Indlæg

,

Læs den: Undersøgelse om tro i familien

Hvis du ikke allerede har læst familielaboratoriets  undersøgelse om forældres behov og udfordringer i forhold til at give troen videre til deres børn kommer hermed en opfordring til at gøre det! Rapporten udkom i foråret på baggrund af en række interviews med forældre fra efteråret 2018.

Hvis du har det mindste med forældre i en kristen sammenhæng at gøre er undersøgelsen ikke bare spændende, den er er også vigtig.

 

Der findes ikke ret mange undersøgelser på det her felt, og slet ikke på dansk, så her er et rigtig godt indblik i en gruppe mennesker behov og udfordringer, som du som leder eller medarbejder i en kristen organisation med garanti vil have glæde af at vide mere om.

Er du forælder, kan du sikkert også nikke genkendende til meget af det, undersøgelsen peger på.

Familielaboratoriet er en afdeling af BUO, og derfor afspejler undersøgelsen naturligvis de mennesker, som kommer i deres fællesskaber*. Ikke desto mindre mener jeg, her er så meget fuldt at hente, at du sagtens kan overføre fundene fra samtalerne til din egen sammenhæng.

Tro i familien
Undersøgelsen for familielaboratoriet er lavet af Merete Dalsgaard, som er familie konsulent for Børn- og Unge Oase.

Noget af det første, som Merete Dalsgaard påpeger i sin undersøgelse er, at der er ”et enormt behov for, at vi som kirker, kristne organisationer og institutioner giver en kristen respons på de behov og spørgsmål, der stilles af familier i vores tid. Ikke på en måde, hvor forældre påføres ekstra byrder og oplevelse af utilstrækkelighed, men gennem nådefuld inspiration og opmuntring, hvor forældre hjælpes til et bevidst kompetent forældreskab og sundt familieliv.”

Dalsgaard understreger desuden det dobbeltsidige i at være forældre med kristendommen som rygstød: På den ene side kan det være forbundet med endnu flere udfordringer og bekymringer, for hvad nu hvis troen ikke slår rødder i barnet? På den anden side kan den kristne tro være en ressource for den kristne forælder, fordi den værdi, kærlighed og nåde, vi har fået givet af Gud, kan forme forældreskabet med de samme stærke værdier overfor vores børn.

Baggrundsspørgsmålet for undersøgelsen er spørgsmålet: ”Hvordan kan jeg være kristen forælder på en måde, så mine børn også ønsker at være det?”  Ud fra interviewene med fokusgrupperne bestående af 42 forældre har Merete Dalsgaard fundet frem til 7 nøglefund, som det er værd at dykke ned i:

Ved hver nøglefund peger Merete Dalsgaard på ting som BOU kan gøre i forhold til dette. PÅ baggrund af Meretes forslag forsøger jeg at tage den længere ud til hvad vi kan gøre i andre sammenhænge også.

1) Forældre ønsker at give troen videre
Det kan godt være dette virker banalt, men det er alligevel vigtigt at holde for øje, for hos nogle familier kan det være skjult også for menigheden, at dette er et reelt ønske. Nogle familier er distancerede fra fællesskabet, men ønsker ikke desto mindre, at deres børn lærer Jesus at kende.

Der kan være flere grunde til at familier distancerer sig fra fællesskabet i menigheden. Dalsgaard peger på:
-Forældre og børn er utrygge eller af forskellige grunde ikke føler at de passer ind i fællesskaber
-Dårlig samvittighed fra forældrenes side om ikke selv at ”gøre” troen godt nok.
– At hverdagen i øvrigt er travl og at det er svært at komme afsted. (og her kan vi jo spørge os selv om, hvad kan vi tilbyde alene-forældre, der ikke har pasning om aftenen?)
– Forældre, der ikke selv er vokset op som kristne, kan have svært ved, hvad de skal gribe og gøre i for konkret at vise børn at tro.

Det, vi kan gøre, er:
– At motivere forældrene til at være i kontakt med deres egen længsel for deres barn. Vi kan spørge ”Hvorfor ønsker du at give troen videre til dit barn” i stedet for at springe direkte til ”Hvordan kan du give troen videre?”
– Vi kan give forældrene tro på, at de allerede har, hvad der skal til! Ingen børn har brug for perfekte forældre, men derimod troværdige forældre.

2) Det er svært at prioritere – også forældrenes egen tid med Gud
Forældrene Dalsgaard interviewede giver udtryk, at det er svært at prioritere mellem alle de behov og vigtige opgaver, de har i hverdagene. Det gælder i forholde til familiens liv, arbejdsliv og kirkeliv.

Grundspørgsmålet for de fleste forældre er:  ”Gør jeg det godt nok?”

Mange spørger sig selv, hvordan kan de være et forbillede deres barn, når deres eget Gudsforhold er ikke-eksisterende eller nedprioriteret? Her er brug for hjælp til at gøre op med dårlig samvittighed, ikke mindst fordi det først er, når den dårlige samvittighed og evt. skam er lukket ned, det er muligt at være åben overfor inspiration, hjælp og samtaler med andre forældre.

Vi kan ikke lave om på, at forældrenes egen tro og Gudsforhold er grundlæggende for at kunne give troen videre. Desværre har mange forældre store forventninger til sig selv – måske særligt -og det her er min betragtning – fordi mange bliver forældre relativt sent i livet og derfor kan sammenligne, hvad de kan nu med hvad de kunne før, de fik børn?

Det, vi kan gøre, er:
– Vi kan være med til at støtte forældrene i deres egen tro og spiritualitet. Og måske skal vi overveje, hvordan vi bedst gør det i travle og fyldte og trætte hverdage?
– Og vi kan sætte forældrene fri til først og fremmest at tjene i deres egen familie i de perioder, hvor tid og energi er udfordret. Det vil sige at understrege vigtigheden af at tage sig af sin egen familie først og fremmest.

Som en mor siger i undersøgelsen:

”Jeg har virkelig meget brug for hele tiden at sige til mig selv ’Du har små børn.’ Det er dem, du er sendt til lige nu. Fordi jeg bliver ved med at høre om alle dem, jeg er sendt til – de kriminelle, de fattige, flygtninge… Det er måske lige så meget mig selv, men det med at blive frigivet i familien, mens man har de små børn, det har vi brug for.” (Mor) 

3) Der er behov for ærlige forældresamtaler
”Vi ønsker at blive mødt i livets udfordringer og hjælp til ”blot” at VÆRE en kristen familie med ALT hvad det indebærer. Jeg vil bare sige: Mere nåde til familien, tak!” (Mor)

Vi vil så gerne inspirere og vejlede forældre, desværre kan det virke overvældende eller som uopnåelige idealer for forældre, der i forvejen bærer følelsen af ikke at slå til. Her har vi som kirke noget værdifuldt at tilbyde som modgift til skammen – nemlig nåden!

Det, vi kan gøre, er:
-Forkynde Guds nåde ind i familielivet med alle dets udfordringer:
– Vi kan understrege at til syvende og sidste kan ingen andre end Gud kan sikre troen hos nogen.
– Vi kan understrege at intet menneske kan være alt for nogen andre. Ikke engang forældre for deres børn.
– Vi kan facilitere nådefulde forældrefællesskaber, hvor forældre sammen kan være ærlige og sårbare omkring livets udfordringer. Hjælpe hinanden til at se de små og gode ting, der allerede fungerer, som afsæt for det næste lille skridt i familiens udvikling.
-Give frihed til forskellighed: Ingen familier er ens og dermed findes der heller ikke én måde at være kristen familie på.

4)Der er behov for fællesskaber, hvor hele familien kan høre til
En del af de familie Dalsgaard har interviewet oplever det som en udfordring at finde ind i et fællesskab, som kan rumme hele familien. Jeg forestiller mig, det er det noget de fleste af os kan genkende. Halvdelen af familierne i undersøgelsen var med i smågrupper (klynger) for hele familien en gang om måneden. Resten kom i gudstjenestefællesskabet.

Udfordringerne med at være med som en hel familie består bl.a. af:
– at det kan være svært at komme afsted til eks. smågruppe efter sengetid. Hvordan kan alle være med?
– at det er ikke alle hjem, der kan huse mere end to familier.
-at børn og teenagere ikke er inddraget aktivt i fællesskabet
-at det kræver mere end det giver i en travl hverdag som familie at skulle afsted.

Familier skal inddrages i fællesskaber, der ikke kun taler til intellektet, men som også videregiver og udvikler værdier i en udvidet familie.

Det, vi kan gøre, er:
– At opmuntre til fællesskaber som vigtige – for hele familien
-Aktivt eksperimentere med forskellige former for samvær, som kan være inspirerende for forældre. Understrege at fællesskab skal handle om mere end intellektet.

5)Forældre vil ikke være etiske svarautomater
På den ene side ønsker forældrene at være etiske vejledere for deres børn, og på den anden side udtrykker de en bekymring for at komme til at presse værdier og holdninger ned over deres børn, skriver Dalsgaard i undersøgelsen.

Denne her bekymring er en, der generelt går igen, hvis du taler med forældre om at give tro videre. ”Det skal de selv have lov til at vælge” er blevet et motto, som er forståeligt nok, men som kan resultere i, at vi tror, at ”ikke-påvirkning” faktisk findes. Hvilket den ikke gør. Heller ikke, når det kommer til det religiøse (se eks. Carsten Hjort Pedersens ”Påvirk med respekt”).

Forældre vil gerne have vejledning til at udvikle samtalerne i hjemmet, og mangler på nutidigt sprog for seksualitet, og til hvordan de kan tale med deres børn om de ting, som er svære at forstå, forklare eller acceptere i relation til troen.

Det, vi kan gøre, er:
– at forsøge at give et nutidigt sprog til at tale om eks. seksualitet, alkohol og stoffer, forbrug.
– at hjælpe forældrenes frimodighed ved at fremhæve det gode og livsfremmende ved kristen etik.
– holde fast på og opmuntre forældre ved at stå ved, at de gerne vil påvirke deres børn positivt.

6) Vejledning til at finde værdier og retning for familielivet – også i tidens udfordringer.
I samtalerne med de 42 forældre blev der spurgt ind til, hvilke familier, de gerne ville være og hvilke værdier, der var vigtige for dem.

Interessant nok var der også modstand på at fastsætte og benævne faste værdier. Enten fordi man i forvejen var træt og bange for at sætte nye mål, man ikke kunne leve op til; fordi man ikke anede, hvor man skulle begynde.

Dalsgaard skriver: ”En af USA’s førende familieeksperter, Bruce Feiler, peger på, at de tydeligste fællesnævner for glade familier er, at de har formuleret en missionserklæring. Altså, en beskrivelse af familiens centrale værdier, og hvordan disse udleves i praksis. Men netop en decideret formulering har en del forældre modstand på. Nogle udtrykker, at de ikke ønsker at sætte flere mål og idealer op for sig selv, som de kan slå sig selv i hovedet med. Andre ønsker at undgå besnærende rammer om det kristne familieliv, som kan blive for snæver for barnet. Det gælder især ift. familiens andagtsliv.”

Det, vi kan gøre, er:
– At hjælpe familier/forældre til at formulere værdier og ønsker for familie livet som afsæt for at kunne træffe sunde valg og prioriteringer i familien.
– At inddrage værdier i forkyndelsen og eksemplificere den i vores illustrationer.
– At hjælpe forældre med at blive bevidste om, hvad de ønsker skal være retningsgivende for deres familie, så de slipper for presset af at skulle kunne leve op til værdier eller forventninger, som måske slet ikke er i overensstemmelse med deres egne værdier eller ønsker.

7) Det klassiske andagtsliv i familien fungerer ikke
Jeg kan være i tvivl om, hvorvidt kristne familier som flertal er ens i udgangspunktet med de interviewede forældre, fordi hovedparten her er vokset op med bibellæsning og bøn i forbindelse med et måltid derhjemme som familie. Ikke desto mindre tror jeg, konklusionen holder også i min egen kontekst: Det fungerer sjældent at holde andagt med en bog, stilhed og samtale.

”Jeg synes, det er en udfordring derhjemme, når vi hiver en andagtsbog frem, og børnene siger ”det gider vi ikke”, og det skaber dårlig stemning. Det bliver nemt noget kaos, synes jeg. Hvordan gør vi det til noget positivt?” (Far)

Der er også hos de adspurgte en modstand mod faste rammer og ”SKAL” i forbindelse med praksis. Alligevel er der et ønske om at finde en hverdagspraksis i familien, som inddrager Gud

Det, vi kan gøre, er:
-at lade være med at skrue op for inspiration for andagtsmaterialer, men understrege at børn (især mindre) lærer tro ikke gennem intellekt men stemninger og atmosfære.
-at tale nådigt om at rammer og strukturer kan være negativt
– og omvendt at rammer, traditioner, rytmer også kan blive brugt som en metode til at skabe faste holdepunkter i en travl hverdag – og dermed give liv til både familiens fællesskab og relationen til Gud.

”Tro i familien. En undersøgelse af forældres behov og udfordringer i opgaven med at give troen videre” er et arbejdsredskab ind i BUOs eget arbejde, men kan absolut også være det for os andre.

Læs den – og gå ind og følg med på familielaboratoriets blog ved sammen lejlighed!

Kilder:
Dalsgaard, M. 2019 Mere Nåde til forældre, tak. https://www.buo.dk/mere-naade-til-foraeldre-tak/ Udgivet: ukendt. Læst d. 5.10.2019

Dalsgaard, M., 2019, Tro i familien – Undersøgelse af forældres behov og udfordringer i opgaven med at give troen videre, https://www.buo.dk/fileadmin/Filer/Ressourcer/BUO/Tro_i_familien.pdf Udgivet af Familielaboratoriet. Læst d. 5. oktober 2019

Pedersen, C. H., 2018, Påvirk med respekt, Fredericia: LogosMedia

Turner, R., 2015, Tro i børnehøjde. Christiansfeld: ProRex

 

*På side 6 i undersøgelsen kan du læse, hvordan man har forsøgt at sikre på stor bredde i fokusgrupperne som muligt.

5 praktiske og lige-til-at-gå-til råd, når du skal holde børnekirke (eller andet med børn)

Det er ikke alle, der finder det let at tale med eller til børn i børnekirke eller en børnetale. Men det behøver ikke være indviklet eller svært. Rådene her under kan måske virke indlysende. Godt, hvis de er det, for mere indviklet end det er det ikke, at begynde at gøre kirken til et børnevenligt fællesskab.

Her kommer 5 nede-på-jorden råd:

  1. Hils på børnene, når de kommer ind i kirken.
  2. Lær deres navne at kende.
  3. Sæt dig ned i børnehøjde, når du skal snakke med dem – både før og under program. Alle kan lide at blive talt til i øjenhøjde.
  4. Brug dit kropssprog aktivt – vis, at det er en spændende historie, du er ved at fortælle. Begejstring smitter og drager børn (og voksne) ind i det, du vil formidle.
  5. Tal normalt, men børnevenligt. Lad være med at bruge store ord, du ikke forklarer.

God fornøjelse med arbejdet!