Indlæg

, ,

Bogudgivelse: Endelig!

I foråret 2019 sad jeg og skrev og skrev og skrev. Og gjorde noget af det, som jeg rigtig godt kan lide: Jeg fordybede mig i et emne, læste om det, kogte forskellige menneskers tanker sammen og skrev om det. Det blev til to artikler, som nu er blevet udgivet som en del af bogen “NPM:03 The younger generations and their walk with God”. Titlen er hverken mundret eller kort, til gengæld er indholdet vigtigt. “NPM” står for “Nordic Perspectives on Methodism” og er dette er den tredje bog i rækken af bøger, der har til hensigt at opmuntre til teologi fra et nordisk perspektiv.

I processen med den tredje bog opstod tanken, om det overhovedet kunne blive til en bog. Som redaktøren, min kollega Christina Preisler siger: “Det ser ud til, at vi har ramt et emne som vi som Metodistkirke har brug for at lære mere om, for det er ikke så tit, at Metodister er så stille som de har været i denne process.”

Derfor er det naturligvis så meget desto mere vigtigt (og modigt) at arbejdsgruppen og redaktøren holdt fast i, at bogen skulle udkomme.

Jeg kunne være bange for, at det ikke kun er Metodistkirken, der skal lære på dette område, men det er en helt anden historie.

Lige nu og her er der grund til at glæde sig over, at bogen nu findes. Dels som fysisk bog og om lidt også som e-bog på amazon.

De to kapitler jeg har skrevet er: “Building blocks for a strong theology on children and childhood”, hvor jeg forsøger at gøre op med et simplificeret syn på børn og barndom og samtidig give byggeklodserne, der kan hjælpe os til at skabe en solid teologi om børn og barndom.

Det andet kapitel hedder “Never a static way of being”. Heri forsøger jeg at undersøge hvordan helliggørelse, som er en grundlæggende metodistisk teologisk tanke, forholder sig til børn. Jeg rejser langt flere spørgsmål end jeg har svar, og det var egentlig ret spændende at give sig selv lov til det.

Udover det fantastiske ved at holde et stykke arbejde i hænderne, så er noget af det, der virkelig gør mig glad bogen grafiske udtryk. Fiskene er fra bogens omslag – er de ikke fantastiske?!

Bogen er på engelsk. Og den kan købes hos redaktøren Christina Preisler (christina.preisler@metodistkirken.dk) til 20 euro (som svarer til ca. 150 kr.) + porto. Den kommer desuden også til at finde som bog på amazon.

,

Genfortælling af forklarelsen på bjerget med rekvisitter

I søndags til fastelavnsgudstjenesten havde vi naturligt nok en del spændte børn (og voksne). Derfor tænkte vi, da vi skulle planlægge gudstjenesten, at det ikke duede med en “sæt-dig-og-lyt”-prædiken. Istedet lavede vi en genfortælling af forklarelsen af bjerget, hvor Jesus tog sine venner Peter, Johannes og Jakob med. Her så de et glimt af hvem Jesus også var udover et menneske: en del af Gud selv.

For at give børnene (og andre kreative sjæle) noget meningsfuldt at gøre frem mod prædikenen, var en del af genfortællingen, at der blev tegnet rekvisitter, som skulle bruges i genfortællingen. Det her var ikke et teaterstykke, så ingen havde øvet sig, og det var ikke meningen, at deltagerne skulle kunne noget udenad. Istedet skulle de gøre, hvad jeg fortalte (jeg var fortæller), og når Jesus, Peter eller Gud skulle sige noget, sagde jeg det først, og derefter gentog “skuespilleren” det.

Genfortællingen gik rigtig godt, og både børn og voksne morede sig undervejs. Så her kommer den, så du kan bruge den i din sammenhæng (og lav endelig om i de, så I kan bruge den!)

Genfortælling af forklarelsen på bjerget
(Lukas 9:28-36)

Medvirkende:  Jesus
Peter
Guds stemme
Fortæller

Rekvisitter:      Tegninger af en folkemængde (med syge)
Tegninger af Johannes og Jacob som Peter har med
Tegninger af Moses og Elias som Jesus har med
Hvidt tøj til Jesus
Sydvest til Peter (eller andet, der viser, at Peter er fisker)

 

Jesus har efterhånden gået rundt for at fortælle om Guds rige og vise mennesker Guds kærlighed et stykke tid. (Jesus går rundt, folkemængden følger efter) Hvor længe ved vi ikke. Men længe nok til, at der er begyndt at være snak om, hvem han egentlig er?

Hvad er han for et menneske, der kan gøre mennesker raske? Hvad er det for en mand, der tager sig af tiggere, ludere, toldere og andre, ingen vil have med at gøre? Er han overhovedet et almindeligt menneske?

Jesus har også hørt noget af snakken. Han spørger derfor Peter (holder tegningerne frem af Jakob og Johannes) og de andre: ”Hvem siger folk, at jeg er?”

Peter fortæller: ”Der er mange bud – nogen tror, du er Johannes Døberen eller Elias. Andre tror, du er en af de gamle profeter.”

(Johannes Døberen, der var Jesus’ fætter, døbte Jesus og blev halshugget af kongen. Elias var en de virkelig store profeter, som havde fortalt om Gud, fra fortiden. Folk trode altså ikke, Jesus var et levende menneske, men en slags genfærd.)

Jesus kiggede på Peter, Johannes, Jakob og de andre venner. ”Hvad med jer?” spurgte han ”Hvem siger I, at jeg er?”

De tænkte sig om. Det blev Peter, der svarede: ”Vi tror, du er Guds udvalgte.”

Så fortalte Jesus dem, at han ville komme til at lide meget. At han ville blive slået ihjel. Han advarede dem om, at det ville blive hårdt og svært også for dem at følge med ham. Han sagde ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis det må miste sin sjæl?!”

Måske var det derfor Peter sagde, som han gjorde otte dage efter …

Otte dage efter tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på et bjerg for at bede.

Jesus må have bedt og været stille i lang tid. Peter, Johannes og Jakob faldt i hvert fald i søvn.

(Jesus skifter til det hvide tøj)

Mens Jesus bad, skiftede han udseende. Hans ansigt ændrede sig. Og hans tøj blev blændende hvidt.

Sammen med ham kom to mænd til syne: Det var Moses, ham, der havde ført israelitterne ud fra Egypten, og Elias, der var blevet taget ind i himmelen af en ild-vogn. (Jesus tager tegningerne frem af Elias og Moses)

Peter, Johannes og Jakob vågnede. De gned deres øjne, og så, at Jesus ikke var alene.

Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, sagde Peter:  ”Jesus, det er godt vi er her! Lad os bygge tre hytter. Én til jer hver.”

I det samme kom der en sky for solen, der også dækkede bjerget, og de blev bange.  Inde fra skyen sagde en stemme: ”Dette er min udvalgte søn. Følg ham!” (om muligt, så få Gud bag i kirken)

Så snart stemmen talte var Moses og Elias væk. Kun Jesus var tilbage.

Peter, Johannes og Jakob var stille. De sagde ikke en gang noget om det til de andre disciple, da de kom ned af bjerget. Ikke før Jesus havde været død og var blevet levende igen.

Hvorfor mon?

Peter, Johannes, Jakob og de andre vidste inden oplevelsen på bjerget, at Jesus var noget særligt – anderledes end andre mennesker. Noget mere end et menneske.
På bjerget fik de et glimt af, hvem han også er: Gud. Én, der binder fortiden og nutiden sammen. Én, der kender fremtiden.
Peter kunne godt lide at være der. ”Det er godt, at vi er her.” Men det var ikke meningen, de skulle blive der.

Nogle gange taler vi om, at vi også må ned fra bjerget – når vi har haft en fantastisk oplevelse og det bliver hverdag igen.

I dag klæder vi os ud. Vi leger og slå katten af tønden. Det er sjovt. Og vi har brug for både at lege og have det sjovt. Ikke kun som børn, men også som voksne.

Inde bag vores masker er vi os selv. Hvem siger andre, at vi er? Hvem siger dem, der kender os, at vi er?

Og hvem siger vi, at Jesus er? Og hvad tror du, han siger om dig?

I kirken her tror vi, at mennesker kan møde Gud på en måde, så vi bliver sikre på inden i os, at Gud elsker os, at Jesus levede, døde og opstod også for vores skyld. Vi tror på, at vi kan få en helt sikker erfaring af, hvem Jesus er, og hvem han siger, vi er.

, , , ,

1-2-3 kroner for dig: Gud befrier, så vi kan lege videre

Ved gudstjenesterne i den menighed, hvor jeg er præst, er der altid det, vi kalder børnehjørnet. Her bliver børnene inviteret op foran, og der er som regel en kort samtale med dem. Herefter er der gerne børnekirke.

For nogle uger siden stod Charlotte Strand for gudstjenesten, og hendes børnehjørne var så godt, at jeg synes, det skal med her – måske kan det give en idé til aktivitet i klubben, børnekirken eller du kan bruge Charlottes børnehjørne som inspiration til at snakke med dine egne børn om, hvordan Gud hjælper dem.

1-2-3 kroner: Gud kommer susende, så vi kan være med i legen igen

Husker du mon legene fra skolegården, legepladsen, vendepladsen eller idrætstimen? Lege som stikbold? Eller 1-2-3 kroner? Eller ståtrold?

Det er forskellige slags tik/fangelege, hvor du bliver fanget og skal stå stille som ”frossen” på det sted, du bliver fanget. Så skal du stå der, indtil en eller anden kommer og sætter dig fri, og du kan igen deltage i fangelegen.

Vores liv og hverdag kan være en ordentlig omgang fangeleg, hvor vi skal navigere mellem mange forskellige situationer, udfordringer og valg vi skal træffe.

Nogle gange står vi noget, som vi fortryder og ønsker Guds hjælp til at komme ud af, og måske endda Hans tilgivelse for. Det kan ikke undgås, at vi kommer i de situationer, uanset hvor gode vi er.

Men så står vi der, stivnet, frosset, fanget, hjælpeløse. Og venter på at blive sat fri.

Og præcis som i skolegården, hvor kammeraterne var dine redningsmænd eller kvinder, så er der også hjælp at hente i vores liv idet hele taget. Gud kommer dig til undsætning.

Han sætter dig fri igen – ligesom i fangelegen hvor én kravler gennem benene på dig eller klapper dig på skulderen. På den måde sætter Han dig tilbage til dit spil, dit liv og din hverdag.

Ender vi i samme situation igen, og vi bliver fanget i legen, så er Gud på pletten igen, og igen og igen. Ligesom i ståtrold er det ikke kun én gang man kan fryse fast eller blive reddet!

Hvorfor skal vi snakke med børn om at være “fanget” nogle gange?

Jeg mener, at det er rigtig vigtigt at børnene også ved at Gud kommer i deres liv og sætter dem fri, når der er brug for det.

De kender til at stå i situationer hvor man hverken ved op eller ned, og bare føler sig… fanget!

Og bare fordi man er et barn, så er den følelse ikke mindre frustrerende.

Så er det rart at vide, at man kan bede til Gud og få Hans hjælp, Hans tilgivelse. At vide at Han kommer susende fra skjulestedet bag buskene, eller den anden ende af gymnastiksalen, klapper dig på skulderen og sætter dig tilbage i legen.

, , , ,

Hvad kan børn lære dig om Kristus som konge?

Børn og voksne, unge og gamle – vi hører sammen i kirken, for vi kan lære af hinanden om at være til, om at elske andre og om hvem, Gud er. Det er ved at være sammen på kryds og tværs vi kan øve os i at være kirke sammen.

At børn kan lære af voksne ved vi og tager for givet. Det er voksnes opgave at vejlede, opdrage og vise vej for børn gennem livet. At voksne også kan lære af børn ved vi instinktivt; børn stiller dybe spørgsmål til ting, vi andre er holdt op med at tænke over; de ved ting om livet, som er blevet fjerne for os som voksne. Det samme gælder unge: Erfaringer som voksne kan have glemt, er stadig levende eller relevante for unge. Ældre og gamle har erfaringer fra et langt liv, men kan også lære os andre om at ældes og modne – og måske endda om at dø godt.

I søndags var den sidste i dette kirkeår, og er sat til side til at markere Kristus som konge. Kristus’ universelle og evige kongedømme er temaet for kirker verdens over netop denne søndag. Det kan lyde som en disney-ficering af Jesus, men det er det ingenlund. Tag ikke fejl. Her er ikke tale om glitter, lyserøde balkjoler og sjove dyr som hjælpende vennder. Kristus som konge er en bekendelse direkte henvendt til magthaverne. Helt fra oldkirken har kristne holdt fast i at Kristus og ikke kejseren var den endelige autoritet i livet og døden; at der findes andre love og vigtigere værdier  end dem, der lovgives om af den siddende regeringsmagt.

At markere en søndag i kirkeåret på denne måde startede i 1925 af den katolske kirke i Mexico og var et ekko af oldkirkens bekendelse af at “Kristus er Herre” (Og ikke kejseren i Rom).

Da jeg forberedte mig til søndagens gudstjeneste gik det op for mig, at her kan børnene lære os voksne noget. De kan minde os om, hvordan det er at blive bestemt over; hvordan det er at have brug for hjælp og hvordan det er at have nogen til at passe på os.

Jeg ved godt, at jeg fremhæver herhjemme, at voksne ikke bestemmer alting selv. Det vil jeg også fastholde. Men for børn er det mere markant, at andre sætter rammerne for sengetid, lege-aftaler, opførsel og alt-muligt-andet. Voksne – egne forældre, men også voksne i vuggestue, børnehave, lærerer i skolen og andre – har direkte indflydelse og bestemme-ret over en masse ting i børns liv. På godt og skidt.

Det er både godt og irriterende at have nogen til at sætte rammer for én. Det kan være forstyrrende at skulle stoppe en leg eller sætte et program på pause, fordi maden er færdig. Det kan føles unødvendigt at skulle børste tænder, hilse på gæsterne ved at give hånd eller sætte madpakken på plads.

Det samme gør sig gældende – i hvert fald for mig – når det kommer til at lade Jesus Kristus være min konge. Det er befriende, fordi der er nogle ting, der tydeligvis er gode. Men der er også ting, jeg synes, er besværlige. Som jeg ikke umiddelbart kan se betydningen eller værdien af.  Det kræver tillid at lade en anden bestemme. Det kan også give anledning til protest. Det kan give grobund for et utal af spørgsmål – som jeg ikke altid får svar på.

Du kan jo selv se, om du kan se sammenhænge mellem måden dine børn reagerer, når du er voksen og sætter rammer og regler op for dem, og måden du reagerer, når Jesus sætter regler og rammer op for dig…. Hos mig giver det anledning til eftertanker og overbærenhed med ungernes reaktioner.

Udfordringen denne søndag må derfor være: Hvilke børn kender du, som kunne åbne dine øjne for, hvordan det kan være at blive bestemt over? Hvad kan børn omkring dig lære dig om Kristus som konge?

Mens du tænker over det kan du jo lytte til denne her sang fra DanskOase: