Indlæg

,

Sinterklaas, Santa Claus og julemand

Vores hollandske venner var til Sinterklaas-fest i weekenden. (Den egentlig fejring er d. 5. december om aftenen.) Sinterklaas blev til Santa Claus, da hollænderne befolkede New Amsterdam, der i dag hedder Manhattan. I Danmark kalder vi ham julemanden, men hans egentlige navn er Skt. Nikolaus. Skt. Nikolaus er helgen for flere ting, men bl.a. for børn og for søfart. Måske derfor han var og er populær i Holland.

Billedet er lånt fra Varldenshistoria.se

I Danmark er han også populær – men sjældent fordi han var biskop fra Myrra, Tyrkiret, i det tredje århundere, der blev helgenkåring på baggrund af stor barmhjertighed og sans for social uretfærdighed sammen med en vilje til at handle til fordel for de fattige. Særligt hjalp han børn, der var ilde stedt, med gaver i al hemmelighed. Den historie, jeg kender bedst, handler om tre piger fra en fattig familie, som faderen var tvunget til at sælge – han havde ikke de penge til medgift som var – og mange steder i verden stadig er – en nødvendighed for at sikre en pige ægteskab med en god mand. Nogle historier fortæller at faderens fattigdom var så stor, at skulle i gældsfængsel, og at pigerne skulle sælges til prostitution for at redde faderen. Under alle omstændigheder kom Nikolaus dem til hjælp. Det fortælles at han smed guld ned igennem skorstenen eller lagde guld i vindueskarmen, så pigernes fader ikke længere var i gæld eller så pigerne havde en medgift. I hvert fald gav han dem frihed og reddede dem fra en skæbne, som kvinder fortsat bliver tvunget ud i.

Jeg har hørt kristne diskutere, hvorvidt det er i orden at have julemanden som en del af julefejringen. Jeg tror, spørgsmålet må komme sig af ikke at kende historien bag manden med det hvide skæg og den sjove hue. (-som vel egentlig skulle være en bispehat). For det kan da kun være en god ting solidt at plante et menneske, der agerede i forhold til fattigdom og nød, og som brugte sin tro aktivt, midt i fejringen af, at Gud blev menneske? Mon ikke vi har brug for at blive mindet om at det nytter at gøre en forskel, og at julen ikke kun handler om at vende os indad midt i overflod, ønskesedler og gaveregn? Det kunne være dagen vi hver især besluttede hvem eller hvad, der skulle have en gave, fordi de lider nød eller kunne trænge til hjælpe ude fra. Uanset om de er børn, prostituerede eller sømænd.

På Charlottes Tro, Håb og Kærlighed kan du også læse om Skt. Nikolaus i dag.
Jeg fandt en blog, der handler om kirker navngivet efter Sct. Nicolaus. Den er skrevet af den kvinde, som har skrevet en bog om Skt. Nikolaus.

/0 Kommentarer/af
, , , ,

2. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr

 

Billedet er malet af Tine Gjessø

Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten.

Jeg kan ikk’ fordrage snak om synd. Bare ordet har jeg det faktisk svært med. Jeg tror, min allergi kommer af en overdosis af fokus på synd, som det mennesker “gør” mht. sex og alkohol. Og underforstået, at det, der én gang er gjort, ikke kan gøres ugjort. (Jeg voksede op i en lille by med to store og levende kirker. Den ene var Metodistkirken, der efter min mening har et åbent menneskesyn, og den anden kirke er en noget anden udgave af dansk kristendom.) 
Jeg er helt med på, at der er ting vi mennesker kan gøre helt galt. Og også at det ofte indeholder sex, alkohol/stoffer, penge og magt. Det er der historisk præsedens for. At vi ikke kan gøre gjort ugjort er også rigtigt, men jeg vil holde på, at mennesker kan forandres. Så kun at pege fingeren på de tydelige ting, som nogen kæmper med er for let, for uretfærdigt og for firkantet.
Egentlig skulle historien om Adam og Eva jo være en god én at læse i den sammenhæng. Her er hverken “forkert” sex, druk eller penge og store positioner at forvalte forkert. I stedet er det noget helt andet, en meget mere grundlæggende ting, der går galt: Menneskene svigter den tillid, de har fået, fordi de liige vil have lidt mere. Og da de bliver konfronteret med det, står de ikke ved det. I stedet skylder de skylden på hinanden. Så dét med at placere skyld til højre og venstre er altså gammelt nyt.
Ligesom det, at forsøge at overskride de begrænsninger, vi som mennesker én gang nu har fået, er en ur-synd. Der er ikke noget nyt i liiige at ville presse sig lidt længre, sove lidt mindre, lave lidt mere, tvinge lidt mere viden/ejendom/hjemmebag ind i sit liv end man egentlig magter.
Den forståelse af kristendommen mange danskere har, er præget af Luther. Luther mente, at den værste konsekvens af syndefaldet – altså, at Adam og Eva måtte forlade Paradisets nærhed til Gud – var bundløs skyld. Mennesket var synder og ville altid være det. Derfor er det også luthersk praksis at døbe børn, for at de skal høre Gud til. Wesley, som startede metodist bevægelsen, havde en anden forståelse; han mente, at den værste konsekvens ved menneskets oprør mod begrænsningerne givet af Gud, var døden. Både i fysisk forstand, men også i alt forgængeligt og forkrøblende. Hvor Luther så synd som skyld, der skulle straffes, forstod Wesley synd som en sygdom, der skulle helbredes. (Det skal lige understreges at faktisk sygdom IKKE anses som tegn på synd hos den, der er syg.)
 
Den forskel, der er mellem de to forståelser, har stor betydning for menneske-forståelse og for tanken om, hvordan verden i dag er sat sammen – og ikke mindst for, hvad der skal til, for at alt igen bli’r godt.
Den kirke tradition, der har præget min forståelse, gør, at jeg bruger historien om Adam og Eva til at forklare, hvorfor onde ting sker for gode mennesker. Hvorfor det meningsløse rammer og hvorfor jeg pludselig opdager, at jeg ikke gør godt, selvom jeg gør mit allerbedste: Det er fordi, der er gået noget helt grundlæggende galt i verden; som om noget er blevet en smule fordrejet i maskineriet – det fungerer godt nok, men det kører ikke længere i takt. Det er trist. Jo vist. Det er noget skidt, ind imellem.
(Og så er der selvfølgelig også hele spørgsmålet om vores frie vilje – det kommer vi til lidt senere.)
Heldigvis er Gud så sådan én, der sætter sig ned og syr en jakke. Beskrivelsen af Gud og hans ageren i historien, kan jeg godt li’. Jeg kan godt li’ forestillingen om, at Gud forsøger at begrænse skaden, som en anden mor. Ganske vist er det ikke “Åh nej, nu har han fundet melet, bare han nu ikk også finder vandhanen” men “Åh nej, nu har de spist af træet, der gi’r visdom, de ikke kan styre – bare de nu ikk også gir’ sig til at spise, så de får evigt liv. SÅ har vi balladen.” Og så sætter han dem uden for døren. Men ikke før han har sørget for, at de har noget ordentligt overtøj på!
Fordi Gud her beskrives som omsorgsfuld forælder, tror jeg på, at det jeg har oplevet er sandt: At når ur-synden bryder ind i ens liv (uanset om det er gennem sygdom, egne fejl, uheld eller hvad det måtte være), så græder Gud også over uretfærdigheden og meningsløsheden. Imens syr han en jakke eller noget andet varmt, og tænker sig en plan, der kan åbne døren igen. For er der noget en omsorgsfuld forælder gerne vil, så er det da at tage barnets jakke af og sige “Velkommen hjem!”
Teksten bag denne reflektion kan du læse her.
Den første advents-reflektion finder du her.
/0 Kommentarer/af