,

Gud og barnet

Både børn og voksne kan finde på at snakke om hinanden, som om vi er to helt forskellige arter, der intet har med hinanden at gøre. Nogle gange stiller vi endda barndom og voksen-liv op som kontraster (børn leger og roder, voksne er alvorlige og ordentlige; børn har det sjovt og er nysgerrige, voksne er kedelige og fantasiløse – prøv bare at lægge mærke til, hvordan reklamer fremstiller os.)

Det betyder, at voksne let forfalder til at tale, som om Gud må tale et fuldstændigt anderledes sprog når og hvis Han interesserer sig for børn.

Historisk set har teologer ikke brugt meget tid på at fundere over betydningen af deres teologier for børn, og derfor kommer det sikkert heller ikke som en overraskelse, at Guds indstilling til børn ikke har haft den store bevågenhed. Det kommer jeg til at skrive mere om over de næste uger, for der findes faktisk en del teologi og tænkning, der har og har haft betydning for vores syn på børn og vores forståelse af deres betydning.

Lad mig sige med det samme: Jeg tror, Gud har præcis samme kærlighed til og ønske om at snakke med børn, som har Han har til voksne. Det er muligt, Han kan være tavs, men Han er ikke fraværende.

Jeg tror, at børn har værdi i og af sig selv for Gud, og at Han ønsker et levende venskab med dem præcis som med voksne (selvom det muligvis kan se anderledes ud), fordi børn – ligesom voksne – er skabt i Hans billede.

Over de næste uger vil jeg én gang om ugen skrive et blog indlæg om teologi, der forholder sig til Gud og børn og derigennem forsøge at vise, at børn ikke (kun) er passive i forhold til Gud og at de er fuldt ud i stand til at tro på Gud og have en levende tro. Jeg vil vise, hvordan Jesus selv henvendte sig til børn og vil forsøge at vise, at Guds kommunikation kan blive ødelagt eller hindret af voksne – uanset om det er intentionen eller ej.

Med tiden håber jeg, at vi kan kigge på, hvordan børn reagerer eller endda svarer på Guds henvendelser, ligesom jeg synes, det kan være rigtig spændende at se på, hvordan vi som voksne kan forsøge at IKKE stå i vejen for børns forhold til Gud.

Som udgangspunkt er alene det, at menneskets begynder som børn, at børn er, findes og vokser et tegn på at Gud ønsker det sådan, eftersom det er Gud, der – ifølge den kristne tro – er altings Skaber. Hvis du gerne vil læse i Bibelen om det, så er salme 139 et godt sted at starte – her står, hvordan Guds kald til at være starter i livmoderen og fortsætter efter fødslen af et menneske.

Som kristne henvender vi os til Gud som forælder (bare tænk på fadervor), og beskriver dermed Gud som forælder for os alle sammen –uanset om vi er voksne eller børn. På den måde er der allerede i måden vi taler om os selv og børn på, en anerkendelse af at overfor Gud er vi lige: Han er den voksne, vi er børnene. Det ændrer ikke ved at vi som voksne bærer ansvaret både overfor børns generelle trivsel og i relationen til det enkelte barn. Men når det kommer til Gud, er der ingen af os, der slår mere eller mindre til
. Vi er børn, der er afhængige af en andens kærlighed, omsorg og vejledning.

, ,

Hvor er Gud, når børn lider?

Billederne af børn, der er fanget i krigen i Aleppo er hjerteskærende.
Lige nu er det strømmen af billeder med lidende børn fanget i krig eller på flugt over Middelhavet eller i flygtningelejrene med eller uden forældre. Da jeg var barn, var det billederne af afrikanske børn med store maver, der gjorde indtryk.
 
Billederne stiller spørgsmålet – eller får i hvert fald mig til at spørge – hvor Gud er, når børn lider? For selvom jeg tror på en kærlig, nærværende Gud, der griber ind i menneskers liv, så fortvivles jeg også over det, der sker i verden.

Børn er en gave

Måske er det særligt forfærdeligt med børn, der lider i disse situationer, fordi vi instinktivt forstår, at børn har særstatus? Hver gang et barn bliver født er det et tegn på håb ikke bare for den familie barnet fødes ind i, men også det samfund, der omgiver det. Børnene er vores fremtid; det er dem, der bærer os videre. Dør barnet, ødelægges det af sygdom eller traumer, så det er familiens og samfundets fremtid, der bliver såret. Der er en dimension af håbet for i morgen, der er tabt for evigt.

Børn er en gave. De er en velsignelse. Det ved de fleste forældre, og da særligt de af os, der har måttet vente og længes efter dem. Der er sågar nogen, der påpeger, at et barn er et tegn på Guds grundlæggende velsignelse over mennesket helt tilbage fra menneskets oprindelse: “Og Gud velsignede dem, og sagde: ‘Bliv frugtbare og talrige’ ” (1. Mosebog 1:28)
Det betyder også, at Gud har ønsket at alle mennesker findes – Han er skaberen af alt liv, så hvert eneste barn (og dermed også hver eneste voksne) findes i verden, må være et udtryk for Guds vilje. Vi kan med andre ord ikke se på et menneske, uden at Gud har ønsket det og bragt det til live. Derfor må alt, der hæmmer, ødelægger eller ligefrem stopper et liv må også gå imod Guds skaber-ønske. Det kan ikke være forenligt med Guds vilje
Men hvis det er rigtigt, hvordan kan det så være, at børn bliver ved med at dø? Hvis Gud har skabt alle mennesker og ønsker, at hvert eneste barn i live – hvordan kan det så være at nogen børn lever, mens andre går til? Og hvordan kan de to ting være udtryk for den samme kærlige Gud?

Golgotha and Syria

Jeg kunne ønske, at Gud greb ind steder som Syrien og andre steder, hvor børn var i klemme; at God kom som torden og lynild og “ordnede det hele” – hvad det så end er. Kristendommen fortæller mig, at Jesus gjorde op med ondskaben, da han brød dødens magt gennem korset og opstandelsen. Jesus har vundet kampen, men det Onde kæmper stadig – lidt som i en krig, hvor den ene part har vundet, men modstanderen ikke overgiver sig frivilligt.

Kristendommen fortæller også, at Jesus skal komme igen en dag som konge af hele universet – og at på den dag skal alting ændres til det bedre. Der skal være en ny jord og en ny himmel, hvor “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” (Johannes Åbenbaring 21:4)

Det håb kan jeg godt have – det kan jeg godt holde fast i. Men hvad hjælper det børnene, der har det ondt? De lider jo stadig lige nu? For dem må frelse være NU og HER. Selv Jesus på korset virkede til at føle sig forladt af Gud (Mattæus evangeliet 27:46), hvordan må et barn så ikke have det?

Filosoffen Løgstrup funderede over, at det værste et barn kan forestille sig ikke er døden men at blive forladt. Det giver mening, tænker jeg, når man hører børns råb efter forældre – også i trygge rammer. “Mor,” lyder råbet om natten. “Du må ikke gå” græder barnet, når det afleveres. Eller barnet, der falder og slår sig vil “bare ha’ min mor”. At blive forladt og at være alene er slemt.

Nogen mener, at fordi Jesus oplevede at føle sig forladt af Gud på korset, så er Gudsforladtheden ikke længere gudsforladt. Det er måske lidt langhåret, men det giver på en sær måde mening: Vi kan ikke være alene om at være alene, for Jesus var også alene.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har været et lidende barn. Men jeg har oplevet nogle mørke stunder. Og dér i mørket, hvor alt og alle var så langt væk, at jeg knap kunne sanse dem, og tomheden var total oplevede jeg det mærkværdige at tomheden blev omfavnet. Dér i mørket var jeg alene, og dog var der nogen sammen med mig. Jeg håber, det kan være sådan Gud giver sig tilkende, også når børn er alene og lider.

Jeg tror, Gud er dér, hvor mennesker – uanset størrelsen – lider. Jeg tror, Han græder med os. Jeg tror også, Jesus kæmper for en bedre verden for os. Jeg tror, der både er et her-og-nu og et engang-og-derhenne. Det er mysteriet: hvordan Guds kærlighed kan give sig tilkende både nu og her og dog ikke endnu.

 Men så længe jeg mærker fortvivlelsen over lidelsen, så er jeg også nødt til at gøre noget for børnene – om det så bare er at huske dem, græde over dem og spørge Gud: Hvorfor? Hvor længe?

, ,
Advent – afmagtsbøn

Advent handler kort fortalt om at længes og vente på den bedste verden – der, hvor ingen skal græde eller lide ondt. Advent handler om den Store Drøm; om at Guds virkelighed også skal blive vores virkelighed og ikke bare noget vi kan drømme om.

Adventskrans

Adventslængslen virker vældig relevant i de her dage, hvor billeder af børn i Aleppo truer med at overdøve billeder af adventsgaver og juletræer på facebook.

Jeg har ondt langt ind i hjertekulen, når jeg ser billeder fra Syriens krigshærgede gader. Billederne af voksne med børn i hænderne, børn med sod fra bomber i ansigterne og ældre mennesker med poser i hænderne på udkig efter det næste gemmested for bomberne gør mig ked af det. Usigeligt ked af det.

Der er også andre historier om børn, der lider – syge børn, der ryger ind og ud af sygehuset både herhjemme og blandt studiekammeraterne i England. Små søskende, som må vokse op med usikkerheden ved, hvornår et lægebesøg bliver til en længere indlæggelse. Børn, som forældre kæmper for at få lov til at sætte i verden. Børn bag overskrifter om overgreb. Børn på asylcentre.

Jeg længes efter en verden, hvor børn ikke behøver være bange, i fare eller til overs. Jeg drømmer om en verden, hvor afmagten over verdens lidelse ikke længere skal være en byrde for nogen af os.

Thomas Baldur har skrevet en bøn, som han kalder Min er afmagten i bogen “Jorden kalder Gud”.

Her kommer de tre sidste afsnit af den:

Min er afmagten

Far,
dit er riget og magten. Min er afmagten.
Afmagten over børn,
der rives ud af tryghed og forvises til utryghed.
Afmagten over børn, der udsættes for vold og misbrug. Afmagten over, i hvor stort omfang synd
– magtbegær, magtmisbrug, grådighed og hensynsløshed fører til sorg, smerte og elendighed for så mange.

Jeg skammer mig næsten over at sige,
at jeg ikke kan holde af at tænke på det.
For jeg kan nøjes med at tænke på det
– mange børn må leve med det i årevis

Far,
min er afmagten.
Dit er riget og magten.
Da din Søn døde og af dig blev oprejst fra de døde,
blev synden besejret – siges det.
Åh, hvor jeg længes efter at se den fulde effekt af den sejr.

Amen

Jeg længes og drømmer…

 

 

 

, ,

10 gode grunde til at gå til babysalmesang

Noget af det bedste jeg gjorde under min barsel med Albert var at gå til babysalmesang i den lokale folkekirke. Derfor er jeg kommet op med 10 gode grunde for gå til babysalmesang.

2016-babysalmesang-foraar-195

Det er skønt at give sig selv tid og rum til “bare” at være sammen.

At gå til babysalmesang i Vor Frelsers kirke blev lynhurtigt et favorit tidspunkt på ugen i hvert fald for moren. Roen i kirkerummet, samværet til musikken og den glæde et lille menneske kan have og vise ved lyde og bevægelser var fantastiske. Det blev ikke ringere af, at kaffen og snakken bagefter med de andre mødre og babyer blev lynhurtigt til “mødregruppe nr.2”.

Barnevognene står i kø til babysalmesang

Barnevognene står i kø til babysalmesang

Her er 10 gode grunde til at gå til babysalmesang med dit barn:

  1. Babysalmesang lægger op til ufortyndet nærvær mellem dig og din baby
  2. Det er dejlig introduktion til musik for dit barn.
  3. Dit barns sanser bliver stimuleret: Både lyd, lys og bevægelser sætter gang i hele sanseapparatet.
  4. Dit barn har mulighed for at se på andre babyer – og måske lege med dem.
  5. Du får glæden ved at synge – i “ly” af andre.
  6. Du møder andre mødre og kan få snakket med dem.
  7. Babysalmesang er en mulighed for at bede sammen med eller for dit barn.
  8. Du lærer ord til sange uden ad som kan bruges derhjemme til aften-putning eller til leg.
  9. Dit barn og dig får en halv times koncentreret samvær med kontakt gennem både krop, øjne og stemme.
  10. Du bliver garanteret i godt humør af at se dit eget barn (og andres børn) glædes over sæbebobler, blafrende tørklæder eller måbe i benovelse over lyden på en xylofon.
Opmærksomheden er stor til babysalmesang

Opmærksomheden er stor til babysalmesang

Når det kan være svært i en barsel at få rytme eller mening i en hverdag er det guldværd at kunne tage afsted til noget, der både er godt for baby og mor. Baby bliver stimuleret, og mor kan slappe af i den ro, der er i et smukt kirkerum. What’s not to like?

 

, , ,

Tålmodighed eller hurtighed

Jeg har før skrevet om, hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler.

Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle “vente udenfor i to minutter ligesom sidst.”

Vi voksne mente jo nok, at han – og Samuel – ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: “Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden.”

I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: “Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!”

Hold nu op, som jeg kom til at grine.

Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg har besluttet mig for noget; så skal det være nu. Det kan kun gå for langsomt!

Jeg er så meget med på bønnen: “Gud, giv mig tålmodighed. NU!”

Men udfordringen, når man har hurtighed og ikke tålmodighed, er jo, at tålmodigheden kun vokser, når noget skal ventes på; modnes; være i proces eller ikke er “instant”. Som én, jeg ikke ved, hvem er, så er tålmodighed jo ikke det at vente, for tiden går jo af sig selv. Tålmodighed er hvordan du venter. At vente ved at trave frem og tilbage i konstant uro og brok over ventetiden er ikke tålmodighed. Tålmodighed er derimod at kunne være i ventetiden uden uro men med tillid til, at det, du venter på, også kommer til dig.

Der var en gang et menneske, der sagde til mig, da jeg beklagede min manglende evne til tålmodighed: “Det kan godt være, du ikke stod forrest, da Vorherre delte tålmodighed ud. Så stod du til gengæld langt fremme, da det gjaldt mod.”

Tjaeh. Ingen kan være god til alt uden videre. Heldigvis kan man øve sig!