Indlæg

Bibelhistorie med fagter: Salomons store byggerier

Historien om Salomons store byggerier

At fortælle en bibelhistorie med fagter er en sjov måde at fange opmærksomheden gennem en historie.

Konge: lav en krone på hovedet
Bygge: knyttede hænder ovenpå hinanden
Gud: cirkel bevægelse
Tempel/slot/telt/palads: lav et tag med hænderne

For længe siden i et land langt herfra var der en konge, som var meget klog og betænksom. Han var den konge, som byggede et kæmpestort tempel til Gud.

Han hed Salomon og hans var havde også være en konge – faktisk den bedste konge, der nogensinde havde været. Han var nemlig gode venner med Gud.

Hvem er Gud, spørger du? Gud er alt kærlighed – ikke bare den, du kan mærke for nogen eller som dine forældre har for dig. Eller den du kan føle for en god ven. Gud er den kærlighed som AL kærlighed i hele verden kommer fra.

Gud er alt godt, der findes som mod, glæde, fred og retfærdighed. Ikke bare det vi kender eller kan se, men det gode, som alt andet godt kommer fra.

Sådan er Gud. Derfor kan vi også kalde Gud den Levende Gud, fordi alt levende kommer fra Gud.

Og Salomons far var gode venner med den Levende Gud. Og det var Salomon også.

Det gik rigtig godt for Salomon som konge. Og derfor ville han gerne sige tak til sin ven, Gud.

Derfor foreslog han Gud, at Salomon byggede et tempel til Gud at være i.

Det havde Salomons far også foreslået. Men Gud var godt tilfreds med sit lille telt, som menneskene havde lavet, da de gik i ørkenen og havde brug for at se på noget, der mindede dem om, at Gud altid var hos dem.

Det var lidt fjollet. For Gud, der jo er den alt levende, alt kærlighed, alt godt kommer fra – kan jo ikke bo i en bygning. Uanset hvor stor, den er. Det er Gud alt for stor, alt for meget til.

Nej, sagde Gud, du skal ikke bygge mig et hus. Du skal bygge dig selv et hus først. Jeg er godt tilfreds med mit lille telt. Jeg har ikke brug for vægge eller tag for at være stor eller være hos jer.

Så kong Salomon byggede et kæmpe slot, et palads, til sig selv. Med smukke søjler og lange gange, men flotte haver og fine stuer. Med guld og marmor og fine sten.

Da paladset var færdigt og kong Salomon var flyttet ind med sin kæmpe familie sad han igen og syntes, at det virkede forkert, at han boede på et stort og smukt palads og Gud boede i et telt.

Så kong Salomon foreslog IGEN, at han byggede et tempel, en kæmpestor kirke, til Gud.

Denne gang sagde Gud ja. ”Du må gerne bygge et sted, så I kan huske, at jeg altid er at finde. Bare I husker, at det ikke er for min skyld. Jeg har ikke brug for tag over hovedet.”

Så gik kong Salomon og hans mænd i gang med at bygge. De hamrede og de savede. De byggedestore søjler og lange gange. De byggede høje lofter og smukke mønstre.

Det blev verdens største og smukkeste tempel. Det tog dem 7 år at bygge færdigt! Templet kom til at stå i 400 år.

Jeg tror, at Gud var godt tilfreds med templet. I hvert fald fortæller dem, der var der, at der kom et helt særligt lys i templet.

I dag er det stadig sådan at mennesker har brug for at bygge særlige steder, hvor vi kan møde Gud. Det er stadig lidt skørt, for Gud er for stor til kun at være ét sted. Samtidig er det meget fint. For mennesker kan være ét sted af gangen, og vi har godt af at blive mindet om, at lige præcis der hvor vi er, der kan vi også finde Gud.

Så når vi er i kirker eller andre særlige steder, så er det for at minder de særlige steder os om, atGud ikke bor på særlige steder, men alle steder er særlige, fordi Gud er der.

For det sted Gud, der er den alt godt, alt levende, alt kærlighed kommer fra, allerbedst kan lide at være – det er faktisk inde i vores hjerter, i vores tanker.

Vi behøver heldigvis ikke bygge templer eller store kirker for at møde Gud. For Gud er altid hos os.

/0 Kommentarer/af

Det er ikke pandemiens skyld

Pandemien gjorde ikke, at børn og forældre holdt op med at gå i kirke. Men pandemien lærte kirkerne, at de kunne række ud til forældrene.

Noget i den retning læste jeg for nyligt på en engelsk blog. Det gav genklang, for mere end én gang har jeg hørt spørgsmålet ”Vores familier kommer ikke til gudstjenester” efter genåbning og de sidste restriktioner er forsvundet.

Det kan være mange grunde til, at børnefamilier ikke kommer til gudstjenester i samme omfang, som de gjorde før nedlukningen: De kan være kommet ud af vanen; de kan have opdaget, at det gør godt med en stille dag derhjemme; måske trænger de til at være sammen hele familien på én gang? Måske har de glemt, hvor godt det kan være, at gå i kirke eller måske kom de aldrig i gang? Halvandet år er længe i et liv med mange forandringer, og der er mange forandringer i livet i en børnefamilie. Vores rytme skifter med børnenes alder og deres interesser. Så måske skal flere familier end vi lige tror ikke så meget genoptage en vane, som tilegne sig en. Hvordan hjælper vi dem med det?

 

For vi vil jo gerne være kirke for og med børnefamilierne. Derfor gør mange noget ud af at være attraktive med gode tiltag, spændende gudstjenester og relevante tilbud. Det er både godt og på sin plads.

Problemet er bare, at vi (måske) forsøger at give en ydelse, som familierne omkring er optagede af, fordi der er andre ting, der er mere relevante og presserende for dem.

Under corona-nedlukningen opdagede kirker landet over, hvordan de kunne være i kontakt med børn og familier på mange forskellige måder, hvor det var menigheden, der var den udfarende del med kirke-to-go, online indhold og formidling af, hvordan troen kan integreres i hverdagen med børn.

Vi skal ikke droppe de gode tiltag i kirken. Men vi må for alt i verden heller ikke glemme det, vi lærte under nedlukningen: Kirken kan og skal være opsøgende overfor børnefamili
er. Vi skal formidle værktøjer og muligheder for at lukke troen op derhjemme, så børn og forældre kan integrere den i deres hverdag.

Pandemien fik ikke børnefamilierne til at holde op med at gå i kirke. Den tendens var allerede i gang. Nu er opgaven så at finde ud af, hvordan vi kan række ud og være kirke for og med børnefamilierne – også derhjemme.

/0 Kommentarer/af

Viden er godt, erfaring er nødvendigt.

Hvad kan vi gøre for at børn og unge får en tro på Jesus, der er deres egen og som er slidstærk og brugbar i det virkelige liv?

 

 

Der er flere vigtige aspekter i et godt svar. Ét er, at vi skal huske, at den kristne tro er afhængig af både erfaring og viden. Erfaring, fordi det er det at erfare ting, der gør troen virkelig og levende for et menneske. Viden, fordi den kristne tro har bestemte kendetegn og indhold, det er nødvendigt at kende for at kunne være rodfæstet i netop den kristne tradition.

Man kan sige, at erfaringen er det personlige og viden er det, der binder os sammen med en større helhed: Med Kirken og de mennesker, der er gået før os. Det er viden, der giver os ord for det, vi selv erfarer.

Den kristne tradition kan være med til at skabe mening i vores indtryk og give os sammenhænge at putte vores egne erfaringer ind i. Viden om troen handler med andre om at skabe orden i erfaringerne med troen; i det, vi oplever (uanset om vi er børn eller voksne).

Vi skal efter min overbevisning have begge dele med i arbejdet med børn. Vi kan ikke nøjes med at tænke, at børn er tomme krukker, der ingen erfaringer har, og som vi skal have fyldt en masse viden i. Vi er nødt til at se børn, som krukker, der allerede har et indhold, de skal have hjælp til at sortere og finde orden i – børn har erfaringer med eksistentielle spørgsmål og åndelige oplevelser, som de skal have hjælp til at sætte ord på og forstå.

Rigtig tit tager vi udgangspunkt i, at børn er tommer og skal fyldes op.

Derfor handler vores arbejde med børn i kirken om at give børnene viden – vi fortæller historier og stiller spørgsmål, som tjekker om og hvordan børnene har forstået indhold og sammenhænge – om de husker navne, steder og pointer. Det er ikke særlig tit vi giver plads til at børnene selv finder frem til svarene eller finder forståelse – for slet ikke om at skabe rum til at børn kan bearbejde det, de allerede har oplevet i lyset af den kristne historie.

Måske fordi der er så mange andre sammenhænge, hvor det er afgørende, at vores børn lærer reglerne udenad uanset om de forstår det. Som i trafikken for eksempel. Eller med hvad, der kan stoppes i munden i skoven. Eller hvem, man må gå med hjem fra legepladsen.

Der er masser af situationen i livet mellem børn og voksne, hvor børn skal lære at indgå i en allerede etableret orden, og hvor der ikke er plads til, at barnet stiller spørgsmålstegn ved de regler, der allerede findes. Det dur simpelthen ikke i trafikken.

Men det dur, når det gælder livet med Gud.

For nok er der givet viden i kristendommen, som vi gerne vil berige vores børn med. Men børn er også allerede i gang med at sanse verden og stille eksistentielle spørgsmål helt af sig selv. Så vi behøver ikke lære børnene at tænke over livets meningen eller at mennesker er forskellige. I stedet skal vi skabe rum, hvor børn kan skabe mening af og med Gud.

Vi skal skabe rum til teologi; Guds-læring.

Viden handler om indhold – erfaring handler om at opleve.

Meget for børn i kirken handler om at give børnene viden – men det er erfaringen, der gør troen på Gud levende. Det er gennem erfaring at vi hver især får et forhold til Jesus. Og det er kun når det forhold er etableret at troen bliver levende og holdbar.

Så. Hvad nærer erfaring:
Så hvordan skaber vi rum for at børn selv kan gøre sig erfaringer med Gud. Eller giver mulighed for at børn lærer metoder, de selv kan bruge i deres hverdag, når de møder det åndelige?

Rigtig meget børne-arbejde (også) i kirker er hurtigt, højt og farverigt. Det tenderer underholdning og er sjældent en reel en mulighed for at reflektere eller være fordybet.

De fleste børn (og voksne) oplever stilhed, undren og at blive inddraget i samtale, tilbedelse eller arbejde som steder, hvor de nemmere kan erfare Guds nærvær.

 

Så hvordan kan du bedst skabe mulighed for at børn kan opleve stilhed, undres og blive inddraget i musikken, fællesskabet eller arbejdet på en måde, der skaber rum for Gud til at møde barnet?

Her er en række ting, der nærer erfaring:

  • Bed med hele kroppen
    Gør stilheden mellem hver bevægelse længere og længere over tid. Begynd med 2 sekunder og byg op. Som så meget andet er stilhed som en muskel, der skal øves.
  • Stil åbne spørgsmål til bibelhistorierne:
    Det kunne eksempelvis være inspireret af Godly Play: Hvad synes du, var det vigtigste? Hvad kunne vi undvære og stadig have alt det, vi har brug for? Hvordan tror du X havde det da…? Hvilken del af historien handler om dig?
    På den måde er du også med til at lære børnene, hvordan man reflekterer over en bibeltekst, så den bliver relevant for én selv.
  • Lær børnene at snakke med Gud
    Rachel Turner har lært os om at ”gribe” fra Gud. Lad børnene ligge eller sidde og stil forskellige spørgsmål, som de inden i deres hoved kan stille Gud. De skal ikke sige noget højt – de skal inden i dem selv have en samtale med Gud. På den måde øver de sig i at høre, hvad Gud siger med deres ører, deres krop, deres sanser, deres fantasi. Læs mere om “at gribe fra Gud” hos Parenting for Faith:
  • Brug tid på at forundres og undre sammen
    Noget af de mest fantastiske er at blive overvældet og benovet over verden. At have tid til at forundres over et sneglehus, en vandpyt eller noget helt tredje. Det behøver ikke være en aktivitet som sådan, det kan også bare være noget du tænker ind, når du fortæller en bibelhistorie eller I har en aktivitet sammen. ”Gad vide hvor meget…” ”Prøv lige at forestille dig….” ”Prøv en gang at se …”

Skal troen blive slidstærk og brugbar skal viden om troen kombineres med erfaring af troen. Det kan godt lade sig at gøre at skabe mulighed for at børn kan skabe mening af og med Gud.

Hvad er dine favorit tips til at give mulighed for at erfare Guds nærvær?

/0 Kommentarer/af

Lav en påskehave

Lav en lille påskehave derhjemme og får historierne om Jesus med hjem i stuen. En påskehave er god at pege på og tage udgangspunkt i, når vi taler om og forklarer, hvad vi fejrer i påsken. Lidt ligesom en julekrybbe bliver en påmindelse om, hvad julen handler om, er påskehaven en synlig ting, som man (måske) endda kan røre ved, så sanserne også kommer i spil og påskehistorien kommer ind i stuen.

Der er ingen faste regler for, hvad en påskehave skal indeholde – udover at det handler om Jesus’ sidste dage.

Find et fad, en kurv eller noget andet, som er stort og åbent nok til at have flere ting i. Overvej, om du skal have sand, stof eller noget helt andet som underlag.

Til palmesøndag har kan du bruge nogle æsler (eks. fra legetøjet) og nogle palmeblade klippet ud af filt eller papir.

Til Skærtorsdag kan det være noget at spise og drikker. Det kunne også være et lille vandfad, for at symbolisere fodvaskningen.

Til Langfredag kan du finde et kors, eller gå ud for at samle kviste og grene, som du kanbinde korsene af. Du kunne også finde store søm, en tornekrone eller sølv penge og lægge her.

Til søndag kan du lave en grav og finde en sten til at lægge foran. (En grav kan sagtens være en urtepotte, der ligger ned). Du kan finde et stykke hvidt stof til at ligge i graven, en blomst eller en engel.

Du kan lægge alle tingene frem på én gang, eller I kan finde ting frem hver dag og tale lidt om det hen advejen. Du kan også gøre én ting i år og noget andet næste år.

Måske er det en god metode for dig og din familie at læse beretningerne fra påsken i en børnebibel og så sammen snakke om, hvilke ting I har, der kan fortælle om historien og derudfra lave jeres påskehave. På den måde får I også ting, der udover påske kan minde om fortællingerne om Jesus.

Prøv dig frem! Det er kun fantasien, der sætter grænserne.

Og HUSK! det vigtige er ikke, hvordan haven ser ud eller om der er særlige symboler der i. Det vigtige er at skabe en anledning til at tale om påsken og dens betydning for jer. Påskehaven er en konkret måde at gøre Jesus’ død og opstandelse levende også i din familie.

Du skal ikke blive ked af, hvis det hverken tager lang tid at stille op eller tale om. To minutter kan være lang tid for et barn, og måske er det ikke lige i dag, interessen er der. Måske kommer den en anden dag. Eller næste år.

Det er ikke afgørende, at det bliver på en bestemt måde, men at I hygger jer og får anledningen til at tale om påsken. En del af det at lave en påskehave er, at du viser, at påsken har betydning også for dig, og at du giver dit barn mulighed for at stifte bekendtskab med historierne om Jesus.

Hvis du har lyst, kan du google “easter garden” eller “resurrection garden” for at se flere eksempler. Her er også to eksempler på påskehaver jeg har lavet her og her.

/0 Kommentarer/af

7 idéer til at fejre Halloween i kirken eller børneklubben:

Hvordan kan I som kirke eller børneklub være med til at markere Alle Helgen/Halloween?

Her kommer 7 idéer til at forkynde lyset, håbet og opstandelsen og samtidig gøre brug af den anledning Halloween tilbyder os:

  1. Hold den traditionelle mindestund for dem, der er døde i årets løb. Indbyd mennesker omkring jer til at være med og mindes deres egne døde – måske kan de ikke komme i den kirke, hvor deres kære er blevet begravet, men vil stadig sætte pris på at høre deres navn nævn og at få lov at tænde et lys.
  2. Samarbejde med en bedemand, så det bliver kan se en rigtig kiste eller mærke den jord, som bliver kastet på kisten ved en bisættelse. Se f.eks. hvordan denne sognepræst har lavet en hel dag med sine konfirmander, som sagtens kunne laves om til en dag i klubben.
  3. Tag børneklubben med en tur på en kirkegård for at se på gravstene, symboler og navne. Hvis I kan, så er dette løb en mulighed en mørk aften.
  4. Benyt lejligheden til at fortælle om nogle af dem, der har været med til at præge kirkehistorien. Fortæl om troens helte og forbilleder med billeder, lege og historier. At kende sin historie skaber identitet, stolthed og tilknytning. Pinterest vrimler med kreative idéer forbundet med forskellige forbilleder for troen.
  5. Åben kirken d. 31., når børn er ude for at lave slik eller ballade – del slik ud sammen med muligheden for at blive bedt for eller tænde et lys for dem, børnene kender, der er døde. Lav små poser med slik, hvor der også bliver lagt bibelvers med – om lyset, der skinner i mørket eller Guds kærlighed, der rækker gennem ild og vand.
  6. Hold en lys fest.
    Scripture Union i England har i flere år lavet materiale, der er let at gå til med aktiviteter og idéer til andagter til at holde en lys fest. I år er materialet bygget på tidliegre års indhold, men ændret, så det er til at bruge med de coronarestriktioner, der findes. Materialet er gratis. Download Light Party materialet her.
  7. Måske har din kirke eller menighed fået navn efter en helgen.
    Så er Allehelgen en oplagt mulighed til at huske på, hvordan han eller hun var med til at bringe Guds lys til verden. Sæt dig ind i ”jeres” helgens historie, så du kan genfortælle den på en passende måde ved en gudstjeneste eller i børneklubben. Find aktiviteter, der passer til netop ”jeres” helgen (der findes rigtig mange gode ressourcer om de fleste helgener eksempelvis på Pinterest).
/0 Kommentarer/af