, , ,

Interview: Jeg er grafiktjener

På hendes værelse hang plakater med ord, hun stadig kan huske. Nu laver hun selv plakater til børneværelser med håbet om, at ordene derpå må blive husket af børn i Danmark, mens pengene for plakaterne hjælper børn i Nordkorea. 

Mød Grafikminsteren! 



Jeg er grafiktjener 


Grafikministerens navn er langt fra tilfældigt, men kvinden bag er ikke interesseret i selv at blive kendt ved navn. 
 Det er mindre vigtigt, hvem jeg er. Ordet “minister” er fra latin og betyder “tjener”. Jeg tror, vi mennesker er skabt til at tjene Gud. Ordet “tjener” bruges mange gange i bibelen. F.eks. “… den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus.” * Jeg er “grafiktjener” og øver mig i, i min hverdag at se de ting jeg gør som en tjeneste for Gud og min næste.

 – Hvad er grunden til, at du netop henvender dig til børn og barnlige sjæle med hang til ord og glade billeder? 
Troen går i små sko – ikke forstået sådan at tro er smålig eller snæversynet, som ordsproget kan lægge op til. Men istedet forstået på den måde, at troen tit er stærkest hos dem i små sko. Rigtig mange børn tror på, at Gud findes. Jeg tror, at når Gud skaber et lille nyt menneske, lægger han også kimen til tro på ham i det, men desværre får troens spire ikke altid de bedste vækstbetingelser. 

Jesus bruger selv ofte børn som forbilleder på, hvordan vi som voksne skal tro. Det er slet ikke svært for børn at tro på, at Jesus gik på vandet eller lavede vand om til vin. Det er den form for tro – den umiddelbare og tillidsfulde – som jeg håber skinner igennem i mine plakater. Det ville være fantastisk, hvis Gud kunne bruge én af mine plakater til at lade et kim spire.

– Du er selv vokset op med troen på Gud. Hvad betød det for dig som barn? 
Som barn var troen måske endda mere konkret for mig, end den er nu i mit voksenliv, hvor tvivl desværre er blevet et vilkår. Som det mest naturlige bad jeg aftenbøn for mig selv hver aften. Jeg havde en selvlysende lille pige, der knælede i bøn ved siden af min seng. Når mine forældre sagde godnat og slukkede lyset, lyste hun og mindede mig om at folde hænderne. Bønnen bestod mest af en opremsning af alle mine kæledyr – Musse, Nuser, JørgenMis og hvad de ellers hed. Den tryghed det gav mig som barn – at kunne lægge alt over til Gud – var uvurderlig.  

Jeg havde på mit værelse også plakater hængende – man kunne få sådan en, når man havde været ti gange i søndagsskole. Og jeg var der næsten hver søndag, så det gav et godt afkast af plakater! Der var f.eks. en hund med en stor hat på og så stod der: “Han elsker mig, sådan som jeg er”. Jeg husker den knælende pige og plakaterne tydeligt, så selvom det “bare” er udsmykning, kan selv en plakat på et børneværelse have betydning for et barns liv med Gud.

– Når du nu har været så heldig at vokse op med den kristne tro, hvad er det vigtigste dine forældre lærte dig om at tro? 
 Jeg er glad for, at du siger “heldig”, for jeg føler mig virkelig heldig! Jeg kan være bange for, at jeg ikke ville havde lært Gud at kende, hvis ikke det var for mine forældre, så jeg føler mig virkelig heldig. Jeg mener, hvad er sandsynligeden lige for at blive født ind i en kristen familie!? Helt praktisk har mine forældre lært mig at gå i kirke, bede og at holde søndagen hellig – gode vaner, der for mig har dannet rammerne for et liv med Gud. De har gjort mig til en del af et helt unikt kristent fællesskab, som jeg sætter stor pris på. 

 – Grafikministerens overskud går til børnehjem – kan du fortælle lidt om det? 
Overskuddet fra salget af grafikminister.dk plakater går til nordkoreanske børnehjem. Som den eneste danske hjælpeorganisation har Mission Øst adgang til Nordkoreanske børnehjem og hjælper med at uddele det mest basale – mad til underernærede børn, tøj og legetøj. Når opstartsudgifterne til grafikminister.dk er betalt (ca. 6000 kr. eller 40 A3 plakater), er omkostningerne for salg af én A3 plakat ca. 10 kr., dvs. 140 kr. sendes videre til Mission Østs arbejde i Nordkorea, når du køber en plakat. 

Det er helt oplagt, at salg af plakater til børn i Danmark, hvoraf de fleste har et kristent budskab, skal gå til børn, der har brug for hjælp i andre dele af verden. Jeg har med grafiske børneplakater bestemt ikke fundet et hul i markedet – butikker og børneværelser bugner af smukt vægudsmykning. Men jeg håber, at grafikminister.dk “stikker ud”, fordi de plakater også har et næstekærligt sigte. 

Personligt ville jeg have svært ved at sælge endnu en brugsgenstand til overfyldte danske børneværelser uden dette dobbelte formål. Samtidig håber jeg, at den historie om plakaterne kan vise, hvordan næstekærlighed også kan praktiseres. 

– Har du selv et yndlingscitat, som du har lavet til en plakat?  
Der er flere plakater på tegnebrættet. Én af dem er med sætningen fra Josvabogen i det Gamle Testamente: “Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går” **. Ordene skal suppleres af en håndtegning med tre små børn med skoletasker på. 

Det er Gud selv, der siger det til Josva, da han skal føre israelitterne det sidste stykke ind i det forjættede land efter Moses. Jeg tror, det må have været lidt af en mundfuld at få den opgave, så ordene må have været en trøst for Josva, ligesom de kan være det for os i dag. 

Lidt tidligere i Josvabogen siger Gud også “… jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.” *** For et barn der både kan føle sig alene og svigtet af mennesker, kan det være en trøst at vide, at selveste universets skaber går med, ligesom det for forældrene kan være en trøst, at ansvaret for et lille menneskes liv er delt med Gud. Dét er fantastisk og derfor et af mine yndlingsvers. 


Du kan se grafiktjenerens plakater på hjemmesiden eller følge med på facebook

* 1. Petersbrev kapitel 4 vers 11 
** Josvabogen kapitel 1 vers 9 
*** Josvabogen kapitel 1 vers 5

, , , ,

Husk, jeg elsker dig!

“Husk, jeg elsker dig!”

Jeg siger det til vores søn hver dag – nogle gange flere gange. Han hører det, før vi skilles om morgenen, enten når jeg går ud af døren på arbejde, eller når jeg afleverer ham. Nogle gange smiler han. Andre gange får jeg et “Det ved jeg godt” tilbage med en opgivende stemme. Som om han vil sige “Det har jeg fattet, du behøver ikke blive ved.” Men det behøver jeg. Og her er grunden jeg er kommet frem til:

At vide sig elsket betyder, du har din værdi givet, før du møder andre. Har du det, behøver du ikke gøre dig fortjent til andres kærlighed, respekt eller accept ved at gøre fjollede ting, bukke under for gruppepres eller stå i et hjørne.

Hvis du er sikker på din værdi, ved du også, at det er okay du er til.  Hvis du ved, du må være her og endda ønsket, behøver du hverken forsvare dig eller nedgøre andre for at få deres plads. Du behøver ikke føle dig truet af andres tilstedeværelse eller succes. Hvis du ved, du er elsket, kan du bevæge dig frit og med værdighed – og du kan behandle andre med den samme respekt.
Jeg ved godt, at det naturligvis ikke altid er sådan at være menneske – der er ingen af os, der altid og hele tiden er selvsikre med selvværdet i top hverken som børn eller voksne. Jeg ved også godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det foregår i en skolegård. Men jeg tror på, at det langt hen af vejen er sådan det er.

Af samme grund lægger jeg også så meget vægt på i kirken, at børn (og mennesker i det hele taget) først og fremmest skal erfare og vide, at Gud elsker os. For hvis vi først forstår og erfarer, at vi er elskede ikke bare af vores familie eller venner men af Gud selv, så kan vi bevæge os med en anden sikkerhed og værdighed i verden:

Lever vi som Guds elskede børn er der så meget andet, vi ikke behøver at tage bestik efter. Der er så meget andet, som vi ikke behøver bruge som målestok for vores værdi. Vægten og formen bliver ligegyldige i forhold til vores værdi som mennesker, om ikke for vores sundhed. Opsparing og størrelsen på vores lønindkomst bliver ikke afgørende for, om vi har en berettigelse som fuldgyldige medlemmer af samfundet. Baggrund og uddannelse bestemmer ikke, om vi må tage del i livet. Og andres mening om mangt eller meget behøver vi ikke beskæftige os med.

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at mine børn kan leve med værdighed. Så jeg bliver ved med at sige “Jeg elsker dig – husk det nu!”  – Selvom jeg nok skal lade være med at råbe det efter den ældste ind i skolegården.

 

(Nogle dage efter dette indlæg blev skrevet snakkede jeg med min mor om, hvorfor det er så vigtigt at vide sig elsket som barn. Det kan du læse her.)

, , , ,

Vores adoptionsprocess

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af “vores” sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med.

I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her. Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla. at det føles som et skridt frem og to tilbage. Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til børnefødselsdag.

Selve rejsen startede med opkaldET, der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både tre dage førto dage før og dagen før afrejseSå tog vi afsted. Vi var afsted i to uger i begyndelsen af marts 2010.
1. marts mødte vi for første gang Samuel, som dengang hed Sipho. Her er han  med maven bar og her er vi en tur nede ved det Indiske Ocean. Vi boede et sted, hvor vi selv kunne gå rundt. Det har jeg skrevet om her: De har humor.

Vi mødte dommeren, den dag vi kalder “adoptionsdag” – andre kalder det forever day, fordi det er her man officielt bliver familie for altid. Herefter var vi i Pretoria for at få lavet pas. Jeg delte nogle indtryk fra Jo’burg, hvor vi også fejrede min fødselsdag.

Og endelig er der det korte indlæg her om kvinden jeg for altid vil være forbundet med!
Så er det hele samlet ét sted – om ikke andet er det i hvert fald lettere for mig selv at finde rundt i!

, ,

Fastelavn – en liste med “ballade”sange

Fastelavn er sjovt! Børn og voksne klæder sig ud og kan beundre og grine af hinanden. Tønder bliver slået til pindebrænde – endelig kan ham, der godt kan lide at bruge sine kræfter, virkelig slå sig løs. Endelig er det legalt at lave lidt ballade – det gør godt i det indre!

Der er noget befriende ved at fejre fastelavn – og det er også meningen, for lige om nogle dage starter fasten jo. Hvis du spørger mig, så har vi brug for sjov og ballede oftere end til fastelavn. Ikke bare voksne kan have brug for at lave sjov og grine af hverdagens regler – det kan børn i aller højeste grad også! Det er befriende at grine over ting, vi godt ved er forkerte eller ikke er i orden.

Derfor har jeg en lille liste over “ballade”-sange, som jeg bl.a. har brugt i børnehaven, hvor jeg arbejder. Det er et stort hit at synge om at tisse i klaveret, eller selv at få lov til at bestemme. Jeg synes, fastelavn er et udemærket tidspunkt at dele listen med jer på.

Her er min liste indtil videre: 

1) Jess og Toms “Fy fy skamme” – en god gammel kending!

2) Sigurd Barrets: “Jeg kan selv” – en relativt ny sang, men som kan synges med eftertryk. Og måske især god til de børn, som irriteres over, at de voksne altid skal hjælpe!

3) Albertes “Tju-bang chokolademand – det’ mig, der bestemmer her”

4) Hr. Skægs “Bandeordssangen” – ikke for de sarte, selvom sangens pointe netop er, at man IKKE må sige sangene. Måske en sang til det barn, der virkelig gerne vil sige alle de grimme ord?

Kender du vil andre gode “ballede”sange, så vil jeg rigtig gerne have dine bud!

Jeg har før skrevet om fasten her, og om nogle dage giver jeg flere idéer til at fejre fasten som familie. Sidste år skrev jeg sådan.

, , , ,

En mors bøn #1

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter – også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge. 
Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig.
Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det!