Indlæg

,

Teologien hjælper

Mit store ønske er at være med til at skabe forståelse for HVORFOR’et i arbejdet med og for børn i kirker og kristne organisationer. Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvad er grundene til, at vi skal tage børn alvorligt? Hvorfor skal vi poste ressourcer ikke bare i arbejdet med unge men også med børn?

For mig var det en øjenåbner at får min teologi med. Jeg er uddannet i teologi og har beskæftiget mig med dåbsteologi og frelsesteologi, men det var først under min uddannelse på Cliff College, jeg for alvor dykkede ned i teologien om børns åndelighed, deres trosudvikling og deres plads i Kirken.

Det overbeviste mig om, at vi, der arbejder hands-on med børn og unge i vores menigheder og organisationer, har brug for at blive skarpe på teologien om børn. Nogle af grundene er, at teologien hjælper os med at blive opmærksomme på vores blinde pletter. Nok så vigtigt er det, at den kan give os ord, når vi skal tale børnene og de unges sag i menigheden eller vores organisation. Derudover kan teologien give os en forståelse af, hvordan Gud er på færde hos og med børn og unge.

Når vi lærer og læser bredt om børn og forståelsen af børn, får vi et mere balanceret syn på vores børn og unge. En balance, som kan gøre os i stand til at forholde os til de helt almindelige, komplekse og skønne børn, vi møder i vores arbejde på en måde, som befrier os fra at have et idealiseret syn på, hvordan et børn bør være eller hvordan det bør være med deres tro. Og dét vil gøre vores praksis meget bedre.

Når vi har et balanceret teologisk syn på børn, kan vi undgå at falde i grøfter, hvor vi …

  • overser barnet (de er alligevel ikke ”rigtigt” mennesker (eller kristne) endnu
  • umyndiggør barnet, fordi vi kun vil glædes over dem og synes, at de er nuttede, når de beder, kommer med ord fra Gud eller påpeger fejl hos os.
  • er unødigt hårde ved dem, fordi vi kun ser barnet som én, der skal oplæres eller have synden i sig knægtet.
  • afskærer vores fællesskab fra de input børn og unge har, fordi de også kan være forbilleder for os i troen og livet med Gud.
  • ikke prioriterer ressourcer til børnene og de unge i kirkens budgetter, personale eller lokalefordeling, fordi vi glemmer, at de som væsner under udvikling har brug for støtte, hjælp og voksne til at hjælpe dem på vej.
  • svigter børnene, fordi vi glemmer vores ansvar overfor dem, der ikke har deres egen stemme.

Det her er spændende sager, og – mener jeg – helt nødvendigt for os at dykke ned i.

Jeg har skrevet mere udførligt om de seks overordnede syn på børn, som teologen Marcia Bunge har identificeret her (og som er det infografen herunder giver et overblik over.) Du kan også søge på teologi i søgefeltet og se, hvad der dukker op.

/0 Kommentarer/af

Babes in Christ – barnet er fuldkomment, men ikke færdigt

Som jeg sad og ammede min datter, faldt jeg i staver over hendes lillebitte men perfekte hånd. Tænk, at noget så småt, kan være så fint og fuldstændigt.

Det var noget af det, der slog mig første gang jeg blev mor: Tænk, at kunne sidde med et helt menneske i sine arme. Tænk, at et menneske kan være så småt, at det kan være i to arme. Så lille, og dog er alting, som det skal være.

John Wesley bruger det billede, når han skal forklare, hvordan nye kristne kan være fuldkomne i deres Guds-forhold og deres kristentro, selvom de ikke er modne eller udviklede som kristne, der har mange års erfaring i livet med Gud.

Wesley taler om “babes in Christ” – altså, at man kan være et spædbarn hos Kristus. Han henviser til Paulus’ breve og de børn, han henvender sig til deri. Selvom det var faktiske børn Paulus henvendte sig til, tænkte Wesley ikke på børn. Hans tanker drejede sig om voksne – en tendens han langt fra var ene om som teolog.

Skønt Wesley brugte tanken om at være spæd hos Kristus og stadig fuldkommen om voksne, mener jeg, at tanken kan overføres til børn og unge.

For børn er, som de skal være både som nyfødte, når de er fem og når de er tolv. De er hverken færdige, fuldt udviklede eller modne endnu – men de er hele.

Præcis sådan er det også med børns tro og åndelighed (og vores andres). Selvom et barn naturligvis forholder sig til sin verden, som et barn på en bestemt alder gør (og dermed også til Gud), så er deres tro, som den skal være. Barnets relation til Gud, kan være fuldkommen – også selvom den hverken er færdig eller moden endnu.

Selvom jeg kan blive ramt af en lyst til at standse tiden, så mine børn bliver ved med at være små og blive hos mig, så er alt som det skal være, når den store er ved at vokse mig over hovedet, og den mellemste snart skal i skole. Børn skal ikke blive ved med at være små. Det ved vi godt. De er ikke færdige. De skal vokse og udvikle sig. Det ønsker vi for dem.

Lige sådan ønsker vi for vores børn og unge mennesker, at de vokser og modnes i deres tro og deres relation til Gud, præcis som vi vil at de skal udvikle sig på alle andre områder. Alligevel er deres tro, som den skal være allerede.

Når vi ser et spædbarn, kan vi falde i svime over, hvor perfekt skabt det er og SAMTIDIG være klar over, hvor småt og skrøbeligt det er. Vi ved, at det har brug for at vokse og udvikle sig. Vi forstår, at det skal modnes og erfare livet. Og SAMTIDIG med dette kan vi værdsætte, at som barnet er nu og her, er alt som det skal være: Der mangler ikke noget.

Hvis vi bruger Wesleys tanke om “babes in Christ” om vores børn, kan det hjælpe os med at forstå noget væsentligt om børns tro og åndelighed: Det gør os i stand til at fastholde børn som værende umodne men OGSÅ helt og fuldt menneskelige og fuldstændige i deres tro. Vi kan både sætte pris på barnet som værende skabt i Guds billede, men at det også har brug for støtte, vejledning og omsorg for fortsat at kunne udvikle sig i alle livets aspekter – fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt såvel som åndeligt. Vi kan bekræfte at skønt børnene i menigheden eller familien ikke er voksne, så kan de ikke desto mindre spejle Kristus.

 

Kilder:
Thaarup: ”Med venner i lys vi tale. John Wesleys og NFS Grundtvigs konvergerende teologier.” Forlaget Trofast, 2016. S. 361.

 

Læs mere om teologi om børn bl.a. i indlægget om “Gud og barnet – seks forskellige syn på barnet” 

/0 Kommentarer/af
, ,

Bogudgivelse: Endelig!

I foråret 2019 sad jeg og skrev og skrev og skrev. Og gjorde noget af det, som jeg rigtig godt kan lide: Jeg fordybede mig i et emne, læste om det, kogte forskellige menneskers tanker sammen og skrev om det. Det blev til to artikler, som nu er blevet udgivet som en del af bogen “NPM:03 The younger generations and their walk with God”. Titlen er hverken mundret eller kort, til gengæld er indholdet vigtigt. “NPM” står for “Nordic Perspectives on Methodism” og er dette er den tredje bog i rækken af bøger, der har til hensigt at opmuntre til teologi fra et nordisk perspektiv.

I processen med den tredje bog opstod tanken, om det overhovedet kunne blive til en bog. Som redaktøren, min kollega Christina Preisler siger: “Det ser ud til, at vi har ramt et emne som vi som Metodistkirke har brug for at lære mere om, for det er ikke så tit, at Metodister er så stille som de har været i denne process.”

Derfor er det naturligvis så meget desto mere vigtigt (og modigt) at arbejdsgruppen og redaktøren holdt fast i, at bogen skulle udkomme.

Jeg kunne være bange for, at det ikke kun er Metodistkirken, der skal lære på dette område, men det er en helt anden historie.

Lige nu og her er der grund til at glæde sig over, at bogen nu findes. Dels som fysisk bog og om lidt også som e-bog på amazon.

De to kapitler jeg har skrevet er: “Building blocks for a strong theology on children and childhood”, hvor jeg forsøger at gøre op med et simplificeret syn på børn og barndom og samtidig give byggeklodserne, der kan hjælpe os til at skabe en solid teologi om børn og barndom.

Det andet kapitel hedder “Never a static way of being”. Heri forsøger jeg at undersøge hvordan helliggørelse, som er en grundlæggende metodistisk teologisk tanke, forholder sig til børn. Jeg rejser langt flere spørgsmål end jeg har svar, og det var egentlig ret spændende at give sig selv lov til det.

Udover det fantastiske ved at holde et stykke arbejde i hænderne, så er noget af det, der virkelig gør mig glad bogen grafiske udtryk. Fiskene er fra bogens omslag – er de ikke fantastiske?!

Bogen er på engelsk. Og den kan købes hos redaktøren Christina Preisler (christina.preisler@metodistkirken.dk) til 20 euro (som svarer til ca. 150 kr.) + porto. Den kommer desuden også til at finde som bog på amazon.

/2 Kommentarer/af
, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Indlægget er skrevet med input fra de fantastiske kursister på kurset for børns åndelighed og tro i 2018, så “det, du ikke skal sige” er taget direkte fra børnemedarbejderes hverdag. Indlægget er også blevet bragt på baptist.dk

/1 Kommentar/af
,

Gud og barnet

Både børn og voksne kan finde på at snakke om hinanden, som om vi er to helt forskellige arter, der intet har med hinanden at gøre. Nogle gange stiller vi endda barndom og voksen-liv op som kontraster (børn leger og roder, voksne er alvorlige og ordentlige; børn har det sjovt og er nysgerrige, voksne er kedelige og fantasiløse – prøv bare at lægge mærke til, hvordan reklamer fremstiller os.)

Det betyder, at voksne let forfalder til at tale, som om Gud må tale et fuldstændigt anderledes sprog når og hvis Han interesserer sig for børn.

Historisk set har teologer ikke brugt meget tid på at fundere over betydningen af deres teologier for børn, og derfor kommer det sikkert heller ikke som en overraskelse, at Guds indstilling til børn ikke har haft den store bevågenhed. Det kommer jeg til at skrive mere om over de næste uger, for der findes faktisk en del teologi og tænkning, der har og har haft betydning for vores syn på børn og vores forståelse af deres betydning.

Lad mig sige med det samme: Jeg tror, Gud har præcis samme kærlighed til og ønske om at snakke med børn, som har Han har til voksne. Det er muligt, Han kan være tavs, men Han er ikke fraværende.

Jeg tror, at børn har værdi i og af sig selv for Gud, og at Han ønsker et levende venskab med dem præcis som med voksne (selvom det muligvis kan se anderledes ud), fordi børn – ligesom voksne – er skabt i Hans billede.

Over de næste uger vil jeg én gang om ugen skrive et blog indlæg om teologi, der forholder sig til Gud og børn og derigennem forsøge at vise, at børn ikke (kun) er passive i forhold til Gud og at de er fuldt ud i stand til at tro på Gud og have en levende tro. Jeg vil vise, hvordan Jesus selv henvendte sig til børn og vil forsøge at vise, at Guds kommunikation kan blive ødelagt eller hindret af voksne – uanset om det er intentionen eller ej.

Med tiden håber jeg, at vi kan kigge på, hvordan børn reagerer eller endda svarer på Guds henvendelser, ligesom jeg synes, det kan være rigtig spændende at se på, hvordan vi som voksne kan forsøge at IKKE stå i vejen for børns forhold til Gud.

Som udgangspunkt er alene det, at menneskets begynder som børn, at børn er, findes og vokser et tegn på at Gud ønsker det sådan, eftersom det er Gud, der – ifølge den kristne tro – er altings Skaber. Hvis du gerne vil læse i Bibelen om det, så er salme 139 et godt sted at starte – her står, hvordan Guds kald til at være starter i livmoderen og fortsætter efter fødslen af et menneske.

Som kristne henvender vi os til Gud som forælder (bare tænk på fadervor), og beskriver dermed Gud som forælder for os alle sammen –uanset om vi er voksne eller børn. På den måde er der allerede i måden vi taler om os selv og børn på, en anerkendelse af at overfor Gud er vi lige: Han er den voksne, vi er børnene. Det ændrer ikke ved at vi som voksne bærer ansvaret både overfor børns generelle trivsel og i relationen til det enkelte barn. Men når det kommer til Gud, er der ingen af os, der slår mere eller mindre til
. Vi er børn, der er afhængige af en andens kærlighed, omsorg og vejledning.

/4 Kommentarer/af