Indlæg

,

Velsignelse til en svær tid – til brug i familien

Vi lever i en mærkelig og omskiftelig tid. Selvom (de fleste) børn er gode til at navigere i at hverdagen er påvirket at COVID19 pandemien og nye restriktioner, så er det ikke kun voksne, der er påvirkede og pressede af, at meget er nyt, usikkert og omskifteligt.

Det følgende er et velsignelsestirual skabt af Leane Hadley, du som voksen kan bruge for at hjælpe dit barn (eller børnene i din børnekirke, klub eller menighed) med at sætte ord på det, der er svært på en god måde og samtidig være stille i Guds nærvær.

Hvis du gentager dette uge efter uge, så vil du skabe et ritual, der giver barnet en praksis til at håndtere stress på en måde, der ikke bare kan bruges nu og her, men som også kan blive til gavn også på lang sigt. På den måde bliver ritualet et redskab, som dit barn kan tage med sig til at håndtere andre svære situationer eller omstændigheder.

Til velsignelsen har du brug for de følgende ting: En sodavand (gerne i flaske), et stearinlys og noget at tænde det med og din finger.

Velsignelsesritualet:

Første del: At sætte ord på vores stress
Sæt dig ned med dit barn og ryst sodavanden. Det vil sikker fange deres opmærksomhed! Hvis barnet spørger, hvorfor du ryster flasken siger du (og hvis barnet ikke spørger, fortæller du alligevel): ”Sodavandsflasken er dig og den er mig. Vi er blevet rystede. Hver eneste bobbel i sodavanden er følelser, vi har mærket.”

Tal så med barnet om, hvad der ville ske, hvis I åbnede sodavanden hurtigt, nu hvor I har rystet den? (Hvis du har mod på det, kan I jo gå udenfor og se, hvad faktisk vil ske, hvis I gør det – så kan I også få et godt grin sammen!) ”Sodavanden vil sprøjte ud over det hele – som en lille eksplosion! Sådan kan det også gå med os, hvis vi ikke får vores følelser ud på en stille måde. De vokser og eksploderer. Og så siger vi ting vi ville ønske, vi ikke havde sagt til mennesker vi elsker – og vi kan endda ende med at slå nogen eller kaste med ting og komme til at gøre andre ondt.
Lad os prøve at sige, hvad nogle af boblerne i vores sodavand er.” (Brug så lang tid på at fortælle om det, der er trælst, svært, godt og alt muligt andet, som I har brug for).

Brug så lidt tid på at tænke over og tale om, hvad I kan gøre for at få boblerne inden i jer selv ud: Det kunne være ting som at sparke til en bold, gå en tur, gynge, danse, synge, skrive i en dagbog, tegne et billede, tage til stranden og kaste sten eller grene i vandet…. Vælg en af tingene, som I kan gøre sammen i den næste uge. Lov hinanden, at I vil gøre det mindst én gang i løbet af ugen.

Anden del: Vær stille
Når I har brugt tid på at snakke om jeres følelser og har fundet på måder at udtrykke dem på, er det tid til at tænde lyset.
Et tændt lys er beroligende og børn (og voksne, for den sags skyld) bliver instinktivt tiltrukket af det. Tænd lyset og bed dit barn om at sidde med dig i skæret fra lyset og trække vejret sammen. Træk vejret ind og ud og forestil jer, at det er Guds kærlighed, I får ind i jer. Sid bare kort tid (1 minut kan være lææænge til at starte med). Bed så dit barn om at puste lyset ud og giv dem et knus.

(Her kan du gøre brug af et kneb fra Godly Play, hvor man taler om at lyset ikke pustes ud, men forandres: flammen bliver til røgen, som bliver en del af luften. Det er et tegn på, at Jesus og hans Ånd altid er omkring os – også når vi ikke kan se det. I denne sammenhæng bliver det til et tegn på at Guds kærlighed og roen også er med os, når vi ikke sidder sammen med et stearinlys tændt. På den måde er du med til at gøre stilheden og kærligheden tilgængelig for dit barn uden at I skal have et lys tændt)

Tredje del: Velsign barnet
I velsignelsen ser du dit barn i øjnene og fortæller dem, at han/hun er stærk; at barnet kan klare svære ting; at du ved, han/hun gør sit bedste og at Gud altid er med ham/hende. (Du kender dit barn, og ved, hvad det har brug for at høre. Så brug de udtryk og ord, som du tror, vil gøre størst gavn)

Slut af med at tegne et hjerte eller et kors med din finger på dit barns hånd eller pande – som en påmindelse om, at Gud elsker dem!
Lad evt. barnet gøre det samme ved dig.

Lyder det for nemt?
Dette er et meget enkelt og samtidig godtgørende ritual for børn. Den eneste svære del af ritualet er, at den voksne, som vejleder barnet er nødt til at kunne dele barnets oprigtige følelser – det er vigtigt at barnets følelers og oplevelser bliver taget kærligt imod uden irettesættelse.

For – helt ærligt – vi er alle sammen pressede i øjeblikket og ingen af os har lyst til at blive udspurgt om hvordan eller hvorfor vi har det, som vi har. Børn gør modstand, hvis de bliver udspurgt eller presset til at dele deres dybeste følelser præcis som voksne også gør. Her er ritualet en mulighed for at samles, dele, tænde et lys, trække vejret sammen og velsigne hinanden i tillid til at hvor to eller tre er samlet er Gud med!

Leane Hadley, der har lavet dette ritual skriver: ”Ritual er en gave. Det er min bøn, at dette godgørende ritual kan blive en regelmæssig del af jeres bønneliv hjemme og at I igennem det vil finde den styrke og det håb, som kun Gud kan give os i usikre tider!”

Oversat fra “Helping our kids through stressfull times” af Rev. Dr. Leane Hadley på UMC.org

, ,

Børnekirke to-go i Aalborg

Som i så mange andre sammenhænge har nedlukningen af Danmark pga. Corona-pandemien haft stor betydning for, hvordan kirker – og dermed også arbejdet med børn – kan mødes og arbejde. Forskellige kirker har løst udfordringen på forskellige måder. Fra kasser, der bliver delt ud med materialer til youtube-kanaler, facebook-sider og breve.

Herunder kommer noget af det, som Sara Andersen fra Bethelkirken i Aalborg sammensatte til 50 børn, betweens og familier i påsken efter inspiration fra et møde med andre børnemedarbejdere sammen faciliteret af Digogmigogvitro: En børnekirke to-go om påsken med udførlig forklaring til forældrene, materialer og idéer til sange.

Sara fortæller: “Der var små “dimser” og instruktion til at lave en Jesus-figur, mønter, nadver, kors, grav….mm. Et chokoladepåskeæg (til at slå hul på påskemorgen -det er jo tomt indeni) ….. en lille malebog med påskehistorien (engelsk), en labyrintopgave, opskrift på Opstandelsesboller og “fadervor-håndvask”

En af de geni-streger Sara gjorde var, at opfordre familierne til at dele billeder fra deres påske-børnekirke på kirkens sociale medier, for på den måde at være kirke “sammen”. Det er de billeder, som er med her. “Jeg har modtaget de skønneste billeder af børn og familier, der har holdt nadver med bamser og legomænd…… og Jesus på ispindekors!!! Så bliver man da glad,” fortæller Sara.

I brevet, der fulgte med børnekirke to-go stod der bl.a.: “Her er en påskehilsen til jer fordi I på en eller anden måde har tilknytning til Bethelkirken. Måske plejer du at komme i Børnekirken/Tween eller til Messy Church eller spejder eller andet?!
Som du ved, er næsten ALTING i Danmark lukket lige nu og alle børn skal være hjemme fra skole eller børnehave eller dagpleje…. Kirken er også lukket.  Derfor foregår der heller ikke nogen af de aktiviteter, der plejer…..
I kirken synes vi PÅSKEN er den vigtigste højtid og vi plejer at holde spejder- og børne- og festgudstjenester, så det er jo ret ærgerligt….
MEN…. Vi har lavet en lille ”Påske-Børnekirke-To-go”…. -dvs en pose med lidt ting i, så vi  – SAMMEN HVER FOR SIG – alligevel kan fejre påske.
Med denne pose vil vi også minde dig om, at selvom vi ikke kan ses lige nu er DU ikke glemt! Vi fra Bethelkirken har ikke glemt dig og vigtigst GUD har ikke glemt dig!” 

I pakken var der alle de ting, der skulle bruges for at følge denne vejledning:
DIY påske-børnekirke-to-go

Tænk på tro som at børste tænder

Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?

Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.

Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.

Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.

Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.

Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.

Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.

Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.

Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på indoktrinering og opdragelse, hvor værdier og holdninger bevidst bliver givet videre til barnet. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)

Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.

,

Genfortælling af forklarelsen på bjerget med rekvisitter

I søndags til fastelavnsgudstjenesten havde vi naturligt nok en del spændte børn (og voksne). Derfor tænkte vi, da vi skulle planlægge gudstjenesten, at det ikke duede med en “sæt-dig-og-lyt”-prædiken. Istedet lavede vi en genfortælling af forklarelsen af bjerget, hvor Jesus tog sine venner Peter, Johannes og Jakob med. Her så de et glimt af hvem Jesus også var udover et menneske: en del af Gud selv.

For at give børnene (og andre kreative sjæle) noget meningsfuldt at gøre frem mod prædikenen, var en del af genfortællingen, at der blev tegnet rekvisitter, som skulle bruges i genfortællingen. Det her var ikke et teaterstykke, så ingen havde øvet sig, og det var ikke meningen, at deltagerne skulle kunne noget udenad. Istedet skulle de gøre, hvad jeg fortalte (jeg var fortæller), og når Jesus, Peter eller Gud skulle sige noget, sagde jeg det først, og derefter gentog “skuespilleren” det.

Genfortællingen gik rigtig godt, og både børn og voksne morede sig undervejs. Så her kommer den, så du kan bruge den i din sammenhæng (og lav endelig om i de, så I kan bruge den!)

Genfortælling af forklarelsen på bjerget
(Lukas 9:28-36)

Medvirkende:
Jesus
Peter
Guds stemme
Fortæller

Rekvisitter:
Tegninger af en folkemængde (med syge)
Tegninger af Johannes og Jacob som Peter har med
Tegninger af Moses og Elias som Jesus har med
Hvidt tøj til Jesus
Sydvest til Peter (eller andet, der viser, at Peter er fisker)

Jesus har efterhånden gået rundt for at fortælle om Guds rige og vise mennesker Guds kærlighed et stykke tid. (Jesus går rundt, folkemængden følger efter) Hvor længe ved vi ikke. Men længe nok til, at der er begyndt at være snak om, hvem han egentlig er?

Hvad er han for et menneske, der kan gøre mennesker raske? Hvad er det for en mand, der tager sig af tiggere, ludere, toldere og andre, ingen vil have med at gøre? Er han overhovedet et almindeligt menneske?

Jesus har også hørt noget af snakken. Han spørger derfor Peter (holder tegningerne frem af Jakob og Johannes) og de andre: ”Hvem siger folk, at jeg er?”

Peter fortæller: ”Der er mange bud – nogen tror, du er Johannes Døberen eller Elias. Andre tror, du er en af de gamle profeter.”

(Johannes Døberen, der var Jesus’ fætter, døbte Jesus og blev halshugget af kongen. Elias var en de virkelig store profeter, som havde fortalt om Gud, fra fortiden. Folk trode altså ikke, Jesus var et levende menneske, men en slags genfærd.)

Jesus kiggede på Peter, Johannes, Jakob og de andre venner. ”Hvad med jer?” spurgte han ”Hvem siger I, at jeg er?”

De tænkte sig om. Det blev Peter, der svarede: ”Vi tror, du er Guds udvalgte.”

Så fortalte Jesus dem, at han ville komme til at lide meget. At han ville blive slået ihjel. Han advarede dem om, at det ville blive hårdt og svært også for dem at følge med ham. Han sagde ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis det må miste sin sjæl?!”

Måske var det derfor Peter sagde, som han gjorde otte dage efter …

Otte dage efter tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på et bjerg for at bede.

Jesus må have bedt og været stille i lang tid. Peter, Johannes og Jakob faldt i hvert fald i søvn.

(Jesus skifter til det hvide tøj)

Mens Jesus bad, skiftede han udseende. Hans ansigt ændrede sig. Og hans tøj blev blændende hvidt.

Sammen med ham kom to mænd til syne: Det var Moses, ham, der havde ført israelitterne ud fra Egypten, og Elias, der var blevet taget ind i himmelen af en ild-vogn. (Jesus tager tegningerne frem af Elias og Moses)

Peter, Johannes og Jakob vågnede. De gned deres øjne, og så, at Jesus ikke var alene.

Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, sagde Peter:  ”Jesus, det er godt vi er her! Lad os bygge tre hytter. Én til jer hver.”

I det samme kom der en sky for solen, der også dækkede bjerget, og de blev bange.  Inde fra skyen sagde en stemme: ”Dette er min udvalgte søn. Følg ham!” (om muligt, så få Gud bag i kirken)

Så snart stemmen talte var Moses og Elias væk. Kun Jesus var tilbage.

Peter, Johannes og Jakob var stille. De sagde ikke en gang noget om det til de andre disciple, da de kom ned af bjerget. Ikke før Jesus havde været død og var blevet levende igen.

Hvorfor mon?

Peter, Johannes, Jakob og de andre vidste inden oplevelsen på bjerget, at Jesus var noget særligt – anderledes end andre mennesker. Noget mere end et menneske.
På bjerget fik de et glimt af, hvem han også er: Gud. Én, der binder fortiden og nutiden sammen. Én, der kender fremtiden.
Peter kunne godt lide at være der. ”Det er godt, at vi er her.” Men det var ikke meningen, de skulle blive der.

Nogle gange taler vi om, at vi også må ned fra bjerget – når vi har haft en fantastisk oplevelse og det bliver hverdag igen.

I dag klæder vi os ud. Vi leger og slå katten af tønden. Det er sjovt. Og vi har brug for både at lege og have det sjovt. Ikke kun som børn, men også som voksne.

Inde bag vores masker er vi os selv. Hvem siger andre, at vi er? Hvem siger dem, der kender os, at vi er?

Og hvem siger vi, at Jesus er? Og hvad tror du, han siger om dig?

I kirken her tror vi, at mennesker kan møde Gud på en måde, så vi bliver sikre på inden i os, at Gud elsker os, at Jesus levede, døde og opstod også for vores skyld. Vi tror på, at vi kan få en helt sikker erfaring af, hvem Jesus er, og hvem han siger, vi er.

,

Bed med hele kroppen