,

En tanke om mad og leg: jeg genkendte brandbilen

Jeg blev så glad, da jeg forleden faldt over dette billede på instagram hos en af dem, jeg følger. En lille dreng, der spiser morgenmad – i selskab med sin brandbil! 
Åh, hvor mange gange har vi ikke også spist i selskab med postmand Per, Brandmand Sam, Lynet McQueen, en legomand og jeg-ved-ikke-hvem. Her i huset har det været tegn på, at en leg har været særlig god og levende, når en “legekammerat” har fået plads ved bordet. 
Det er ikke lige meget, hvem vi spiser sammen med @BLWMamaUK 

Det fantasien gjorde levende i legen stopper ikke bare fordi der er én, der siger “Så er der mad!” Jeg synes, det er siger noget vigtigt både om leg og om at spise sammen.

Om leg fortæller det, at det, der foregår for barnet er alvorligt, virkelig, vigtigt og bygger på følelser som empati og fællesskab. Om mad fortæller det, at dem vi holder af vil vi også gerne spise med.

Det kunne jeg så fabulere en masse over om næstekærlighed, om at spise sammen, om at invitere andre med hjem og om nadver. Men jeg lader være og lader istedet billedet stå som det er.

Er du allerede på instagram så find mig på @digogmigogvitro.dk

, , , ,

Misforstået omsorg: Det er ikke synd for et par, der adopterer

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet – klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: “Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske.” 
 
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået .
Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem – det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele godkendelsesapparatet går i gang. Præcis ligesom forestillingerne og tilknytningen om barnet går i gang det øjeblik, man bliver enige om at droppe prævention for at blive gravid.
Yogalæreren er ikke den eneste, der har givet de venlige ord med på vejen. “Man hører jo tit, at folk får deres egne børn, når de først har adopteret.” 
De første gange anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst udviklede jeg et standard svar, der lød noget i retningen af: “Det er ikke en statistik jeg kender til. I hvert fald siger den statistik jeg personligt kan lave med de mennesker, jeg kender, der har adopteret, at det hverken er almindeligt eller forventeligt.” Det har været den eneste måde, jeg har kunnet svare nogenlunde sagligt på uden udføre de ninja-spark, der trængte sig på. 
 
Der er ingen tvivl om, at folk mener det godt. Det er bare misforstået omsorg, for når man er i gang med at adoptere, så er tanken om børn gennem egen biologi opgivet, og som regel er der også en rimelig accept af, at det er sådan det er. Det er muligt du eller din tante kender nogen, der efterfølgende er blevet gravid, men det er fåtallet af adoptivfamilier, det sker for. Og det er helt i orden. Det er ikke synd for et par, der adopterer. De er heldige – de skal være forældre. 

 

Det kan være, det er svært at forstå, at det er sådan det forholder sig. Der har helt sikkert også været sorg og frustrationer forbundet med at være nået til beslutningen om adoption, men når først beslutningen er truffet, så er det kun på sin plads at ønske tillykke og tilbyde sin støtte og opmuntring i en ofte langvarig process!
, , ,

Lav en påskehave

Endelig endelig kommer her årets påskehave. Sidste år blev det ikke til noget pga. kvalme og for to år siden kom skoldkopper i vejen  – og måske er der en væsentlig pointe i det: Hverdagen og højtiderne bliver kun noget særligt midt i det rod et familieliv i forvejen består af. 

Påskehaven 2016 set fra Palmesøndag
Påskehaven giver kreativt udtryk for påskens begivenheder ved hjælp af ting, der leder tankerne hen på de forskellige begivenheder i Jesu’ liv fra Palmesøndag gennem Skærtorsdag, Langfredag til Påskemorgen. Jeg har fundet en palme fra Samuels playmobil, et æselføl fra julekrybben, en kande fra forrige års påskehave og lavet nogle kors af pinde og sytråd. Graven er en lerkrukke og en stor sten vi fandt ved stranden for et par år siden.
Korsene i påskehave 2016
Det er oplagt at lave korsene sammen på en gåtur og binde dem med noget ståltråd. Man kunne som end også samle sten til at bygge en lille klippevæg. 

Påskehaven er helt anderledes i år end for to år siden. Jeg har “anlagt” den i et aflangt fad, og det fungerer egentlig ret godt, synes jeg, at have begivenhederne på linje – det gør det også nemmere visuelt at tale med børn om, hvornår Jesus oplevede hvad. 

Påskehaven 2016
Faktisk kunne man gøre en hel dyd ud af hver dag i påske ugen at sætte nogle ting op på fadet, sådan at man sammen så påsken udvikle sig. Det har jeg ikke gjort. Det eneste, der har udviklet sig herhjemme er, at stenen påskemorgen bliver flyttet fra gravens åbning. 
Stenen er lagt for gravens åbning i påskehaven 2016.
Påskemorgen flyttede vi stenen fra graven. Her kunne have ligget et lille hvidt klæde, stået et par engle eller have gemt sig et påskeæg.
Denne gang har jeg brugt sand og ingen planter, og det giver en rigtig god bund at sætte tingene ned i. Til gengæld skal man også være opmærksom på, at det indbyder endnu mere til at blive leget med! Så afhængigt af alderen på børn i hjemmet er det måske ikke det allerbedste alligevel.  

Brød og vin fra Skærtorsdag. Fristende at spise! 
Jeg skriver med vilje “jeg”, for selvom det er oplagt at lave en påskehave sammen som familie og gøre en andagts-stund ud af det, så blev det ikke sådan herhjemme denne gang. Men den er her, og den er fin at snakke om. 
Gør du noget lignende eller har du andre idéer? 

, ,

Dåb i England: Giv børnene en rugby tackling

“Hvis I ser barnet komme for tæt på det store påskelys, så giv dem en rugby tackling”, sagde præsten, og menigheden lo. 
Jeg skal love for, at jeg lærte noget om at være en velkommende kirke overfor børn, da vi i sidste weekend var til dåb hos vores nevø F. Og det var på den gode måde! For jeg, hvis kæphest er, at børn ikke bare skal have lov til at være i kirken men også ER kirken, gjorde alt hvad jeg kunne for at mit barn blev så usynligt som muligt i kirken. 
Skoene var vintage og dårligt egnede til at rugby tackle nogen som helst!
Albert sov i barnevognen, da vi kom til kirken, hvor dåben skulle holdes. Hmm, hvad skulle vi gøre med ham? Samuel skulle med ind og være med, selvfølgelig skulle han det. Men Albert, den sovende baby? Vi fik ham op af den lille trappe og sat i forgangen. Der var rimelig med plads, så der kunne han godt stå, blev vi enige om og gik ind. Her er det så kirketjeneren første gang henvender sig til mig: “I er velkomne til at køre barnevognen med ind.” Nej, vi synes jo nok det var mest diskret at han blev derudenfor. Så forstyrrede han heller ikke, når/hvis han vågnede med et hvin. “Det er selvfølgelig op til jer”, sagde den venlige kirketjener.
Indenfor kom vi i tanke om, at det måske ikke var det smarteste sted, vi havde stillet det sovende barn, når det nu var lige under klokketårnet. Mig ud igen til barnevognen. Jeg får den bugseret ind i kirkerummet med et undskyldende smil til kirketjeneren, der med et smil sagde: “Vi skal slet ike bruge klokken. Men børn er altså også velkomne her i kirken.” 
Her skal jeg indrømme jeg fik en lille smule røde øren, for hvorfor i alverden havde jeg fået den idé fra at (spæd-)børn ikke var velkomne? Eller skulle pakkes væk? 
Måske fordi jeg selv var nervøs ved tanken om en skrigende baby halvvejs gennem gudstjenesten, hvor jeg selv skulle stå fadder. “Nå ja”, sagde min svigerindes far, “så skriger han, men du tager ham da bare med op. I dag handler jo om børnene.” 
Nåeh ja, det er jo det, den gør. 
Da gudstjenesten gik i gang startede præsten med at byde velkommen. Aldrig før har jeg hørt så fin en velkomst til forældre og deres børn. Han gjorde i den grad bekymringer til skamme om at komme til at larme. 
“Børnene er velkomne her i kirken, og det gør ikke noget, vi kan høre dem. De må meget gerne gå rundt også heroppe foran – derovre i hjørnet er der legesager. Det eneste vi beder om er, at I har et øje på dem, så de forbliver sikre. Det drejer sig særligt om det store påskelys her oppe ved alteret, som er meget flot, men som ikke står så stabilt. Inden i lyset er en beholder med flydende voks, og det ville være skrækkeligt om et barn – eller en voksen for den sags skyld – skulle få voks ned over sig. Så ser du et barn med retning mod lyset, så giv dem en rugby tackling.”
Så fortsatte han med at forklare at han undervejs i gudstjenesten ville få brug for hjælpere til at hælde vand op i døbefonten og til at samle en gave ind til kirken. Og at det var vigtigt at børnene kunne se, hvad der skete, så de skulle selvfølgelig endelig gå med rundt efterhånden som vi bevægede os igennem ritualet!
Og hvad har jeg så taget til mig om at få forældre og deres børn til at føle sig velkomne?

  • Sørg for at dem, der byder velkommen eller gør rummet klart fortæller og viser, at børn er velkomne. (Her var det kirketjeneren, der fik mig til at slappe af med at have et sovende barn med ind i en klodset barnevogn.)
  • Brug velkomsten til at gøre det klart, at børnene er velkomne – også selvom de opfører sig som børn. (Dvs. børnene her måtte gerne lege og måtte gerne kunne høres)
  • Fortæl forældrene, hvad der er okay, deres børn gør og hvad der forventes af dem som forældre (Her var det okay at børnene gik omkring i kirken, og forventningen var, at det var forældrene, der holdt øje med dem)
  • Brug humor for at få noget væsentligt løftet frem. (Her var det rugby tacklingen og påskelyset, som kunne være decideret farligt.)
  • Forbered børnene (og forældrene) på at de kan blive inddraget i selve gudstjenesten. (Her ved at hælde vandet op i fonten, samle kollekt ind og ved at flytte sig, så de kunne se.)
Jeg må indrømme at mine fordomme mod en traditionel kirke som værende ikke-favnende af børn og forældre blev gjort til skamme. Og heldigvis for det! Der blev (naturligvis) ikke brug for rugby tacklinger, og Albert sov selvfølgelig sødeligt fra hele molevitten. 
Og måske er det i virkeligheden den vigtigste pointe: Det handler i høj grad om at få forældrene til at føle sig tilpas og afslappede, så kan børnene meget nemmere være børn i kirken.
, , , , ,

Husk, jeg elsker dig – samtale med min egen mor

Forleden delte jeg nogle tanker om, hvorfor det er så vigtigt for mig at mit barn ved, han er elsket. Men vi ved jo alle sammen godt, at kærlighed ikke kun (langt fra, faktisk) vises gennem ord alene. Der findes rigtig meget forskning, gode råd og sure opstød om, hvad forældre bør gøre nu til dags for at deres børn bliver robuste, selvhjulpne, gode læsere, ikke-kræsne og hvad-ved-jeg. 

Sammen med de mennesker jeg oftest fortæller, at jeg elsker dem: Samuel, min mor Jane, min far Henrik og min mand Duncan. Billedet er taget til koncert med Elton John i juni 2015, så Albert er på en måde også med herpå.

Jeg droppede at google og vente mig istedet vil min egen mor, for at snakke med hende om, hvordan man får børn til at føle sig elskede. Ud over at hun udmærker sig ved at være mor til min bror og jeg og bedstemor til vores i alt tre børn, så er Jane Klitgaard også garvet pædagog og NLP coach.

Mor, hvordan kommer et barn til at føle sig elsket?
Først tænker jeg, at det ikke er nok at sige det, men at det skal vises.
Det gør man f.eks. som forælder ved at sætte grænser for sit barn og ved at passe på det. Det er eksempelvis ved at bestemme, hvornår ens barn skal i seng. Så kan det godt være, der er en konflikt i det lige ved sengetid, men så kan man senere sætte ord på og forklare, at “vi passer på dig, fordi vi elsker dig så meget. Vi ved, det er vigtigt at sove nok, når man skal lære og lege godt, og vi vil gerne have, at du har det godt, for vi elsker dig.” Eller at forklare, hvorfor vi spiser sundt, eller rydder op. Så får barnet en forståelse af at grunden til at vi gør, som vi gør, er for vores bedste, altså under forstået fordi jeg er elsket.
Åh, grænser. Alle forældre ved, at børn ikke reagerer med glædeshyl over at få sat grænser. Ind imellem kan det føles direkte hårdt og trælst også for forælderen at skulle holde fast og bestemme på tværs af konflikt. 
Hvorfor er det så vigtigt for børns selvværd, at jeg som forælder holder fast i, at det mig, der bestemmer?
 
Jeg tror, forældre som udgangspunkt gør, hvad de gør for og mod deres børn, fordi de elsker dem. Så er der selvfølgelig undtagelser som overgreb og misbrug. 

Men det er vigtigt med grænser, fordi et barn, der er vant til at få dets behov og ønsker dækket lige med det samme, kommer til at sætte lighedstegn mellem “at være elsket” og “at jeg får min vilje”. Hvis et barn har det sådan, så bliver det svært at være andre steder, hvor voksne eller andre bestemmer. Når for eksempel de voksne i børnehaven elller andre steder vil bestemme, så kan barnet opleve det, som at den voksne ikke kan lide barnet. Eller hvis de andre børn ikke vil lade barnet bestemme i en leg, betyder det så, at de ikke kan lide mig?  

Dét er ikke en rar oplevelse for et barn for frustration over ikke at føle sig elsket udløser afmagt. Og den afmagt kan igen være det, der gør at barnet kommer til at slå, fordi barnet ikke synes, det har andre muligheder for at få sin vilje og på den måde føle sig elsket.

Så grænser giver barnet en måde at mærke, at de er elskede – og på den måde også muligheden for at mærke sig elsket udenfor hjemmet. Er der andet, man som forælder kan gøre? 

Kærlighed for et barn er også at forældrene sørger for, at der er skiftetøj og udetøj i børnehaven eller vuggestuen. Ikke fordi børn opfatter manglende tøj, som at mor og far ikke holder af mig. Men et barn, der mangler skiftebusker, hvis bukserne blev våde af at lege med vand bliver forkert. Hvis det barnet femte gang den uge lige dét barn skal have lånetøj på, så kommer følelsen måske af “hvorfor sørger mor og far ikke for mig?” Det er ikke tydelige tanker hos et barn, men snarere følelser, som dukker op. 
 
For hvis dem, der er sat på jorden for at passe på mig ikke gør det, hvem kan jeg så stole på? Det er ikke bevidste tanker, men noget, der er ligger som en utryghed i barnets bevidsthed. Det sker selvfølgelig ikke ved at forældre glemmer vanterne en enkelt gang eller to, men hvis det sker gentagne gange. 
 
Egentlig vil jeg mene, at det et barn har allermest brug for er troværdige voksne. Med “troværdige voksne” mener jeg voksne, som gør det, de siger og mener det, de siger. 


Når det handler om børn og deres tanker og følelser kan vi ikke vide fuldstændigt, hvordan det er. Så jeg ved ikke, om det er – det er min tolkning.


Hmm. Jeg kan godt se, hvad du beskriver. Og nu sidder jeg her og spekulerer over, hvor mange gange jeg mon har glemt Samuels vanter eller ikke har sørget for hans blyanter var blevet spidsede. 
Nogle gange så bliver jeg så træt, for der kommer gode råd, sure opstød og forskning ind fra højre og venstre om, hvordan man er en god forælder. Jeg – og de forældre jeg kender – vil jo gerne gøre det godt. Og jeg synes tit, jeg oplever, at tvivlen om hvorvidt vi nu gør det godt nok fylder en del. Du har en gang sagt, at vi moderne forældre skal glemme vores hoveder og være forældre med hjerte – hvad betyder det i denne her sammenhæng? 


I denne sammenhæng betyder det, at for mig at se ville det være godt, hvis forældre selvfølgelig tænker sig om, men også forholder sig til det de inderst inde godt ved, er det bedste for barnet.  
 
Jeg tror mange forældre i dag er pressede. Af både deres egne og andres forventninger. De 
skal helst gøre alt det, de plejede at gøre, før de fik børn. De skal se godt ud, ha’ alt det nyeste, rejser og så videre. 
Rigtig mange forældre har konstant dårlig samvittighed. Jeg møder den ofte. Det er som om det er blevet en måde at vise, at man kærer sig om sit barn. De ønsker alle at gøre det bedste, men de får ikke mærket efter, hvad der er det bedste. 
 
I virkeligheden er der nok mange forældre, der gerne ville være mere sammen med deres børn, men det passer ikke sammen med alt det andet, der “hører sig til “, og så vælger de det alle andre synes og glemmer at prioritere det, de inderst inde helst vil.
~ Og nu bevæger vi os hen imod ” mor tilbage til kødgryderne”, men det er ikke det jeg mener. Jeg synes bare, man skal ha’ det godt med de beslutninger man træffer. Ellers skal man træffe nogle andre! 
 
Da vi slutter samtalen siger hun: “Og Anne, husk at jeg elsker dig!” 



Hvordan har du det med at sætte grænser for dit barn? Altså når det skaber konflikt? Og hvad med den dårlige samvittighed – kender du også den?