til syvende og sidste kan ingen andre end Gud kan sikre troen hos nogen.
– Vi kan understrege at intet menneske kan være alt for nogen andre. Ikke engang forældre for deres børn.
– Vi kan facilitere nådefulde forældrefællesskaber, hvor forældre sammen kan være ærlige og sårbare omkring livets udfordringer. Hjælpe hinanden til at se de små og gode ting, der allerede fungerer, som afsæt for det næste lille skridt i familiens udvikling.
-Give frihed til forskellighed: Ingen familier er ens og dermed findes der heller ikke én måde at være kristen familie på.

4)Der er behov for fællesskaber, hvor hele familien kan høre til
En del af de familie Dalsgaard har interviewet oplever det som en udfordring at finde ind i et fællesskab, som kan rumme hele familien. Jeg forestiller mig, det er det noget de fleste af os kan genkende. Halvdelen af familierne i undersøgelsen var med i smågrupper (klynger) for hele familien en gang om måneden. Resten kom i gudstjenestefællesskabet.

Udfordringerne med at være med som en hel familie består bl.a. af:
– at det kan være svært at komme afsted til eks. smågruppe efter sengetid. Hvordan kan alle være med?
– at det er ikke alle hjem, der kan huse mere end to familier.
-at børn og teenagere ikke er inddraget aktivt i fællesskabet
-at det kræver mere end det giver i en travl hverdag som familie at skulle afsted.

Familier skal inddrages i fællesskaber, der ikke kun taler til intellektet, men som også videregiver og udvikler værdier i en udvidet familie.

Det, vi kan gøre, er:
– At opmuntre til fællesskaber som vigtige – for hele familien
-Aktivt eksperimentere med forskellige former for samvær, som kan være inspirerende for forældre. Understrege at fællesskab skal handle om mere end intellektet.

5)Forældre vil ikke være etiske svarautomater
På den ene side ønsker forældrene at være etiske vejledere for deres børn, og på den anden side udtrykker de en bekymring for at komme til at presse værdier og holdninger ned over deres børn, skriver Dalsgaard i undersøgelsen.

Denne her bekymring er en, der generelt går igen, hvis du taler med forældre om at give tro videre. ”Det skal de selv have lov til at vælge” er blevet et motto, som er forståeligt nok, men som kan resultere i, at vi tror, at ”ikke-påvirkning” faktisk findes. Hvilket den ikke gør. Heller ikke, når det kommer til det religiøse (se eks. Carsten Hjort Pedersens ”Påvirk med respekt”).

Forældre vil gerne have vejledning til at udvikle samtalerne i hjemmet, og mangler på nutidigt sprog for seksualitet, og til hvordan de kan tale med deres børn om de ting, som er svære at forstå, forklare eller acceptere i relation til troen.

Det, vi kan gøre, er:
– at forsøge at give et nutidigt sprog til at tale om eks. seksualitet, alkohol og stoffer, forbrug.
– at hjælpe forældrenes frimodighed ved at fremhæve det gode og livsfremmende ved kristen etik.
– holde fast på og opmuntre forældre ved at stå ved, at de gerne vil påvirke deres børn positivt.

6) Vejledning til at finde værdier og retning for familielivet – også i tidens udfordringer.
I samtalerne med de 42 forældre blev der spurgt ind til, hvilke familier, de gerne ville være og hvilke værdier, der var vigtige for dem.

Interessant nok var der også modstand på at fastsætte og benævne faste værdier. Enten fordi man i forvejen var træt og bange for at sætte nye mål, man ikke kunne leve op til; fordi man ikke anede, hvor man skulle begynde.

Dalsgaard skriver: ”En af USA’s førende familieeksperter, Bruce Feiler, peger på, at de tydeligste fællesnævner for glade familier er, at de har formuleret en missionserklæring. Altså, en beskrivelse af familiens centrale værdier, og hvordan disse udleves i praksis. Men netop en decideret formulering har en del forældre modstand på. Nogle udtrykker, at de ikke ønsker at sætte flere mål og idealer op for sig selv, som de kan slå sig selv i hovedet med. Andre ønsker at undgå besnærende rammer om det kristne familieliv, som kan blive for snæver for barnet. Det gælder især ift. familiens andagtsliv.”

Det, vi kan gøre, er:
– At hjælpe familier/forældre til at formulere værdier og ønsker for familie livet som afsæt for at kunne træffe sunde valg og prioriteringer i familien.
– At inddrage værdier i forkyndelsen og eksemplificere den i vores illustrationer.
– At hjælpe forældre med at blive bevidste om, hvad de ønsker skal være retningsgivende for deres familie, så de slipper for presset af at skulle kunne leve op til værdier eller forventninger, som måske slet ikke er i overensstemmelse med deres egne værdier eller ønsker.

7) Det klassiske andagtsliv i familien fungerer ikke
Jeg kan være i tvivl om, hvorvidt kristne familier som flertal er ens i udgangspunktet med de interviewede forældre, fordi hovedparten her er vokset op med bibellæsning og bøn i forbindelse med et måltid derhjemme som familie. Ikke desto mindre tror jeg, konklusionen holder også i min egen kontekst: Det fungerer sjældent at holde andagt med en bog, stilhed og samtale.

”Jeg synes, det er en udfordring derhjemme, når vi hiver en andagtsbog frem, og børnene siger ”det gider vi ikke”, og det skaber dårlig stemning. Det bliver nemt noget kaos, synes jeg. Hvordan gør vi det til noget positivt?” (Far)

Der er også hos de adspurgte en modstand mod faste rammer og ”SKAL” i forbindelse med praksis. Alligevel er der et ønske om at finde en hverdagspraksis i familien, som inddrager Gud

Det, vi kan gøre, er:
-at lade være med at skrue op for inspiration for andagtsmaterialer, men understrege at børn (især mindre) lærer tro ikke gennem intellekt men stemninger og atmosfære.
-at tale nådigt om at rammer og strukturer kan være negativt
– og omvendt at rammer, traditioner, rytmer også kan blive brugt som en metode til at skabe faste holdepunkter i en travl hverdag – og dermed give liv til både familiens fællesskab og relationen til Gud.

”Tro i familien. En undersøgelse af forældres behov og udfordringer i opgaven med at give troen videre” er et arbejdsredskab ind i BUOs eget arbejde, men kan absolut også være det for os andre.

Læs den – og gå ind og følg med på familielaboratoriets blog ved sammen lejlighed!

Kilder:
Dalsgaard, M. 2019 Mere Nåde til forældre, tak. https://www.buo.dk/mere-naade-til-foraeldre-tak/ Udgivet: ukendt. Læst d. 5.10.2019

Dalsgaard, M., 2019, Tro i familien – Undersøgelse af forældres behov og udfordringer i opgaven med at give troen videre, https://www.buo.dk/fileadmin/Filer/Ressourcer/BUO/Tro_i_familien.pdf Udgivet af Familielaboratoriet. Læst d. 5. oktober 2019

Pedersen, C. H., 2018, Påvirk med respekt, Fredericia: LogosMedia

Turner, R., 2015, Tro i børnehøjde. Christiansfeld: ProRex

 

*På side 6 i undersøgelsen kan du læse, hvordan man har forsøgt at sikre på stor bredde i fokusgrupperne som muligt.

, ,

Bogudgivelse: Endelig!

I foråret 2019 sad jeg og skrev og skrev og skrev. Og gjorde noget af det, som jeg rigtig godt kan lide: Jeg fordybede mig i et emne, læste om det, kogte forskellige menneskers tanker sammen og skrev om det. Det blev til to artikler, som nu er blevet udgivet som en del af bogen “NPM:03 The younger generations and their walk with God”. Titlen er hverken mundret eller kort, til gengæld er indholdet vigtigt. “NPM” står for “Nordic Perspectives on Methodism” og er dette er den tredje bog i rækken af bøger, der har til hensigt at opmuntre til teologi fra et nordisk perspektiv.

I processen med den tredje bog opstod tanken, om det overhovedet kunne blive til en bog. Som redaktøren, min kollega Christina Preisler siger: “Det ser ud til, at vi har ramt et emne som vi som Metodistkirke har brug for at lære mere om, for det er ikke så tit, at Metodister er så stille som de har været i denne process.”

Derfor er det naturligvis så meget desto mere vigtigt (og modigt) at arbejdsgruppen og redaktøren holdt fast i, at bogen skulle udkomme.

Jeg kunne være bange for, at det ikke kun er Metodistkirken, der skal lære på dette område, men det er en helt anden historie.

Lige nu og her er der grund til at glæde sig over, at bogen nu findes. Dels som fysisk bog og om lidt også som e-bog på amazon.

De to kapitler jeg har skrevet er: “Building blocks for a strong theology on children and childhood”, hvor jeg forsøger at gøre op med et simplificeret syn på børn og barndom og samtidig give byggeklodserne, der kan hjælpe os til at skabe en solid teologi om børn og barndom.

Det andet kapitel hedder “Never a static way of being”. Heri forsøger jeg at undersøge hvordan helliggørelse, som er en grundlæggende metodistisk teologisk tanke, forholder sig til børn. Jeg rejser langt flere spørgsmål end jeg har svar, og det var egentlig ret spændende at give sig selv lov til det.

Udover det fantastiske ved at holde et stykke arbejde i hænderne, så er noget af det, der virkelig gør mig glad bogen grafiske udtryk. Fiskene er fra bogens omslag – er de ikke fantastiske?!

Bogen er på engelsk. Og den kan købes hos redaktøren Christina Preisler (christina.preisler@metodistkirken.dk) til 20 euro (som svarer til ca. 150 kr.) + porto. Den kommer desuden også til at finde som bog på amazon.