Viden er godt, erfaring er nødvendigt.
Hvad kan vi gøre for at børn og unge får en tro på Jesus, der er deres egen og som er slidstærk og brugbar i det virkelige liv?
Der er flere vigtige aspekter i et godt svar. Ét er, at vi skal huske, at den kristne tro er afhængig af både erfaring og viden. Erfaring, fordi det er det at erfare ting, der gør troen virkelig og levende for et menneske. Viden, fordi den kristne tro har bestemte kendetegn og indhold, det er nødvendigt at kende for at kunne være rodfæstet i netop den kristne tradition.
Man kan sige, at erfaringen er det personlige og viden er det, der binder os sammen med en større helhed: Med Kirken og de mennesker, der er gået før os. Det er viden, der giver os ord for det, vi selv erfarer.
Den kristne tradition kan være med til at skabe mening i vores indtryk og give os sammenhænge at putte vores egne erfaringer ind i. Viden om troen handler med andre om at skabe orden i erfaringerne med troen; i det, vi oplever (uanset om vi er børn eller voksne).
Vi skal efter min overbevisning have begge dele med i arbejdet med børn. Vi kan ikke nøjes med at tænke, at børn er tomme krukker, der ingen erfaringer har, og som vi skal have fyldt en masse viden i. Vi er nødt til at se børn, som krukker, der allerede har et indhold, de skal have hjælp til at sortere og finde orden i – børn har erfaringer med eksistentielle spørgsmål og åndelige oplevelser, som de skal have hjælp til at sætte ord på og forstå.
Rigtig tit tager vi udgangspunkt i, at børn er tommer og skal fyldes op.
Derfor handler vores arbejde med børn i kirken om at give børnene viden – vi fortæller historier og stiller spørgsmål, som tjekker om og hvordan børnene har forstået indhold og sammenhænge – om de husker navne, steder og pointer. Det er ikke særlig tit vi giver plads til at børnene selv finder frem til svarene eller finder forståelse – for slet ikke om at skabe rum til at børn kan bearbejde det, de allerede har oplevet i lyset af den kristne historie.
Måske fordi der er så mange andre sammenhænge, hvor det er afgørende, at vores børn lærer reglerne udenad uanset om de forstår det. Som i trafikken for eksempel. Eller med hvad, der kan stoppes i munden i skoven. Eller hvem, man må gå med hjem fra legepladsen.
Der er masser af situationen i livet mellem børn og voksne, hvor børn skal lære at indgå i en allerede etableret orden, og hvor der ikke er plads til, at barnet stiller spørgsmålstegn ved de regler, der allerede findes. Det dur simpelthen ikke i trafikken.
Men det dur, når det gælder livet med Gud.
For nok er der givet viden i kristendommen, som vi gerne vil berige vores børn med. Men børn er også allerede i gang med at sanse verden og stille eksistentielle spørgsmål helt af sig selv. Så vi behøver ikke lære børnene at tænke over livets meningen eller at mennesker er forskellige. I stedet skal vi skabe rum, hvor børn kan skabe mening af og med Gud.
Vi skal skabe rum til teologi; Guds-læring.
Viden handler om indhold – erfaring handler om at opleve.
Meget for børn i kirken handler om at give børnene viden – men det er erfaringen, der gør troen på Gud levende. Det er gennem erfaring at vi hver især får et forhold til Jesus. Og det er kun når det forhold er etableret at troen bliver levende og holdbar.
Så. Hvad nærer erfaring:
Så hvordan skaber vi rum for at børn selv kan gøre sig erfaringer med Gud. Eller giver mulighed for at børn lærer metoder, de selv kan bruge i deres hverdag, når de møder det åndelige?
Rigtig meget børne-arbejde (også) i kirker er hurtigt, højt og farverigt. Det tenderer underholdning og er sjældent en reel en mulighed for at reflektere eller være fordybet.
De fleste børn (og voksne) oplever stilhed, undren og at blive inddraget i samtale, tilbedelse eller arbejde som steder, hvor de nemmere kan erfare Guds nærvær.
Så hvordan kan du bedst skabe mulighed for at børn kan opleve stilhed, undres og blive inddraget i musikken, fællesskabet eller arbejdet på en måde, der skaber rum for Gud til at møde barnet?
Her er en række ting, der nærer erfaring:
- Bed med hele kroppen
Gør stilheden mellem hver bevægelse længere og længere over tid. Begynd med 2 sekunder og byg op. Som så meget andet er stilhed som en muskel, der skal øves.
- Stil åbne spørgsmål til bibelhistorierne:
Det kunne eksempelvis være inspireret af Godly Play: Hvad synes du, var det vigtigste? Hvad kunne vi undvære og stadig have alt det, vi har brug for? Hvordan tror du X havde det da…? Hvilken del af historien handler om dig?
På den måde er du også med til at lære børnene, hvordan man reflekterer over en bibeltekst, så den bliver relevant for én selv. - Lær børnene at snakke med Gud
Rachel Turner har lært os om at ”gribe” fra Gud. Lad børnene ligge eller sidde og stil forskellige spørgsmål, som de inden i deres hoved kan stille Gud. De skal ikke sige noget højt – de skal inden i dem selv have en samtale med Gud. På den måde øver de sig i at høre, hvad Gud siger med deres ører, deres krop, deres sanser, deres fantasi. Læs mere om “at gribe fra Gud” hos Parenting for Faith: - Brug tid på at forundres og undre sammen
Noget af de mest fantastiske er at blive overvældet og benovet over verden. At have tid til at forundres over et sneglehus, en vandpyt eller noget helt tredje. Det behøver ikke være en aktivitet som sådan, det kan også bare være noget du tænker ind, når du fortæller en bibelhistorie eller I har en aktivitet sammen. ”Gad vide hvor meget…” ”Prøv lige at forestille dig….” ”Prøv en gang at se …”
Skal troen blive slidstærk og brugbar skal viden om troen kombineres med erfaring af troen. Det kan godt lade sig at gøre at skabe mulighed for at børn kan skabe mening af og med Gud.
Hvad er dine favorit tips til at give mulighed for at erfare Guds nærvær?
Skumfidusen (vis en skumfidus frem):
