Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter – også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge.
Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig.
Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det!
Det er søndag, og efter formiddagens gudstjeneste og aktivitet har der nu spredt sig en stille ro.
Jeg sidder og skriver med en sovende baby i armene, hører musik, mens den store leger de sin ven, der lige er flyttet ind ved siden af. Jeg kan mærke en dyb tilfredshed sprede sig i kroppen af mig.
Hver dag slutter jeg med at gennemgå dagen og lægge særligt mærke til det, der har gjort mig glad. Det er en god øvelse i at lade det gode, det, der er værd at tale godt om og at elske træde i forgrunden.* Vi gør det samme i aftenbønnen med Samuel med spørgsmålet: Hvad vil du gerne sige tak for i dag?
Jeg tror, det er en god ting for både store og små at øve sig i at lægge mærke til det, der er godt. Det gør os taknemmelige, og taknemmelighed får os til at føle os rige og elskede. Og når vi ved, vi er dét, er det ikke farligt at dele med andre. Hverken legetøjet, kagen eller verden.
Havde du sagt til mig for et år siden, at jeg i januar 2016 ville sidde med et spædbarn i mine arme, så ville jeg have smilet anstrengt og afvist tanken. Nu sidder jeg her ikke desto mindre med Albert på små 12 uger, som jeg er blevet mor til gennem egen krop. Samuel på 7 er en stolt og fantastisk storebror.
Ligesom mødre, der har født flere gange, sammenligner deres fødsler med hinanden (uanset at alle fødsler er forskellige), så tænker jeg selvfølgelig også over forskelle og ligheder mellem de to måder, jeg er blevet mor på: adoption og fødsel, en fødestue på et dansk sygehus og et dommerkontor i Sydafrika.
Indtil videre er jeg bl.a. kommet frem til seks ting, jeg gerne ville have vidst om at have født, da vi adopterede. Med “have vidst” mener jeg virkelig troet på – nogle af tingene havde andre sagt uden at det af den grund var sunket ind. Her er min sikkert ikke udtømte list af ting, jeg gerne ville have vidst om at føde, før jeg adopterede:
6 ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før jeg adopterede:
1) Det er rigtigt, når det siges, at fødslen efterhånden træder i baggrunden. Ligesom at historien om udrejsen for at hente sit barn altid vil være en fantastisk historie at fortælle, men efterhånden “blot” bliver udgangspunktet for familielivet og ikke fortsætter med at være omdrejningspunktet for den, lige sådan er det med fødslen.
2) Det gør vitterligt voldsomt ondt at blive mor gennem kroppen, men på forunderligvis er følelsen af forløsning, lettelse og taknemmelighed bagefter slet ikke ulig den, der bølgede gennem kroppen på mig, da dommerens hammer faldt efter hendes ord om, at vi nu var forældre til vores barn. Ligesom trætheden, da først lettelsen havde lagt sig, heller ikke var så forskellig.
3) Jeg havde ret, når jeg sagde, at folk skulle holde op med at sammenligne uvisheden om fødselstidspunktet med uvisheden om, hvornår telefonopkaldET ville komme, mens vi ventede på Samuel. Der er faktisk en grænse for, hvor længe man kan (og må) være gravid før en fødsel enten selv går i gang eller bliver sat i gang. Der er derimod INGEN, der kan sige noget om en bagkant for ventetiden på adoption.
4) Det passer ikke, at det (alene) er hormoner, der gør at man tuder på tredje dagen efter fødslen. Det er muligt, at de hjælper, men jeg var lige så overvældet, træt og usikker efter at være blevet mor de første dage i Sydafrika, som i dagene efter fødslen på sygehuset.
5) Det er rigtigt, at man kan mærke barnets gråd fysisk efter en fødsel – feks. i brysterne, hvor mælken løber til eller i maven. Men selvom jeg ikke kunne amme efter at være blevet mor første gang, kunne jeg stadig mærke mit barns gråd og ked-af-det-hed indeni mig. Den forbindelse eller indlevelse handler ikke kun om en navlesnor, der har været der. Så der var ingen grund til at være bange for, at jeg ikke kunne opleve overvældende følelsesmæssig samhørighed med det barn, vi adopterede.
6) Det tager tid at komme sig fysisk efter en fødsel, og man er (kan være) ret begrænset i sin faren-omkring eller lyst til at have gæster. Det er ikke kun adoptionsrelateret at holde babymoon og indstille sig og sine omgivelser på, at de kommer til at se mindre af een. Der er selvfølgelig forskelle på et spædbarn født ind i en familie og et adopteret barn på måske flere år, men det er slet ikke så mærkeligt eller uforståeligt for andre, at man trækker stikket en periode. Så gør det med god samvittighed!
Jeg har før skrevet om forskellige måder at få børn på. Det kan du bl.a. læse her.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2016/01/149531172_357717955195256_2821663649719309280_n.jpg?fit=481%2C480&ssl=1480481Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2016-01-30 20:22:002021-02-11 15:31:32Seks ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før vi adopterede
Den er lille, lyserød og så endda med glitter.Det er næsten overflødigt, at overskriften slår fast, at bogen henvender sig til piger.
Jeg har fået tilsendt bogen “Bønner for piger” og har jeg allieret mig med Signe på 9 år, da jeg ikke selv er bogens målgruppe. Signe har fået bogen med hjem, så hun kan læse den og give mig hendes mening om bogen, der som end også kunne bruges af drenge, hvis det ikke var for farven.
Bønnerne er enkle – lette at læse og til at forstå. Hver bøn er sat sammen med en fin illustration, som i sig selv kan sætte tankerne i gang. Alle bønnerne er omskrevne bibeltekster, og hver bøn har en henvisning til teksten i bibelen.
“Jeg kunne godt lide bogen,” fortæller Signe mig. “Der er mange forskellige bønner i. De var okay at forstå, men nogle ting skulle min mor hjælpe mig med. Som for eksempel hvad det betød, at Guds ord er en lygte.”
Jeg ville have spurgt Signe, om hun synes, bønnerne i bogen kunne bruges, men det fik jeg slet ikke gjort, da hun selv siger: “Nogle af bønnerne vil jeg gerne skrive ned, så jeg kan tage dem med mig i skolen.“
Bønner for piger kan bruges af piger, der har lært at læse og selv kan holde andagt. Bønnerne er korte nok til, at kunne læres uden ad. En rigtig fin gave-idé.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2016-01-15 20:05:002017-02-10 08:51:59Lille og lyserød - en bønnebog for piger.
En emoji kan gøre meget ved en sms. Faktisk så meget, at de fleste af os sikkert ikke kunne tænke os at undvære muligheden for at sætte en eller anden smiley ind i en sms. Eller et stykke kage, et hjerte eller hvad det nu måtte være, der giver beskeden mere liv.
Bibelselskabet har lavet fire bibelhistorier med emojis.
Det siger selvfølgelig noget om min fantasi (eller også bare det, at jeg ikke er digital indfødt), at jeg slet ikke havde tænkt på, at man kan bruge emojis til at fortælle hele historier med.
Det er der til gengæld nogen hos Bibelselskabet, der har. På deres hjemmeside kan du downloade et dokument med fire bibelhistorier lavet med emojis. Derudover er der også forslag til fire historier, som du selv kan fortælle med emojis.
Kan du gætte hvilke bibelhistorier, der er tale om?
Du har måske ikke ligefrem brug for det som undervisningsmateriale, men så brug det som en icebreaker i børnekirken med de større børn, eller bare som en sjov lille ting at snakke om derhjemme.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2016-01-14 18:52:002017-02-10 08:52:07Gratis materiale: Gæt en bibelhistorie med emojis
En mors bøn #1
Søndagstaknemmelighed
Det er søndag, og efter formiddagens gudstjeneste og aktivitet har der nu spredt sig en stille ro.
Seks ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før vi adopterede
Havde du sagt til mig for et år siden, at jeg i januar 2016 ville sidde med et spædbarn i mine arme, så ville jeg have smilet anstrengt og afvist tanken. Nu sidder jeg her ikke desto mindre med Albert på små 12 uger, som jeg er blevet mor til gennem egen krop. Samuel på 7 er en stolt og fantastisk storebror.
Ligesom mødre, der har født flere gange, sammenligner deres fødsler med hinanden (uanset at alle fødsler er forskellige), så tænker jeg selvfølgelig også over forskelle og ligheder mellem de to måder, jeg er blevet mor på: adoption og fødsel, en fødestue på et dansk sygehus og et dommerkontor i Sydafrika.
Indtil videre er jeg bl.a. kommet frem til seks ting, jeg gerne ville have vidst om at have født, da vi adopterede. Med “have vidst” mener jeg virkelig troet på – nogle af tingene havde andre sagt uden at det af den grund var sunket ind. Her er min sikkert ikke udtømte list af ting, jeg gerne ville have vidst om at føde, før jeg adopterede:
6 ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før jeg adopterede:
1) Det er rigtigt, når det siges, at fødslen efterhånden træder i baggrunden. Ligesom at historien om udrejsen for at hente sit barn altid vil være en fantastisk historie at fortælle, men efterhånden “blot” bliver udgangspunktet for familielivet og ikke fortsætter med at være omdrejningspunktet for den, lige sådan er det med fødslen.
2) Det gør vitterligt voldsomt ondt at blive mor gennem kroppen, men på forunderligvis er følelsen af forløsning, lettelse og taknemmelighed bagefter slet ikke ulig den, der bølgede gennem kroppen på mig, da dommerens hammer faldt efter hendes ord om, at vi nu var forældre til vores barn. Ligesom trætheden, da først lettelsen havde lagt sig, heller ikke var så forskellig.
3) Jeg havde ret, når jeg sagde, at folk skulle holde op med at sammenligne uvisheden om fødselstidspunktet med uvisheden om, hvornår telefonopkaldET ville komme, mens vi ventede på Samuel. Der er faktisk en grænse for, hvor længe man kan (og må) være gravid før en fødsel enten selv går i gang eller bliver sat i gang. Der er derimod INGEN, der kan sige noget om en bagkant for ventetiden på adoption.
4) Det passer ikke, at det (alene) er hormoner, der gør at man tuder på tredje dagen efter fødslen. Det er muligt, at de hjælper, men jeg var lige så overvældet, træt og usikker efter at være blevet mor de første dage i Sydafrika, som i dagene efter fødslen på sygehuset.
5) Det er rigtigt, at man kan mærke barnets gråd fysisk efter en fødsel – feks. i brysterne, hvor mælken løber til eller i maven. Men selvom jeg ikke kunne amme efter at være blevet mor første gang, kunne jeg stadig mærke mit barns gråd og ked-af-det-hed indeni mig. Den forbindelse eller indlevelse handler ikke kun om en navlesnor, der har været der. Så der var ingen grund til at være bange for, at jeg ikke kunne opleve overvældende følelsesmæssig samhørighed med det barn, vi adopterede.
6) Det tager tid at komme sig fysisk efter en fødsel, og man er (kan være) ret begrænset i sin faren-omkring eller lyst til at have gæster. Det er ikke kun adoptionsrelateret at holde babymoon og indstille sig og sine omgivelser på, at de kommer til at se mindre af een. Der er selvfølgelig forskelle på et spædbarn født ind i en familie og et adopteret barn på måske flere år, men det er slet ikke så mærkeligt eller uforståeligt for andre, at man trækker stikket en periode. Så gør det med god samvittighed!
Jeg har før skrevet om forskellige måder at få børn på. Det kan du bl.a. læse her.
Lille og lyserød – en bønnebog for piger.
Gratis materiale: Gæt en bibelhistorie med emojis