Indlæg

, ,

Snapper om forventningens glæde

Forventningens billeder - screen shot af Snappers julefilm

Forventningens billeder – screen shot af Snappers julefilm

Det er tid til at give los for forventningens glæde – i børnehaven, hvor jeg arbejder, tæller vi ikke ned til jul. Nej, vi tæller ned til december! Og SÅ tæller vi ned til jul. Der findes ingen, der som børn kan glæde sig i spændt forventning.

Det skulle da lige være Snapper – du ved, bamsen, som Sigurd har snakket om mangt og meget med. Snapper glæder sig også til jul, og det er der kommet fire små julefilm ud af fra DKM. Den første kommer her:

 

 

 

, , ,

Drama til det sidste: Hellig Tre Konger

Selvom det er lidt sent at dele idéer og links om Hellig Tre Konger gør jeg det alligevel. For selvom julen er ovre med Hellig Tre Konger er det en del af historien om Jesu fødsel, som er dramatisk, og som måske særligt af den grund har godt af at blive fortalt og reflekteret over.
(Du kan finde historien i Matthæus evangeliet kap. 2. Brug  evt. på bibelen online.)

I krybbespil er de vise mænds del af historien ved Jesu’ fødsel ofte fortalt alene med en stjerne og tre vise mænd – men deres historie gemmer meget mere end det. De vise mænd (Bibelen siger ikke noget om, hvor mange de var) kom, fordi de havde set en stjerne gå op på himlen, som fortalte dem, at en stor konge var født. De følger den, men går op på kongeslottet til Herodes i Jerusalem, fordi de fejlagtigt tror, der er tale om en “almindelig” kongesøn. Det får fatale konsekvenser.

male ark
Maleark med de tre vise mænd, der følger stjernen.

Kong Herodes var en mistroisk mand, som forfærdes ved tanken om en rival til hans og hans sønners trone. (Hans søn efterfølger ham faktisk på tronen). Men Herodes er også snu, så han får sine egne vismænd til at hjælpe de vise mænd med at regne ud, hvor dette kongebarn kan være født, og så fortæller han dem, at han selv er interesseret i at vise kongebarnet sin respekt, så vil de ikke være venlige at komme tilbage og fortælle ham, når de har fundet barnet? Vismændende takker og drager afsted for at finde barnet i Betlehem. Her finder de ham, og de giver ham deres gaver af guld, røgelse og myrra.

Her slutter mange historier om Jesu fødsel.
Og gid, det var så vel.

Men nej. I drømme får de vise mænd en advarsel om ikke at drage tilbage til kong Herodes. De tager derfor ikke tilbage til slottet, men rejser direkte hjem. Samtidig får Josef i drømme besøg af en engel, som advarer ham om, at der er nogen, der stræber barnet efter livet, og at han derfor må flygte med det samme sammen med Maria. Josef rejser sig mens det endnu er nat og flygter med sin lille familie til Egypten.

 

Kamel af æggebakker – kreativ aktivitet til de tre vise mænd

På slottet sidder kong Herodes og venter skummelt på, at de vise mænd skal komme og fortælle ham præcis hvor, han kan finde kongebarnet. Men der kommer ingen vismænd.
Kong Herodes bliver rasende. For han havde ikke tænkt sig at give barnet gaver. Han havde tænkt sig at slå barnet ihjel. Da han nu ikke ved, hvilket barn, der er kongebarnet, men ved, at det blev født i Betlehem giver han sine soldater besked om, at de i Betlehem skal drage ud og slå alle børn af hankøn på to år og derunder ihjel.

Det er meningsløst, rædselsfuldt og præcis lige så grufuldt som det, vi kan læse i aviserne i dag.

Skal børn have den slags historier at vide? Nogen vil sige nej, for det er en historie, som er fyldt med ting, det kan være svært – også som voksen – at forlige sig med. Af den grund siger jeg at ja, det skal børn også vide. For det første er dramaet med til at fange, for det andet er det en del af historien, for det tredje ved børn godt, at frygtelige ting sker. I hvert fald når de når skolealderen.

Børn må gerne vide, at det gode provokerer det ondes respons. De oplever det måske i skolegården eller hører de voksne tale om det, og at få mulighed for at tale om, er en gave vi skal give vores børn.
Som voksen kan det kræve mod at tage fat i sådan en historie, for vi vil så gerne have de “rigtige” svar – men overfor livets frygteligheder er der ingen af os, der har lette svar. Vi behøver heller ikke at have det. Det er okay at formulerer sig med “jeg tror…” eller spørge “hvad tror I?” eller endda sige “Jeg forstår det heller ikke.”

For større børn kan historien om konsekvenserne ved de vise mænds besøg hos kong Herodes måske bruges til samtale om, hvordan vi heller ikke altid kan gennemskue konsekvenserne af vores handlinger. Eller at gode handlinger nogle gange medfører andre konsekvenser, som ikke er lige meget. At Jesus blev født kostede andre små børn livet, fordi en konge frygtede for sin magt. Det var frygteligt, og alligevel har Gud også de børn og forældre i sine hænder, og Jesus kom for at den magt, mennesker som Herodes kan have over verden ikke skal være det, der har det sidste ord.

Også i julen er der drama til det sidste. Men sådan er det vel i grunden med alle historier, der er værd at fortælle?

Links til flere maleark og aktiviteter:
Daily Coloringpages
Free Fun Christmas

Idéer og materialer til helligtrekonger samlet på Pinterest

 

Antiklimaks efter julen: Det gode er allerede på vej. Om at øve sig i forventningens glæde.

Juleferien er ovre, og selvom julen først slutter officielt med Helligtrekonger d. 6. januar, så er metaltrætheden så småt sat ind også de steder, hvor julepynten ikke for længst er pillet ned. Det er så let at blive nedtrykt eller træt af alt det gode, der er ovre. Og glemme det gode, som er på vej til os.

Der er sikkert ikke noget at sige til det – forventningens glæde er skruet max op til julen. Mange børn har været i hyper-mode i største delen af en måned, og juleferien er ikke altid så afslappende, som man kunne ønske sig med familie-tamtam, besøg og mange dage hjemme.

Vi er trætte, mætte af indtryk og bliver let blændet af al den glimmer og flitterstads, vi har omgivet os med: Alt lyset og glæden bliver pakket ned i kasser og sat til side til næste år – tilbage er januars grå  virkelighed.

Meen måske er det ikke hele virkeligheden?

Jeg faldt over en rigtig fin Alfons Åberg bog, som rigtig flot forklarer, at det gode altid er i vente. Den hedder “Lykkelige Alfons”.

Det sjove er nemlig allerede begyndt – også selvom Alfons og hans farmor endnu ikke ved det.  Hvad godt venter mon på dig?

Alfons Åberg har samme udfordring, da julen skal pakkes sammen: Hvor er det trist og kedeligt. Han og far sidder rigtigt og dyrker deres tristhed, og snakker sammen om, hvor trælst det er, at julen nu er ovre. Men farmor er i godt humør. Hun synes, det er fremragende, at de keder sig – for så kan de rigtig være klar til at tage imod det næste gode, der kommer!
De tre sætter sig med kaffen og snakker sammen om, hvad de glæder sig til. Men tænk, “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjovt!”

Den sætning kan jeg godt lide: “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjov”. For sådan er det jo – alting skal forberedes, og vi kan ikke se det, der spirer under jorden.

Advent – tiden op til jul – og julen i sig selv er en øvelse i at være klar til at tage imod glæden. Det er en øvelse i forventning, der kulminerer i at få ønsker opfyldt.

Det kan føles som et antiklimaks, at forventningen er blevet mødt, og ønskerne er blevet til virkelighed.

Når forventning bliver til virkelighed kan det føles som antiklimaks. Men det gode venter på os – også selvom vi ikke kan se det endnu.

Men det betyder jo ikke, at al glæde så er opbrugt eller færdig. Tværtimod: Nu er vi klar til at opbygge nye forventninger og forme nye ønsker. Ikke nødvendigvis i materiel forstand. Hvad mon den næste glade begivenhed er for dig? Hvad mon dine børn nu ser frem til – fastelavn, en fødselsdag, vinterferien?
Der er altid noget at glæde sig til – der er altid godt på vej. Vi ved det ikke altid, og det er derfor, vi har brug for at øve os i det sammen. At Jesus blev født ind i verden betyder, at vi nu kan finde ham også her, hvor vi bor.

De første dage tilbage i hverdagen kunne måske være en god anledning til en samtale enten derhjemme eller i børnekirken om, hvad der mon er at glæde sig til efter julen? Hvad godt er der mon gemt om hjørnet til os?
Vi trænger altid til at have håb og forventninger – måske især i januar.

Jeg glæder mig til fastelavnsboller, sprøde tulipaner, dampende the-kopper og og og …

, , ,

Her og nu om 60 år

Har du lavet nytårsfortsæt? Det har jeg. Jeg tænker af og til på, hvilke ting jeg gerne vil opnå ikke bare på et år, men i mit liv i det hele taget. Hvad er det, jeg gerne vil have nået, inden jeg dør? Hvad er det vigtigt for mig, mine børn får med sig? Hvad vil jeg gerne have været for et menneske?
Vil jeg gerne have tjent mange penge, skrevet vigtige afhandlinger eller lavet banebrydende arbejde? Vil jeg være et godt menneske, have tid og omsorg for min familie og mine venner? Er effektivitet, integritet eller tålmodighed vigtigst?
Hvad vil jeg efterlade? Hvad vil jeg vente på? Hvad vil jeg håbe på?
En af de historier, som hører tiden efter julen til i kirken, er historien om Simeon og Anna. De er begge gamle mennesker, som er fromme og gode mennesker. Simeon venter på godt nyt for sit land og sit folk. Det siges, at Gud havde lovet ham, at han skulle se Frelseren inden, han døde. Anna har været enke siden hun var ung, og har efter sit ægteskab dedikeret sig til det indre liv og til at forklare og fortælle om Guds virkelighed til mennesker. De er begge i templet den dag Maria og Josef kommer med den spæde Jesus, for bringe de ofre, der nu hører sig til ved et drengebarns fødsel.
Simeon tager barnet fra Maria (eller Josef) og siger:
“Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”
 
Og så fortæller han Maria, at hun må forberede sig på, at hendes søns liv vil volde hende stor smerte. 
 
Den gamle Anna bliver jublende lykkelig over at se barnet – hun forstår, at han bliver den, der baner vejen for mennesker til Gud igen. 
 
Jeg har altid elsket denne lille historie, som du kan læse den i Lukas evangeliet kapitel 2. Jeg tror, det er fordi, den netop rammer det med, hvad vi lever vores liv for. Simeon har håbet og ventet. Anna genkender i sin høje alder, at Gud er på færde og glædes, fordi hun forstår i hvert fald noget af barnets betydning. 
 
Jeg holder af billedet i mit hoved af gamle hænder, der holder det nyfødte. Der er noget særligt ved at gamle liv møder nye liv. Som når oldeforældre møder deres oldebørn; det forbinder det lille barn med familiens historie og det knytter de gamle til familiens fremtid. 
Hænderne her er Samuels, mine og min mormors.

Simeon håbede på Gud, og stolede på det gode. Han levede et fromt liv. Anna har valgt for sig selv, og er gået den vej hun var draget til – i hvert fald efter at have gjort det, der var forventet af hende ved at gifte sig.

De får lov til at se det, de længtes efter. Det er ikke alle, det sker for. Tænk bare på de mennesker, som døde lige inden 2. verdenskrigs afslutning i  koncentrationslejrene. Eller de sorte, der døde i kampen for frihed i Amerika eller Sydafrika – de oplevede ikke resultatet af det, de kæmpede for. Sådan er der mange liv, der strækker sig efter noget, de ikke når i dette liv.

Alligevel tror jeg, det er vigtigt at strække sig efter noget – også selvom det så når længere end ens eget liv. Det er væsentligt at lægge sig det på sinde, man gerne vil at ens liv er kendetegnet ved – ikke bare her og nu, men også om 60 år. Eller længere. Ikke fordi vi skal være fikserede på døden, men fordi vi skal være bevidste om at leve, sådan som vi gerne vil. Det er en del af en god, åndelig vane at have et perspektiv på ens liv, som er større end her og nu, men som samtidig tager sit udgangspunkt i livet her.

Jeg vil gerne kunne slutte mit liv, som Simeon med at sige “Nu har jeg set alt det, du lovede mig, Gud. Og jeg ved, at det ender godt.”

,

Sinterklaas, Santa Claus og julemand

Vores hollandske venner var til Sinterklaas-fest i weekenden. (Den egentlig fejring er d. 5. december om aftenen.) Sinterklaas blev til Santa Claus, da hollænderne befolkede New Amsterdam, der i dag hedder Manhattan. I Danmark kalder vi ham julemanden, men hans egentlige navn er Skt. Nikolaus. Skt. Nikolaus er helgen for flere ting, men bl.a. for børn og for søfart. Måske derfor han var og er populær i Holland.

Billedet er lånt fra Varldenshistoria.se

I Danmark er han også populær – men sjældent fordi han var biskop fra Myrra, Tyrkiret, i det tredje århundere, der blev helgenkåring på baggrund af stor barmhjertighed og sans for social uretfærdighed sammen med en vilje til at handle til fordel for de fattige. Særligt hjalp han børn, der var ilde stedt, med gaver i al hemmelighed. Den historie, jeg kender bedst, handler om tre piger fra en fattig familie, som faderen var tvunget til at sælge – han havde ikke de penge til medgift som var – og mange steder i verden stadig er – en nødvendighed for at sikre en pige ægteskab med en god mand. Nogle historier fortæller at faderens fattigdom var så stor, at skulle i gældsfængsel, og at pigerne skulle sælges til prostitution for at redde faderen. Under alle omstændigheder kom Nikolaus dem til hjælp. Det fortælles at han smed guld ned igennem skorstenen eller lagde guld i vindueskarmen, så pigernes fader ikke længere var i gæld eller så pigerne havde en medgift. I hvert fald gav han dem frihed og reddede dem fra en skæbne, som kvinder fortsat bliver tvunget ud i.

Jeg har hørt kristne diskutere, hvorvidt det er i orden at have julemanden som en del af julefejringen. Jeg tror, spørgsmålet må komme sig af ikke at kende historien bag manden med det hvide skæg og den sjove hue. (-som vel egentlig skulle være en bispehat). For det kan da kun være en god ting solidt at plante et menneske, der agerede i forhold til fattigdom og nød, og som brugte sin tro aktivt, midt i fejringen af, at Gud blev menneske? Mon ikke vi har brug for at blive mindet om at det nytter at gøre en forskel, og at julen ikke kun handler om at vende os indad midt i overflod, ønskesedler og gaveregn? Det kunne være dagen vi hver især besluttede hvem eller hvad, der skulle have en gave, fordi de lider nød eller kunne trænge til hjælpe ude fra. Uanset om de er børn, prostituerede eller sømænd.

På Charlottes Tro, Håb og Kærlighed kan du også læse om Skt. Nikolaus i dag.
Jeg fandt en blog, der handler om kirker navngivet efter Sct. Nicolaus. Den er skrevet af den kvinde, som har skrevet en bog om Skt. Nikolaus.