Indlæg

Forælder og leder – interview med Rachel Turner

At være både forælder og leder i en kirkelig sammenhæng kan føles som at skulle jonglere eller konstant skifte mellem forskellige hatte: ”Nu er jeg mor, nej, nu er er jeg præst” og tilbage igen. Og selv om du ikke er præst men en del af lovsangsbandet eller med i børnekirken er mit bud, at du kender problematikken, hvis du har børn.

Når jeg ”præster” kan det være svært for menigheden at skelne; når jeg er i kirken, er jeg jo præst, så hvorfor opfører jeg mig som en forælder? Det er ikke ret lang tid siden, jeg (igen) fik en kommentar, der lod mig forstå, at mine børn var i vejen.

Børn er jo også en del af kirken
Der er bare det, at mine børn jo også er en del af menigheden, af kirken – ikke blot som mine børn, men i deres egen ret. Og hvordan skal de navigere i det, at deres mor også er præst? Det er ikke deres valg, men det er deres virkelighed.

Til en samling på B-M-K.dk for erfarne børneledere, spurgte jeg engang, om jeg var den eneste, der syntes, det var svært både at lede børnekirke og have mit eget barn med? Svaret var nikken og mild latter – det er tilsyneladende almindelig kendt, at børn af børnekirkens leder ikke nødvendigvis er dem, der har lettest ved at følge med.

Hvad i alverden skal man gøre?
Rachel Turner argumenterer i sin nyeste bog ”Parenting as a Church Leader” (PACL) for, at det handler om at barnet mister sin forbindelse til os som forældre, og dermed sin tryghed, når vi signalerer, at vi ikke er forældre men børnekirkeledere (eller lovsanger/præst/andet). Deres måde at hive os tilbage i forældre-rollen er ved deres opførsel. Det virker rigtig godt at larme, være urolig eller generelt gøre noget andet end det, der bliver bedt om: børnekirke-lederen bliver lynhutigt mor, hvis jeg begynder at løbe rundt, er det (ubevidste!) rationale.

Så hvad i alverden skal man gribe og gøre i?

Det talte jeg med Rachel Turner om. Hun har netop udgivet ”Parenting as a Church Leader” om, hvordan vi, der er ledere i kirken, kan hjælpe vores børn med at bevare både tro og tilhørsforhold til kirken – og ikke mindst til deres forældre.

”De færreste ledere i kirken tænker over, hvad deres rolle får af betydning for deres familie. Ofte ender de med at se på deres rolle i kirken og deres familie, og tænker, at de ikke kan gøre begge dele på én gang. Så de løber frem og tilbage mellem de to roller. Det er ikke holdbart. Og det er udmattende.

Kirke er en anderledes kontekst at være forælder i som leder en noget andet job. Fordi du ikke nødvendigvis slipper det, når du kommer hjem og fordi din familie er med dig i kirke, er det to blandet sammen hele tiden.”

Hvordan er vi kirke MED vores børn? 
”Spørgsmålet for mig blev, hvordan vi er kirke MED vores børn? For børnene er jo en ligeværdig del af de troendes fællesskab, af kirken. De har al mulig ret til at være der – også når mor eller far er på arbejde.”

Det sidste kan jeg mærke stikker lidt i hjertet af mig. For jeg har hørt kolleger fortælle, hvordan de har følt sig presset til, at deres familie tog i kirke et andet sted. Og selv oplevet misbilligende blikke og kommentarer, da det var svært for min søn at være i kirke, når mor var ”på” – fordi hun så ikke var tilgængelig. Det er relativt let at bede børnene om ikke at ”forstyrre” (og nogle gange underforstået: være et andet sted), men hvis vi alene ser børnene som forstyrrende elementer, misser vi (og vores menigheder) muligheden for at gøre børnene til en del af menighedens fællesskab.

Det ér anderledes
”Der er ingen tvivl om for mig, at det her er et vigtigt emne. Når som helst jeg har været ude og tale om eller holde workshop for forældre om at dele troen derhjemme (Rachel har startet parentingforfaith.org), endte jeg altid – som i ALTID – i et hjørne med en leder, som ville forklare mig, hvorfor det, vi havde talt om, var anderledes for dem. Fordi de ikke gik i kirke med deres børn som sådan; fordi der blev lagt mærke til, hvordan de som ledere også var forældre, når de i virkeligheden var lige så meget på bar bund som alle andre forældre; fordi de er bange for at føle sig som fiaskoer, hvis deres børn ikke ”gør” kristen og kirke rigtigt.

”Og det ER anderledes at være leder i en kirke og forælder på samme tid. Jeg oplevede også, at ledere, som ikke som sådan var interesseret i arbejdet med børn i kirken, blev voldsomt interesserede, når det pludselig handlede om deres egen familie og deres egne børn.”

”Hvis vi vil bede kirkens ledere om at vise interesse for andres børn, så er vi nødt til at tage os af dem først og tjene dem. Og det her giver mig en mulighed for at vise omsorg for kirkens ledere. ”

”Der er al mulig god grund til at kirke ledere finder det svært. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mere sandsynligt at vores børn går fra troen og kirken end andre børn. Tværtimod, faktisk.”

Vi kan gøre det her!
”Den generelle indstilling, når det gælder om børn af ledere i kirken vil holde fast i troen, er at det er håbløst. Min indstilling er en anden: Vi kan gøre det her godt!

Det er statistisk mindre sandsynligt at vores børn falder fra troen og kirken. De vender kirken og/eller troen ryggen af andre grunde, og det er grunde, vi kan gøre noget ved.”

”Jeg har læst alt, hvad der var at finde om børn og forældre i ledelse i kirkerne – og det var begrænset, hvad der var. Meget fokuserede på ægteskab og ikke familie. Der var nogle rapporter fra forskellige kirkeretninger, og flere ting var fra USA, så jeg lavede nogle undersøgelser for at se, om deres konklusioner også holdt vand i en engelsk kontekst. Derudover har jeg haft nogle fokusgrupper og samtaler en-til-en.”

”Jeg fandt frem til, at der er fire ting, vores børn har brug for fra os:

Tilknytning: Vores børn har brug for at have en tryg tilknytning til os. Følelsesmæssigt er det, hvor meget i kontakt med os, der afgør hvor trygge de føler sig. Hvis vi er opmærksomme på det, kan vi hele tiden sørge for, at vi har en forbindelse til dem. Vi kan signalere at ja, jeg har en opgave eller rolle i kirken lige nu – men jeg er stadig din mor eller far.

En af de ting jeg fandt her var, at måden forældre håndterer konflikt i kirken på, er afgørende for, hvordan børn ser på kirken. Og det, der er afgørende er, at forældre taler med deres børn om det – den største skade ser ud til at ske, når forældre ikke taler om det. Her er det en god ting at fortælle sine børn at ja, det er svært, men jeg elsker det og jeg forventer ikke, at det er perfekt i kirken. Men den samtale kan du kun have med dit barn, hvis I er i kontakt med hinanden.

Prioritering: Vores børn har brug for at føle sig prioriteret. De har en tendens til at gøre det til en konkurrence mellem dem og kirken. Det her er ikke nødvendigvis et spørgsmål om tid, men om at hjælpe dine børn med at erfare, at du prioriterer den både i dit hjerte og i kirken. 

Beskyttelse: Børn af ledere – især fremtrædende kirkeledere – vokser op i en glaskugle, hvor de bliver opdraget offentligt. Som forældre kan vi blive skamfulde eller flove, hvis vi har konflikter med vores børn, hvor andre kan se det. Vores børn er udsatte og de kan finde det svært at forme normale venskaber. Kirkebørn bliver ofte udsat for at være nogens barn og ikke en ligeværdig del af Kristi kirke på deres egne præmisser. Hvordan beskytter vi dem, så de kan fortælle deres egen historie? Her handler det også om at håndtere menighedens forventninger.

Styrket i deres egen tro: Vores børn har brug for at blive opmuntret i deres egen tro. Midt i en menighed, som kigger på dem som en model for tro i et barn eller en teenager, skal de hjælpes og opmuntres til at udvikle deres egen tro.”

Nemmere er ikke det samme som bedre
”Nogle gange oplever ledere, at det bliver nemmere. Børnene tvinger dem ikke med deres opførsel til at vælge forældre-hatten, men i virkeligheden har børnene ikke fået det bedre. De er bare blevet bedre til at holde det ud. De dropper tilknytningen. Ældre børn er ofte bedre til at håndtere, at de mister deres forældre for en stund – men det er ikke udtryk for, at de har mindre brug for deres forældre. ”

”Det mest opmuntrende ved forløbet omkring “Parenting as a Church Leader” har været at se, hvordan familier har ændret sig. Den dybe glæde, som ledere har fundet ved BÅDE at kunne lede og være forældre på en og samme tid. Det har været taget fra mange ledere i kirken, og det har været en glæde at se dem finde fred i deres tjeneste.”

Jeg glæder mig til at læse bogen – og til at snakke med andre for at høre, om deres erfaringer mon ligner mine egne. Og jeg vil gerne have nogle ord for det, der sker i vores familie, så jeg bedre kan forklare, hvad der er på spil for de mennesker, som er med til at være kirke for mine drenge.

Og så glæder jeg mig til at gøre værktøjerne i bogen til mine egne, så mine drenge ikke skal være i tvivl om, at deres mor nok er præst, men at hun også er deres mor – uanset hvor jeg er.

,

Genfortælling af flugten gennem det røde hav

I sommer har jeg været i ørkenen – eller. Det vil sige, ørkenen var temaet for den børnelejr, som Metodistkirken holdt for en flok børn. Vi fulgtes med det israelitiske folk gennem ørkenen og ind i Jeriko, da de endelig fik en by at bo i igen. Jeg brugte flere historier fra Rachel Turners “Tryg i mørket” som udgangspunkt for fortællingerne til morgensamlingerne. Men jeg lavede også et par stykker selv, som manglede. Her kommer min version af flugten gennem det Røde Hav. Det er en dramatisk fortælling. Særligt, synes jeg, når man forsøger at forstille sig, hvordan børnene, der var med, må have haft det. Børn er altid de mest udsatte….:

Der er så mange store og vigtige ting i ørkenen, at vi er nødt til at vide, hvordan, der er.

Vi har ikke plads til hele ørkenen herinde. Det her er bare en lille smule. (Jeg havde en skål med sand, som jeg tog en håndfuld sand fra, der løb gennem mine fingre.)

Ørkenen er et farligt sted. Den ændrer sig hele tiden, så det er svært at vide, hvor du er.

Der er ikke meget vand, og hvis du ikke kan finde vand nok, kan du dø af tørst. Der vokser næsten heller ingenting, så der er kun lidt at spise. I løbet af dagen er det varmt, og solen brænder din hud. Om natten bliver det koldt. Når vinden blæser stikker sandet dig.

Mennesker er nødt til at klæde sig godt på, for at beskytte sig mod både sol og sand.

Ørkenen er farlig.

Folk går ikke derud, hvis de ikke er nødt til det.

Så du kan godt forstå, at ikke brød sig om det, da deres forældre tog dem med ud i ørkenen, selvom det betød, at de ikke længere var slaver.

Derude i ørkenen var de ikke alene. De var sammen med deres forældre. Og Gud selv gik også sammen med dem: Om dagen gik Gud som en søjle af støv foran dem, så solen ikke brændte på dem. Om natten stod Gud som en søjle af ild udenfor lejren, og lyste alting op, så der var trygt og godt at være. På den måde var det ikke så slemt at være der. Det var egentlig trygt nok.

Alligevel var børnene ikke rigtig glade. For forældrene var trætte. Og kede af det. Og nervøse. Kender I det, når voksne prøver at vise, at de er modige og ved, hvad der skal ske, men at du samtidig kan mærke, at det nok ikke er helt rigtigt?

Sådan var det for børnene ude i ørkenen i den israelitiske lejr. “Selvfølgelig skal det nok gå!”, sagde de voksne. Men børnene hørte, hvordan de hviskede sammen, når de voksne troede, at de legede. De kunne se, at de voksne også synes, at alt det nye var mærkeligt.

Men Gud var der. Som en søjle, og derfor var det okay. En dag ikke så lang tid efter flugten fra Egypten sagde Moses: “Gud siger, vi skal slå lejr her ved havet.”

Så nu havde de slået lejr her med ørkenen på den ene side og havet på den anden side. Nu kunne de få lidt fisk til maden.

Børnene badede. Og legede i strandkanten. Det var rart.

Lige indtil én så sig tilbage og fik øje på en støvsky i horisonten. Og så noget, der blinkede….

“Farao kommer” lød råbet. Voksne råbte, hev fat i deres børn. Små børn græd. Større børn blev stille. Ingen vidste, hvad de skulle. “Hvad har vi dog gjort?” spurgte nogle af de voksne. Andre blev vrede på Moses: “Synes du ikke, det var godt nok at dø som slave? Synes du, det var finere for os at dø af Faraos sværd?! Hvorfor lod du os ikke bare være slaver?! “

Og de kastede sig ned og bad til Gud om at redde dem.

Støvskyen og de blinkende sværd kom nærmere. Efterhånden kunne de også høre hestehovene buldre som torden. Det var hestenes hove og krigsvognenes hjul, der fik støvskyen til at rejse sig.

Moses, som var en voksen mand, sagde, så både børn og voksne kunne høre ham: “I skal ikke være bange! Gud kæmper for jer. Han beskytter jer.”

Så fik de voksne travlt med at tage deres telte ned. Det var ved at blive aften. Men der var ingen, som blev puttet eller fik læst godnathistorier den aften.

Istedet så de, hvordan Guds sky, som ellers havde været foran dem, flyttede sig, så den nu var imellem israelitterne og egypternes hær. Den spærrede simpelthen vejen for Faraos hær.

Moses gik ned til havet og rakte sin vandrestav ud over vandet… Og det skiltes. Vandet skiltes, så der blev en vej igennem det. Dér gik israelitterne over havet. Børn og voksne fulgtes ad over – mens havet stod som store murer omkring dem. Mange gange højere end selv de højeste mænd var vand-muren. 

Ingen havde i deres vildeste fantasi troet, at det var muligt at komme over et helt hav uden både. Men det var det nu.

Om morgenen var hele lejren kommet over på den anden side – uden så meget som at få våde fødder!

Guds sky stod stadig på den anden side af vandet og holdt egypterne væk. Men nu flyttede den sig.

Og de egyptiske soldater for frem med deres hestevogne – ud i havet efter israelitterne.

Børnene så, hvordan Moses trak sin stav til sig igen: Da han gjorde dét faldt vand-muren sammen, og alle soldaterne faldt i vandet.

Egypternes hær var væk.

Da isralitterne så dét blev de målløse. Og så priste de Gud og sang: “Vores Gud er så STOR og mægtig. Der er intet, som er umuligt for ham!”

En gammel jødisk legende fortæller, at himmelens engle jublede, da Gud ødelagde egypterne. Først da de førstefødte døde og igen da Faraos hær gik under i havet. Men Gud græd. Og så tungt på englene og sagde: “Der er ingen grund til glæde. Forstår I, de er også mine børn.”

Dén afslutning kan jeg godt lide at have med, fordi det minder os om, at vores lykke kan være forbundet med andre ulykke, og at dét ikke er noget at glæde sig over. Derfor mindes jøderne også stadig de egyptere, der måtte lade livet for, at de selv kunne slippe ud af Egypten.

,

Anmeldelse: Tryg i mørket

Natten er en mærkelig størrelse. Putning kan være noget af det hyggeligste, og alligevel har de fleste forældre haft samtaler med deres børn, der kredser om utryghed ved mørket. Det kan være svært at være alene i mørket.

Det er de samtaler, der har affødt Rachel Turners bog “Tryg i mørket”. Rachel fortæller, hvordan forældre igen og igen har talt med hende om børn, der er bange for mørket eller har mareridt. Hvordan hjælper man bedst børn til at være trygge i mørket? Det gik op for hende, at der tilsyneladende ikke er nogen, der har beskæftiget sig med en teologi om mørket: om, hvordan Gud er i mørket og om natten.

“Tryg i mørket” er genfortællinger fra Bibelen om mørket og natten alle sammen med et barn som udgangspunkt. Historierne fortæller, hvordan Gud er med også i mørket. Budskabet er, at Gud stadig er Gud selvom det er mørkt og nat.

“Tryg i mørket” er ikke som Rachel Turners øvrige bøger henvendt til voksne. Derimod er historierne laver som godnathistorier, som kan bruges ved sengekanten til oplæsning. Efter hver historie er der forslag til spørgsmål, der kan bruges til at åbne for en samtale med barnet om, hvordan vi kan vide med sikkerhed, at Gud er med os også i mørket og om hvem Gud er i mørket.

En af de første historier handler om Malah, der ligger i et telt ude i ørkenen og er bange. Hun og hendes lillesøster opdager, at Gud, der var sammen med dem om dagen som en søjle af støv ikke er blæst væk, men nu er en søjle af ild: En kæmpestor nat-lampe. Denne historie er blevet hos mig, måske fordi jeg ved, hvordan det er at ligge i et telt om natten eller fordi jeg husker trygheden, ved at ligge i min egen seng som barn med en stråle af lys fra gangen.

Mørket og natten er vigtige emner, fordi det ikke blot handler om natten og søvnen. Mørket er også for børn beskrivende for det, der er større og mere farligt. I mørket gemmer usikkerheden, døden og det farlige sig. Derfor kan historierne om, hvordan Gud er sammen med os i mørket og om, hvordan Han er om natten også være indgange til samtaler om, hvordan Gud er sammen med os, når det ikke er let eller sjovt at være til. Hvordan er Gud med os, når vi er bange? Dét er en vigtig samtale at have.

Derfor får “Tryg i mørket” min anbefaling – som godnat læsning eller som inspiration til genfortællinger af historier om, hvordan Gud er med os altid – også om natten og i mørket!

Tryg i mørket af Rachel Turner er udgivet hos ProRex og koster kr. 149,95.

Læs om lanceringen af “Tryg i mørket” her.