, , , ,

Vores adoptionsprocess

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af “vores” sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med.

I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her. Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla. at det føles som et skridt frem og to tilbage. Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til børnefødselsdag.

Selve rejsen startede med opkaldET, der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både tre dage førto dage før og dagen før afrejseSå tog vi afsted. Vi var afsted i to uger i begyndelsen af marts 2010.
1. marts mødte vi for første gang Samuel, som dengang hed Sipho. Her er han  med maven bar og her er vi en tur nede ved det Indiske Ocean. Vi boede et sted, hvor vi selv kunne gå rundt. Det har jeg skrevet om her: De har humor.

Vi mødte dommeren, den dag vi kalder “adoptionsdag” – andre kalder det forever day, fordi det er her man officielt bliver familie for altid. Herefter var vi i Pretoria for at få lavet pas. Jeg delte nogle indtryk fra Jo’burg, hvor vi også fejrede min fødselsdag.

Og endelig er der det korte indlæg her om kvinden jeg for altid vil være forbundet med!
Så er det hele samlet ét sted – om ikke andet er det i hvert fald lettere for mig selv at finde rundt i!

, ,

Fastelavn – en liste med “ballade”sange

Fastelavn er sjovt! Børn og voksne klæder sig ud og kan beundre og grine af hinanden. Tønder bliver slået til pindebrænde – endelig kan ham, der godt kan lide at bruge sine kræfter, virkelig slå sig løs. Endelig er det legalt at lave lidt ballade – det gør godt i det indre!

Der er noget befriende ved at fejre fastelavn – og det er også meningen, for lige om nogle dage starter fasten jo. Hvis du spørger mig, så har vi brug for sjov og ballede oftere end til fastelavn. Ikke bare voksne kan have brug for at lave sjov og grine af hverdagens regler – det kan børn i aller højeste grad også! Det er befriende at grine over ting, vi godt ved er forkerte eller ikke er i orden.

Derfor har jeg en lille liste over “ballade”-sange, som jeg bl.a. har brugt i børnehaven, hvor jeg arbejder. Det er et stort hit at synge om at tisse i klaveret, eller selv at få lov til at bestemme. Jeg synes, fastelavn er et udemærket tidspunkt at dele listen med jer på.

Her er min liste indtil videre: 

1) Jess og Toms “Fy fy skamme” – en god gammel kending!

2) Sigurd Barrets: “Jeg kan selv” – en relativt ny sang, men som kan synges med eftertryk. Og måske især god til de børn, som irriteres over, at de voksne altid skal hjælpe!

3) Albertes “Tju-bang chokolademand – det’ mig, der bestemmer her”

4) Hr. Skægs “Bandeordssangen” – ikke for de sarte, selvom sangens pointe netop er, at man IKKE må sige sangene. Måske en sang til det barn, der virkelig gerne vil sige alle de grimme ord?

Kender du vil andre gode “ballede”sange, så vil jeg rigtig gerne have dine bud!

Jeg har før skrevet om fasten her, og om nogle dage giver jeg flere idéer til at fejre fasten som familie. Sidste år skrev jeg sådan.

, , , ,

En mors bøn #1

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter – også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge. 
Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig.
Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det! 

, , ,

Seks ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før vi adopterede

Havde du sagt til mig for et år siden, at jeg i januar 2016 ville sidde med et spædbarn i mine arme, så ville jeg have smilet anstrengt og afvist tanken. Nu sidder jeg her ikke desto mindre med Albert på små 12 uger, som jeg er blevet mor til gennem egen krop. Samuel på 7 er en stolt og fantastisk storebror.

Ligesom mødre, der har født flere gange, sammenligner deres fødsler med hinanden (uanset at alle fødsler er forskellige), så tænker jeg selvfølgelig også over forskelle og ligheder mellem de to måder, jeg er blevet mor på: adoption og fødsel, en fødestue på et dansk sygehus og et dommerkontor i Sydafrika.

Indtil videre er jeg bl.a. kommet frem til seks ting, jeg gerne ville have vidst om at have født, da vi adopterede. Med “have vidst” mener jeg virkelig troet på – nogle af tingene havde andre sagt uden at det af den grund var sunket ind. Her er min sikkert ikke udtømte list af ting, jeg gerne ville have vidst om at føde, før jeg adopterede:

6 ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før jeg adopterede: 

1) Det er rigtigt, når det siges, at fødslen efterhånden træder i baggrunden. Ligesom at historien om udrejsen for at hente sit barn altid vil være en fantastisk historie at fortælle, men efterhånden “blot” bliver udgangspunktet for familielivet og ikke fortsætter med at være omdrejningspunktet for den, lige sådan er det med fødslen.

2) Det gør vitterligt voldsomt ondt at blive mor gennem kroppen, men på forunderligvis er følelsen af forløsning, lettelse og taknemmelighed bagefter slet ikke ulig den, der bølgede gennem kroppen på mig, da dommerens hammer faldt efter hendes ord om, at vi nu var forældre til vores barn. Ligesom trætheden, da først lettelsen havde lagt sig, heller ikke var så forskellig.

3) Jeg havde ret, når jeg sagde, at folk skulle holde op med at sammenligne uvisheden om fødselstidspunktet med uvisheden om, hvornår telefonopkaldET ville komme, mens vi ventede på Samuel. Der er faktisk en grænse for, hvor længe man kan (og må) være gravid før en fødsel enten selv går i gang eller bliver sat i gang. Der er derimod INGEN, der kan sige noget om en bagkant for ventetiden på adoption.

4) Det passer ikke, at det (alene) er hormoner, der gør at man tuder på tredje dagen efter fødslen. Det er muligt, at de hjælper, men jeg var lige så overvældet, træt og usikker efter at være blevet mor de første dage i Sydafrika, som i dagene efter fødslen på sygehuset.

5) Det er rigtigt, at man kan mærke barnets gråd fysisk efter en fødsel – feks. i brysterne, hvor mælken løber til eller i maven. Men selvom jeg ikke kunne amme efter at være blevet mor første gang, kunne jeg stadig mærke mit barns gråd og ked-af-det-hed indeni mig. Den forbindelse eller indlevelse handler ikke kun om en navlesnor, der har været der. Så der var ingen grund til at være bange for, at jeg ikke kunne opleve overvældende følelsesmæssig samhørighed med det barn, vi adopterede.

6) Det tager tid at komme sig fysisk efter en fødsel, og man er (kan være) ret begrænset i sin faren-omkring eller lyst til at have gæster. Det er ikke kun adoptionsrelateret at holde babymoon og indstille sig og sine omgivelser på, at de kommer til at se mindre af een. Der er selvfølgelig forskelle på et spædbarn født ind i en familie og et adopteret barn på måske flere år, men det er slet ikke så mærkeligt eller uforståeligt for andre, at man trækker stikket en periode. Så gør det med god samvittighed!

Jeg har før reflekeret over forskellige måder at få børn på. Det kan du bl.a. læse her.

,

Mor, kunne de ikke lide ham? Hvordan taler vi med vores børn om verdens uretfærdighed?

“Mor, kunne de ikke lide ham?” 
Min 6-åriges umiddelbare spørgsmål, da han ser billedet af 3-årige Aylan, der er ligger druknet på en græsk strandbred skærer i hjertet af mig.
Jeg svarer ham: “Jo, min skat. Hans forældre elskede ham over alt på jorden – de gjorde alt, hvad de kunne, for at han skulle have det godt.” Indeni fortsætter svaret: “Men resten af verden var ligeglade. Vi lod dem drukne på et hav, de aldrig skulle have været nødt til at sejle ud på.”  Hvordan forklarer man sit barn verdens uretfærdighed?
 

Billedet er fra Reuters

Sandheden er jo, at Aylan Kurdi og hans storebror Galib på den ene side var dybt elskede og på den anden side helt ukendte – ligesom hver eneste af os er det. Ligesom selv mit eget barn er det – hvor ubegribeligt det end er, når han sidder der og ser alvorligt på mig. På den ene side er vi hver især dyrebare for dem, der kender os, og på den anden side ubetydelige for mennesker alle andre steder.
Det var ikke min mening, at Samuel skulle præsenteres for billedet af den døde dreng. Det dukkede op i newsfeeded på facebook, mens vi så på billeder af nogle venner. Jeg var heldig, at Samuel så billedet af den lille syriske dreng sammen med mig. Det kunne også have været et andet sted. Eller han kunne have hørt noget i en radio, set noget på en mobiltelefon i skolen. You name it.
Børn ser og hører, hvad der sker rundt omkring os – også selvom vi ikke synes, det er passende. Spørgsmålet er så, hvordan vi taler med vores børn om det, de ser og hører? Og guider dem videre, så de ikke sidder tilbage og er magtesløse samtidig med at vi beskytter dem fra at ansvaret for verdens helse kommer til at hvile på deres skuldre.
Det er ikke muligt at komme med pæne, hele svar til vores børn, når de ser og hører historier fra verdens brændpunkter. “Kunne de ikke lide ham?”
Jeg svarer; “Jo, det kunne de. Hans forældre elskede ham – så meget, at de risiskerede deres liv for at redde ham. Og vi er heller ikke ligeglade. Selvom vi ikke kender ham eller andre som ham, så vil vi gerne hjælpe. Det er derfor vi ….”
Jeg tror, det er nødvendigt at vove at vise vores børn vores egen vantro, sårbarhed og manglende svar, hvis vi taler med dem om uretfærdighed på denne her skala. Omvendt mener jeg ikke, vi skal synge sange som I 70’erne om, at “vi voksne også kan være bange”. Det fornemmer børnene, sagtens hvis vi er. Istedet må vi vise dem, at sorg over verdens gang er okay, men at det ikke stopper os fra at være til eller at handle. Som kristen gør det en forskel at vide og give videre, at Gud altid er med –også der, hvor ingen andre er. Ligesom politiet – der i den 6-åriges verden kan ordne alt – så har han øje på, hvad der sker og med hvem.
Vi kan også vise vores børn, at vi kan være med til at gøre en forskel, når mennesker har brug for hjælp. Fordi vi også kan lide små børn (og deres forældre). Om det er at bede for de, der flygter, at gå over til naboen med lasagne, når én er syg eller det er at melde sig som kontaktfamilie til flygtninge er mindre vigtigt. Men at vise, at vi gerne vil hjælpe andre er med til at styrke barnets (og vores egen) tillid til, at verden er god og sikker at være til i. Det bekræfter, at mennesker vil hinanden det godt. Og det viser, at Guds kærlighed også giver sig til kende igennem vores hænder.

Har du andre – måske endnu mere praktiske og jordnære – idéer til, hvordan vi kan hjælpe sammen med vores børn, så skriv det endelig i en kommentar! Eller har du måder at svare på, når du bliver mødt med svære spørgsmål om det, der sker i verden?