Det er fedt at være mor. Det er dejligt at have venner. Af og til er noget af det bedste at dele moderskabets glæder, genvordigheder og galskab med en god veninde. Det kan redde ens åndsnærvær, humoristiske sans, ja, it keeps you sane!
Jeg har særligt én veninde, som er fantastisk at føre sms-samtaler med. Det kan lette de fleste frustrerede situationer at dele det med hende – og få hendes skæve vinkel. Jeg ser mig selv tydeligere, får mere tålmodighed med dem omkring mig og opfører mig – forhåbentligt – mere kærligt som følge. Af og til er jeg endda så heldig at blive klogere på livet samtidigt med!
I weekenden var sms-udvekslingen som følger:
Lørdag kl. 7.22
Hende:
Er der noget mere underholdende end en treårig som blander børnehave og tegnefilm sammen i actionpræget drama på kanten af sofaen?
Mig:
😀 Nej, det er svært at komme op med!
Hende:
Særligt replikkerne som til dels stadig er uforståelig kaudervælsk.
Mig:
😀 Især det sidste er fantastisk!!
Søndag kl. 10.53
Mig:
Det er ikke kun tre årige, der sætter mærkelige ting sammen. Godt nok er de alle tre lego-mænd, men hvad laver julemanden med guld Lloyd (ninja*) og Chase McCain (bad ass politimand*) i mit køkken?
Julemanden sammen med guld Lloyd og Chase MacCain på mit køkkenbord.
Hende:
Julemanden er bad ass!?
Mig:
Måske?! Er det hans sande ansigt, der viser sig?
Hende:
Totalt!
Mig:
Det finder jeg sært befriende!
((*forklaringerne på navnene var nødvendige, da hun er mor til tre piger – og ja, Peppa Pig og Princess Sofia møder sjældent ninjaerne fra LEGO.)
Hvad med dig? Hvem eller hvad hjælper dig med åndsnærvær og humoristisk sans?
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2015-01-25 16:25:002017-10-03 20:19:10SMS-udveksling: Who keeps you sane?
Biografens mørke er noget af det bedste, der findes – synes vi i hvert fald her hjemme. I weekenden har vi været inde for at se “Paddington” – med halvanden englænder og en anglofil dansker i huset er det jo nærmest et must.
Det er en god familiefilm – sjov, spændende og sød. De danske stemmer virker overbevisende, animationen er fantastisk og historien holder.
På et drabeligt tidspunkt i handlingen siger hr. Brown om, at Paddington hører til familien: “Det er lige meget, at han kommer fra en anden del af verden. Det er lige meget vi ikke er samme art. Det er lige meget, at han har et bekymrende marmelade forbrug. For vi elsker ham. Og derfor er han en del af vores familie.”
Sådan – det er vist den bedste forklaring på, hvornår man er familie! Uanset om adoptionen er af en bjørn, et barn eller en anden voksen.
Selvom det er lidt sent at dele idéer og links om Hellig Tre Konger gør jeg det alligevel. For selvom julen er ovre med Hellig Tre Konger er det en del af historien om Jesu fødsel, som er dramatisk, og som måske særligt af den grund har godt af at blive fortalt og reflekteret over. (Du kan finde historien i Matthæus evangeliet kap. 2. Brug evt. på bibelen online.)
I krybbespil er de vise mænds del af historien ved Jesu’ fødsel ofte fortalt alene med en stjerne og tre vise mænd – men deres historie gemmer meget mere end det. De vise mænd (Bibelen siger ikke noget om, hvor mange de var) kom, fordi de havde set en stjerne gå op på himlen, som fortalte dem, at en stor konge var født. De følger den, men går op på kongeslottet til Herodes i Jerusalem, fordi de fejlagtigt tror, der er tale om en “almindelig” kongesøn. Det får fatale konsekvenser.
Maleark med de tre vise mænd, der følger stjernen.
Kong Herodes var en mistroisk mand, som forfærdes ved tanken om en rival til hans og hans sønners trone. (Hans søn efterfølger ham faktisk på tronen). Men Herodes er også snu, så han får sine egne vismænd til at hjælpe de vise mænd med at regne ud, hvor dette kongebarn kan være født, og så fortæller han dem, at han selv er interesseret i at vise kongebarnet sin respekt, så vil de ikke være venlige at komme tilbage og fortælle ham, når de har fundet barnet? Vismændende takker og drager afsted for at finde barnet i Betlehem. Her finder de ham, og de giver ham deres gaver af guld, røgelse og myrra.
Her slutter mange historier om Jesu fødsel.
Og gid, det var så vel.
Men nej. I drømme får de vise mænd en advarsel om ikke at drage tilbage til kong Herodes. De tager derfor ikke tilbage til slottet, men rejser direkte hjem. Samtidig får Josef i drømme besøg af en engel, som advarer ham om, at der er nogen, der stræber barnet efter livet, og at han derfor må flygte med det samme sammen med Maria. Josef rejser sig mens det endnu er nat og flygter med sin lille familie til Egypten.
På slottet sidder kong Herodes og venter skummelt på, at de vise mænd skal komme og fortælle ham præcis hvor, han kan finde kongebarnet. Men der kommer ingen vismænd.
Kong Herodes bliver rasende. For han havde ikke tænkt sig at give barnet gaver. Han havde tænkt sig at slå barnet ihjel. Da han nu ikke ved, hvilket barn, der er kongebarnet, men ved, at det blev født i Betlehem giver han sine soldater besked om, at de i Betlehem skal drage ud og slå alle børn af hankøn på to år og derunder ihjel.
Det er meningsløst, rædselsfuldt og præcis lige så grufuldt som det, vi kan læse i aviserne i dag.
Skal børn have den slags historier at vide? Nogen vil sige nej, for det er en historie, som er fyldt med ting, det kan være svært – også som voksen – at forlige sig med. Af den grund siger jeg at ja, det skal børn også vide. For det første er dramaet med til at fange, for det andet er det en del af historien, for det tredje ved børn godt, at frygtelige ting sker. I hvert fald når de når skolealderen.
Børn må gerne vide, at det gode provokerer det ondes respons. De oplever det måske i skolegården eller hører de voksne tale om det, og at få mulighed for at tale om, er en gave vi skal give vores børn.
Som voksen kan det kræve mod at tage fat i sådan en historie, for vi vil så gerne have de “rigtige” svar – men overfor livets frygteligheder er der ingen af os, der har lette svar. Vi behøver heller ikke at have det. Det er okay at formulerer sig med “jeg tror…” eller spørge “hvad tror I?” eller endda sige “Jeg forstår det heller ikke.”
For større børn kan historien om konsekvenserne ved de vise mænds besøg hos kong Herodes måske bruges til samtale om, hvordan vi heller ikke altid kan gennemskue konsekvenserne af vores handlinger. Eller at gode handlinger nogle gange medfører andre konsekvenser, som ikke er lige meget. At Jesus blev født kostede andre små børn livet, fordi en konge frygtede for sin magt. Det var frygteligt, og alligevel har Gud også de børn og forældre i sine hænder, og Jesus kom for at den magt, mennesker som Herodes kan have over verden ikke skal være det, der har det sidste ord.
Også i julen er der drama til det sidste. Men sådan er det vel i grunden med alle historier, der er værd at fortælle?
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2015-01-07 19:17:002020-12-04 07:25:21Drama til det sidste: Hellig Tre Konger
Juleferien er ovre, og selvom julen først slutter officielt med Helligtrekonger d. 6. januar, så er metaltrætheden så småt sat ind også de steder, hvor julepynten ikke for længst er pillet ned. Det er så let at blive nedtrykt eller træt af alt det gode, der er ovre. Og glemme det gode, som er på vej til os.
Der er sikkert ikke noget at sige til det – forventningens glæde er skruet max op til julen. Mange børn har været i hyper-mode i største delen af en måned, og juleferien er ikke altid så afslappende, som man kunne ønske sig med familie-tamtam, besøg og mange dage hjemme.
Vi er trætte, mætte af indtryk og bliver let blændet af al den glimmer og flitterstads, vi har omgivet os med: Alt lyset og glæden bliver pakket ned i kasser og sat til side til næste år – tilbage er januars grå virkelighed.
Meen måske er det ikke hele virkeligheden?
Jeg faldt over en rigtig fin Alfons Åberg bog, som rigtig flot forklarer, at det gode altid er i vente. Den hedder “Lykkelige Alfons”.
Det sjove er nemlig allerede begyndt – også selvom Alfons og hans farmor endnu ikke ved det. Hvad godt venter mon på dig?
Alfons Åberg har samme udfordring, da julen skal pakkes sammen: Hvor er det trist og kedeligt. Han og far sidder rigtigt og dyrker deres tristhed, og snakker sammen om, hvor trælst det er, at julen nu er ovre. Men farmor er i godt humør. Hun synes, det er fremragende, at de keder sig – for så kan de rigtig være klar til at tage imod det næste gode, der kommer!
De tre sætter sig med kaffen og snakker sammen om, hvad de glæder sig til. Men tænk, “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjovt!”
Den sætning kan jeg godt lide: “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjov”. For sådan er det jo – alting skal forberedes, og vi kan ikke se det, der spirer under jorden.
Advent – tiden op til jul – og julen i sig selv er en øvelse i at være klar til at tage imod glæden. Det er en øvelse i forventning, der kulminerer i at få ønsker opfyldt.
Det kan føles som et antiklimaks, at forventningen er blevet mødt, og ønskerne er blevet til virkelighed.
Når forventning bliver til virkelighed kan det føles som antiklimaks. Men det gode venter på os – også selvom vi ikke kan se det endnu.
Men det betyder jo ikke, at al glæde så er opbrugt eller færdig. Tværtimod: Nu er vi klar til at opbygge nye forventninger og forme nye ønsker. Ikke nødvendigvis i materiel forstand. Hvad mon den næste glade begivenhed er for dig? Hvad mon dine børn nu ser frem til – fastelavn, en fødselsdag, vinterferien?
Der er altid noget at glæde sig til – der er altid godt på vej. Vi ved det ikke altid, og det er derfor, vi har brug for at øve os i det sammen. At Jesus blev født ind i verden betyder, at vi nu kan finde ham også her, hvor vi bor.
De første dage tilbage i hverdagen kunne måske være en god anledning til en samtale enten derhjemme eller i børnekirken om, hvad der mon er at glæde sig til efter julen? Hvad godt er der mon gemt om hjørnet til os?
Vi trænger altid til at have håb og forventninger – måske især i januar.
Jeg glæder mig til fastelavnsboller, sprøde tulipaner, dampende the-kopper og og og …
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2015/01/Alfons2B-2Bdet2Bsjove2Ber2Bbegyndt.jpg?fit=1195%2C1600&ssl=116001195Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2015-01-04 19:12:002021-02-19 18:45:51Antiklimaks efter julen: Det gode er allerede på vej. Om at øve sig i forventningens glæde.
“Der er så store og vigtige ting, der foregår i ørkenen, at vi er nødt til at vide, hvordan det er der.” Ørkensækken åbnes, sandet spredes ud mens ørkenens farer fortælles. Ingen går ud i ørkenen, hvis de ikke er nødt til det…
Sådan starter alle historier, hvor ørkenen er med i Godly Play.
Lige præcis ørkensækken er med til at skabe fornemmelse for det fremmede og samtidig give liv til de beretninger om mødet mellem Gud og mennesker, som er så vigtige for os og vores kristne selvforståelse.
I sidste uge syede jeg så min egen ørkensæk og i weekenden havde jeg lejlighed til at bruge den for første gang, da jeg fortalte om Godly Play til en gruppe børnemedarbejdere i København.
Min ørkensæk er lavet af en rest møbelstof i en brændt farve – jeg har ingen for i, men det er muligt, det kommer. Den ørkensæk jeg har syet er en smule aflang, og har ikke afrundede hjørner – istedet har jeg bøjet trekanter ind i hjørnene for at få løbegangene til at fungere til snoren.
Snoren jeg har brugt er sejltov – tov til møbelpolstring er blødere, men jeg ved ikke, hvor jeg vil kunne finde det. Nogen idéer ?
Sandet er akvariesand. Købt i en 25 kg sæk, og jeg har vel brugt lige over halvdelen af sækken. Så jo, ørkensækken er tung. Det er stort arbejde, der foregår i ørkenen!
Du kan finde vejledninger og deciderede mønstre på nettet af ørkensække. Prøv at google “dessert bag”eller led på pinterest. godlyplay.org.uk har en vejledning, hvis du går ind under “Materials” og derefter “Instructions”. På godlyplay.fi finder under “Downloads” et mønster, som du kan downloade ganske gratis.
Sådan ser ørkensækken ud, når den er pakket sammen.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2014-11-27 18:13:002017-02-10 08:54:41Ørkensækken fra Godly Play - endelig har jeg syet min egen
SMS-udveksling: Who keeps you sane?
I weekenden var sms-udvekslingen som følger:
Et bekymrende marmelade forbrug – Paddington bjørn om adoption
På et drabeligt tidspunkt i handlingen siger hr. Brown om, at Paddington hører til familien: “Det er lige meget, at han kommer fra en anden del af verden. Det er lige meget vi ikke er samme art. Det er lige meget, at han har et bekymrende marmelade forbrug. For vi elsker ham. Og derfor er han en del af vores familie.”
Sådan – det er vist den bedste forklaring på, hvornår man er familie! Uanset om adoptionen er af en bjørn, et barn eller en anden voksen.
Drama til det sidste: Hellig Tre Konger
Selvom det er lidt sent at dele idéer og links om Hellig Tre Konger gør jeg det alligevel. For selvom julen er ovre med Hellig Tre Konger er det en del af historien om Jesu fødsel, som er dramatisk, og som måske særligt af den grund har godt af at blive fortalt og reflekteret over.
(Du kan finde historien i Matthæus evangeliet kap. 2. Brug evt. på bibelen online.)
I krybbespil er de vise mænds del af historien ved Jesu’ fødsel ofte fortalt alene med en stjerne og tre vise mænd – men deres historie gemmer meget mere end det. De vise mænd (Bibelen siger ikke noget om, hvor mange de var) kom, fordi de havde set en stjerne gå op på himlen, som fortalte dem, at en stor konge var født. De følger den, men går op på kongeslottet til Herodes i Jerusalem, fordi de fejlagtigt tror, der er tale om en “almindelig” kongesøn. Det får fatale konsekvenser.
Kong Herodes var en mistroisk mand, som forfærdes ved tanken om en rival til hans og hans sønners trone. (Hans søn efterfølger ham faktisk på tronen). Men Herodes er også snu, så han får sine egne vismænd til at hjælpe de vise mænd med at regne ud, hvor dette kongebarn kan være født, og så fortæller han dem, at han selv er interesseret i at vise kongebarnet sin respekt, så vil de ikke være venlige at komme tilbage og fortælle ham, når de har fundet barnet? Vismændende takker og drager afsted for at finde barnet i Betlehem. Her finder de ham, og de giver ham deres gaver af guld, røgelse og myrra.
Her slutter mange historier om Jesu fødsel.
Og gid, det var så vel.
Men nej. I drømme får de vise mænd en advarsel om ikke at drage tilbage til kong Herodes. De tager derfor ikke tilbage til slottet, men rejser direkte hjem. Samtidig får Josef i drømme besøg af en engel, som advarer ham om, at der er nogen, der stræber barnet efter livet, og at han derfor må flygte med det samme sammen med Maria. Josef rejser sig mens det endnu er nat og flygter med sin lille familie til Egypten.
På slottet sidder kong Herodes og venter skummelt på, at de vise mænd skal komme og fortælle ham præcis hvor, han kan finde kongebarnet. Men der kommer ingen vismænd.
Kong Herodes bliver rasende. For han havde ikke tænkt sig at give barnet gaver. Han havde tænkt sig at slå barnet ihjel. Da han nu ikke ved, hvilket barn, der er kongebarnet, men ved, at det blev født i Betlehem giver han sine soldater besked om, at de i Betlehem skal drage ud og slå alle børn af hankøn på to år og derunder ihjel.
Det er meningsløst, rædselsfuldt og præcis lige så grufuldt som det, vi kan læse i aviserne i dag.
Skal børn have den slags historier at vide? Nogen vil sige nej, for det er en historie, som er fyldt med ting, det kan være svært – også som voksen – at forlige sig med. Af den grund siger jeg at ja, det skal børn også vide. For det første er dramaet med til at fange, for det andet er det en del af historien, for det tredje ved børn godt, at frygtelige ting sker. I hvert fald når de når skolealderen.
Børn må gerne vide, at det gode provokerer det ondes respons. De oplever det måske i skolegården eller hører de voksne tale om det, og at få mulighed for at tale om, er en gave vi skal give vores børn.
Som voksen kan det kræve mod at tage fat i sådan en historie, for vi vil så gerne have de “rigtige” svar – men overfor livets frygteligheder er der ingen af os, der har lette svar. Vi behøver heller ikke at have det. Det er okay at formulerer sig med “jeg tror…” eller spørge “hvad tror I?” eller endda sige “Jeg forstår det heller ikke.”
For større børn kan historien om konsekvenserne ved de vise mænds besøg hos kong Herodes måske bruges til samtale om, hvordan vi heller ikke altid kan gennemskue konsekvenserne af vores handlinger. Eller at gode handlinger nogle gange medfører andre konsekvenser, som ikke er lige meget. At Jesus blev født kostede andre små børn livet, fordi en konge frygtede for sin magt. Det var frygteligt, og alligevel har Gud også de børn og forældre i sine hænder, og Jesus kom for at den magt, mennesker som Herodes kan have over verden ikke skal være det, der har det sidste ord.
Også i julen er der drama til det sidste. Men sådan er det vel i grunden med alle historier, der er værd at fortælle?
Links til flere maleark og aktiviteter:
Daily Coloringpages
Free Fun Christmas
Antiklimaks efter julen: Det gode er allerede på vej. Om at øve sig i forventningens glæde.
Juleferien er ovre, og selvom julen først slutter officielt med Helligtrekonger d. 6. januar, så er metaltrætheden så småt sat ind også de steder, hvor julepynten ikke for længst er pillet ned. Det er så let at blive nedtrykt eller træt af alt det gode, der er ovre. Og glemme det gode, som er på vej til os.
Der er sikkert ikke noget at sige til det – forventningens glæde er skruet max op til julen. Mange børn har været i hyper-mode i største delen af en måned, og juleferien er ikke altid så afslappende, som man kunne ønske sig med familie-tamtam, besøg og mange dage hjemme.
Vi er trætte, mætte af indtryk og bliver let blændet af al den glimmer og flitterstads, vi har omgivet os med: Alt lyset og glæden bliver pakket ned i kasser og sat til side til næste år – tilbage er januars grå virkelighed.
Meen måske er det ikke hele virkeligheden?
Jeg faldt over en rigtig fin Alfons Åberg bog, som rigtig flot forklarer, at det gode altid er i vente. Den hedder “Lykkelige Alfons”.
Alfons Åberg har samme udfordring, da julen skal pakkes sammen: Hvor er det trist og kedeligt. Han og far sidder rigtigt og dyrker deres tristhed, og snakker sammen om, hvor trælst det er, at julen nu er ovre. Men farmor er i godt humør. Hun synes, det er fremragende, at de keder sig – for så kan de rigtig være klar til at tage imod det næste gode, der kommer!
De tre sætter sig med kaffen og snakker sammen om, hvad de glæder sig til. Men tænk, “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjovt!”
Den sætning kan jeg godt lide: “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjov”. For sådan er det jo – alting skal forberedes, og vi kan ikke se det, der spirer under jorden.
Advent – tiden op til jul – og julen i sig selv er en øvelse i at være klar til at tage imod glæden. Det er en øvelse i forventning, der kulminerer i at få ønsker opfyldt.
Det kan føles som et antiklimaks, at forventningen er blevet mødt, og ønskerne er blevet til virkelighed.
Men det betyder jo ikke, at al glæde så er opbrugt eller færdig. Tværtimod: Nu er vi klar til at opbygge nye forventninger og forme nye ønsker. Ikke nødvendigvis i materiel forstand. Hvad mon den næste glade begivenhed er for dig? Hvad mon dine børn nu ser frem til – fastelavn, en fødselsdag, vinterferien?
Der er altid noget at glæde sig til – der er altid godt på vej. Vi ved det ikke altid, og det er derfor, vi har brug for at øve os i det sammen. At Jesus blev født ind i verden betyder, at vi nu kan finde ham også her, hvor vi bor.
De første dage tilbage i hverdagen kunne måske være en god anledning til en samtale enten derhjemme eller i børnekirken om, hvad der mon er at glæde sig til efter julen? Hvad godt er der mon gemt om hjørnet til os?
Vi trænger altid til at have håb og forventninger – måske især i januar.
Jeg glæder mig til fastelavnsboller, sprøde tulipaner, dampende the-kopper og og og …
Ørkensækken fra Godly Play – endelig har jeg syet min egen
“Der er så store og vigtige ting, der foregår i ørkenen, at vi er nødt til at vide, hvordan det er der.” Ørkensækken åbnes, sandet spredes ud mens ørkenens farer fortælles. Ingen går ud i ørkenen, hvis de ikke er nødt til det…
Sådan starter alle historier, hvor ørkenen er med i Godly Play.
Lige præcis ørkensækken er
med til at skabe fornemmelse for det fremmede og samtidig give liv til de beretninger om mødet mellem Gud og mennesker, som er så vigtige for os og vores kristne selvforståelse.
I sidste uge syede jeg så min egen ørkensæk og i weekenden havde jeg lejlighed til at bruge den for første gang, da jeg fortalte om Godly Play til en gruppe børnemedarbejdere i København.
Min ørkensæk er lavet af en rest møbelstof i en brændt farve – jeg har ingen for i, men det er muligt, det kommer. Den ørkensæk jeg har syet er en smule aflang, og har ikke afrundede hjørner – istedet har jeg bøjet trekanter ind i hjørnene for at få løbegangene til at fungere til snoren.
Snoren jeg har brugt er sejltov – tov til møbelpolstring er blødere, men jeg ved ikke, hvor jeg vil kunne finde det. Nogen idéer ?
Sandet er akvariesand. Købt i en 25 kg sæk, og jeg har vel brugt lige over halvdelen af sækken. Så jo, ørkensækken er tung. Det er stort arbejde, der foregår i ørkenen!
Du kan finde vejledninger og deciderede mønstre på nettet af ørkensække. Prøv at google “dessert bag”eller led på pinterest. godlyplay.org.uk har en vejledning, hvis du går ind under “Materials” og derefter “Instructions”. På godlyplay.fi finder under “Downloads” et mønster, som du kan downloade ganske gratis.