Indlæg

, ,

De få heldige – anmeldelse

ANMELDELSE*: Hvem er de få heldige? Er det de børn, der bliver adopteret, de børn, der får lov til at leve med Downs Syndrom eller er det de forældre, der får lov til at blive forældre til disse børn?

Heather Avis, som er forfatter til “De få heldige”, ville muligvis ikke have været enig i sin egen konklusion for 10 år siden. Som så mange andre unge kvinder med godt job og en god mand drømmer hun om at blive mor. Hun planlægger endda at skulle være gravid første gang, når hendes søster skal have sit andet barn. Men ting går som bekendt ikke altid som planlagt.

Heather Avis og hendes mand kan ikke lave børn. Under udredningen for barnløshed opstår en komplikation, som er yderst sjælden. Den kaster først Heather ned i et håbløst mørke. Derefter ud i overvejelser om adoption.

“De få heldige” er Heather Avis’ beretning om den rejse, der går fra håbet om at bære og føde sin egne børn til at adoptere børn med særlige behov og kendte kromosom fejl. Hun beskriver den følelsesmæssige rutchetur, hun gennemgik og de overvejelser hun og hendes mand gjorde sig undervejs. Med troen på Jesus som kompas forsøger hun at bruge sin længsel som en måde at komme nærmere Gud. Troen på Gud er til tider et bolværk mod mismodet; nogle gange det, der giver hende et holdepunkt; ofte er det relationen med Gud, der skubber hende ud over sine egne comfort-zoner.

Heather Avis tror, Gud har kaldet hende og hendes mand til at være det, hun selv beskriver, som en tosset familie – en familie, der peger på, at der er større ting i verden en at have 21 kromosompar eller at være forbundet af blod.

Troen på Gud går igennem hele bogen og er en naturlig del af Heather Avis’ måde at se og beskrive verden på. Jeg vil tro, at den måde at tale om Gud og en åndelig virkelighed kan være svær at forholde sig til, hvis du ikke selv er kristen eller ikke bruger samme måde at tale om Gud på. Ikke desto mindre er bogen rørende og oprigtigt.

Jeg kan genkende mange af de føleleser og overvejelser, som beskrives i “De få heldige” – der er tilsyneladende ikke den store forskel på barnløshed fra Danmark til USA eller mellem valget af international adoption i Danmark eller lokal adoption i USA. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om et adoptionssystem, der er meget anderledes end det danske: Der er mindre uddannelse, en kortere godkendelsesproces og betydeligt kortere ventetider.

Men den allerstørste forskel er måske, at adoption af børn lokalt overhovedet er en mulighed. I Danmark ville mennesker, der i forvejen var forældre, sjældent bortadoptere et barn med Downs Syndrom (og hjertefejl) – det ville sandsynligvis ende med en abort. Jeg er ikke imod abort, men jeg undrer mig over, at (bort)adoption ikke er en mere udbredt løsning også i Danmark.

Selvom min historie langt fra er som Heather Avis’ kan jeg genkende meget af det følelsesmæssige landskab, hun beskriver: længslen efter et barn; efter at blive mor; ventetiden, der strakte sig i en evighed. Jeg husker tvivlen om, hvorvidt man kunne blive en normal familie gennem adoption. Jeg husker forvirringen over hvordan man overhovedet kan tage stilling til at skulle vælge et barn med et handicap …. Og jeg lever også med det vilkår at min glæde er – eller i hvert fald har været – uløseligt forbundet med en andens sorg.

Fortælling om “De få heldige” er oprigtig, ærlig og varm i sin overbevisning om, at alle har værdi og at det, der ikke lever op til vores forventninger om det “normale” eller den “rigtige” måde at gøre tingene på, også kan være der livet udfolder sig på helt nye og fantastiske måder!

“De få heldige” er udgivet af ProRex og koster 199 kr

Heather Avis er @theluckyfewofficial på instagram, hvis du vil følge med i en usædvanlig families almindelige liv.

 

*Jeg har fået denne bog til anmeldelse af forlaget ProRex. Reflektionerne over bogen er mine egne.

,

Davids Salmer til børn

,

Anmeldelse: Tryg i mørket

Natten er en mærkelig størrelse. Putning kan være noget af det hyggeligste, og alligevel har de fleste forældre haft samtaler med deres børn, der kredser om utryghed ved mørket. Det kan være svært at være alene i mørket.

Det er de samtaler, der har affødt Rachel Turners bog “Tryg i mørket”. Rachel fortæller, hvordan forældre igen og igen har talt med hende om børn, der er bange for mørket eller har mareridt. Hvordan hjælper man bedst børn til at være trygge i mørket? Det gik op for hende, at der tilsyneladende ikke er nogen, der har beskæftiget sig med en teologi om mørket: om, hvordan Gud er i mørket og om natten.

“Tryg i mørket” er genfortællinger fra Bibelen om mørket og natten alle sammen med et barn som udgangspunkt. Historierne fortæller, hvordan Gud er med også i mørket. Budskabet er, at Gud stadig er Gud selvom det er mørkt og nat.

“Tryg i mørket” er ikke som Rachel Turners øvrige bøger henvendt til voksne. Derimod er historierne laver som godnathistorier, som kan bruges ved sengekanten til oplæsning. Efter hver historie er der forslag til spørgsmål, der kan bruges til at åbne for en samtale med barnet om, hvordan vi kan vide med sikkerhed, at Gud er med os også i mørket og om hvem Gud er i mørket.

En af de første historier handler om Malah, der ligger i et telt ude i ørkenen og er bange. Hun og hendes lillesøster opdager, at Gud, der var sammen med dem om dagen som en søjle af støv ikke er blæst væk, men nu er en søjle af ild: En kæmpestor nat-lampe. Denne historie er blevet hos mig, måske fordi jeg ved, hvordan det er at ligge i et telt om natten eller fordi jeg husker trygheden, ved at ligge i min egen seng som barn med en stråle af lys fra gangen.

Mørket og natten er vigtige emner, fordi det ikke blot handler om natten og søvnen. Mørket er også for børn beskrivende for det, der er større og mere farligt. I mørket gemmer usikkerheden, døden og det farlige sig. Derfor kan historierne om, hvordan Gud er sammen med os i mørket og om, hvordan Han er om natten også være indgange til samtaler om, hvordan Gud er sammen med os, når det ikke er let eller sjovt at være til. Hvordan er Gud med os, når vi er bange? Dét er en vigtig samtale at have.

Derfor får “Tryg i mørket” min anbefaling – som godnat læsning eller som inspiration til genfortællinger af historier om, hvordan Gud er med os altid – også om natten og i mørket!

Tryg i mørket af Rachel Turner er udgivet hos ProRex og koster kr. 149,95.

Læs om lanceringen af “Tryg i mørket” her.

,

Boganmeldelse: Den mor jeg var

Læs den! Det er den korte version af denne her anmeldelse.

”Den mor jeg var” er skrevet Lotte Lyngby og handler om hendes liv som mor til drengen og pigen. Det er en poetisk, rørende og dyb refleksion og beskrivelse af hendes rejse med moderskabet fra hun første gang havde tanken om, hvorvidt hun kunne være blevet gravid til nu, hvor hun er mor til voksne børn med deres egne liv. ”At være mor er det værste og det bedste, der er hændt mig”, skriver Lotte Lyngby selv.

Selvom ”Den mor jeg var” er både personlig og går tæt på Lotte Lyngbys liv, så er den hverken privat eller plat. Lotte formår på fineste vis også at værne om hendes børns privat-liv. F.eks. hører vi aldrig navnene på børnene; de hedder slet og ret drengen og pigen gennem hele bogen. Lotte skriver heller ikke til dem, fortæller hun i forordet. De klarer sig fint uden. Bogen er derimod dedikeret til alle mødre og til den mor, hun er.

Jeg kan selv have det sådan, at det gør godt at se andre forældre i øjnene og blive bekræftet i at livet som familie, livet med børn er både godt og hårdt. At det er svært at være forælder, men det hele værd. Jeg har brug for at blive mødt med forståelse og opmuntring; at selvom jeg ikke altid gør det optimale, men det bedste jeg kan, så er det godt nok; at mine børn klarer sig ikke altid på grund af men også på trods af mig. Det er det Winnicot, der var sociolog, kaldte ”den gode nok mor” – at den mor, der ikke kan alt, er et barns eneste mulighed for at kunne vokse op og udvikle sig til et helt menneske. Den opmuntring og det skulderklap er ”Den mor jeg var”

Lotte Lyngby mener, vi har brug for at være ærlige om bagsiderne af livet sammen med vores børn. Vi skal stå ved, at der også revner og pletter og tårer og hårde ord. Det gør hun. Med kærlighed ikke bare til børnene, men også til den mor hun var. Her er ingen belæringer med referencer til forældre-eksperter eller bedrevidende opstød fra ”jeg-kan-godt-huske-hvordan-det-var-og-det-er-slet-ikke-så-hårdt-i-dag”. Og mange tak for det! Det er der rigeligt af.

I stedet er her en levende, ærlig og enkel bog om at være mor med op og ned tur. Om glæden ved ”at mærke længslen efter et barn blafre i sig”; om at aflevere sine børn til fremmede; om at blive én, der deler sine børn; om at have en kort lunte; om ikke at kunne men at skulle alligevel.

Oveni formår Lotte Lyngby også at stille mødre fra Bibelen univers ind som spejl overfor hendes egen historie gør det – i mine øjne – absolut ikke dårligere. Måske især fordi hun gør det så enkelt og ligetil, at det ikke bliver tungt eller støvet. Det er levende kvinders historier, som hun sammenholder med sine egne og dermed åbner op for både hendes egen og deres historier– præcis som det sker, når vi deler vores historier med mennesker, som vi kan stole på.

Dermed bliver Lotte Lyngbys historie om den mor hun var også et spejl, der hjælper med at kaste nyt lys over det, der er min historie.

Den stærkeste del af bogen, synes jeg, er den sidste del, hvor vi ikke længere følger den mor, Lotte Lyngby var, drengen og pigen kronologisk men i stedet med overordnede penselstrøg under overskrifter som hønemor, bekymringsmor, emsig mor. Især i denne del af bogen synes jeg, refleksionerne over at være ”en god nok-mor” virkelig folder sig ud. Her er ikke noget forsvar for at være curling mor, men snarere en konstatering af, at sådan er det. Her er på én gang erkendelse af, at det ikke dur og samtidig accept af, at det en mors byrde at ville sine børn det bedste.

”Jeg er nu en mor med hænderne fri. Jeg får aldrig hjertet fri Navlestrengen er ved at blive klippet. Hjertestrengen kan ikke kappes over.” Sådan skriver Lotte Lyngby mod slutningen af ”Den mor jeg var”.

At være mor holder aldrig op. Der er altid nyt land i forældre-verdenen, som må indtages. Så snart, der er et barn, er der en mor (og en far) som var, er og bliver. Kærlighed og bekymring følges ad hele vejen. Og heldigvis er det som oftest sådan, som Lotte Lyngby også konkluderer; børnene vokser lige så stille op og bliver til fine mennesker, mens deres forældre forsøger det bedste de har lært.

Jeg læser og ved, at om nogle år er det mig, der ikke længere har små børn eller bare halv-store børn mellem hænderne. Om nogle år – bare ganske få år – så er der ikke flere bleer, ikke flere skrabede knæ. Så er det ikke mere mig, der er udgangspunktet for deres verden. Og det gør ondt. Men også godt. Det er det hele på én og samme tid.

Jeg forstår godt Lotte Lyngby: At være mor er det værste og det bedste, der er hændt mig. Det er allermest det bedste.

”Den mor jeg var” af Lotte Lyngby, 199 kr., 170 sider, er udgivet på Eksistensen. Læs den!

GemGem

GemGemGemGem