Indlæg

, ,

Med mor i kirke

At tage sine børn med til gudstjeneste kan være et følsomt emne. Bliver de taget godt imod? Kan de få lov til at være børn uden at blive tysset på eller skældt ud? I rigtig mange sammenhænge er vi generelt gode til at vise hensyn og overbærenhed med børn, men af en eller anden grund gør det sig ikke altid gældende i et kirkerum. Måske fordi vi har lært, at Gud møder man i stilheden – og mindre børn især kan have svært ved at sidde stille eller lytte til en masse snak.

Jeg har selv haft koldsved af stress over at føle øjne i nakken, fordi jeg sad med et barn, der ikke sad stille eller lyttede stille. Jeg har selv haft svært ved at gå i kirke, fordi det var svært for mit barn at være der. Og som præst har jeg set forældre af al magt forsøge at holde deres børn i ro af frygt for at vække opmærksomhed (Ironisk nok med det resultat, at de selv blev mere synlige end børnene, der stille tullede rundt, var det).

Så det var med nogen spænding i maven, at jeg søndag skulle have Albert med ud at holde gudstjeneste. Jeg har været det på gældende sted flere gange og holder af at komme der. Men det er altid noget andet at have et barn med sig – særligt én, der måske rykker mor i ærmet. Ikke, fordi Albert ikke er god til at gå i kirke, for han er en habil 3årig kirkegænger. Men man kan desværre ikke altid regne voksnes reaktioner ud på forhånd.

Det gik heldigvis godt – allerede den første, vi mødte bukkede sig ned og gav Albert hånd, spurgte om hans navn og bød velkommen. Albert legede under prædikestolen (en udemærket hule), spiste knoppers, legede med legetøj og læste bøger (både salmebøger og de medbragte). Og svarede højt, da jeg bad højt “Almægtige Gud …”: “NEJ”. Han skulle have hjælp til at åbne en ostehaps under prædikenen og ville gerne holdes, da den sidste salme blev sunget.

 

Og hvor var der mange kærlige øjne, som så ham. Og mig. Overbærenhed, tålmodighed og accept af den lille gudstjeneste-deltager var overvældende. Det burde måske ikke være en overraskelse, men ikke desto mindre nikkede de fleste genkendende, når jeg sagde, tak for velkomsten “for det er ikke en selvfølgelighed.”

Børn skal lære at give plads til andre. De skal lære at lytte og være med. Og det lærer de nu en gang bedst ved at være en del af et fællesskab, hvor de kan kigge på andre, efterligne og tage del i det, der foregår. (Det har jeg skrevet om før.)

Det finurlige ved det med at tage børn med i kirke er, at det sætter så dybe spor i os – hvis man én gang er blevet tysset på af en anden kirkegænger eller værre endnu af præsten er følelsen af at være forkert svær at ryste af sig igen. En ældre dame, fortalte, hvordan hun blev sendt ud af kirkerummet med hendes søn en gang, da han var 5 år. Oplevelsen ødelagde hverken hendes eller sønnens tro eller tilhørsforhold til kirken – men smerten var ikke til at tage fejl af. Det gør ondt, når vores børn ikke er velkomne.

Så meget desto større er glæden også, når de bliver taget godt imod. Så kan mor (eller far) nemlig også slappe af og være tilstede.

, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Indlægget er skrevet med input fra de fantastiske kursister på kurset for børns åndelighed og tro i 2018, så “det, du ikke skal sige” er taget direkte fra børnemedarbejderes hverdag. Indlægget er også blevet bragt på baptist.dk

,

Lav en påskehave

Endelig endelig kommer her årets påskehave. Sidste år blev det ikke til noget pga. kvalme og for to år siden kom skoldkopper i vejen  – og måske er der en væsentlig pointe i det: Hverdagen og højtiderne bliver kun noget særligt midt i det rod et familieliv i forvejen består af.

 

Påskehaven 2016 set fra Palmesøndag
Påskehaven giver kreativt udtryk for påskens begivenheder ved hjælp af ting, der leder tankerne hen på de forskellige begivenheder i Jesu’ liv fra Palmesøndag gennem Skærtorsdag, Langfredag til Påskemorgen. Jeg har fundet en palme fra Samuels playmobil, et æselføl fra julekrybben, en kande fra forrige års påskehave og lavet nogle kors af pinde og sytråd. Graven er en lerkrukke og en stor sten vi fandt ved stranden for et par år siden.
Korsene i påskehave 2016
Det er oplagt at lave korsene sammen på en gåtur og binde dem med noget ståltråd. Man kunne som end også samle sten til at bygge en lille klippevæg.

Påskehaven er helt anderledes i år end for to år siden. Jeg har “anlagt” den i et aflangt fad, og det fungerer egentlig ret godt, synes jeg, at have begivenhederne på linje – det gør det også nemmere visuelt at tale med børn om, hvornår Jesus oplevede hvad.

 

Påskehaven 2016
Faktisk kunne man gøre en hel dyd ud af hver dag i påske ugen at sætte nogle ting op på fadet, sådan at man sammen så påsken udvikle sig. Det har jeg ikke gjort. Det eneste, der har udviklet sig herhjemme er, at stenen påskemorgen bliver flyttet fra gravens åbning.
Stenen er lagt for gravens åbning i påskehaven 2016.
Påskemorgen flyttede vi stenen fra graven. Her kunne have ligget et lille hvidt klæde, stået et par engle eller have gemt sig et påskeæg.
Denne gang har jeg brugt sand og ingen planter, og det giver en rigtig god bund at sætte tingene ned i. Til gengæld skal man også være opmærksom på, at det indbyder endnu mere til at blive leget med! Så afhængigt af alderen på børn i hjemmet er det måske ikke det allerbedste alligevel.

 

Brød og vin fra Skærtorsdag. Fristende at spise!
Jeg skriver med vilje “jeg”, for selvom det er oplagt at lave en påskehave sammen som familie og gøre en andagts-stund ud af det, så blev det ikke sådan herhjemme denne gang. Men den er her, og den er fin at snakke om.
Gør du noget lignende eller har du andre idéer?

 

,

Fastelavn – en liste med “ballade”sange

Fastelavn er sjovt! Børn og voksne klæder sig ud og kan beundre og grine af hinanden. Tønder bliver slået til pindebrænde – endelig kan ham, der godt kan lide at bruge sine kræfter, virkelig slå sig løs. Endelig er det legalt at lave lidt ballade – det gør godt i det indre!

Der er noget befriende ved at fejre fastelavn – og det er også meningen, for lige om nogle dage starter fasten jo. Hvis du spørger mig, så har vi brug for sjov og ballede oftere end til fastelavn. Ikke bare voksne kan have brug for at lave sjov og grine af hverdagens regler – det kan børn i aller højeste grad også! Det er befriende at grine over ting, vi godt ved er forkerte eller ikke er i orden.

Derfor har jeg en lille liste over “ballade”-sange, som jeg bl.a. har brugt i børnehaven, hvor jeg arbejder. Det er et stort hit at synge om at tisse i klaveret, eller selv at få lov til at bestemme. Jeg synes, fastelavn er et udemærket tidspunkt at dele listen med jer på.

Her er min liste indtil videre:

1) Jess og Toms “Fy fy skamme” – en god gammel kending!

2) Sigurd Barrets: “Jeg kan selv” – en relativt ny sang, men som kan synges med eftertryk. Og måske især god til de børn, som irriteres over, at de voksne altid skal hjælpe!

3) Albertes “Tju-bang chokolademand – det’ mig, der bestemmer her”

4) Hr. Skægs “Bandeordssangen” – ikke for de sarte, selvom sangens pointe netop er, at man IKKE må sige sangene. Måske en sang til det barn, der virkelig gerne vil sige alle de grimme ord?

Kender du vil andre gode “ballede”sange, så vil jeg rigtig gerne have dine bud!

Jeg har før skrevet om fasten her, og om nogle dage giver jeg flere idéer til at fejre fasten som familie. Sidste år skrev jeg sådan.

Fasten i praksis

Faste er noget mange mennesker forbinder enten med at skulle undersøges eller indlægges på hospitalet, den nye fastekur eller den muslimske ramadan. Men faktisk er faste også en gammel del af den kristne tradition og en af de få ting, som Jesus tog forgivet blev praktiseret*. Det er begyndelsen af fasten, vi gør klar til, når vi fejrer fastelavn. Den kristne fasteperiode løber fra onsdag efter fastelavn og til lørdag før palmesøndag.

Jeg kan godt lide at praktisere fasten. Ikke nødvendigvis ved ikke at spise (det dur hverken for børn eller ammende alligevel), men ved at ændre nogle vaner, så vi kan få fokus på, hvor priviligerede vi er, på at være sammen som familie eller bruge mere tid på bibel-læsning eller børn.

Da det kun var os selv, der skulle faste var det som end let nok – det er lettere at komme på ting, man selv som voksen kan gøre end det er, at finde på ting man kan gøre familie, der også giver mening for børn at være med til, synes jeg. De ting, vi skal gøre, skal gerne vise børnene, at fasten ikke handler om at lade være med at gøre noget, fordi det ikke er sundt eller godt for os i fysisk forstand – det skal altså ikke handle om at kød/slik/film/Ipads er usunde eller gør skade. Samtidigt skal det heller ikke give dårlig samvittighed over, at vi har det bedre end andre mennesker i verden. Alligevel kan det være godt netop at tale om, hvad vores vaner betyder for vores måde at leve sammen på, og at vi kan være med til at gøre noget godt for andre.

Sidste år havde jeg fat i ideerne her, og ligesom sidste år skal vi også fejre pancake-day på tirsdag. Jeg håber også at kunne finde tid og lyst til at lave en påskehave.

Indtil videre er vi kommet frem til følgende idéer:

– Ingen kød til aftensmad i mandag til lørdag. (Søndag er traditionelt aldrig en fastedag, da det er opstandelsesdagen og derfor en festdag)
– Vi vil gøre “noget godt” for andre én gang om ugen. Ideerne her er fremkommet under fælles brainstorm:

  • Det kunne være at bage en kage til nogen.
  • Sende et brev med en opmuntring bare fordi.
  • Invitere nogen til aftensmad.
  • Samle ind til Folkekirkens Nødhjælp.

Har I noget I gør i jeres familie? Og hvordan taler du med dine børn om at vores måde at leve (sammen) på også har indflydelse på andres liv?

*Se f.eks. Matthæus evangeliet kapitel 6 vers 16-18