Indlæg

Fakta om Alle Helgen og Halloween

Allehelgensdag minder vi de, der er døde – både dem, vi selv har kendt, men også alle de hellige (dvs. kristne) som er døde i hele kristenhedens historie. Derfor handler Alle Helgen både om vores egne nære og kære og om troens forbilleder. Fordi Allehelgen handler om døden handler den også om opstandelsen og håbet på den anden siden af døden.

Allehelgensdag falder den 1. november og fejres i kirkerne den første søndag i november. Ofte er der ved gudstejnesten en mindestund, hvor navnene på dem, der er døde i sognet eller menigheden i det forgangne år læses højt. Mange bruger Alle Helgen til at tænde lys på gravene af deres familiemedlemmer.

Meget tidligt i Kirkens historie fik helgener deres egen dag, hvor de blev mindet og fejret. Men til sidst var der ikke flere dage i kalendere at tage af. Derfor besluttede kejser Ludvig den Fromme i år 855, at der skulle holdes en allehelgens-fest for alle de helgener, der ikke kunne få deres egen festdag. Det er denne dag, vi nu markerer som Alle Helgen.

Aftenen inden Alle Helgen, dvs. d. 31. oktober, kaldes også for Alle Sjælesaften. Alle Sjælesaften var en aften også for de, der ikke var helgenkåret. Alle Sjælesaften har rod i den katolske lære om skærsilden, og blev derfor (måske særligt i folketraditionen) forbundet med ikke blot de afdøde, der havde ro i himlen, men også de sjæle, de ikke var kommet i himlen. Det var derfor farligt at færdes udenfor og man satte roelygter mm. udenfor for at holde de onde ånder borte.

Alle Sjælesaften er ikke en mærkedag i dag, men er bundet sammen med Alle Helgen, der derfor også handler om vores egen død, og hvordan vi forholder os til den. Alle Helgen er dermed et tidspunkt, hvor vi kan mødes smerten, døden og sorgen – og hvor der er plads og tilladelse til at mærke den og måske endda lade tårerne få frit løb.

I et samfund, der ofte har svært ved at håndtere eller markere døden, smerten og tabet er Alle Helgen et tidspunkt og en måde, hvor vi kan give hinanden mulighed for at gøre netop dette gennem lystænding, (gamle) salmer, stilhed og fællesskab.

Halloween er kommet til i de senere år godt hjulpet på vej af markedsføring fra butikkerne, men Halloween ikke er en amerikansk opfindelse. Ordet kommer fra den engelske betegnelse for Alle Helgensaften (Alle Sjælesaften): All Hallows Eve, som efterhånden i folkemunde er blevet til Halloween.

Halloween er som ny-opfunden og importeret højtid inspireret bl.a. af den mexikanske tradition om også at mindes de døde (som jo igen kommer fra den gammel-kristne beslutning fra 855).

Udskæringen af græskar kommer både fra England og Amerika, hvor man havde historien om Jack O’Lantern, der gik rundt for at finde de fortabte sjæle. Herhjemme udskar man i gamle dage roer for at jage de onde ånder og fortabte sjæle væk aftenen inden Allehelgen.

Kilder:
Tradition og liv. Højtider skal fejres – ikke forklares , Unitas Forlag, 2007
Wikipedia
Light Against Darkness: A Christian History of Halloween

,

”Opdag troen med børnene” – præsentation af materiale

Korskirken, som er en baptistkirke i Herlev, har udarbejdet ”Opdag troen med børnene”, som er et materiale i til familier med børn i alderen 3-8.  Jeg har snakket med familie- og børnemedarbejder i Korskirken, Trine Berg Hansen, om tankerne bag materialet og hele processen omkring det:

”Projektet er startet op i samarbejde med min kollega Ole Lundegaard, som er seniorpræst i Korskirken. Han har skrevet flere bøger med inspiration til daglig trospraksisser som eks. bøgerne ”Hjertesprog”, ”Det Generøse liv”. Han er også med på facebook-siden ”Et Skridt.nu”.

”I sensommeren 2019 testede vi materialet på 15 interesserede trospraktiserende familier. Materialet dækker 14 dage og blev afprøvet i PDF og print til familier med børn på 3-8 år. I efteråret fulgte vi op med evaluering. Vi håber fremadrettet at kunne udvide samarbejdet om det fortsatte trosudviklingsprojekt til familier.”

Hvilke tanker gjorde I jer, som fik jer til at gå i gang med at lave et materiale specifikt til familier?
”Vores tanker bag trosudviklingsprojektet handler om en fælles forpligtigelse til at bidrage til trosdannelse i hver baptistmenighed lokalt og som fælles vision for Baptistkirken i Danmark nationalt.”

“Og så handler det om et fælles ansvar for at hjælpe voksne og børn i familierne med at vokse i tro på en overkommelig måde i en travl hverdag. Således at familier vokser i daglig trospraksis, som forhåbentlig bliver til en god vane og fornyet Gudslængsel.”

Hvem har I haft i tankerne?
”Materialet er målrettet familier med børn i alderen 3 – 8 år. Ikke mindst fordi studier viser, at trosudvikling ofte sker i de helt tidlige år. Og samtidig peger studier på familiens privilegerede rolle som trosopdrager.”

“Dog deler vores materiale udfordringen om, hvordan vi bedst stimulere til tro i daglige doser i familien på tværs af alder, køn, traditioner, præferencer, erfaring og tid til rådighed.”

”Vores testforsøg i 2019 har vist, at ikke alle familier får taget materialet i brug. Mange var interesserede, men var alligevel for travle. Dem, som testede det, ville gerne fortsætte med praksissen. Nogle havde andre behov, som denne form ikke dækker.”

Trine holder en pause, før hun uddyber: ”Familieliv leves jo forskelligt. Vores mål var at undgå, at materialet blev for ambitiøst og smittede med dårlig samvittighed. Så hellere stimulere og involvere familien i små bidder – i håb om at skabe medejerskab for fælles trosvandring på tværs af alder.”

Så hvad er det for vaner, I gerne vil hjælpe med og opmuntre til at familierne tager til sig?
”Med formen har vi ønsket at stimulere til daglig bibellæsning, samtale, aktivitet og bøn til gavn for relationen til Gud, hinanden, sig selv og næsten på en måde, som er sjov, legende og lærerig. Og som samtidig giver anledning til nærværende og opbyggeligt samvær i familien.”

”Der er lige adgang til Gud for barn og voksen. Og dialogen forventer inddragelse af alle parter uanset alder og tros- eller livserfaring. Et perspektiv i tråd med Jesus, som inddrog børn som en nødvendighed for at forstå Guds riget.”

Udover de gode vaner i familien – hvad håber I så at få ud af ”Opdag troen med børnene”?
”Familier i dag lever tit travle liv. Og gudstjenestefælleskab i kirken om søndagen er ikke blevet nemmere at prioritere. Alligevel findes længslen hos mange familier om fortsat at vokse i tro og give troen videre til sine børn. Vi mener, det er menighedens fælles ansvar at samarbejde om dette med forældre, børn og unge. Vi håber, at vi hver for sig og sammen kan bevares i livet med Jesus, som Hans efterfølgere. Materialet her er blot én form for trosudvikling i et større netværk af muligheder for trosdannelse på tværs af alder til gavn for den enkelte, familien og menighedslivet.”

Ole og Trine er blevet kontaktet af Liselotte Spårre fra Equmeniakyrkan i Sverige om en oversættelse af materialet til svensk. Liselotte har selv gode erfaringer med “Opdag troen med børnene”, og fortæller, at det er første gang hendes børn selv er kommet og har bedt om at familien holder andagt sammen.

”Opdag troen med børnene” ligger frit tilgængeligt på korskirken.dk som en PDF-fil. Du finder materialet her.

En dag om døden

Det var linjen under billedet på instagram, der fangede min opmærksomhed: ”Der skal noget kage til når konfirmanderne stempler ind i sognehus og kirke for at høre om død og opstandelse.”

Marianne Rueskov Myssen (på instagram @sognepraestmarianne) viste billeder fra en dag, hvor konfirmander var på kirkegården, rørte ved en kiste, tændte lys i kirken og så optagede ud. Spændende, tænkte jeg, for jeg har selv tumlet med tanken, om hvordan det kan lade sig at gøre at tale med børn og unge om døden.

Jeg spurgte Marianne, hvad dagen gik ud på, og fandt ud af, at hun en gang om året har en hel dag med konfirmanderne, hvor de sammen taler om død, sorg, savn, håb og tro. Det lød simpelthen så gennemført og godt. Marianne delte sit materiale med mig og sine erfaringer. Idéen bliver hermed givet videre:

Dagen begynder med at konfirmanderne synger ”Altid frejdig, når du går” og derefter lytter til Rasmus Seebachs sang til sin far ”Den jeg er”, som bliver udgangspunktet for en samtale om, hvordan vi kan tale til vores døde og hvad savnet gør ved os. Og hvordan de døde har været med til at gøre os til dem, vi er.

I løbet af dagen hører konfirmanderne opstandelsesbudskabet, de er på kirkegården hos graveren og de får besøg af en bedemand med både kiste og urne. Til allersidste gennemgås begravelsesritualet, og alle konfirmander får lov til at læse bønner op og tænde lys i kirken.

Marianne fortæller, at dagen begyndte med et samarbejde på tværs af sognene i Slagelse, som blev for stort til at fordybelsen var muligt.

”Det synes jeg var så ærgerligt, for jeg ville gerne dykke ned i det tabu og den manglende viden, som børn og unge har om døden.”

Det er Mariannes erfaring, at det ofte er svært at tale om sorg, savn og død, og meget tit taler vi slet ikke om håb og tro, når vi mister. ”Når man som præst spørger, hvad almindelige mennesker tror der sker efter døden, lyder der et spagt ”vi skal vel ses igen.”
Og når vi voksne har svært ved at tale om det, vi ikke forstår, og det savn, der fletter sig ind i vores liv efter, at døden har taget fra os, hvad så med vores børn og unge? Så jeg tænkte: hvorfor ikke arrangere en dag med konfirmanderne om død, sorg, savn, tro og håb? Hvorfor ikke åbne den dimension for dem, og lade dem forholde sig til døden med forskellige vinkler på?”

Det er helt bevidst at Marianne inviterer andre faggrupper ind. ”Som præst kan jeg fortælle om, hvad jeg gør i forbindelse med en bisættelse og begravelse, og hvad den kristne tro kan give af trøst og håb i forbindelse med døden. Andre faggrupper kan på samme måde bidrage med deres praktiske erfaringer og det arbejde de gør, når et menneske dør, og en bisættelse/begravelse skal finde sted.”

”Pædagogisk set, synes jeg også, at det er en god idé at byde andre faggrupper ind, og at flytte undervisning fra sognehus til kirke til kirkegård og tilbage igen. Og idéen om at vi er flere om at undervise konfirmanderne, synes jeg er helt ideelt. En teenagerhjerne kan ikke magte for meget “røv til sæde” undervisning, eller at høre på samme person time efter time. Vi har forskellige måder at gå til de unge på, og det er derfor godt at hver faggruppe har sit at komme med. Det skærper konfirmandernes koncentration.”
Bedemanden har en kiste og en urne med, og konfirmanderne fik lov at se og røre kiste og urne, og bære kisten ind og ud af kirken i samme ombæring. Og selvfølgelig stille en masse spørgsmål til ham/ hende i samme ombæring.
Graveren tager os med rundt på kirkegården og viser os de forskellige muligheder for gravsteder, og fortæller om sit arbejde i forbindelse med en bisættelse/ begravelse.

På billederne er det tydeligt at dagen har de unges interesse. Responsen har da også være god.

”Forældrene er tilfredse med, at vi i kirken tør tale om døden med de unge. Ofte skærper dagen de unges behov for at tale om sorg og savn, og der bliver tit åbnet op for samtaler derhjemme efter vi har haft dødsdagen. Forældrene synes, at det er godt at der er fokus på vores tro og det håb, der er for os med opstandelsen.”

Marianne har holdt dagen om død fire år nu. Hun fortæller, at hendes indtryk fra dagen er, at det giver konfirmanderne en erfaring af, hvad der sker i og omkring et menneske, når døden er indtruffet. ”Mange af dem har prøvet at miste en pårørende, og mange har fine spørgsmål og overvejelser, de gerne vil dele både med mig, bedemanden og graveren. De bliver også ofte klar over, hvad de kan bruge troen til i forbindelse med døden. Og det er jo nådigt at opdage, at vi har en Gud der er med os både i livet og i døden.”

Hvis du gerne vil gøre noget lignende, giver Marianne dette råd: ”Sørg for at afstemme med bedemanden og graveren, hvad I gerne vil have, at de fortæller, og vær tilstede, for hvis de glemmer noget, kan I stille genopfriskende spørgsmål til dem.” Og så sørg for, at der er rigeligt med kage undervejs.

,

Genfortælling af forklarelsen på bjerget med rekvisitter

I søndags til fastelavnsgudstjenesten havde vi naturligt nok en del spændte børn (og voksne). Derfor tænkte vi, da vi skulle planlægge gudstjenesten, at det ikke duede med en “sæt-dig-og-lyt”-prædiken. Istedet lavede vi en genfortælling af forklarelsen af bjerget, hvor Jesus tog sine venner Peter, Johannes og Jakob med. Her så de et glimt af hvem Jesus også var udover et menneske: en del af Gud selv.

For at give børnene (og andre kreative sjæle) noget meningsfuldt at gøre frem mod prædikenen, var en del af genfortællingen, at der blev tegnet rekvisitter, som skulle bruges i genfortællingen. Det her var ikke et teaterstykke, så ingen havde øvet sig, og det var ikke meningen, at deltagerne skulle kunne noget udenad. Istedet skulle de gøre, hvad jeg fortalte (jeg var fortæller), og når Jesus, Peter eller Gud skulle sige noget, sagde jeg det først, og derefter gentog “skuespilleren” det.

Genfortællingen gik rigtig godt, og både børn og voksne morede sig undervejs. Så her kommer den, så du kan bruge den i din sammenhæng (og lav endelig om i de, så I kan bruge den!)

Genfortælling af forklarelsen på bjerget
(Lukas 9:28-36)

Medvirkende:
Jesus
Peter
Guds stemme
Fortæller

Rekvisitter:
Tegninger af en folkemængde (med syge)
Tegninger af Johannes og Jacob som Peter har med
Tegninger af Moses og Elias som Jesus har med
Hvidt tøj til Jesus
Sydvest til Peter (eller andet, der viser, at Peter er fisker)

Jesus har efterhånden gået rundt for at fortælle om Guds rige og vise mennesker Guds kærlighed et stykke tid. (Jesus går rundt, folkemængden følger efter) Hvor længe ved vi ikke. Men længe nok til, at der er begyndt at være snak om, hvem han egentlig er?

Hvad er han for et menneske, der kan gøre mennesker raske? Hvad er det for en mand, der tager sig af tiggere, ludere, toldere og andre, ingen vil have med at gøre? Er han overhovedet et almindeligt menneske?

Jesus har også hørt noget af snakken. Han spørger derfor Peter (holder tegningerne frem af Jakob og Johannes) og de andre: ”Hvem siger folk, at jeg er?”

Peter fortæller: ”Der er mange bud – nogen tror, du er Johannes Døberen eller Elias. Andre tror, du er en af de gamle profeter.”

(Johannes Døberen, der var Jesus’ fætter, døbte Jesus og blev halshugget af kongen. Elias var en de virkelig store profeter, som havde fortalt om Gud, fra fortiden. Folk trode altså ikke, Jesus var et levende menneske, men en slags genfærd.)

Jesus kiggede på Peter, Johannes, Jakob og de andre venner. ”Hvad med jer?” spurgte han ”Hvem siger I, at jeg er?”

De tænkte sig om. Det blev Peter, der svarede: ”Vi tror, du er Guds udvalgte.”

Så fortalte Jesus dem, at han ville komme til at lide meget. At han ville blive slået ihjel. Han advarede dem om, at det ville blive hårdt og svært også for dem at følge med ham. Han sagde ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis det må miste sin sjæl?!”

Måske var det derfor Peter sagde, som han gjorde otte dage efter …

Otte dage efter tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på et bjerg for at bede.

Jesus må have bedt og været stille i lang tid. Peter, Johannes og Jakob faldt i hvert fald i søvn.

(Jesus skifter til det hvide tøj)

Mens Jesus bad, skiftede han udseende. Hans ansigt ændrede sig. Og hans tøj blev blændende hvidt.

Sammen med ham kom to mænd til syne: Det var Moses, ham, der havde ført israelitterne ud fra Egypten, og Elias, der var blevet taget ind i himmelen af en ild-vogn. (Jesus tager tegningerne frem af Elias og Moses)

Peter, Johannes og Jakob vågnede. De gned deres øjne, og så, at Jesus ikke var alene.

Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, sagde Peter:  ”Jesus, det er godt vi er her! Lad os bygge tre hytter. Én til jer hver.”

I det samme kom der en sky for solen, der også dækkede bjerget, og de blev bange.  Inde fra skyen sagde en stemme: ”Dette er min udvalgte søn. Følg ham!” (om muligt, så få Gud bag i kirken)

Så snart stemmen talte var Moses og Elias væk. Kun Jesus var tilbage.

Peter, Johannes og Jakob var stille. De sagde ikke en gang noget om det til de andre disciple, da de kom ned af bjerget. Ikke før Jesus havde været død og var blevet levende igen.

Hvorfor mon?

Peter, Johannes, Jakob og de andre vidste inden oplevelsen på bjerget, at Jesus var noget særligt – anderledes end andre mennesker. Noget mere end et menneske.
På bjerget fik de et glimt af, hvem han også er: Gud. Én, der binder fortiden og nutiden sammen. Én, der kender fremtiden.
Peter kunne godt lide at være der. ”Det er godt, at vi er her.” Men det var ikke meningen, de skulle blive der.

Nogle gange taler vi om, at vi også må ned fra bjerget – når vi har haft en fantastisk oplevelse og det bliver hverdag igen.

I dag klæder vi os ud. Vi leger og slå katten af tønden. Det er sjovt. Og vi har brug for både at lege og have det sjovt. Ikke kun som børn, men også som voksne.

Inde bag vores masker er vi os selv. Hvem siger andre, at vi er? Hvem siger dem, der kender os, at vi er?

Og hvem siger vi, at Jesus er? Og hvad tror du, han siger om dig?

I kirken her tror vi, at mennesker kan møde Gud på en måde, så vi bliver sikre på inden i os, at Gud elsker os, at Jesus levede, døde og opstod også for vores skyld. Vi tror på, at vi kan få en helt sikker erfaring af, hvem Jesus er, og hvem han siger, vi er.

, ,

De få heldige – anmeldelse

ANMELDELSE*: Hvem er de få heldige? Er det de børn, der bliver adopteret, de børn, der får lov til at leve med Downs Syndrom eller er det de forældre, der får lov til at blive forældre til disse børn?

Heather Avis, som er forfatter til “De få heldige”, ville muligvis ikke have været enig i sin egen konklusion for 10 år siden. Som så mange andre unge kvinder med godt job og en god mand drømmer hun om at blive mor. Hun planlægger endda at skulle være gravid første gang, når hendes søster skal have sit andet barn. Men ting går som bekendt ikke altid som planlagt.

Heather Avis og hendes mand kan ikke lave børn. Under udredningen for barnløshed opstår en komplikation, som er yderst sjælden. Den kaster først Heather ned i et håbløst mørke. Derefter ud i overvejelser om adoption.

“De få heldige” er Heather Avis’ beretning om den rejse, der går fra håbet om at bære og føde sin egne børn til at adoptere børn med særlige behov og kendte kromosom fejl. Hun beskriver den følelsesmæssige rutchetur, hun gennemgik og de overvejelser hun og hendes mand gjorde sig undervejs. Med troen på Jesus som kompas forsøger hun at bruge sin længsel som en måde at komme nærmere Gud. Troen på Gud er til tider et bolværk mod mismodet; nogle gange det, der giver hende et holdepunkt; ofte er det relationen med Gud, der skubber hende ud over sine egne comfort-zoner.

Heather Avis tror, Gud har kaldet hende og hendes mand til at være det, hun selv beskriver, som en tosset familie – en familie, der peger på, at der er større ting i verden en at have 21 kromosompar eller at være forbundet af blod.

Troen på Gud går igennem hele bogen og er en naturlig del af Heather Avis’ måde at se og beskrive verden på. Jeg vil tro, at den måde at tale om Gud og en åndelig virkelighed kan være svær at forholde sig til, hvis du ikke selv er kristen eller ikke bruger samme måde at tale om Gud på. Ikke desto mindre er bogen rørende og oprigtigt.

Jeg kan genkende mange af de føleleser og overvejelser, som beskrives i “De få heldige” – der er tilsyneladende ikke den store forskel på barnløshed fra Danmark til USA eller mellem valget af international adoption i Danmark eller lokal adoption i USA. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om et adoptionssystem, der er meget anderledes end det danske: Der er mindre uddannelse, en kortere godkendelsesproces og betydeligt kortere ventetider.

Men den allerstørste forskel er måske, at adoption af børn lokalt overhovedet er en mulighed. I Danmark ville mennesker, der i forvejen var forældre, sjældent bortadoptere et barn med Downs Syndrom (og hjertefejl) – det ville sandsynligvis ende med en abort. Jeg er ikke imod abort, men jeg undrer mig over, at (bort)adoption ikke er en mere udbredt løsning også i Danmark.

Selvom min historie langt fra er som Heather Avis’ kan jeg genkende meget af det følelsesmæssige landskab, hun beskriver: længslen efter et barn; efter at blive mor; ventetiden, der strakte sig i en evighed. Jeg husker tvivlen om, hvorvidt man kunne blive en normal familie gennem adoption. Jeg husker forvirringen over hvordan man overhovedet kan tage stilling til at skulle vælge et barn med et handicap …. Og jeg lever også med det vilkår at min glæde er – eller i hvert fald har været – uløseligt forbundet med en andens sorg.

Fortælling om “De få heldige” er oprigtig, ærlig og varm i sin overbevisning om, at alle har værdi og at det, der ikke lever op til vores forventninger om det “normale” eller den “rigtige” måde at gøre tingene på, også kan være der livet udfolder sig på helt nye og fantastiske måder!

“De få heldige” er udgivet af ProRex og koster 199 kr

Heather Avis er @theluckyfewofficial på instagram, hvis du vil følge med i en usædvanlig families almindelige liv.

 

*Jeg har fået denne bog til anmeldelse af forlaget ProRex. Reflektionerne over bogen er mine egne.