Indlæg
Advent – afmagtsbøn
Advent handler kort fortalt om at længes og vente på den bedste verden – der, hvor ingen skal græde eller lide ondt. Advent handler om den Store Drøm; om at Guds virkelighed også skal blive vores virkelighed og ikke bare noget vi kan drømme om.
Adventslængslen virker vældig relevant i de her dage, hvor billeder af børn i Aleppo truer med at overdøve billeder af adventsgaver og juletræer på facebook.
Jeg har ondt langt ind i hjertekulen, når jeg ser billeder fra Syriens krigshærgede gader. Billederne af voksne med børn i hænderne, børn med sod fra bomber i ansigterne og ældre mennesker med poser i hænderne på udkig efter det næste gemmested for bomberne gør mig ked af det. Usigeligt ked af det.
Der er også andre historier om børn, der lider – syge børn, der ryger ind og ud af sygehuset både herhjemme og blandt studiekammeraterne i England. Små søskende, som må vokse op med usikkerheden ved, hvornår et lægebesøg bliver til en længere indlæggelse. Børn, som forældre kæmper for at få lov til at sætte i verden. Børn bag overskrifter om overgreb. Børn på asylcentre.
Jeg længes efter en verden, hvor børn ikke behøver være bange, i fare eller til overs. Jeg drømmer om en verden, hvor afmagten over verdens lidelse ikke længere skal være en byrde for nogen af os.
Thomas Baldur har skrevet en bøn, som han kalder Min er afmagten i bogen “Jorden kalder Gud”.
Her kommer de tre sidste afsnit af den:
Min er afmagten
Far,
dit er riget og magten. Min er afmagten.
Afmagten over børn,
der rives ud af tryghed og forvises til utryghed.
Afmagten over børn, der udsættes for vold og misbrug. Afmagten over, i hvor stort omfang synd
– magtbegær, magtmisbrug, grådighed og hensynsløshed fører til sorg, smerte og elendighed for så mange.Jeg skammer mig næsten over at sige,
at jeg ikke kan holde af at tænke på det.
For jeg kan nøjes med at tænke på det
– mange børn må leve med det i årevisFar,
min er afmagten.
Dit er riget og magten.
Da din Søn døde og af dig blev oprejst fra de døde,
blev synden besejret – siges det.
Åh, hvor jeg længes efter at se den fulde effekt af den sejr.Amen
Jeg længes og drømmer…
En mors bøn #3: Gud, hjælp mig med at tilgive mig selv
Hvordan har du det med tilgivelse? Falder det dig let? Og er der forskel på, om du skal tilgive dig selv eller andre?
Det kan være svært at tilgive andre, for de kan såre og gøre os ondt – også uden at de selv ved af det.
Noget af det, der gør tilgivelsen svær er, at man skal være villig til at føle smerte for at tilgive. For at tilgive er, at lade noget dø – og til død hører tab og sorg.
Hvis du virkelig skal tilgive noget, skal du være villig til at lade noget dø – det kan være du skal slippe dine forventninger til et andet menneske eller drømmen om, at noget er muligt. Det kan være du skal slippe den magt, det giver, at ville have ret. Måske skal du begravet håbet om en undskyldning. Uanset hvad, så er du nødt til at give slip på det – for alvor. Det er ikke nok at putte det ned i en lille kasse og sætte den væk i et mørkt hjørne. Det skal ikke kunne findes frem igen. Det skal forsvinde helt og fuldstændigt. Og det er dét, der er forbundet med sorg.
Og sorg er ikke rart. Det gør ondt, gør os kede af det og er en følelse, vi helt naturligt gemmer os fra. Derfor er tilgivelse så svært. Og derfor er kan der være brug for hjælp fra oven!
C.S. Lewis (teolog og forfatter til en lang række bøger om væsentlige emner for det kristne liv – og ikke mindst serien om Narnia) har sagt om tilgivelse: “At tilgive i øjeblikket er ikke så svært. Det kan vi alle finde ud af. Den virkelige prøvelse ligger i igen og igen og igen at tilgive. Jesus blev spurgt: “Hvor mange kan skal jeg tilgive min broder? Op til syv gange?” Jesus svarede: “Ikke syv, men 77 gange.” Ligesom vi husker de synder, andre har forvoldt os, kan vi se de selvsamme synder i vores egne liv. Vi forventer tilgivelse, og ligeledes må vi tilgive andres skyld.” (Citatet er hentet her)
Tilgivelse er som oftest en øvelse og en intention. Og med tiden kan den lykkes. Men netop fordi det er så svært og forbundet med tab for os selv, kan det nogen gange være for svært.
Præcis det samme gør sig gældende, når det kommer til at tilgive os selv. Det er heller ikke let for igen hænger tilgivelsen sammen med villighed til at give slip på forestillinger, forventninger og muligheden for at noget ændres.
Det kan være smertefuldt at måtte give slip på sin forventning om at kunne overskue alt. Eller sin forståelse af sig selv, som overskudsmor (eller far); som hende (eller ham) der ikke laver store fejl; hende (eller ham) der ikke bliver fyret; den, der er sporty og ikke skal tabe sig; den, der lykkes …
Trust me – jeg har selv måttet give slip på et par forestillinger og forventninger og acceptere istedet at være “ufrivilligt barnløs”, “hende, der led af depression”, “hende, der blev fyret”. At gøre op med selvbilleder og give slip på forbitrelse og anklager mod sig selv (og andre, der måtte være involveret i processen), for istedet for at acceptere, at det ikke bliver lavet om; at der ikke kommer en undskyldning; at jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger – det er ikke små ting. Det gør ondt, det er smerteligt og det skal gøre alene. Selvom du sagtens kan få hjælp af en god ven, en psykolog el.lign.
En mors bøn om tilgivelse
Det er vigtigt at tilgive – også sig selv. Forleden delte jeg en tanke om kristen praksis; om at rejse sig op, når vi falder. Ikke at tilgive er lidt som at blive liggende, hvis du er faldet. Vi kan blive så tyngede at skyld og skam, at det ikke er til at bevæge sig frit for os. Derfor er tilgivelse en nødvendig øvelse, som Jesus selv sætter på dagsordenen, da han gav os Fadervor.
Det er nemlig også gennem tilgivelse vi giver os selv frihed – også når det gælder om at tilgive andre end os selv.
Desmond Tutu og hans datter skriver i deres bog om tilgivelse:
“At tilgive er ikke blot at være altruistisk. Det er den bedste form for selvpleje. Det er også en proces, som ikke udelader had og vrede. Disse følelser er en del
Men når jeg taler om tilgivelse, så mener jeg troen på, at du kan komme ud på den anden side som et bedre menneske. Et bedre menneske, end den, der bliver opslugt af vrede og had. At forblive i dén tilstand fastholder dig i en tilstand som offer, og gør dig dermed nærmest afhængig af gerningsmanden. Hvis du kan formå at tilgive, er du ikke længere bundet til gerningsmanden.”
Så: Gud, hjælp mig med at tilgive mig selv!
Fadervor – en oversigt
Da jeg i sin tid gik til mini-konfirmand, er en af de ting jeg husker, at vi gennemgik Fadervor bøn for bøn. Vi fik sådan nogle fine ark udleveret i A3 med historier, opgaver og billeder på – nogle af historierne husker jeg endnu.
Jeg tror, det var først gang nogen åbnede mine øjne for, at Fadervor ikke bare er én bøn men flere bønner samlet i én.
Billedet er fra Kristi Dagblads prisvindende artikel om Fadervor
Let overskuelig og let læst bøn
For nyligt cirkulerede denne her artikel rundt, i de kredse jeg kommer i på facebook. Det er en gennemgang af Fadervor samlet af udtalelser fra forskellige mennesker – præster, teologer, forfattere, skuespillere, levende og døde. (Altså, de sidstnævnte udtalte sig før de døde…) Den er rigtig god, fordi den er let overskuelig og let læst, men også sætter tanker i gang om indholdet af den lille bøn, som mange af os – uanset om vi i øvrigt beder eller ej – har lært og måske bruger dagligt.
Fra artiklen har jeg særligt bidt mærke i Joakim Stender, præst, som siger om bønnen “Ske din vilje i himlen således også på jorden”: “Vi beder om at kunne acceptere, at vi dybest set ikke har tjek på ret meget.”
Ååh, som jeg synes, det kan være svært. Selvom det er en daglig erkendelse, at det er sådan det er med ammehjerne og søvnunderskud.
Og så Iben Krogsdal, der er forfatter og salmedigter, som om “Giv os i dag vort daglige brød” siger: “Gud ved, hvad vi ønsker os, og han ved, hvad vi har brug for, og han ved, at de to ting ikke altid er de samme.”
Ganz so – hvad jeg ønsker mig og hvad jeg har godt af, er ikke altid det samme! Og det sværeste er, at jeg ikke altid selv har sans for forskellen.
Tag og læs artiklen her. Måske får du også nyt indhold til en god gammel bøn!
