Indlæg

,

Min juleprædiken: Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv

Teksten til juleaften er (selvfølgelig) Lukas 2: 1-21 – som vi også kalder juleevangeliet. 

 

Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv. Det er det mysterium, vi fejrer i julen.

Kristendommens største fester – julen og påsken – drejer sig begge om Jesus Kristus og to meget menneskelige begivenheder i hans liv: Hans undfangelse og fødsel og hans død og opstandelse. Menneskelige og så alligevel ikke.

Kristendommen påstår, at Gud selv blev menneske. At den Gud, vi kalder treenig, som fandtes før noget af det vi kender blev til, den Gud, som skabte alting, den Gud, som er evig, almægtig og kærligheden selv – dén Gud blev menneske og lod sig føde på jorden præcis som alle andre mennesker fødes til livet.

Der er så stor en kontrast – paradoks, nok nærmere – i den påstand, at det er svært at begribe. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige, for det handler jo om tro, om eksistens, om det, vi ikke kan tage og føle på, så selvfølgelig er det svært at holde med tanken.

Jeg fandt for leden nogle billeder, som NASA har taget og offentlig gjort af universet:

 

Jeg har ikke nok forstand på universet til at se, hvad det er andet end at det er stort.

Og at det får mig til at føle mig lille.

Det fortælles om en tidligere præsident i Amerika (Eisenhower, måske?), at han om aftenen fik ud på terrassen og kiggede op i stjernehimlen. Efter at have stået der et stykke tid, sagde han: ”Så, nu kan vi godt gå ind – jeg er blevet lille nok nu.”

Den Gud, som skabte universets uendelige stjernevrimmel, blev foster, blev et menneske-barn og blev født som menneske i Betlehem af Maria.

Gud blev menneske.

Det er som en bevægelse, der indsnævres – det er det mærkelige ved den kristne Gud. Bevægelsen i den kristne åndelighed er indad, nedad. Fra det uendelige og almægtige til det begrænsede og uvidende. Fra stort til mindre – til at starte med. Fra diffust til konkret.

Derfor er det måske også let at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden.

Jo, vi ser tilbage, for en fødsel er et bestemt tidspunkt og dette barn, som blev en mand, blev også født et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Men det er er ikke hele på historien om det, der skete, da Kristus blev født.

Det er derfor jeg holder så meget af den hellige familie, som vi har tager herind i dagens anledning. Egentlig står den altid i børnekirken.

Billedet her får I, så I kan se, hvad den hellige familie er – ved gudstjenesten var den med “live”.

 

Her er Maria og Josef, koen hvis trug blev brugt til seng. Her er de vise mænd, som havde forstand på stjernehimlen, og en hyrde som repræsentant for alle hyrderne.

Og så er der den lille baby, som strækker sine arme ud, som for at give os et knus.

Som noget helt særligt er en del af denne opstilling også ham her (tag fat i den opstandne Kristus) som står bag krybben med barnet og bag Maria og Josef.

Det er den opstandne Kristus, som spejler babyens udstrakte arme. For da babyen blev en voksen mand døde han, og selvom det var trist, var det også glædeligt, fordi han opstod og blev levende igen – og nu er i stand til at give alle på jorden et knus.

Læg mærke til, at det ikke er et kors, som står her. Det er ikke døden, men opstandelsen, der markeres og er en del af historien om Kristi fødsel:

De to største fester i kristendommen, der begge peger på begivenheder i mennesket Jesus Kristus’ liv.

På den måde ser vi, at kristendommens kernehistorier udfoldes i et menneskes liv. Det hele er indeholdt i mysteriet julenat. Franciskanerne (og jeg er tilbøjelig til at være enig med dem) siger at Kristi fødsel er en del af frelsen. At det også er frelsen.

Nu er det juleaften, og vi er samlet om barnet i krybben. For her bliver den store, almægtige og evige Gud som vi – og fordi Jesus blev alt det, vi er, kan vi blive alt det, han er.

Julen minder os om, at det er i menneskers liv, Guds historie udfoldes – også i vores liv. Vi får lov til at ane det store ved at være menneske.

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Så som Marias barn. Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt, så kan vi fejre juleaften hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder mit i blandt os.

Den kristne tro udfoldes i menneskers liv – fra barnet til den voksne kvinde eller mand.

Lad mig slutte med at læse det mellemste vers af den salme, vi skal synge herefter. Det er Charles Wesleys kendte ”Hør, hvor englesangen toner!”

Mens jeg læser, får I endnu et af NASAs billeder – denne gang af jorden set fra rummet:

 

”Krist, Guds Søn i Himmerige,
evig i sin guddomspragt.
ville til det lave stige
i en fattig tjenerdragt.
Gud i kød blev åbenbaret,
Lovsangsbåret og forklaret!
Nu blandt mennesker han bor,
Vor Imanuel på jord!
Hør, nu bruser engles kor:
Ære være kongen stor! ”

Må Jesus Kristus også fødes hos os, og må vi give Hans kærlighed hænder og fødder til gavn for mennesker og til ære for Gud!

Amen

GemGem

,

Lav en påskehave

Endelig endelig kommer her årets påskehave. Sidste år blev det ikke til noget pga. kvalme og for to år siden kom skoldkopper i vejen  – og måske er der en væsentlig pointe i det: Hverdagen og højtiderne bliver kun noget særligt midt i det rod et familieliv i forvejen består af.

 

Påskehaven 2016 set fra Palmesøndag
Påskehaven giver kreativt udtryk for påskens begivenheder ved hjælp af ting, der leder tankerne hen på de forskellige begivenheder i Jesu’ liv fra Palmesøndag gennem Skærtorsdag, Langfredag til Påskemorgen. Jeg har fundet en palme fra Samuels playmobil, et æselføl fra julekrybben, en kande fra forrige års påskehave og lavet nogle kors af pinde og sytråd. Graven er en lerkrukke og en stor sten vi fandt ved stranden for et par år siden.
Korsene i påskehave 2016
Det er oplagt at lave korsene sammen på en gåtur og binde dem med noget ståltråd. Man kunne som end også samle sten til at bygge en lille klippevæg.

Påskehaven er helt anderledes i år end for to år siden. Jeg har “anlagt” den i et aflangt fad, og det fungerer egentlig ret godt, synes jeg, at have begivenhederne på linje – det gør det også nemmere visuelt at tale med børn om, hvornår Jesus oplevede hvad.

 

Påskehaven 2016
Faktisk kunne man gøre en hel dyd ud af hver dag i påske ugen at sætte nogle ting op på fadet, sådan at man sammen så påsken udvikle sig. Det har jeg ikke gjort. Det eneste, der har udviklet sig herhjemme er, at stenen påskemorgen bliver flyttet fra gravens åbning.
Stenen er lagt for gravens åbning i påskehaven 2016.
Påskemorgen flyttede vi stenen fra graven. Her kunne have ligget et lille hvidt klæde, stået et par engle eller have gemt sig et påskeæg.
Denne gang har jeg brugt sand og ingen planter, og det giver en rigtig god bund at sætte tingene ned i. Til gengæld skal man også være opmærksom på, at det indbyder endnu mere til at blive leget med! Så afhængigt af alderen på børn i hjemmet er det måske ikke det allerbedste alligevel.

 

Brød og vin fra Skærtorsdag. Fristende at spise!
Jeg skriver med vilje “jeg”, for selvom det er oplagt at lave en påskehave sammen som familie og gøre en andagts-stund ud af det, så blev det ikke sådan herhjemme denne gang. Men den er her, og den er fin at snakke om.
Gør du noget lignende eller har du andre idéer?

 

,

Fastens hjerte banker for andre – 10 idéer til at gøre godt for andre

Vi er lidt mere end halvvejs til påske, og dermed begynder fasten at lakke mod enden. Jeg skrev for godt en måned siden om at “faste i praksis” og tænkte, at jeg ville dele nogle tanker om at gøre noget godt for andre.

Flere gav dengang udtryk for at det var en god idé at bruge fasten på at gøre noget godt for andre. Det er på ingen måde vores idé – gode gerninger og faste hører sammen helt tilbage i det Gamle Testamente. Her står bl.a. at faste (ikke den op til påske men al faste) skal handle om at “løse ondskabens lænker, at sætte de undertrykte i frihed (…)”  Det er fra Esajas kapitel 58, og det uddybes med ordene: “Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender dine egne ryggen.” At faste handler med andre ord meget mere om at gøre noget ved verdens uretfærdighed end at holde sig selv fra noget.

Fastens hjerte banker for andre.

Hvem den sultne, den hjemløse, den nøgne eller dine egne er, må vi til gengæld hver især tænke over.

Her er 10 gode idéer til at gøre noget ved uretfærdighed i verden:

  • Bag en kage til brugerne i et lokalt socialt projekt (hjemløse, krisecenter, flygtningecenter, varmestue…) eller aflever den der, hvor du ved hjemløse, alkoholikere eller misbrugere hænger ud.
  • Køb “Hus Forbi” mere end én gang.
  • Byd på en kop varm kaffe til parkeringsvagten ved dit arbejde
  • Skriv et brev til en politisk ordfører eller lokal politiker på et socialt område, der ligger dig på sinde.
  • Bliv indsamler eller giv godt til Folkekirkens Nødhjælp d. 13. marts
  • Inviter nogen du ved har det svært eller er alene på aftensmad (eller kom uventet forbi med en omgang frikadeller eller lasagne)
  • Sig undskyld til din mand, dit barn, din kollega eller en anden, du kom til at vrisse ad/overhøre/eller-hvad-nu
  • Skriv “God morgen. Hav en god dag.” på gaden, hvor du bor
  • Ryd op i dit tøj og giv det, du ikke bruger til genbrug eller til Venligboerne, som kan give det til flygtninge
  • Køb et påskeæg og giv det til den, der sidder ved kassen i dit supermarked
Hvilke gode idéer har du til at gøre gode ting for andre? Skriv endelig, så jeg kan få udvidet repertoiret!

 

,

Fastelavn – en liste med “ballade”sange

Fastelavn er sjovt! Børn og voksne klæder sig ud og kan beundre og grine af hinanden. Tønder bliver slået til pindebrænde – endelig kan ham, der godt kan lide at bruge sine kræfter, virkelig slå sig løs. Endelig er det legalt at lave lidt ballade – det gør godt i det indre!

Der er noget befriende ved at fejre fastelavn – og det er også meningen, for lige om nogle dage starter fasten jo. Hvis du spørger mig, så har vi brug for sjov og ballede oftere end til fastelavn. Ikke bare voksne kan have brug for at lave sjov og grine af hverdagens regler – det kan børn i aller højeste grad også! Det er befriende at grine over ting, vi godt ved er forkerte eller ikke er i orden.

Derfor har jeg en lille liste over “ballade”-sange, som jeg bl.a. har brugt i børnehaven, hvor jeg arbejder. Det er et stort hit at synge om at tisse i klaveret, eller selv at få lov til at bestemme. Jeg synes, fastelavn er et udemærket tidspunkt at dele listen med jer på.

Her er min liste indtil videre:

1) Jess og Toms “Fy fy skamme” – en god gammel kending!

2) Sigurd Barrets: “Jeg kan selv” – en relativt ny sang, men som kan synges med eftertryk. Og måske især god til de børn, som irriteres over, at de voksne altid skal hjælpe!

3) Albertes “Tju-bang chokolademand – det’ mig, der bestemmer her”

4) Hr. Skægs “Bandeordssangen” – ikke for de sarte, selvom sangens pointe netop er, at man IKKE må sige sangene. Måske en sang til det barn, der virkelig gerne vil sige alle de grimme ord?

Kender du vil andre gode “ballede”sange, så vil jeg rigtig gerne have dine bud!

Jeg har før skrevet om fasten her, og om nogle dage giver jeg flere idéer til at fejre fasten som familie. Sidste år skrev jeg sådan.

Fasten i praksis

Faste er noget mange mennesker forbinder enten med at skulle undersøges eller indlægges på hospitalet, den nye fastekur eller den muslimske ramadan. Men faktisk er faste også en gammel del af den kristne tradition og en af de få ting, som Jesus tog forgivet blev praktiseret*. Det er begyndelsen af fasten, vi gør klar til, når vi fejrer fastelavn. Den kristne fasteperiode løber fra onsdag efter fastelavn og til lørdag før palmesøndag.

Jeg kan godt lide at praktisere fasten. Ikke nødvendigvis ved ikke at spise (det dur hverken for børn eller ammende alligevel), men ved at ændre nogle vaner, så vi kan få fokus på, hvor priviligerede vi er, på at være sammen som familie eller bruge mere tid på bibel-læsning eller børn.

Da det kun var os selv, der skulle faste var det som end let nok – det er lettere at komme på ting, man selv som voksen kan gøre end det er, at finde på ting man kan gøre familie, der også giver mening for børn at være med til, synes jeg. De ting, vi skal gøre, skal gerne vise børnene, at fasten ikke handler om at lade være med at gøre noget, fordi det ikke er sundt eller godt for os i fysisk forstand – det skal altså ikke handle om at kød/slik/film/Ipads er usunde eller gør skade. Samtidigt skal det heller ikke give dårlig samvittighed over, at vi har det bedre end andre mennesker i verden. Alligevel kan det være godt netop at tale om, hvad vores vaner betyder for vores måde at leve sammen på, og at vi kan være med til at gøre noget godt for andre.

Sidste år havde jeg fat i ideerne her, og ligesom sidste år skal vi også fejre pancake-day på tirsdag. Jeg håber også at kunne finde tid og lyst til at lave en påskehave.

Indtil videre er vi kommet frem til følgende idéer:

– Ingen kød til aftensmad i mandag til lørdag. (Søndag er traditionelt aldrig en fastedag, da det er opstandelsesdagen og derfor en festdag)
– Vi vil gøre “noget godt” for andre én gang om ugen. Ideerne her er fremkommet under fælles brainstorm:

  • Det kunne være at bage en kage til nogen.
  • Sende et brev med en opmuntring bare fordi.
  • Invitere nogen til aftensmad.
  • Samle ind til Folkekirkens Nødhjælp.

Har I noget I gør i jeres familie? Og hvordan taler du med dine børn om at vores måde at leve (sammen) på også har indflydelse på andres liv?

*Se f.eks. Matthæus evangeliet kapitel 6 vers 16-18