, , ,

Hjertefryd: Anmeldelse

Jeg har det privilegium at være redaktør for Himmel og Jord, som er magasin for Metodistkirken og Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund. I den forbindelse dumper af og til en bog gennem døren til anmeldelse. I foråret kom “Hjertefryd – tanker, der glæder dit hjerte”, som jeg også synes, henvender sig til børn og børnefamilier. 

Hjertefryd ér virkelig en fryd at sidde med mellem hænderne. Der er tale om en andagtsbog med ganske korte stykker, der ender med et bibelvers og somme tider et spørgsmål til eftertanke. Stykkerne er ikke svære hverken sprogligt eller indholdsmæssigt, så større børn kunne sagtens læse den selv. 
Illustrationerne er smukke, farverige og indbydende. Er du et visuelt menneske kunne billederne i sig selv som end være en andagt i sig selv! 
Som kristen med baggrund i den metodistiske tradition er noget af sproget om synd og skyld fremmed. Forfatteren Sally Lloyd-Jones kommer – udfra hendes billeder og kildevalg at dømme – fra den kristne tradition, som også kaldes calvinistisk. Det betyder, at billeder på synd eksempelvis handler om gæld og skyld, og at der ikke er meget vægtlægning på opstandelsen og frihed fra døden. For nogle kan det måske også forekomme, at der hurtigt kommer fokus på afstanden mellem mennesket og Gud fremfor Guds kærlighed til mennesket. 
Der er bestemt ikke noget galt med indholdet – det er teologisk sundt – men studser du over nogle ting, når du læser bogen kan det måske være det, der er grunden. 

Jeg har selv haft stor glæde af bogen – og ikke mindst illustrationerne, som du sikkert kan gætte. Jeg har snuppet et par idéer, jeg vil bruge i andagter selv, og har fundet nogle historier, som har vakt glæde. En rigtig fin bog, som kunne være et godt bud til at bruge som oplæg til familie andagt – eller som gave til den unge teenager, der gerne vil have sin egen andagtsbog.

ProRex har udgivet “Hjertefryd – tanker, der glæder dit hjerte”. Bogen koster kr. 199,95 og er hardcover.

/1 Kommentar/af
, , , ,

Vi gør det ikke for sjov

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn – ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene.

Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn.

Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er plads til dem. Vingør det, fordi Jesus selv var barn, og dermed viste os, at barndommen har en egen værdi.
Vi gør det, fordi vi tager børnene alvorligt – vi ved, de har brug for at blive set og hørt og ikke kun underholdt eller undervist. Vi gør det, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for et barn at kende Gud. Vi tror, de kan gøre en forskel i verden – ikke om mange år, når de er voksne, men mens de er børn. Og vi husker, at vi ved dåben sagde ja til at vise dem vejen til Kristus.*
Der er en væsentlig forskel mellem det arbejde, vi laver i kirkerne og børnepasning. Børnepasning handler om at passe på barnet, mens vi i kirke også gerne vil tilbyde barnet venskab og mulighed for at finde svar på livets store spørgsmål. Børnepasning handler om at få en time eller to til at gå så godt som muligt. Vi vil gerne være vejvisere, og følges med barnet i den rejse livet er.
Nadver til åbninsgudstjenesten for børnene til Metodistkirkens landsmøde 2015. Det dejlige barn er mit. 

Det er let at tro, at børneprogrammet under gudstjenesten er for de voksnes skyld; fordi børn har svært ved at sidde stille, for at undgå forstyrrelser eller uro under det alvorlige, som de voksne et samlet om. Det samme gælder kirkens årsmøde, klub fredag eftermiddag eller alt muligt andet. Men det er aldrig kun for sjov. Det kan se sjovt ud, og er sikkert også sjovt at være med til.
Men det også alvorligt. Det handler om livet. Og døden. Om venskaber og om, hvordan man kan tro og tvivle. Det er måske det eneste sted barnet ikke skal kunne noget eller leve op krav. Det er måske barnets eneste mulighed for at få en relation til et voksent menneske, der er til at stole på. Måske er det det eneste sted, hvor barnet kan give udtryk for sin sorg, sit savn eller sin glæde. Måske er det det eneste sted barnet oplever sig forbundet med noget trygt, noget der er større end sig selv. Måske er det kirke for barnet?
Så kære med-voksne. Vi gør det ikke for jeres skyld. Vi gør det for børnenes. Fordi vi ved, det gør en forskel.
*som en del af dåbsritualet i Metodistkirken lover menigheden at stå i forbøn for barnet og hjælpe med at vise det vejen til Kristus og ind i menihedens fællesskab. 
/0 Kommentarer/af
, , ,

Beder du (også) som et barn?

De kommer drønnende over til mig. Indignation står skrevet på deres ansigt; nogle gange strømmer tårene ned over kinderne. Andre gange er det ren beslutsomhed for at få ønsket om retfærdighed opfyldt, der får dem til finde den nærmeste voksne. De når nærmest ikke helt over til os, før ordene begynder at tumle ud af munden – hulter til butler. .

Jeg fanger sjældent hele historien – de giver ikke meget mulighed for at stille spørgsmål. Det er ikke altid, jeg får lov til at trøste, og ikke hver gang jeg når at give et råd med på vejen.


Så snart ordstrømmen stoppet vender de sig om og løber tilbage til deres legekammerater, nogle gange med råb som: “Nu har jeg sagt det.” Eller bare: “Jeg sagde det.” Tilbage til legen igen, forsikret om at alene det, at fortælle en voksen om konflikten er nok til at løse den – eller i det mindste til at få den anden til at indgå et kompromis.

Jeg står tilbage med en følelse af forundring blandet med morskab. Jeg bliver brugt som autoritet, som et selvtillidsboost – endda som en trussel, og dog bliver jeg ikke nødvendigvis inviteret til at være en reel del af løsningen på konflikten. Nogle gange er jeg ikke engang sikker på, at det forventes af mig at gøre andet end at modtage deres frustration.
Gad vide …  Kan det være sådan mine bønner lyder for Gud? Er jeg ligesom et af børnene, der er så sikre på at alene det at fortælle en, der er større, om deres problemer på en eller anden måde vil gøre dem mindre eller endda løse dem helt?
Stikker jeg af, før Gud kan nå at lytte, give råd eller endda trøste? Mon jeg også bruger Gud til at booste min selvtillid? Bruger jeg ham mon som trussel mod mine problemer: “Det kan godt være I virker farlige eller svære – men jeg har en stor Gud?”…

Hvordan mon Gud har det med det? Frustrerer det ham, at han ikke bliver inviteret ind for at blive en reel del af løsningen af et mine problemer? Morer det ham, at jeg præsenterer ham for problemer, men ikke forventer ham at indgå i en dialog for at finde en vej igennem dem?
Jesus satte en gang et barn i midten af en gruppe voksne, han talte med, og sagde til dem at “hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matthæus 18:3)

Hmm, på nogle områder er jeg åbenbart allerede ret barnlig. Hvad med dig?

/1 Kommentar/af

Idéer til at fejre fasten som familie

Tønderne har buldret – og forhåbentligt var de ikke alt for tomme! Vi har været til fastelavnsgudstjeneste, og det var som sædvanligt en fest. Det er især sjovt at flere voksne også kommer og er udklædte.
Min mand afslørede ved gudstjenesten, at han er den superseje mand, jeg vidste han var. (Selvom det vist ikke var pointen – det var en illustration på Jesu’ forvandling for øjnene af sine venner på bjerget.)
Fastelavnssøndag markerer, at fasten så småt er på vej. Tirsdag er “hvide tirsdag” – her hjemme hedder den pandekagedag efter den engelske tradition med at spise pandekager på denne dag. Og så går det løs op onsdag.
I vores menighed er der ikke tradition for at mødes askeonsdag og sammen starte fasten med askekors i panden. Hvilket jeg egentlig synes er en skam. Ikke desto mindre starter fasten på onsdag. For mit vedkommende betyder det, at jeg skal til at sidde stille….
Jep. Jeg skal sidde stille en lille smule hver dag gennem fastens 40 dage. Derudover skal jeg øve mig i at holde sabbat. Jeg vil læse “Det sker når du hviler” fra Boedal, og en bog på engelsk, som hedder “Mudhouse Sabbath”.
Og det er jo alt sammen meget godt selv at gøre noget. Men hvordan lærer man så glæden ved en praksis fra sig? Oven i købet en praksis som faste, der er forbundet med så meget glæde? Jeg er i hvert fald én af dem, der ser frem til fastens fordybelse.
Den idé vi indtil videre er kommet frem til at ville benytte os af herhjemme er en uge uden kød til aftensmaden – de penge, vi så sparer skal gå til et formål, som vi sammen beslutter os for.
Andre idéer kunne være:
  •  at være sammen om at deltage i rethinkchurch‘s billed-udfordring.
  • at bede bordbøn før hvert måltid, hvis man ikke ellers er vant til det.
  • at bruge pengene på fredagsslik til at gøre en anden glad med.
  • at spille spil sammen istedet for at se fjernsyn.
  • at læse Markus evangeliet hver dag og læse det hele inden påske.
  • at blive indsamlere for Folkekirkens Nødhjælp d. 8. marts.
Har du nogen erfaringer eller idéer med at fejre eller markere fasten som familie? Alle råd og idéer er velkomne – det ville være spændende at få et dybere kendskab til, hvordan det kan gøres!
/0 Kommentarer/af
, , , , , ,

Fadervor – inspireret af Godly Play

Børnekirken har i øjeblikket om Fadervor. Fadervor er så kendt og brugt, at det er let at glemme, at det er en bøn Jesus selv har givet os. Jeg har i hvert fald let ved at tage ordene for givet. Det tror jeg som end også er helt fint; det kan være en styrke at have ord, der sidder på rygraden. Men for at bønnen også skal være inderlig og værdifuld ville jeg gerne give børnene en fornemmelse af, “at her har vi med noget særligt at gøre.” 
Derfor besluttede jeg at tale om Fadervor som en gave, vi har fået af Jesus. 
Det gjorde næste skridt lettere. Jeg ville gerne gøre bønnen visuel for børnene. Det er kendt at børn “hører visuelt” – dvs. at hjernen allerførst opfatter ting gennem øjnene. Ørene kommer først til senere, og selv som voksen er der mange ting, som vi tillægger de ord, vi hører, som vi egentlig opfanger gennem øjnene. Så før ord giver mening giver billeder mening for vores hjerne. 
Derfor har jeg lavet en lille pakke med ting, der skal illustrere Fadervor. Jeg har også lavet et lille manuskript, sådan at alle voksne i børnekirken kan bruge (næsten) de samme ord, og på den måde ikke forstyre børnenes forståelse af tingene. Jeg er meget inspireret af Godly Play, så det har jeg naturligt nok brugt i både det visuelle og talte.  
Fadervor er en gave, Jesus har givet os. Før vi blev født var den allerede vores.
Da der var ro, tog jeg pakken her frem, og fortalte, at dette var en gave – en gave, som blevet givet til os længe inden nogen af os var født. Havde min gave nu været af guld (som jeg egentlig gerne ville have, den skulle være), ville jeg havde sagt: “Gaven er af guld. Guld er meget værdifult. Det, der er inden i, må være noget meget værdifuldt.”
De tre hvide cirkler skal understrege Guds treenighed 

og virke som baggrund for bønnen, som er henvendt til hele Gud.
Det første, jeg tog ud, var tre cirkler af hvidt filt, som danner underlaget for resten af tingene til bønnen. Cirklerne bruges i Godly Play til dåben for at understrege treenigheden i Guds væsen. For at binde alle de efterfølgende ting sammen følte jeg, det var nødvendigt med et underlag eller en baggrund. Det blev cirklerne, fordi jeg synes, det var vigtigt at vise, at bøn handler om alle tre dele af Gud: Fadervor blev givet os af Jesus, så vi kan henvende os til vores himmelske Far, og Helligånden gør samtalen mulig. 
“Vor Far. Du som er i himlen.”
Til “Vor far, du som er i himlen, helliget blive dit navn” valgte jeg et hjerte. Jeg er ikke helt tilfreds, men kunne ikke komme på andre symboler, der bedre illustrerer forholdet vi har til Gud.  
En lille kongekrone symboliserer “Ske din vilje”.
Til “Ske din vilje…” satte jeg en lille kongekrone på – den fangede særligt børnenes interesse også bagefter. 
“… som i himlen, således også på jorden.”
“…som i himlen således også på jorden.” er en lille bold, der forestiller verden.
                              “Giv os i dag vort daglige brød.”
Til “Giv os i dag vort daglige brød” havde jeg først tænkt at bruge rigtigt brød – men blev så alligevel enig med mig selv om, at det ville blive for tørt og at krummer ville ødelægge pointen med at børnene selv skulle kunne bruge tingene til at sige bønnen. Derfor blev det et stykke Haba brød fra sønnikes legekøkken.
“Forlad os vor skyld…”
“Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” delte jeg op i to dele. Ved første del lagde jeg et stort rødt filthjerte frem, og ved anden del kom et tilsvarende rødt filthjerte frem – bare mindre. Jeg synes, at det var en god måde at illustrere, at vores tilgivelse af andre er et spejlbillede af Guds tilgivelse for os. Jeg er så til gengæld ikke helt sikker på, at jeg synes, et hjerte er den bedste illustration til denne bøn. 
Det lille hjerte skal illustrere, at når vi tilgiver andre, spejler vi Guds tilgivelse af mennesker. 
Så så bønnen sådan ud: 
Fadervor inspireret af Godly Play
Til den næste del brugte har jeg igen brugt Godly Play ret direkte – den bedste måde jeg kunne finde på at illustrerer fristelser med, var ved at bruge de sorte pletter, som bruges til at vise farene i lignelsen om den gode hyrde og fårene. 
Jeg forestiller mig, at ved at genbruge symbolikken bliver børnene også indirekte mindet om, at den gode hyrde altid kommer og redder fåret, når det er i fare. En pointe, som jeg synes er væsentligt, også når det gælder fristelser.
Så ved “Led os ikke ind i fristelse…” lagde jeg tre sorte filt pletter frem.
“Led os ikke ind i fristelse” – pletterne ligner dem, der bruges i lignelsen om den gode hyrde i Godly Play.
Ved “… men fri os fra det onde.” lagde jeg så et kors ovenpå pletterne. Korset er vel det stærkeste symbol på overvindelsen af det onde, man kan tænke sig. 
Fri os fra det onde.
Det føltes ret stærkt at lægge korset frem på denne måde – oven på de sorte pletter, så Jesus kom imellem mig og børnene og det, der frister og er farligt.
Korset står imellem os og alle fristelse og al fare.
Istedet for at finde symboler for “For dit er riget, magten og æren” besluttede jeg at pege på dele af bønnen, som allerede var fundet frem, for på den måde at understrege at Guds rige, magt og ære hænger sammen med og kommer ud af de andre dele af bønnen. 
Ved “For dit er riget …” pegede jeg på kongekronen og dermed “Ske din vilje”.
“For dit er riget … “
Ved “… og magten” pegede jeg på jordkloden og dermed på “… som i himlen således også på jorden.” For Guds magt dækker jo netop både jorden og himlen. 
Ved at pege på symbolet fra “Ske din vilje” forsøger jeg, at understrege at ved at gøre 
Guds vilje er vi med til at give Gud magten.
Og endelig ved ” … og æren i evighed.” spredte jeg fingrene og bevægede hånden i en bevægelse som for at pege på det hele. For den største ære vi kan vise Gud må være ved at leve efter hans vilje, tilgive andre, tage imod hans tilgivelse, stole på at han giver os det, vi har brug for og ved at sætte vores lid til, at korset beskytter os mod alt ondt. 
“… og æren i evighed.” Fadervor med symboler afsluttes.
Herefter havde vi en lille runde med samtale om, hvilken del af bønnen, som mon var den vigtigste? Og hvilken del af bønnen, som mon handlede om hvert af børnene. 
Især den sidste del af vores undring var stor – det var nogle tænksomme og dybe svar, som kom frem. Én synes, det var brødet, der handlede om ham. En anden synes, det var jordkloden, der handlede om hende. En tredje synes, det var kongekronen, der var den vigtigste del.
Har du forslag til forbedringer af symbolerne vil jeg rigtig gerne høre det. Og har du selv prøvet at lave fadervor med symboler, så fortæl det endelig! Måske kan du bruge de steder, hvor jeg har fundet inspiration: 
Jeg brugte hovedsageligt All Play on Sunday 
Men også Barnabas in Churches havde nogle gode ting om Fadervor med symboler. 
Endelig kiggede jeg også på den udgave Spiritual Child havde lavet. 

/10 Kommentarer/af