Indlæg

,

Kirke for og med børn mellem 0 og 3 år

Hvordan er I kirke for og med små børn? Det er værd at tænke over, for selvom børn under 3 år kan virke svære at lave egentligt program for i eks. børnekirke, hvis forældrene skal kunne være med til gudstjenesten.

Nogle kirker løser dette ved at lave rum ved siden af kirkerummet, hvor børn og forældre kan være. De forældre jeg har talt med, giver udtryk for, at lige så velment som sådan et rum er, ligeså meget betyder det, at forældrene oplever, at de lige så godt kunne blive hjemme.

Vi hjælper altså hverken forældre eller deres små børn til at være en del af menighedens gudstjeneste fællesskab ved at lave separate lokaler, hvor forældrene ikke interagerer med andre voksne. Heller ikke selvom der er lyd og skærm fra kirkerummet.

Hvordan kan I invitere forældre med små børn ind og være en del af fællesskabet?

Små børn kan være urolige. Det er sandt. Men oftest er små børn ikke mere urolige, end at det er til at håndtere i et kirkerum. Spørgsmålet er for hvis skyld, vi er bange for, at små børn kan høres?

Børn i alderen 0-5 er afhængige af deres voksne. Især hvis de skal føle sig trygge og godt tilpas. Det kan også være, at børnene ikke er trygge ved at gå fra mor og far – uanset hvor glade de i øvrigt er for at være i kirken. Derfor er der en opgave med at gøre det let at være mor og far med børn i kirken. Jo mere afslappede og godt tilpasse mor og far er, jo mere tilpasse og trygge bliver børnene oftest.

Dertil kommer, at børn og voksne er skilt fra hinanden i hverdagene – måske er det en fordel at familien i kirken kan få lov til at være sammen i kirken?

Her er nogle ting at overveje:

  • Hvordan taler I om børn i gudstjenesten? Kan I berolige forældrene, så de slapper af ved at have deres børn med? Det kan være helt små ting som at sige, at børn er velkomne, når I hilser på familien; det kan være i den generelle velkomst, at det bliver sagt højt, at det er dejligt, at der er børn til stede; det kan være at skrive på sangarket eller en slide, at Gud har skabt børn med nysgerrighed og lyst til leg og derfor er børn selvfølgelig velkomne, som de er hos jer.
  • Kan I gøre det indbydende for børnene at være i kirkerummet? Det kan eksempelvis være ved at lave et bestemt område i kirken, hvor børn kan være på gulvet. Vel at mærke med et tæppe eller lignende, så små børn ikke skal ligge, sidde eller lege direkte på et koldt gulv.
  • Er der legetøj, der ikke larmer unødigt, som børnene kan bruge og måske endda tage med ned til deres forældre? Det kunne være små kufferter med tegne ting, bamser, bøger mm.
  • Har I et sted, hvor forældre kan varme mad og vand, så børnene kan få mad, mens de er i kirken?
  • Har I stole til babyer og mindre børn?
  • Små børn skal pusles og have hjælp på toilettet. Kan I lave et puslebord, hvor det er rart at være med en baby, der skal pusles? Er der varme på?

Små børn husker ikke nødvendigvis, hvad der er blevet fortalt til dem i en gudstjeneste eller en børnekirke. Det, de husker, er først og fremmest, om det var rart at være i kirken, og om de var velkomne.

At være kirke for små børn og deres forældre er en fantastisk mulighed for hele menigheden i at øve sig i at give Guds kærlighed konkret udtryk i mødet mellem mennesker.

Kilder:
Det er bare en faste
Den røde tråd
Babies and Toddlers – Nurturing your child’s spiritual life, Rachel Turner

Det er ikke pandemiens skyld

Pandemien gjorde ikke, at børn og forældre holdt op med at gå i kirke. Men pandemien lærte kirkerne, at de kunne række ud til forældrene.

Noget i den retning læste jeg for nyligt på en engelsk blog. Det gav genklang, for mere end én gang har jeg hørt spørgsmålet ”Vores familier kommer ikke til gudstjenester” efter genåbning og de sidste restriktioner er forsvundet.

Det kan være mange grunde til, at børnefamilier ikke kommer til gudstjenester i samme omfang, som de gjorde før nedlukningen: De kan være kommet ud af vanen; de kan have opdaget, at det gør godt med en stille dag derhjemme; måske trænger de til at være sammen hele familien på én gang? Måske har de glemt, hvor godt det kan være, at gå i kirke eller måske kom de aldrig i gang? Halvandet år er længe i et liv med mange forandringer, og der er mange forandringer i livet i en børnefamilie. Vores rytme skifter med børnenes alder og deres interesser. Så måske skal flere familier end vi lige tror ikke så meget genoptage en vane, som tilegne sig en. Hvordan hjælper vi dem med det?

 

For vi vil jo gerne være kirke for og med børnefamilierne. Derfor gør mange noget ud af at være attraktive med gode tiltag, spændende gudstjenester og relevante tilbud. Det er både godt og på sin plads.

Problemet er bare, at vi (måske) forsøger at give en ydelse, som familierne omkring er optagede af, fordi der er andre ting, der er mere relevante og presserende for dem.

Under corona-nedlukningen opdagede kirker landet over, hvordan de kunne være i kontakt med børn og familier på mange forskellige måder, hvor det var menigheden, der var den udfarende del med kirke-to-go, online indhold og formidling af, hvordan troen kan integreres i hverdagen med børn.

Vi skal ikke droppe de gode tiltag i kirken. Men vi må for alt i verden heller ikke glemme det, vi lærte under nedlukningen: Kirken kan og skal være opsøgende overfor børnefamili
er. Vi skal formidle værktøjer og muligheder for at lukke troen op derhjemme, så børn og forældre kan integrere den i deres hverdag.

Pandemien fik ikke børnefamilierne til at holde op med at gå i kirke. Den tendens var allerede i gang. Nu er opgaven så at finde ud af, hvordan vi kan række ud og være kirke for og med børnefamilierne – også derhjemme.

Lysfest: En fest for lyset midt i mørket

Skrevet af Charlotte Frederiksen, Børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke

Halloween er en vanskelig størrelse, og holdningerne er mange. Nogen familier tager afstand fra Halloween, andre omfavner traditionerne og nogen har fundet en vej midt imellem. Det er så vigtigt for mig at slå fast, at der ikke er én rigtig vej her, og at den samme løsning ikke passer alle familier – du som forældre ved bedst hvad der fungerer hjemme hos jer.

Jeg stødte for alvor på Halloween for et par år siden, da mine børn gik i børnehave. Jeg har forsøgt at ignorere og nedtone Halloween – men uden held, det sniger sig ligesom mere og mere ind på os som familie, så jo ældre mine børn bliver, jo mere tydeligt bliver det, at de har brug for, at vi sammen finder en vej.

Hvad er Halloween?Halloween, som vi kender det i dag, er en blanding af flere forskellige traditioner herunder den keltiske årsfest, som havde til hensigt at ære de døde og fejre høsten (d. 31. oktober), Alle Helgene (d. 1. november) og De dødes dag, som er en mexicansk tradition (d. 2. november).

Min største udfordring
Min største udfordring med Halloween er det, at vi så nemt kommer til at fejre uhyggen og ondskaben og derved give frygten plads til at vokse i os. Ondskaben er en realitet i vores verden, så det er ikke fordi vi eller vores børn naivt skal lukke øjnene for den dimension, men med ondskaben er det for mig vigtigt, at mine børn kender lyset. At de ved, at Gud er vores håb, at han er mægtigere end mørket, og at han altid er hos os.

I min søgen efter hvordan andre håndterer Halloween, er jeg stødt på konceptet lys-fester, og dette har vi som familie valgt at lade os inspirere af.

Et forklaringsværktøj
”Lys i mørket” er ikke tiltænkt som et kristent alternativ til Halloween; det er for mig at se et forklaringsværktøj. Jeg mener, at børn har brug for, at vi som forældre rammesætter det, der sker omkring dem. Sådan hjælpes de til at forstå deres verden, og kan dermed navigere i den og på sigt selv træffe gode valg i deres liv.

Jeg blev mindet om verset i Johannesevangeliet 1:5 ”Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.” Mørke, uhygge, ondskab og sågar døden er en barsk realitet og et vilkår for os alle. Men midt i mørket er der et håb, midt i mørket er der et lys. Ja, mørket er der, og i perioder føles det overvældende. Men Gud ønsker at tænde lys midt i mørket.

Så hjemme hos os ønsker vi, at bruge denne dag på at byde lyset velkommen. Om formiddagen vil vi skære græskar, ikke med uhyggelige ansigter men med hjerter. Nu har jeg piger, så hjerter sælger ret fint her, men det kan også være ansigter som smiler eller med små budskaber a la LYS og HÅB. Tanken er, at når nabobørnene senere på aftenen ringer på døren, bliver de mødt af lyset frem for mørket. Man kan også allerede her pynte op med lyskæder på husets facade eller med lanterner i haven.

Ingen fest uden kage, så vi skal naturligvis også bage, pynte og dekorere – kun fantasien (og evnerne) sætter grænser. Om aftenen kommer der helt sikkert børn forbi, og i år vil jeg ikke være den nederen type, der siger ”Her holder vi ikke Halloween, så vi deler ikke slik ud”, men i stedet give dem slik og en stjernekaster eller et knæklys med bibelverset fra Johannesevangeliet.

Vi vil i stearinlyset skær læse en historie sammen f.eks. fra bogen “Tryg i mørke” af Rachel Turner, mindes dem vi har mistet ved at tænde lys for dem eller lytte til sangen ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Mulighederne er mange.

(Her kan du læse en anmeldelse af “Tryg i mørket”)

Hvad I gør, er naturligvis fuldstændig op til jer, men mit håb er, at I får lyst til at tage snakken der hjemme og bevidst træffe nogle valg – og derved ikke blot lade jer rive med af “det gør alle andre”.

Har I lyst til at læse mere kan jeg varmt anbefale et kig rundt her på digogmigogvitro.dk

Tænk på tro som at børste tænder

Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?

Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.

Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.

Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.

Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.

Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.

Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.

Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.

Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på opdragelse og indoktrinering. Når vi opdrager, giver vi opførsel, værdier og holdninger videre til barnet både bevist og ubevidst, men forventer også, at barnet indgår i et samspil med den, der opdrager. Modsat handler indoktrinering også om at give andre bestemte meninger og holdninger, men med metoder, der ikke giver plads til at tænke anderledes eller stille spørgsmål. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)

Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.

,

Aldersgrænser for påsken – sådan fortæller du om påsken på en alderssvarende måde

Fortællingen om Jesus’ sidste dage kan være voldsom. Dramaet er stort, temaerne er tunge og alvoren er stor. Hvis du hertil lægger en levende fantasi, bogstavelig forståelse eller angst for døden kan det blive rigtig svært.

På den ene side skal vi ikke gemme realiteterne om hverken livet eller beretningerne om Jesus for børn, på den anden side skal vi præsentere tingene på en måde, så de børn, vi har med at gøre kan håndtere og forholde sig til dem uanset om det er vores egne børn derhjemme eller børn vi har i børnekirken.

Allerførst nogle helt generelle overvejelser
– Det er dig, der kender dit barn bedst.
– Følg dit barns interesse og spørgsmål.
– Jo yngre børn, jo mindre realisme, intensitet og jo færre detaljer.
– Det er vigtigere, at påsken er en god erfaring end at barnet får serveret alle detaljer med det samme – lad tiden og gentagelser være din ven.

Brug Disney metoden
Disney er eminente til at fortælle svære ting uden at gå i unødvendige detaljer. I en Disney film kan personerne godt både lide og dø – men vi ser det ikke. Hvis nogen dør klipper filmen væk eller det bliver mørkt, og vi ser kun den livløse krop. Gør det samme med korsfæstelsen. Mange børnebibler viser heller ikke Jesus lide, fordi det særligt for mindre børn kan virke meget voldsomt, at se nogen have ondt og være kede af det uden at kunne hjælpe.

Vi kan godt opleve både sorg og tab uden at se lidelse.

Spørg ind til spørgsmål
Hvis dit barn stiller spørgsmål til det, der sker i påsken, så start med at spørge ”Hvad tror du?” eller ”Hvad tænker du om det?”

For det første er det kneb en måde at blive klogere på, hvad det præcist er barnet gerne vil vide, så du ikke risikerer at give detaljer barnet ikke efterspørger eller svarer på noget, som barnet slet ingen interesse har i.

For det andet giver det mulighed for at finde ud af, hvad barnet allerede ved – og du kan svare ved at bekræfte og uddybe en smule.

For det tredje får dit spørgsmål barnet til at tænke dybere over tingene.

Hvis du ikke kender svaret på spørgsmålet, så er det helt legalt at sige ”Det ved jeg ikke”. Så kan I undersøge det sammen. At vise dit barn, at der er ting, du ikke ved at en måde at vise, hvordan tro også virker – og hvordan vi undersøger, bliver klogere og lærer om os selv og Gud. Det viser også barnet, at spørgsmål er velkomne og en del af livet med Gud.

Mere specifikt
Her kommer nogle forslag til det, du kan være opmærksom på til forskellige alderstrin: 

Børn op til skolealderen: Fantasien lever
Mindre børn har først og fremmest brug for at blive bekræftet i (og vist) at Gud er god, og at de kan være trygge i verden. De bruger alle deres sanser, og har en god fantasi, når de nærmer sig skolealderen. Børn – også små børn – ved godt, at døden er en del af livet.

  • ”Jesus døde og hans venner var kede af det” fortæller kort og godt, hvad der skete Langfredag.
  • Lad være med at komme med realistiske deltaljer om, hvordan Jesus døde.
  • I det hele taget er grund-budskabet til børn i denne alder, at Gud er god, han har skabt os og han elsker dig og mig. Jesus vil være din ven.

Børn på 6—9 år: De mange spørgsmål
Børn i indskolingsalderen er nysgerrige og kan stille et væld af spørgsmål. I denne alder vil børn rigtig gerne forstå sammenhænge, og derfor kan det være et godt tidspunkt at lære om rækkefølgen i påskens begivenheder. Ofte er børn i denne alder meget optagede af retfærdighed, og derfor kan det være spørgsmålet om hvorfor Jesus skulle dø fylde.

  • Fokuser på, at der var mennesker, som ønskede Jesus skulle dø, fordi de syntes, han truede deres magt i stedet for at forklare, at Jesu skulle dø for andres skyld. Forståelsen af retfærdighed er i denne alder sort/hvid, så det kan være svært at stole på Gud, der vil at hans Søn skulle dø.
  • Du skal stadig holde igen med grafiske deltaljer om tilfangetagelse og korsfæstelsen.
  • I det hele taget er grund-budskabet til børn i denne alder, at Gud er god, han har skabt os og han elsker dig og mig. Jesus vil være din ven.

Børn på 10-14 år: En intens alder
Betweens begynder at tage skridt til selvstændighed og øver sig i at blive deres egne – også når det gælder deres trosliv. Følelserne kan være intense og meget kan opleves dramatisk.

  • Et godt fokus på påskens beretninger for denne alder er de forskellige person historier både med Judas, Peter før opstandelsen og kvinderne, Maria Magdalene, Emmausvandrerne og Thomas bagefter. Historier om mennesker, der mødte Jesus er med til at gøre påsken til noget, der ikke kun har med Jesus men også andre mennesker at gøre.
  • Fortæl om påsken og beskriv, hvad der skete, men uden at gå i realistiske detaljer. Du kan godt fortælle om tilfangetagelsen, at Jesus bar sit eget kors osv., men gør det kort uden at udpensle det.
  • Et grund-spørgsmål i denne alder er ”Hvad har det her med mig at gøre?” og det gælder også Gud. Fortæl evt. hvad opstandelsen, Jesus’ død ellers påsken betyder for dig. Spørg, hvad det betyder for dem. På den måde hjælper du dit barn til at reflektere over, hvad det betyder for hende eller ham.

Kilder:
Den røde trød
Det er bare en fase 
Easter conversations with kids af Melinda Shunk