Indlæg

,

Kastanje-bøn

Kastanjebønnen herunder gør brug af naturen, sanserne og kroppen – alle sammen elementer, som vi ved hjælper børn (og voksne) med at forbinde sig med Guds nærvær.

Kastanje bøn
(Alle skal have en frisk kastanje i hånden)

Tag kastanjen i hånden og kig på den; prøv at forestil dig, hvordan der inde i denne lille kastanje er et kæmpestort kastanjetræ. Guds skaberkraft er simpelthen fantastisk!
Sig tak og pris Gud, for alt det, han har skabt.

Læg mærke til den skinnende overflade og farverne; mærk hvor glat kastanjen er. Hvad er din yndlingsting ved kastanjer?
Tak Gud for alle de gode ting, han giver os og nævn dine favoritter.

Kig på mønstret på kastanjens overflade. Husk på, at Gud har en plan for os. Nogle gange kan vi se den, andre gange føles den skjult. Men bedre end den bedste forælder ønsker Gud gode ting for os.
Bed ham om hjælp til at lytte til hans planer for vores liv og til at stole på ham, selv når vi ikke kan se vejen foran os.

Klem kastanjen hårdt i din hånd – lige til det gør ondt. Tænk på alle de mennesker, hvis liv er hårde og smertefulde i øjeblikket.
Bed Gud om at give dem trøst og gøre dem raske. Bed ham om at gøre det klart for dig, hvordan du kan være med til at trøst og hjælpe.

Spred dine arme ud som grene på et stort kastanjetræ. Træk vejret dybt. Når en kastanje bliver plantet i den rigtige jord, hjælper solen og regnen den med at vokse sig til et stort træ.
Tak Gud for familie, kirke, venner og andre mennesker, som hjælper dig med at vokse i viden og kærlighed til Gud og mennesker omkring dig.

Tag armene ind til siden. Kig på kastanjen og sig ”Amen” – du kan lægge kastanjen tilbage eller tage den med i lommen. Måske skal du plante den et sted eller lægge den, hvor den kan minde dig om Guds storhed og skaberkraft.

Kastanje-bønnen er skrevet af Carolyn Edwards, Children and Youth Advicer fra York Stift, England, og er udsendt som en del af oktober måneds nyhedsbrev 2020.

,

Anbefaling af 5 bøger om døden til børn

Anne anbefaler
Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:

1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017)
Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen. 

En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.

Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.

2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv)
Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.

I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk. 

Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.

3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016)
Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.

Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.

Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!

4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017)
Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt). 

I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.

Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i. 

Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.

5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018)
Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert. 

Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.

Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.

Mød Anne:
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.

Du finder et interview med Anne her.

,

Børnekirke to-go i Aalborg

Som i så mange andre sammenhænge har nedlukningen af Danmark pga. Corona-pandemien haft stor betydning for, hvordan kirker – og dermed også arbejdet med børn – kan mødes og arbejde. Forskellige kirker har løst udfordringen på forskellige måder. Fra kasser, der bliver delt ud med materialer til youtube-kanaler, facebook-sider og breve.

Herunder kommer noget af det, som Sara Andersen fra Bethelkirken i Aalborg sammensatte til 50 børn, betweens og familier i påsken efter inspiration fra et møde med andre børnemedarbejdere sammen faciliteret af Digogmigogvitro: En børnekirke to-go om påsken med udførlig forklaring til forældrene, materialer og idéer til sange.

Sara fortæller: “Der var små “dimser” og instruktion til at lave en Jesus-figur, mønter, nadver, kors, grav….mm. Et chokoladepåskeæg (til at slå hul på påskemorgen -det er jo tomt indeni) ….. en lille malebog med påskehistorien (engelsk), en labyrintopgave, opskrift på Opstandelsesboller og “fadervor-håndvask”

En af de geni-streger Sara gjorde var, at opfordre familierne til at dele billeder fra deres påske-børnekirke på kirkens sociale medier, for på den måde at være kirke “sammen”. Det er de billeder, som er med her. “Jeg har modtaget de skønneste billeder af børn og familier, der har holdt nadver med bamser og legomænd…… og Jesus på ispindekors!!! Så bliver man da glad,” fortæller Sara.

I brevet, der fulgte med børnekirke to-go stod der bl.a.: “Her er en påskehilsen til jer fordi I på en eller anden måde har tilknytning til Bethelkirken. Måske plejer du at komme i Børnekirken/Tween eller til Messy Church eller spejder eller andet?!
Som du ved, er næsten ALTING i Danmark lukket lige nu og alle børn skal være hjemme fra skole eller børnehave eller dagpleje…. Kirken er også lukket.  Derfor foregår der heller ikke nogen af de aktiviteter, der plejer…..
I kirken synes vi PÅSKEN er den vigtigste højtid og vi plejer at holde spejder- og børne- og festgudstjenester, så det er jo ret ærgerligt….
MEN…. Vi har lavet en lille ”Påske-Børnekirke-To-go”…. -dvs en pose med lidt ting i, så vi  – SAMMEN HVER FOR SIG – alligevel kan fejre påske.
Med denne pose vil vi også minde dig om, at selvom vi ikke kan ses lige nu er DU ikke glemt! Vi fra Bethelkirken har ikke glemt dig og vigtigst GUD har ikke glemt dig!” 

I pakken var der alle de ting, der skulle bruges for at følge denne vejledning:
DIY påske-børnekirke-to-go

,

Påske i en kasse – opmuntring i en træls tid

Ida Grarup er leder i Børnekirken i Brande Baptistkirke. Som du vil se fra det, der kommer, er hun ikke bare engageret og vidende om børns åndelighed og troslivet som familie – hun har også en stor kærlighed til de børn, hun er leder for og hun har et væld af idéer til at få skabt muligheder for samtaler om tro, liv og Gud i familielivet.

Ida har lavet en kasse med materialer, lege, bibelhistorier og lidt lækkert til en rækkefamilier i hendes menighed i anledningen af påske og den trælse corona-situation.
Hun

Hvor mange ledere er I?
I Brande Baptistkirke er vi 5 frivillige der underviser i børnekirken de forskellige søndage. Vi har hverken præst eller ungdomsmedarbejder ansat.

Prøv at fortælle lidt om din kirke?
Vi samles alle nede til gudstjenesten og efter indgangshilsen, en salme og 2-3 børnelovsange går alle børn i børnekirke. Der er samling for alle hvor vi synger sammen. Derefter går de 4-10 årige ind ved siden af og får bibelhistorie. Vi tager i øjeblikket udgangspunkt i Børn & Tros materiale ”Hoved-Hjerte-Hænder”. De mindste bliver passet af forældrene, der så har mulighed for at skabe relationer med hinanden eller høre prædikenen fra salen gennem en højtaler.

Antallet af børn til undervisning kan svinge fra 2 til 10 børn. Men alt i alt er vi op til 14 børn, som kommer flere gange om måneden i kirke. Til børnegudstjesterne kan vi godt komme op på 25 børn.

Vi er i kirken ca. 80 medlemmer, 35 aktive, hvor største delen er børnefamilier eller pensionister. Vi er rigtige heldige med at have 7 familier med børn, der ofte kommer til gudstjeneste. Og derudover er der 4 familier, som har tilknytning til kirken på anden vis.

Du har lavet en påskekasse – hvad er det? Og hvordan fik du idéen?
Det er disse 10 familier jeg særligt har tænkt på i forhold til den kasse jeg har lavet. En familie er med spædbarn, som jeg har valgt ikke at lave til. Vi har et rigtig godt fællesskab familierne imellem på kryds og på tværs. Mange af familierne står for den årlige menighedslejr sammen. Andre er i bibelgruppe sammen og andre igen i forskellige planlægningsgrupper.

Da jeg så hørte om en anden menighed, der havde lavet en kasse med materiale til børnekirke og bragt ud til familierne, tænke jeg, at det kunne jeg også rigtig godt tænke mig. Jeg savner børnene, og jeg holder meget af hver enkelt familie. Det er ikke let at være familie med hjemmearbejde, børn i forskellige aldre, der er hjemme med lektier, der skal laves, indkøb og madlavning. Nogle familier laver om eller har sygdom i familien. Nogle er blevet fyret pga. krisen. Alle kunne godt bruge en opmuntring og blive mindet om, hvor højt de er elsket ikke bare af mig men i langt større grad af Jesus.

Hvad vil du gerne opnå med kassen?
Det er generelt ikke nemt for de enkelte familier at få snakken til at handle om Jesus, ej heller i påsken. Selv i min egen lille familie er det ikke blevet helt naturligt at finde bibelen frem og læse i den, eller bare naturligt snakke om Jesus. Jeg tror ikke, jeg er den eneste forældre, der kan frygte at få de svære spørgsmål, som der ikke umiddelbart lige er et svar på. Vi har alle brug for hjælp. Jeg har personligt været glad for Børn &Tros måde at forklare, at selvom man er kristen er livet ikke bare lutter lagkage. Vi oplever stadig svære tider.

Tanken med kasser var at den skulle bringe smil og varme. Men i særdeleshed give ideer til og mulighed for forældrene til at snakken omkring påsken med børnene.

Hvilke overvejelser gjorde du dig med indholdet?
Det er vigtigt for mig at hele familien fandt kassen spændende. Så der er lidt at spise og drikke til børnene. Der er forskellige ideer til sjove lege og kreative ting med tilbehør som sukkerknalder, plastikkrus, balloner, sugerør og beton i kassen. Derudover er der en opfordring til at lave deres egen lille påskehave med legesager eller ting fra haven. Den skal vise de forskellige helligdage, og med opfordring til at lave en lille Jesus, der så de enkelte dage skal flyttes rundt til at ride på et æsel, nadver, på korset, i graven og ud af graven.

Det har jeg selv nydt at lave sidste år med mine egne børn på den gang 2 og 5 år. Det var en måde at snakke om påsken på, og samtidig give dem et ejerskab over haven, som de var med til at bygge. I kassen er der vedlagt et billede til inspiration samt piberensere, filt og karton som kan bruges dertil.

Derudover er der opgaver som er med centrum i påsken, der er kopieret til hvert barn over 4 år. Der er lagt op til en påskejagt med små chokolader, men hvor der skal gemmes et billede fra påsken sammen med (som er kopieret klippet ud og vedlagt). Børnene skal derefter lægge billederne i den rigtige rækkefølge.
Der er en påskequiz som nok særligt forældrene synes er lidt spændende, med ting de nok ikke i forvejen vidste om påsken. Det er blot nogle ting jeg har fundet på nettet.

Det vigtigste i kassen er en vedlagt udprint fra bibelen omkring påsken i håb om, at forældrene får lyst til at læse den mere præcise historie fra bibelen frem for kun deres hukommelse og børnebibler. Men der er selvfølgelig en printet fortælling til børnene også med billeder. Dertil har jeg kopieret Børn & Tros materiale med spørgsmål og praktisk anvendelse af påskebudskabet.

Det er vigtigt at børnene ikke bare hører historierne, men også får en følelse af, at det kan hjælpe dem i deres hverdag. At Jesus ER levende og hvordan de kan kommunikere med ham, og hvorfor han døde for vores skyld. Børn skal ikke bare kende bibelen godt, nej, de skal kende den levende frelser, og det er vigtigt, at vi som forældre og børnekirke hjælper dem på rette vej. Det er Børn & Tros materiale godt til, synes jeg.

Til sidst har jeg giver familierne nogle ideer til, hvordan de også kan bede sammen. Nogle lidt anderledes måder end blot at folde hænderne og sige flotte ord. Det er vigtigt, at børn finder det naturligt at snakke med Jesus. Jeg elsker, når min datter siger: ”Ikke nu, mor, jeg snakker lige med Jesus”.
Jeg vil gerne, at børnene skal vide, at Jesus altid er der til at snakke med, og at han gerne vil have en relation til alle mennesker. Og børn er bare bedre til at tro og lytte. De er nogle fantastiske forbedere, uden at de selv er klar over det.

Jeg håber at kasserne vil være et lille vindue, som Gud kan bruge til at komme tættere på alle de enkelte familier, og at de må føle sig værdsat for det er de virkelig!

Du kan læse mere om Børn & Tro her.

,

Genfortælling af flugten gennem det røde hav

I sommer har jeg været i ørkenen – eller. Det vil sige, ørkenen var temaet for den børnelejr, som Metodistkirken holdt for en flok børn. Vi fulgtes med det israelitiske folk gennem ørkenen og ind i Jeriko, da de endelig fik en by at bo i igen. Jeg brugte flere historier fra Rachel Turners “Tryg i mørket” som udgangspunkt for fortællingerne til morgensamlingerne. Men jeg lavede også et par stykker selv, som manglede. Her kommer min version af flugten gennem det Røde Hav. Det er en dramatisk fortælling. Særligt, synes jeg, når man forsøger at forstille sig, hvordan børnene, der var med, må have haft det. Børn er altid de mest udsatte….:

Der er så mange store og vigtige ting i ørkenen, at vi er nødt til at vide, hvordan, der er.

Vi har ikke plads til hele ørkenen herinde. Det her er bare en lille smule. (Jeg havde en skål med sand, som jeg tog en håndfuld sand fra, der løb gennem mine fingre.)

Ørkenen er et farligt sted. Den ændrer sig hele tiden, så det er svært at vide, hvor du er.

Der er ikke meget vand, og hvis du ikke kan finde vand nok, kan du dø af tørst. Der vokser næsten heller ingenting, så der er kun lidt at spise. I løbet af dagen er det varmt, og solen brænder din hud. Om natten bliver det koldt. Når vinden blæser stikker sandet dig.

Mennesker er nødt til at klæde sig godt på, for at beskytte sig mod både sol og sand.

Ørkenen er farlig.

Folk går ikke derud, hvis de ikke er nødt til det.

Så du kan godt forstå, at ikke brød sig om det, da deres forældre tog dem med ud i ørkenen, selvom det betød, at de ikke længere var slaver.

Derude i ørkenen var de ikke alene. De var sammen med deres forældre. Og Gud selv gik også sammen med dem: Om dagen gik Gud som en søjle af støv foran dem, så solen ikke brændte på dem. Om natten stod Gud som en søjle af ild udenfor lejren, og lyste alting op, så der var trygt og godt at være. På den måde var det ikke så slemt at være der. Det var egentlig trygt nok.

Alligevel var børnene ikke rigtig glade. For forældrene var trætte. Og kede af det. Og nervøse. Kender I det, når voksne prøver at vise, at de er modige og ved, hvad der skal ske, men at du samtidig kan mærke, at det nok ikke er helt rigtigt?

Sådan var det for børnene ude i ørkenen i den israelitiske lejr. “Selvfølgelig skal det nok gå!”, sagde de voksne. Men børnene hørte, hvordan de hviskede sammen, når de voksne troede, at de legede. De kunne se, at de voksne også synes, at alt det nye var mærkeligt.

Men Gud var der. Som en søjle, og derfor var det okay. En dag ikke så lang tid efter flugten fra Egypten sagde Moses: “Gud siger, vi skal slå lejr her ved havet.”

Så nu havde de slået lejr her med ørkenen på den ene side og havet på den anden side. Nu kunne de få lidt fisk til maden.

Børnene badede. Og legede i strandkanten. Det var rart.

Lige indtil én så sig tilbage og fik øje på en støvsky i horisonten. Og så noget, der blinkede….

“Farao kommer” lød råbet. Voksne råbte, hev fat i deres børn. Små børn græd. Større børn blev stille. Ingen vidste, hvad de skulle. “Hvad har vi dog gjort?” spurgte nogle af de voksne. Andre blev vrede på Moses: “Synes du ikke, det var godt nok at dø som slave? Synes du, det var finere for os at dø af Faraos sværd?! Hvorfor lod du os ikke bare være slaver?! “

Og de kastede sig ned og bad til Gud om at redde dem.

Støvskyen og de blinkende sværd kom nærmere. Efterhånden kunne de også høre hestehovene buldre som torden. Det var hestenes hove og krigsvognenes hjul, der fik støvskyen til at rejse sig.

Moses, som var en voksen mand, sagde, så både børn og voksne kunne høre ham: “I skal ikke være bange! Gud kæmper for jer. Han beskytter jer.”

Så fik de voksne travlt med at tage deres telte ned. Det var ved at blive aften. Men der var ingen, som blev puttet eller fik læst godnathistorier den aften.

Istedet så de, hvordan Guds sky, som ellers havde været foran dem, flyttede sig, så den nu var imellem israelitterne og egypternes hær. Den spærrede simpelthen vejen for Faraos hær.

Moses gik ned til havet og rakte sin vandrestav ud over vandet… Og det skiltes. Vandet skiltes, så der blev en vej igennem det. Dér gik israelitterne over havet. Børn og voksne fulgtes ad over – mens havet stod som store murer omkring dem. Mange gange højere end selv de højeste mænd var vand-muren. 

Ingen havde i deres vildeste fantasi troet, at det var muligt at komme over et helt hav uden både. Men det var det nu.

Om morgenen var hele lejren kommet over på den anden side – uden så meget som at få våde fødder!

Guds sky stod stadig på den anden side af vandet og holdt egypterne væk. Men nu flyttede den sig.

Og de egyptiske soldater for frem med deres hestevogne – ud i havet efter israelitterne.

Børnene så, hvordan Moses trak sin stav til sig igen: Da han gjorde dét faldt vand-muren sammen, og alle soldaterne faldt i vandet.

Egypternes hær var væk.

Da isralitterne så dét blev de målløse. Og så priste de Gud og sang: “Vores Gud er så STOR og mægtig. Der er intet, som er umuligt for ham!”

En gammel jødisk legende fortæller, at himmelens engle jublede, da Gud ødelagde egypterne. Først da de førstefødte døde og igen da Faraos hær gik under i havet. Men Gud græd. Og så tungt på englene og sagde: “Der er ingen grund til glæde. Forstår I, de er også mine børn.”

Dén afslutning kan jeg godt lide at have med, fordi det minder os om, at vores lykke kan være forbundet med andre ulykke, og at dét ikke er noget at glæde sig over. Derfor mindes jøderne også stadig de egyptere, der måtte lade livet for, at de selv kunne slippe ud af Egypten.