, , , ,

1 års fødselsdag

I søndags fejrede Klub Børnekirke 1 års fødselsdag i Metodistkirken i Vejle, hvor jeg kommer sammen med min familie. Jeg er en af lederne i børnekirken, og har været med til at starte Klub Børnekirke. 

Der har været børnekirke i mange år samtidig med gudstjenesten, sådan at børnene kunne opleve kirken på deres egne præmisser. Sidste år besluttede vi, at gøre det anderledes med håber om, at Klub Børnekirke kunne være med til at gøre kirken mere nærværende for børnene. Det gør vi bl.a. ved at sende invitationer direkte til børnene med posten, så de også føler sig inviterede og velkomne. 

I søndags fejrede vi så 1 års fødselsdag for Klub Børnekirke – og ingen fødselsdag uden fine invitationer, flag ved døren, kage og gaver. For at gøre det ekstra festligt for børnene havde vi lagt “den røde løber” ud, så den førte fra indgangshallen direkte ind i børnekirken. I praksis er det den gamle løber fra kirkerummet – men den gør sig fint som løber!

Jeg elsker at være med i børnekirken – her er utøjlet begejstring, oprigtige udbrud og dybtfølte spørgsmål. Der var én, der havde kæmpet mod hoste og feber hele ugen, for hun ville SÅ gerne være med til fødselsdag. Det er ikke til at stå for! Når det så ovenikøbet bliver ledsaget af jubel i hele kroppen, bliver jeg glad.

Der var gaver til alle børnene – en lille pose med nogle flag, en ballon og et får med en lille mark. Inden vi delte gaverne ud fortalte jeg, hvordan Jesus forklarede, hvem han er, ved at kalde sig selv den gode hyrde. Jeg gjorde det i store træk ud fra Godly Play manuskriptet, dog med får som dem børnene også fik. På den måde håber jeg, de fik et stykke af historien med hjem. 

Fortællingen er en blanding af Jesus’ lignelser om den gode hyrde, fåret, der væk og af salme 23. Da et af de tre små får bliver væk udbryder et af børnene med forbavselse: “Hvor er det sidste får?!” Og et par af de andre skyndte sig at pege på det, og forsikre ham om, at det altså ikke var rigtigt væk.

Det er meget at gøre ud af en formiddag for 11 børn (+ de, der var inviteret, men ikke kunne). Men det er herligt – det giver glæde både til os, der gør det, og til dem, der tager imod. Og hvem kan ikke lide at blive vist, at man betyder noget?

Velkommen til dig+mig+vi tro

Idéen har levet med mig i mere end et år. Måske snarere mere end to år, hvilket egentlig er mærkeligt, for jeg tænker om mig selv, at jeg har kort fra tanke til handling. Men ikke denne gang.
Faktisk har adressen “digogmigogvitro.dk” været min i et år, men det er altså først nu, jeg er klar til at sætte ord på bloggen.

Velkommen til min nye blog om at være mor, om børn og om børns åndelige liv.

Dig+mig+vitro skal være et sted at gøre af de tanker jeg gør mig om at være mor, om børn, om troen på Gud og om at dele den tro med mit eget og andre børn. Det skal være et sted at gemme idéer til at forklare kristendommen for børn (og mig selv) både der hjemme og i børnekirken. Bloggen skal indeholde min samling af gode børnebøger, links til steder og mennesker, der har forstand på børn og deres indre liv. Og endelig håber jeg, at det kan blive en platform jeg kan bruge til at få gode råd og andres erfaringer med på vejen. Det sidste kan kun lade sig at gøre, hvis du vil være med – så det håber jeg, du vil!

, , ,

I er grenene, jeg er træet

Ved søndagens gudstjeneste legede vi: vi kastede et garnnøgle rundt imellen os, for at illustrere hvordan vi alle sammen hænger sammen. Det vakte megen moro og stor begejstring hos især nogle af de yngre deltagere! (Jeg kan afsløre vi har nogle ret gode skytter!) Da vi alle sammen var viklet ind og alle hang sammen, klippede vi snoren over, så vi hver især stod med vores egen “gren”. Den kunne vi tage op til et lille vintræ, som stod i det ene hjørne af kirkerummet, og binde fast der, sammen med et blad med vores navn på. På den måde blev vi én gang til en del af det samme. Og det var nemt at se hvordan grenene alene ikke er andet end grene – for at være et træ skal der en stamme til! På træet hang der vindruer, som man selvfølgelig kunne smage på. For rigtige træer, der lever, er sunde og har det godt bærer frugt.

Billedet viser Thomas, som meget interesseret mærkede ved træet, stenene, træet er plantet i, og som nød vindruerne.
Jeg er glad for Jesus sagde: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer meget frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” (Johannes evangeliet kapitel 15)
, ,

Halloween

Egentlig er det jo i aften, der er Halloween (= all hallows eve = alle helgens aften), fordi det er Alle Helgen d. 1. november. Men i Vejle fejrede vi Halloween i går med mad med mærkelige navne: Næseblod, syltede månestråler, maddiker og troldetænder var bare nogle af delikatesserne. Der var pyntet SÅ flot op med sorte sække over bordene, orange servietter, flagermus og ander kryb, der var med til at sætte en “u”hyggelig stemning. For de modige børn var der Fangerne i kirken løb med sækkeløb, ulækre ting at stikke hænderne i og et mørkt tingfinderløb i kirken. Flere var mødt op i uhyggelige kostumer som Sascha. Vi fejrer Halloween fordi Alle Helgen er vigtig, men børn efterhånden bedre kan forholde sig til ordet “halloween” om højtiden. Vi fejrer Halloween fordi det er vigtigt at kigge på det uhyggelige som vores egen død, fordi det minder os om at livet er vigtigt. Vi fejrer Alle Helgen for at mindes vores egne døde, og for at takke fordi vi alle er sammen selvom vi ikke længere sidder ved siden af hinanden: I Guds hænder er vi ikke adskilt af døden. Og vi fejrer Alle Helgen fordi det er godt at blive mindet om at døden, krigen, fattigdommen, sulten og alt det andet grumme og uhyggelige ikke har det sidste ord. Heller ikke i vores liv!

Du ønskes en glædelig Alle Helgen eller Halloween!

En mand er vel en mand?!

Små mennesker er altså dejlige. Ja, det er de store da også. Men børns umiddelbarhed er befriende og godtgørende, synes jeg. De overrasker og kan få én til at huske ting, man troede man havde glemt og viser én verden fra en anden vinkel.

Vi har haft besøg af flere små mennesker for nyligt. Vi holder af at have dem omkring os. Billederne her viser en situation, som jeg har moret mig meget over og nu altså gerne vil dele med jer andre. Det ene billede er Dina og alle hendes fine barbirdukker. Prinser og prinsesser i flok her på rad og 
række. Og det andet er Sigurd. Sigurd, der beviste at en mand er en mand – uanset om han er 15 måneder gammel eller næsten 30 år.
 Ham og Duncan – de forstår hinanden. Fluks da Duncan hentede lidt værktøj lyste Sigurds ansigt op i et stort smil og gik lige hen for at reparere cyklerne. 
Dybt koncentreret fik han cykelpumpen til at fungere og drejede lidt med den fine skruetrækker, som siger en god lyd. 
Jo, en mand kan noget med værktøj! Og jeg var helt solgt, for sjældent har jeg da set noget så sødt!