Børn og voksne, unge og gamle – vi hører sammen i kirken, for vi kan lære af hinanden om at være til, om at elske andre og om hvem, Gud er. Det er ved at være sammen på kryds og tværs vi kan øve os i at være kirke sammen.

At børn kan lære af voksne ved vi og tager for givet. Det er voksnes opgave at vejlede, opdrage og vise vej for børn gennem livet. At voksne også kan lære af børn ved vi instinktivt; børn stiller dybe spørgsmål til ting, vi andre er holdt op med at tænke over; de ved ting om livet, som er blevet fjerne for os som voksne. Det samme gælder unge: Erfaringer som voksne kan have glemt, er stadig levende eller relevante for unge. Ældre og gamle har erfaringer fra et langt liv, men kan også lære os andre om at ældes og modne – og måske endda om at dø godt.

I søndags var den sidste i dette kirkeår, og er sat til side til at markere Kristus som konge. Kristus’ universelle og evige kongedømme er temaet for kirker verdens over netop denne søndag. Det kan lyde som en disney-ficering af Jesus, men det er det ingenlund. Tag ikke fejl. Her er ikke tale om glitter, lyserøde balkjoler og sjove dyr som hjælpende vennder. Kristus som konge er en bekendelse direkte henvendt til magthaverne. Helt fra oldkirken har kristne holdt fast i at Kristus og ikke kejseren var den endelige autoritet i livet og døden; at der findes andre love og vigtigere værdier  end dem, der lovgives om af den siddende regeringsmagt.

At markere en søndag i kirkeåret på denne måde startede i 1925 af den katolske kirke i Mexico og var et ekko af oldkirkens bekendelse af at “Kristus er Herre” (Og ikke kejseren i Rom).

Da jeg forberedte mig til søndagens gudstjeneste gik det op for mig, at her kan børnene lære os voksne noget. De kan minde os om, hvordan det er at blive bestemt over; hvordan det er at have brug for hjælp og hvordan det er at have nogen til at passe på os.

Jeg ved godt, at jeg fremhæver herhjemme, at voksne ikke bestemmer alting selv. Det vil jeg også fastholde. Men for børn er det mere markant, at andre sætter rammerne for sengetid, lege-aftaler, opførsel og alt-muligt-andet. Voksne – egne forældre, men også voksne i vuggestue, børnehave, lærerer i skolen og andre – har direkte indflydelse og bestemme-ret over en masse ting i børns liv. På godt og skidt.

Det er både godt og irriterende at have nogen til at sætte rammer for én. Det kan være forstyrrende at skulle stoppe en leg eller sætte et program på pause, fordi maden er færdig. Det kan føles unødvendigt at skulle børste tænder, hilse på gæsterne ved at give hånd eller sætte madpakken på plads.

Det samme gør sig gældende – i hvert fald for mig – når det kommer til at lade Jesus Kristus være min konge. Det er befriende, fordi der er nogle ting, der tydeligvis er gode. Men der er også ting, jeg synes, er besværlige. Som jeg ikke umiddelbart kan se betydningen eller værdien af.  Det kræver tillid at lade en anden bestemme. Det kan også give anledning til protest. Det kan give grobund for et utal af spørgsmål – som jeg ikke altid får svar på.

Du kan jo selv se, om du kan se sammenhænge mellem måden dine børn reagerer, når du er voksen og sætter rammer og regler op for dem, og måden du reagerer, når Jesus sætter regler og rammer op for dig…. Hos mig giver det anledning til eftertanker og overbærenhed med ungernes reaktioner.

Udfordringen denne søndag må derfor være: Hvilke børn kender du, som kunne åbne dine øjne for, hvordan det kan være at blive bestemt over? Hvad kan børn omkring dig lære dig om Kristus som konge?

Mens du tænker over det kan du jo lytte til denne her sang fra DanskOase: