,

Påske

Kristus er opstanden. Ja, sandelig, Han er opstanden!

Med de ord har kristne verden over mødt hinanden idag. Der er glæde i de ord.
Påskemorgen er en morgen som ingen anden, der er en hel særlig stemning i kirkerummet inden gudstjenesten – glæde og forventning.

Kristus er opstanden. Døden er ikke mere. Livet er størst. Lyset overvinder mørket.

Som en del af gudstjenesten i formiddag var der selvføgelig børnehjørne, og alle børnene sad oppe foran, og jeg spurgte dem, om de nogensinde havde skyndt sig efter noget. ( Vi havde lige hørt historien om hvordan disciplene løb alt hvad de kunne for at komme ud og se den tomme grav). Der var børn, der havde skyndt sig hen til en ven, eller hen til gudstjenesten, eller efter bussen. Alle sammen ting, som er vigtige at skynde sig efter. Og fordi vi kender fornemmelsen af at der er noget, som er vigtigt at gøre, eller se, eller et menneske som det er vigtigt at være sammen med, kan vi genkende noget af disciplenes iver efter at se graven.

Jeg fortalte hvordan nyt liv er et mirakel, som får mennesker til at skynde sig. F.eks. skyndte jeg mig fra den ene ende af landet til den anden forleden for at se en lille nyfødt pige. Ny liv er noget særligt. Det er vigtigt at se, fordi det jo egentlig er et lille mirakel at et menneske kommer ind i verden – ud af det bare ingenting.
Og så meget desto mere grund til at skynde sig hen for at se at Jesus er genopstået fra de døde. Og er blevet levende igen!

Som afslutning på børnehjørnet fik børnene et lille påskeæg – de får ellers ikke chokolade til børnehjørnet, men nu er påskemorgen jo noget helt specielt. Og så var det den fineste illustration kom på det, Maria Magdalene gjorde da hun havde set graven og hørt englen: Hun løb tilbage for at fortælle de andre disciple hvad hun havde oplevet. Børnene kiggede ned i min kasse og så at der var mange flere chokoladeæg end dem, de havde fået: “Skal de voksne også have påskeæg?” Nej, det havde jeg jo egentlig ikke tænkt. Men det synes børnene nu ikke de voksne skulle gå glip af, så de begyndte egenhændigt at dele påskeæg ud også til de voksne. Jo, opstandelsen er noget meget fint, og noget som er så godt at vi er nødt til at dele det med andre!

/0 Kommentarer/af

Fravær // Nærvær – En tanke om at faste

Efter nu at have været i gang med fasten i lidt over en uge har jeg funderet over at det giver mere mening at lave et tomrum end at fylde mere på mig for at fokusere på Gud og hans kærlighed. Det er ikke sikkert det ville være tilfældet hvis det nu ikke var fordi jeg lever i et overflodssamfund, hvor jeg kan købe og gøre det meste for det meste. Det er ikke så svært for mig at spise det jeg har lyst til, eller at købe nyt tøj eller musik. Jeg kan endda rejse væk hvis jeg har lyst til det. På mange måder er min hverdag (!) og ikke bare fest kendetegnet af en vis form for luksus. Dertil kommer at jeg og mange andre har travlt med vores arbejde, familien, vores fritidsinteresser, kirken og og og … Og midt i alt det, så kan det godt være reklamerne for mad, tøj, rejser, uddannelse og hvad ved jeg gerne vil jeg skal fylde mere på mig selv. Men faktisk har jeg brug for det modsatte. At holde ting lidt fra livet, at sætte det på pause så jeg kan komme til at huske hvorfor nu det var vigtigt og noget særligt. Ved at trykke på pauseknappen i et stykke tid kan jeg genopdage glæden ved mad, musik, indkøb og oprigtigt sige Gud tak fordi jeg har fået det.
/0 Kommentarer/af

Fasten står for døren

Imorgen er det “Askeonsdag”; startskuddet til fasten. Fasten, er ligesom advent er det til julen, en tid til forberedelser for den højtid, der kommer efter. Fasten er en periode med mange traditioner – hjemme hos os er det den tid på året, udover jul, hvor vi har flest traditioner tilknyttet. For mit vedkommende er det fastelavn med udklædning og fastelavnsboller som jeg husker som et lyspunkt helt fra barn. Der er noget befriende ved at klæde sig ud og “gøre som om” sammen. Billederne er fra fastelavnsgudstjenesten i Vejle søndag. Der kom rigtig mange festlige mennesker til gudstjeneste!

Traditionelt er fastetiden en tid præget af stilhed, eftertænksomhed og fordybelse. En tid hvor fokus var på “mig og Gud”. Det startede med askeonsdag, der har fået navnet pga. traditionen med at slå korsets tegn med aske i panden – et symbol på bod og anger. Det lyder tungt og grimt, og har sikkert også været det. Selv det bedste kan jo bliver misbrugt. Men egentlig synes jeg det er flot at kunne have en dag, et tidspunkt og en måde at markere at det er okay at tænke over det svære, at komme tilbage til at det hele kommer an på Guds nåde. Og ikke mine forsøg og bedste intentioner. Det med asken er måske ikke noget vi danskere er så vant til. Da vi boede i England blev jeg præsenteret for traditionen, og jeg er blevet meget glad for den. Nok fordi det markere begyndelsen af fasten. Ligesom de fire lys markere advent.

Der var engang hvor man i fasten dækkede alle billeder, statuer og andet festligt til i fastetiden. Det kom først frem igen til påske. For at hjælpe til fordybelsen. Og af samme grund er traditionen kommet med at faste fra forskellige ting i fasten kommet til. Fordi fravær kan være med til at skabe nærvær. Det kommer jeg tilbage til i næste uge.

Men fordi fastetiden på nogle måder er stille og uden farver, så er behovet der for at have mange farver og fest – at holde karneval: “farvel til kødet” betyder det. For det har traditionelt været kød mange holdtsig fra i fasten. Idag er det måske mere chokolade man hører mennesker opgi’r når det er faste. Man kunne overveje at faste fra teknik; mobilen eller email bare en enkelt dag, forbrug, en vane. Jeg kender en som et år opgav at have dårlig samvittighed. “Og ved du hvad, jeg har ikke taget det op igen,” har han fortalt. Har du planer om at faste fra noget imorgen?

For mit vedkommende bliver det kødet i år. Min mand, Duncan, vil droppe fjernsynet, og det får selvfølgelig også noget at sige for min faste. Og jeg glæder mig. De sidste år har lært mig, at det er godt at opgi’ noget for en stund. Man bli’r så glad når man får det tilbage!

/0 Kommentarer/af
, , , , ,

Mor ville nok bage en kage

“Hvad ville du gøre hvis en konge, eller en anden kendt kom på besøg hjemme hos dig?” Spørgsmål blev stillet til de børn, jeg har i Klub 3 ligenu. (Klub 3 er det man også i folkekirken kalder minikonfirmand) “Ikke noget. Men min mor ville nok bage en kage.” Vi havde om Palmesøndag. Der hvor Jesus ridder ind i Jerusalem, og folkeskaren tager imod ham som en konge. Så det var egentlig Jesus det handlede om. Ja, hvad ville du egentlig gøre hvis Jesus kom på besøg?

Jeg ved ikke hvad jeg ville gribe og gøre i – når min familie, som jo angiveligt holder af mig som jeg er, kommer på besøg kan jeg i minutter inden dørklokken går, tage mig selv i at løbe rundt med støveklud og støvsuger, for nu at være helt “klar”. Som om det er det, det kommer an på. Jeg forestiller mig at det ville føles som at se en gammel ven, hvis Jesus pludselig ringede på døren. Hvor det vigtigste var gensynet og snakken – og måske maden.

Men jeg kan nu godt lide svaret fra Klub 3. Det er et ærligt svar på egne vegne, og et tillidsfuldt svar på mors vegne. For når det kommer til det med Gud, så kan det da ind imellem være svært at vide hvad man skal. Og så er det nemmeste måske ikke at gøre noget. Man kan også når det kommer til kristen livet have brug for andre til at vise vejen. Nogen, der måske har stået der før, eller som man stoler på. Det er bl.a. i menigheden vi har mulighed for at lære af andre, og lade dem hjælpe os. For det er en stor hjælp a vide, der er nogen, som ved at det er godt at bage en kage når man får gæster.

/0 Kommentarer/af