, , , , ,

Barnets ferielov

Har dit barn ret til ferie? Det lyder måske underligt at spørge på den måde, men faktisk er børn en af de eneste grupper i vores samfund, som ikke har nogen sikrede rettigheder, når det kommer til ferie. Det er helt op til forældrene, om et barn skal holde fra fra børnehave eller SFO.

For nogle børn betyder det, at ferier kan være meget sjældne, korte eller på det nærmeste ikke-eksisterende.

Heldigvis er de fleste af os opmærksomme på, at vores børn også skal have ferie og holde fri. Eller også tager vi det bare for givet, at  når vi har fri og slapper af over sommeren, så skal børnene da være med.

Forleden faldt jeg over en ferielov for børn, som netsundhedsplejersken havde delt. Der er klart nok ikke tale om en egentlig lov, for den findes ikke. Men tanken er meget sjov. Denne ferielov blev læst op af en skoleinspektør og de første paragraffer lød sådan her:

Sommerferieloven 2015

§ 1. Ethvert barn i Danmark har ret til at være sig selv mindst 6.5 uge – uden nogen lærer eller pædagog, som blander sig.


§ 2. Ethvert barn har ret til at spille fodbold – uden at der er nogen træner, og hvor det er tilladt nogle gange at lave sine egne regler. 

Billedet er taget af Trine Knudsen i Berlin.
Det fik mig til at tænke over, hvilke paragraffer jeg gerne ville have med, hvis jeg skulle skrive sådan en ferielov for de børn jeg kender. 

Her er mine forslag:

§ Ure, der dikterer bestemte spisetider, sovetider, afleveringstider og deraf følgende tidspres skal fjernes, så en flig af evigheden kan sænke sig over tidsfornemmelsen istedet for: Ting skal have lov til at strække sig i det uendelig – om det så er en halv time, fem minutter eller tre timer er underordnet. 
§ Børn skal være med til at bestemme tempoet på dagens gøremål: Det skal være tilladt at tage en halv time om at tage tøj på, smøre sin egen mad eller stoppe op ved samtlige tissemyrer på vejen. 
§ Pligt-ting som øvning af uge-dage, farver og alfabeter skal praktiseres i yderst begrænset omfang.
§ De voksne skal give sig tid til at lege med børnene: vandkamp, brætspil, bål eller at fiske krabber bør gøres mindst en gang dagligt. 
§ Det skal være helt i orden at gøre fjollede og herlige ting som at danse i regnen, spise is til frokost eller beholde nattøjet på en hel dag.
Jeg er lige ved at tro, at det ikke kun er børn, der kunne have godt af sådan en ferielov! 
Hvad skulle med i din ferielov, hvis du skulle skrive én? 



, , , ,

Bog om åndelig vejledning af børn – boganmeldelse og rabat til dig

Rachel Turner er en livlig, ikke-så-høj, engelsk kvinde. Jeg var så heldig – ligesom alle andre deltagere på BMK – at høre hende tale i efteråret. Her gjorde hendes undervisning så dybt indtryk, at den bog, hun har udgivet på engelsk, blev flået væk, og ProRex turde satse på en dansk oversættelse – ikke nogen lille ting på dagens bogmarked! 

Du har mulighed for at købe “Tro i børnehøjde” af Rachel Turner billegere gennem digogmigogvitro.dk


Stor var glæden, da bogen dumpede ind ad døren forleden. Frisk fra pressen er den blevet skimmet – og jeg kan garantere, at den inden længe (måske på et tæppe under sommerferiens sol) vil blive grundigt læst og fordøjet. 

For Rachel Turner har en dyrebar pointe og en livgivende indgangsvinkel til børns åndelige liv: Vi er alt for gode til at give børn viden om Gud, og alt for sjældent lykkes det os, at lade børnene få fællesskab med Ham i en egen relation – uanset om vi er forældre, medarbejdere i børnekirken eller noget andet. Hendes mission er at vise og fortælle, hvordan dét kan lade sig at gøre, er hendes mission.

I  bogen fortæller hun levende om, hvordan vi som forældre ofte længes efter at se vores børn udvikle deres egen relation til Gud men også ofte frustreres over, hvordan det skal gribes an. Gennem historier og spørgsmål forsøger hun at indgyde selvtillid i os som forældre eller ledere i børnekirken bl.a. ved at give redskaber til, hvordan vi kan tale med børn om Gud på en anden måde. Hvert kapitel har desuden spørgsmål, som gør bogen oplagt at læse sammen i en ledergruppe eksempelvis.

Rachel Turner rammer plet, i hvert fald hos mig, når hun siger, at børn i kirkerne ofte har rigtig meget viden om Gud og kan de rigtige svar. Det er en dyb længsel i mig at se børn, der kender og lever sammen med Gud. Jeg ved – og har set – at det kan lade sig at gøre. For Gud er jo ikke bare de voksnes Gud. Han elsker alle børn, og ønsker også at gøre deres liv større, dybere og rigere. Ydermere har hun nogle rigtig fine og nede-på-jorden måder at forklare på, hvordan vi kan hjælpe børn (og som end også voksne) til at “gribe” Guds måde at tale til os på.

“Tro i børnehøjde” er netop udkommet på dansk på ProRex forlag.

Noget, som er værd altid at have for øje, når vi skal taler med børn (og voksne) om Gud, er at der ofte findes fejlagtige billeder af Ham, som kan stå i vejen for en levende relation med Gud. I bogen beskriver Rachel Turner bl.a. billeder af den fjerne Gud, den muntre optimistiske Gud, den vrede Gud og den uforudsigelige Gud, ligesom hun kommer med eksempler på, hvordan disse billeder kan fjernes og erstattes. For dette kapitel alene er bogen værd at læse!

Som forælder og leder i en børnekirke oplever jeg også blufærdighed omkring det, at skulle drage omsorg for og opdrage børn åndeligt. Rachel Turner kalder det en passiv opdragelsestil overfor barnets åndelige udvikling. Om det er en reel passiv indstilling, eller om det skyldes ønsket om netop ikke at komme til at stå i vejen, er nok forskelligt, men at gøre op med dette, tror jeg, er vigtigt under alle omstændigheder. Her kunne “Tro i børnehøjde” sagtens bruges som oplæg til samtale i en forældregruppe!

Jeg er så heldig, at kunne tilbyde dig, der læser af digogmigogvitro.dk, Rachel Turners bog “Tro i børnehøjde” med en rabat på 20% resten af juni måned – frem til og med d. 30. juni.

For at bestille “Tro i børnehøjde” hos ProRex, kan du gå ind på hjemmesiden via linket her. Når du bestiller skal du i feltet “Bemærkninger” skrive “digogmigogvitro”. ProRex fratrækker så rabatten på 20%, når ordren ekspederes. Vær opmærksom på, at det betyder, at du ikke kan se den endelige pris, når du bestiller. 



 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 
Udover glæden ved at kunne tilbyde mine læsere rabat på denne bog får jeg ingen betaling. Meningerne og anbefalingen af bogen, er mine egne og afspejler ikke ProRex’s holdning eller et ønske om fremme egen indtjening. 


, ,

Det er værre at være mor

Det blev meget tydeligt for mig i dag, at der er meget lidt cool faktor i at være mor – i hvert fald set gennem øjnene af min seks årige søn og hans ven.


Vi var i Givskud Zoo på vej ind til ulvene. De to drenge går lige foran mig, da vi skal krydse sporet, hvor bilerne kører. Instinktivt træder jeg et ekstra skridt frem og be’r dem passe på bilerne. Prompte kommer det fra den ene: “Men jeg er altså ikke bange for bilerne!” Den anden er rørende enig. “Næh,” svarer jeg, “det er egentlig heller ikke så meget for jeres skyld som for min – det er mig, der er bange.” 
“Jeg heller ikke bange for ulvene,” trumfer den anden. “Næh” siger den første og henvender sig til mig: “Du er måske en bangebuks?” 

Min mund svarer for mig: “Det er meget værre. Jeg er en mor.” 

Drengene fniser og jubler, mens de straks går i gang med en længere liste over alt det, de i hvert fald ikke er bange for, men som bangebukse ikke tør eller kan eller kommet til at tisse i bukserne over. Skulle det virkelig være værre at være mor?




Det er nok svært at sammenligne en mor med en bangebuks – der er trods alt grænser for, hvor mange løver, ulve eller zombier en mor skal kunne klare. For ikke at nævne, at behovet for at kunne slukke faktiske ildebrande, krydse farlige jungle eller klatre op i toppen af det højeste træ også er ret begrænset. På den anden side er der så meget mødre ikke tør – på deres børns vegne. 

Mødre kan se potentielle farer overalt; fra biler til trapper, plastikposer og cykelture alene. De fleste af de potentielle farer vi møder, kan vi heldigvis som regel bruge fornuften til at afvise. Eller vi har selvbeherskelse nok til at ryggen til, så børnene kan få deres egne erfaringer med det, der kilder i maven på deres mor.

I nogle situationer er det mere svært. Nogle mødre bukker under, og finder den vat frem, de fleste af os render rundt med i rygsækken, så vi kan skærme, beskytte og pakke ind. Det kan være svært at skelne mellem pyller og sund fornuft. Nogle er bedre til det end andre. De fleste har deres stærke sider – for nogle er det fysiske udfoldelser, for andre er det at lade børnene gøre ting selv, for andre igen er det noget helt andet. Men de fleste af os kender vist til suget i maven, når barnet skal noget nyt eller gør noget, vi ikke er sikre på, om de magter.

Nogle farer skal vi ikke sidder overhørig som befærdede veje, behovet for almindelig høflighed eller hvad det nu kan være. Men vi kan på den anden side heller ikke lade vores bekymringsevne sætte alle grænserne for, hvad vores børn må have lov til at gøre eller prøve. Det er nødvendigt at skrabe knæene, græde af frustration før noget lykkes eller vente utålmodigt på at spare op til et-eller-andet. 

Det er vist et fælles vilkår ved at være mor, at det kan være værre end at være en bangebuks – om ikke andet så hvis en 6-årigt eller 13-årig skal bedømme rimeligheden i moderens grænser og bekymringer. 

En anden mor, Elisabeth Stone, har en gang beskrevet det sådan her: “Beslutningen om at få et barn – den er monumental. Det er at beslutte sig for altid at skulle have sit hjerte til at gå rundt uden for sin krop.”

Af have så vitalt et organ udenfor den beskyttelse, som kroppen yder, er dels meget upraktisk, dels er det meget sårbart. Man forstår godt behovet for at drage omsorg, skærme og vejlede. Når det mest dyrebare går rundt udenfor ens faktiske indflydelse, er det klart, det må være en smule angstprovokerende.



På den anden side er der en enorm styrke i at turde gøre sig så sårbar. Når vi tør mærke suget i maven som mødre uden at begrænse vores børn, gør vi det muligt for vores børn fra at prøve nye ting, udvikle sig og vokse. Prisen for at se glade smil, stolthed over at lykkes og lidt efter lidt se kompetente, hele mennesker udvikle sig, er smerten ved at have hjertet rendende rundt udenfor kroppen. 

Der er ingen tvivl om, at de 6-årige drenge ikke havde meget tilovers for noget, der er værre end at være en bangebuks – uanset hvor meget de i øvrigt elsker deres mødre. Der er simpelthen ikke cool faktor nok i at være bange for en bil.

De har sikkert ret i, at det ikke er sejt at være en bangebuks. Men jeg kender heldigvis mange mødre, der hver dag går rundt efter de hjerter, de har sat i verden, og som udviser så meget mod ved at lade deres børn udvikle sig og vokse på trods af deres egne bekymringer og sug i maven, at jeg det selskab har det fint med at være værre end en bangebuks! 
, , , ,

Vi gør det ikke for sjov

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn – ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene.

Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn.

Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er plads til dem. Vingør det, fordi Jesus selv var barn, og dermed viste os, at barndommen har en egen værdi.
Vi gør det, fordi vi tager børnene alvorligt – vi ved, de har brug for at blive set og hørt og ikke kun underholdt eller undervist. Vi gør det, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for et barn at kende Gud. Vi tror, de kan gøre en forskel i verden – ikke om mange år, når de er voksne, men mens de er børn. Og vi husker, at vi ved dåben sagde ja til at vise dem vejen til Kristus.*
Der er en væsentlig forskel mellem det arbejde, vi laver i kirkerne og børnepasning. Børnepasning handler om at passe på barnet, mens vi i kirke også gerne vil tilbyde barnet venskab og mulighed for at finde svar på livets store spørgsmål. Børnepasning handler om at få en time eller to til at gå så godt som muligt. Vi vil gerne være vejvisere, og følges med barnet i den rejse livet er.
Nadver til åbninsgudstjenesten for børnene til Metodistkirkens landsmøde 2015. Det dejlige barn er mit. 

Det er let at tro, at børneprogrammet under gudstjenesten er for de voksnes skyld; fordi børn har svært ved at sidde stille, for at undgå forstyrrelser eller uro under det alvorlige, som de voksne et samlet om. Det samme gælder kirkens årsmøde, klub fredag eftermiddag eller alt muligt andet. Men det er aldrig kun for sjov. Det kan se sjovt ud, og er sikkert også sjovt at være med til.
Men det også alvorligt. Det handler om livet. Og døden. Om venskaber og om, hvordan man kan tro og tvivle. Det er måske det eneste sted barnet ikke skal kunne noget eller leve op krav. Det er måske barnets eneste mulighed for at få en relation til et voksent menneske, der er til at stole på. Måske er det det eneste sted, hvor barnet kan give udtryk for sin sorg, sit savn eller sin glæde. Måske er det det eneste sted barnet oplever sig forbundet med noget trygt, noget der er større end sig selv. Måske er det kirke for barnet?
Så kære med-voksne. Vi gør det ikke for jeres skyld. Vi gør det for børnenes. Fordi vi ved, det gør en forskel.
*som en del af dåbsritualet i Metodistkirken lover menigheden at stå i forbøn for barnet og hjælpe med at vise det vejen til Kristus og ind i menihedens fællesskab. 
, , ,

Beder du (også) som et barn?

De kommer drønnende over til mig. Indignation står skrevet på deres ansigt; nogle gange strømmer tårene ned over kinderne. Andre gange er det ren beslutsomhed for at få ønsket om retfærdighed opfyldt, der får dem til finde den nærmeste voksne. De når nærmest ikke helt over til os, før ordene begynder at tumle ud af munden – hulter til butler. .

Jeg fanger sjældent hele historien – de giver ikke meget mulighed for at stille spørgsmål. Det er ikke altid, jeg får lov til at trøste, og ikke hver gang jeg når at give et råd med på vejen.


Så snart ordstrømmen stoppet vender de sig om og løber tilbage til deres legekammerater, nogle gange med råb som: “Nu har jeg sagt det.” Eller bare: “Jeg sagde det.” Tilbage til legen igen, forsikret om at alene det, at fortælle en voksen om konflikten er nok til at løse den – eller i det mindste til at få den anden til at indgå et kompromis.

Jeg står tilbage med en følelse af forundring blandet med morskab. Jeg bliver brugt som autoritet, som et selvtillidsboost – endda som en trussel, og dog bliver jeg ikke nødvendigvis inviteret til at være en reel del af løsningen på konflikten. Nogle gange er jeg ikke engang sikker på, at det forventes af mig at gøre andet end at modtage deres frustration.
Gad vide …  Kan det være sådan mine bønner lyder for Gud? Er jeg ligesom et af børnene, der er så sikre på at alene det at fortælle en, der er større, om deres problemer på en eller anden måde vil gøre dem mindre eller endda løse dem helt?
Stikker jeg af, før Gud kan nå at lytte, give råd eller endda trøste? Mon jeg også bruger Gud til at booste min selvtillid? Bruger jeg ham mon som trussel mod mine problemer: “Det kan godt være I virker farlige eller svære – men jeg har en stor Gud?”…

Hvordan mon Gud har det med det? Frustrerer det ham, at han ikke bliver inviteret ind for at blive en reel del af løsningen af et mine problemer? Morer det ham, at jeg præsenterer ham for problemer, men ikke forventer ham at indgå i en dialog for at finde en vej igennem dem?
Jesus satte en gang et barn i midten af en gruppe voksne, han talte med, og sagde til dem at “hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matthæus 18:3)

Hmm, på nogle områder er jeg åbenbart allerede ret barnlig. Hvad med dig?