Indlæg

Bibelhistorie med fagter: Salomons store byggerier

Historien om Salomons store byggerier

At fortælle en bibelhistorie med fagter er en sjov måde at fange opmærksomheden gennem en historie.

Konge: lav en krone på hovedet
Bygge: knyttede hænder ovenpå hinanden
Gud: cirkel bevægelse
Tempel/slot/telt/palads: lav et tag med hænderne

For længe siden i et land langt herfra var der en konge, som var meget klog og betænksom. Han var den konge, som byggede et kæmpestort tempel til Gud.

Han hed Salomon og hans var havde også være en konge – faktisk den bedste konge, der nogensinde havde været. Han var nemlig gode venner med Gud.

Hvem er Gud, spørger du? Gud er alt kærlighed – ikke bare den, du kan mærke for nogen eller som dine forældre har for dig. Eller den du kan føle for en god ven. Gud er den kærlighed som AL kærlighed i hele verden kommer fra.

Gud er alt godt, der findes som mod, glæde, fred og retfærdighed. Ikke bare det vi kender eller kan se, men det gode, som alt andet godt kommer fra.

Sådan er Gud. Derfor kan vi også kalde Gud den Levende Gud, fordi alt levende kommer fra Gud.

Og Salomons far var gode venner med den Levende Gud. Og det var Salomon også.

Det gik rigtig godt for Salomon som konge. Og derfor ville han gerne sige tak til sin ven, Gud.

Derfor foreslog han Gud, at Salomon byggede et tempel til Gud at være i.

Det havde Salomons far også foreslået. Men Gud var godt tilfreds med sit lille telt, som menneskene havde lavet, da de gik i ørkenen og havde brug for at se på noget, der mindede dem om, at Gud altid var hos dem.

Det var lidt fjollet. For Gud, der jo er den alt levende, alt kærlighed, alt godt kommer fra – kan jo ikke bo i en bygning. Uanset hvor stor, den er. Det er Gud alt for stor, alt for meget til.

Nej, sagde Gud, du skal ikke bygge mig et hus. Du skal bygge dig selv et hus først. Jeg er godt tilfreds med mit lille telt. Jeg har ikke brug for vægge eller tag for at være stor eller være hos jer.

Så kong Salomon byggede et kæmpe slot, et palads, til sig selv. Med smukke søjler og lange gange, men flotte haver og fine stuer. Med guld og marmor og fine sten.

Da paladset var færdigt og kong Salomon var flyttet ind med sin kæmpe familie sad han igen og syntes, at det virkede forkert, at han boede på et stort og smukt palads og Gud boede i et telt.

Så kong Salomon foreslog IGEN, at han byggede et tempel, en kæmpestor kirke, til Gud.

Denne gang sagde Gud ja. ”Du må gerne bygge et sted, så I kan huske, at jeg altid er at finde. Bare I husker, at det ikke er for min skyld. Jeg har ikke brug for tag over hovedet.”

Så gik kong Salomon og hans mænd i gang med at bygge. De hamrede og de savede. De byggedestore søjler og lange gange. De byggede høje lofter og smukke mønstre.

Det blev verdens største og smukkeste tempel. Det tog dem 7 år at bygge færdigt! Templet kom til at stå i 400 år.

Jeg tror, at Gud var godt tilfreds med templet. I hvert fald fortæller dem, der var der, at der kom et helt særligt lys i templet.

I dag er det stadig sådan at mennesker har brug for at bygge særlige steder, hvor vi kan møde Gud. Det er stadig lidt skørt, for Gud er for stor til kun at være ét sted. Samtidig er det meget fint. For mennesker kan være ét sted af gangen, og vi har godt af at blive mindet om, at lige præcis der hvor vi er, der kan vi også finde Gud.

Så når vi er i kirker eller andre særlige steder, så er det for at minder de særlige steder os om, atGud ikke bor på særlige steder, men alle steder er særlige, fordi Gud er der.

For det sted Gud, der er den alt godt, alt levende, alt kærlighed kommer fra, allerbedst kan lide at være – det er faktisk inde i vores hjerter, i vores tanker.

Vi behøver heldigvis ikke bygge templer eller store kirker for at møde Gud. For Gud er altid hos os.

/0 Kommentarer/af

Viden er godt, erfaring er nødvendigt.

Hvad kan vi gøre for at børn og unge får en tro på Jesus, der er deres egen og som er slidstærk og brugbar i det virkelige liv?

 

 

Der er flere vigtige aspekter i et godt svar. Ét er, at vi skal huske, at den kristne tro er afhængig af både erfaring og viden. Erfaring, fordi det er det at erfare ting, der gør troen virkelig og levende for et menneske. Viden, fordi den kristne tro har bestemte kendetegn og indhold, det er nødvendigt at kende for at kunne være rodfæstet i netop den kristne tradition.

Man kan sige, at erfaringen er det personlige og viden er det, der binder os sammen med en større helhed: Med Kirken og de mennesker, der er gået før os. Det er viden, der giver os ord for det, vi selv erfarer.

Den kristne tradition kan være med til at skabe mening i vores indtryk og give os sammenhænge at putte vores egne erfaringer ind i. Viden om troen handler med andre om at skabe orden i erfaringerne med troen; i det, vi oplever (uanset om vi er børn eller voksne).

Vi skal efter min overbevisning have begge dele med i arbejdet med børn. Vi kan ikke nøjes med at tænke, at børn er tomme krukker, der ingen erfaringer har, og som vi skal have fyldt en masse viden i. Vi er nødt til at se børn, som krukker, der allerede har et indhold, de skal have hjælp til at sortere og finde orden i – børn har erfaringer med eksistentielle spørgsmål og åndelige oplevelser, som de skal have hjælp til at sætte ord på og forstå.

Rigtig tit tager vi udgangspunkt i, at børn er tommer og skal fyldes op.

Derfor handler vores arbejde med børn i kirken om at give børnene viden – vi fortæller historier og stiller spørgsmål, som tjekker om og hvordan børnene har forstået indhold og sammenhænge – om de husker navne, steder og pointer. Det er ikke særlig tit vi giver plads til at børnene selv finder frem til svarene eller finder forståelse – for slet ikke om at skabe rum til at børn kan bearbejde det, de allerede har oplevet i lyset af den kristne historie.

Måske fordi der er så mange andre sammenhænge, hvor det er afgørende, at vores børn lærer reglerne udenad uanset om de forstår det. Som i trafikken for eksempel. Eller med hvad, der kan stoppes i munden i skoven. Eller hvem, man må gå med hjem fra legepladsen.

Der er masser af situationen i livet mellem børn og voksne, hvor børn skal lære at indgå i en allerede etableret orden, og hvor der ikke er plads til, at barnet stiller spørgsmålstegn ved de regler, der allerede findes. Det dur simpelthen ikke i trafikken.

Men det dur, når det gælder livet med Gud.

For nok er der givet viden i kristendommen, som vi gerne vil berige vores børn med. Men børn er også allerede i gang med at sanse verden og stille eksistentielle spørgsmål helt af sig selv. Så vi behøver ikke lære børnene at tænke over livets meningen eller at mennesker er forskellige. I stedet skal vi skabe rum, hvor børn kan skabe mening af og med Gud.

Vi skal skabe rum til teologi; Guds-læring.

Viden handler om indhold – erfaring handler om at opleve.

Meget for børn i kirken handler om at give børnene viden – men det er erfaringen, der gør troen på Gud levende. Det er gennem erfaring at vi hver især får et forhold til Jesus. Og det er kun når det forhold er etableret at troen bliver levende og holdbar.

Så. Hvad nærer erfaring:
Så hvordan skaber vi rum for at børn selv kan gøre sig erfaringer med Gud. Eller giver mulighed for at børn lærer metoder, de selv kan bruge i deres hverdag, når de møder det åndelige?

Rigtig meget børne-arbejde (også) i kirker er hurtigt, højt og farverigt. Det tenderer underholdning og er sjældent en reel en mulighed for at reflektere eller være fordybet.

De fleste børn (og voksne) oplever stilhed, undren og at blive inddraget i samtale, tilbedelse eller arbejde som steder, hvor de nemmere kan erfare Guds nærvær.

 

Så hvordan kan du bedst skabe mulighed for at børn kan opleve stilhed, undres og blive inddraget i musikken, fællesskabet eller arbejdet på en måde, der skaber rum for Gud til at møde barnet?

Her er en række ting, der nærer erfaring:

  • Bed med hele kroppen
    Gør stilheden mellem hver bevægelse længere og længere over tid. Begynd med 2 sekunder og byg op. Som så meget andet er stilhed som en muskel, der skal øves.
  • Stil åbne spørgsmål til bibelhistorierne:
    Det kunne eksempelvis være inspireret af Godly Play: Hvad synes du, var det vigtigste? Hvad kunne vi undvære og stadig have alt det, vi har brug for? Hvordan tror du X havde det da…? Hvilken del af historien handler om dig?
    På den måde er du også med til at lære børnene, hvordan man reflekterer over en bibeltekst, så den bliver relevant for én selv.
  • Lær børnene at snakke med Gud
    Rachel Turner har lært os om at ”gribe” fra Gud. Lad børnene ligge eller sidde og stil forskellige spørgsmål, som de inden i deres hoved kan stille Gud. De skal ikke sige noget højt – de skal inden i dem selv have en samtale med Gud. På den måde øver de sig i at høre, hvad Gud siger med deres ører, deres krop, deres sanser, deres fantasi. Læs mere om “at gribe fra Gud” hos Parenting for Faith:
  • Brug tid på at forundres og undre sammen
    Noget af de mest fantastiske er at blive overvældet og benovet over verden. At have tid til at forundres over et sneglehus, en vandpyt eller noget helt tredje. Det behøver ikke være en aktivitet som sådan, det kan også bare være noget du tænker ind, når du fortæller en bibelhistorie eller I har en aktivitet sammen. ”Gad vide hvor meget…” ”Prøv lige at forestille dig….” ”Prøv en gang at se …”

Skal troen blive slidstærk og brugbar skal viden om troen kombineres med erfaring af troen. Det kan godt lade sig at gøre at skabe mulighed for at børn kan skabe mening af og med Gud.

Hvad er dine favorit tips til at give mulighed for at erfare Guds nærvær?

/0 Kommentarer/af

Tænk på tro som at børste tænder

Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?

Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.

Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.

Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.

Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.

Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.

Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.

Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.

Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på opdragelse og indoktrinering. Når vi opdrager, giver vi opførsel, værdier og holdninger videre til barnet både bevist og ubevidst, men forventer også, at barnet indgår i et samspil med den, der opdrager. Modsat handler indoktrinering også om at give andre bestemte meninger og holdninger, men med metoder, der ikke giver plads til at tænke anderledes eller stille spørgsmål. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)

Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.

/0 Kommentarer/af

Lav en påskehave

Lav en lille påskehave derhjemme og får historierne om Jesus med hjem i stuen. En påskehave er god at pege på og tage udgangspunkt i, når vi taler om og forklarer, hvad vi fejrer i påsken. Lidt ligesom en julekrybbe bliver en påmindelse om, hvad julen handler om, er påskehaven en synlig ting, som man (måske) endda kan røre ved, så sanserne også kommer i spil og påskehistorien kommer ind i stuen.

Der er ingen faste regler for, hvad en påskehave skal indeholde – udover at det handler om Jesus’ sidste dage.

Find et fad, en kurv eller noget andet, som er stort og åbent nok til at have flere ting i. Overvej, om du skal have sand, stof eller noget helt andet som underlag.

Til palmesøndag har kan du bruge nogle æsler (eks. fra legetøjet) og nogle palmeblade klippet ud af filt eller papir.

Til Skærtorsdag kan det være noget at spise og drikker. Det kunne også være et lille vandfad, for at symbolisere fodvaskningen.

Til Langfredag kan du finde et kors, eller gå ud for at samle kviste og grene, som du kanbinde korsene af. Du kunne også finde store søm, en tornekrone eller sølv penge og lægge her.

Til søndag kan du lave en grav og finde en sten til at lægge foran. (En grav kan sagtens være en urtepotte, der ligger ned). Du kan finde et stykke hvidt stof til at ligge i graven, en blomst eller en engel.

Du kan lægge alle tingene frem på én gang, eller I kan finde ting frem hver dag og tale lidt om det hen advejen. Du kan også gøre én ting i år og noget andet næste år.

Måske er det en god metode for dig og din familie at læse beretningerne fra påsken i en børnebibel og så sammen snakke om, hvilke ting I har, der kan fortælle om historien og derudfra lave jeres påskehave. På den måde får I også ting, der udover påske kan minde om fortællingerne om Jesus.

Prøv dig frem! Det er kun fantasien, der sætter grænserne.

Og HUSK! det vigtige er ikke, hvordan haven ser ud eller om der er særlige symboler der i. Det vigtige er at skabe en anledning til at tale om påsken og dens betydning for jer. Påskehaven er en konkret måde at gøre Jesus’ død og opstandelse levende også i din familie.

Du skal ikke blive ked af, hvis det hverken tager lang tid at stille op eller tale om. To minutter kan være lang tid for et barn, og måske er det ikke lige i dag, interessen er der. Måske kommer den en anden dag. Eller næste år.

Det er ikke afgørende, at det bliver på en bestemt måde, men at I hygger jer og får anledningen til at tale om påsken. En del af det at lave en påskehave er, at du viser, at påsken har betydning også for dig, og at du giver dit barn mulighed for at stifte bekendtskab med historierne om Jesus.

Hvis du har lyst, kan du google “easter garden” eller “resurrection garden” for at se flere eksempler. Her er også to eksempler på påskehaver jeg har lavet her og her.

/0 Kommentarer/af
,

Velsignelse til en svær tid – til brug i familien

Vi lever i en mærkelig og omskiftelig tid. Selvom (de fleste) børn er gode til at navigere i at hverdagen er påvirket at COVID19 pandemien og nye restriktioner, så er det ikke kun voksne, der er påvirkede og pressede af, at meget er nyt, usikkert og omskifteligt.

Det følgende er et velsignelsestirual skabt af Leane Hadley, du som voksen kan bruge for at hjælpe dit barn (eller børnene i din børnekirke, klub eller menighed) med at sætte ord på det, der er svært på en god måde og samtidig være stille i Guds nærvær.

Hvis du gentager dette uge efter uge, så vil du skabe et ritual, der giver barnet en praksis til at håndtere stress på en måde, der ikke bare kan bruges nu og her, men som også kan blive til gavn også på lang sigt. På den måde bliver ritualet et redskab, som dit barn kan tage med sig til at håndtere andre svære situationer eller omstændigheder.

Til velsignelsen har du brug for de følgende ting: En sodavand (gerne i flaske), et stearinlys og noget at tænde det med og din finger.

Velsignelsesritualet:

Første del: At sætte ord på vores stress
Sæt dig ned med dit barn og ryst sodavanden. Det vil sikker fange deres opmærksomhed! Hvis barnet spørger, hvorfor du ryster flasken siger du (og hvis barnet ikke spørger, fortæller du alligevel): ”Sodavandsflasken er dig og den er mig. Vi er blevet rystede. Hver eneste bobbel i sodavanden er følelser, vi har mærket.”

Tal så med barnet om, hvad der ville ske, hvis I åbnede sodavanden hurtigt, nu hvor I har rystet den? (Hvis du har mod på det, kan I jo gå udenfor og se, hvad faktisk vil ske, hvis I gør det – så kan I også få et godt grin sammen!) ”Sodavanden vil sprøjte ud over det hele – som en lille eksplosion! Sådan kan det også gå med os, hvis vi ikke får vores følelser ud på en stille måde. De vokser og eksploderer. Og så siger vi ting vi ville ønske, vi ikke havde sagt til mennesker vi elsker – og vi kan endda ende med at slå nogen eller kaste med ting og komme til at gøre andre ondt.
Lad os prøve at sige, hvad nogle af boblerne i vores sodavand er.” (Brug så lang tid på at fortælle om det, der er trælst, svært, godt og alt muligt andet, som I har brug for).

Brug så lidt tid på at tænke over og tale om, hvad I kan gøre for at få boblerne inden i jer selv ud: Det kunne være ting som at sparke til en bold, gå en tur, gynge, danse, synge, skrive i en dagbog, tegne et billede, tage til stranden og kaste sten eller grene i vandet…. Vælg en af tingene, som I kan gøre sammen i den næste uge. Lov hinanden, at I vil gøre det mindst én gang i løbet af ugen.

Anden del: Vær stille
Når I har brugt tid på at snakke om jeres følelser og har fundet på måder at udtrykke dem på, er det tid til at tænde lyset.
Et tændt lys er beroligende og børn (og voksne, for den sags skyld) bliver instinktivt tiltrukket af det. Tænd lyset og bed dit barn om at sidde med dig i skæret fra lyset og trække vejret sammen. Træk vejret ind og ud og forestil jer, at det er Guds kærlighed, I får ind i jer. Sid bare kort tid (1 minut kan være lææænge til at starte med). Bed så dit barn om at puste lyset ud og giv dem et knus.

(Her kan du gøre brug af et kneb fra Godly Play, hvor man taler om at lyset ikke pustes ud, men forandres: flammen bliver til røgen, som bliver en del af luften. Det er et tegn på, at Jesus og hans Ånd altid er omkring os – også når vi ikke kan se det. I denne sammenhæng bliver det til et tegn på at Guds kærlighed og roen også er med os, når vi ikke sidder sammen med et stearinlys tændt. På den måde er du med til at gøre stilheden og kærligheden tilgængelig for dit barn uden at I skal have et lys tændt)

Tredje del: Velsign barnet
I velsignelsen ser du dit barn i øjnene og fortæller dem, at han/hun er stærk; at barnet kan klare svære ting; at du ved, han/hun gør sit bedste og at Gud altid er med ham/hende. (Du kender dit barn, og ved, hvad det har brug for at høre. Så brug de udtryk og ord, som du tror, vil gøre størst gavn)

Slut af med at tegne et hjerte eller et kors med din finger på dit barns hånd eller pande – som en påmindelse om, at Gud elsker dem!
Lad evt. barnet gøre det samme ved dig.

Lyder det for nemt?
Dette er et meget enkelt og samtidig godtgørende ritual for børn. Den eneste svære del af ritualet er, at den voksne, som vejleder barnet er nødt til at kunne dele barnets oprigtige følelser – det er vigtigt at barnets følelers og oplevelser bliver taget kærligt imod uden irettesættelse.

For – helt ærligt – vi er alle sammen pressede i øjeblikket og ingen af os har lyst til at blive udspurgt om hvordan eller hvorfor vi har det, som vi har. Børn gør modstand, hvis de bliver udspurgt eller presset til at dele deres dybeste følelser præcis som voksne også gør. Her er ritualet en mulighed for at samles, dele, tænde et lys, trække vejret sammen og velsigne hinanden i tillid til at hvor to eller tre er samlet er Gud med!

Leane Hadley, der har lavet dette ritual skriver: ”Ritual er en gave. Det er min bøn, at dette godgørende ritual kan blive en regelmæssig del af jeres bønneliv hjemme og at I igennem det vil finde den styrke og det håb, som kun Gud kan give os i usikre tider!”

Oversat fra “Helping our kids through stressfull times” af Rev. Dr. Leane Hadley på UMC.org

/0 Kommentarer/af