, , , ,

2. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr

 

Billedet er malet af Tine Gjessø

Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten.

Jeg kan ikk’ fordrage snak om synd. Bare ordet har jeg det faktisk svært med. Jeg tror, min allergi kommer af en overdosis af fokus på synd, som det mennesker “gør” mht. sex og alkohol. Og underforstået, at det, der én gang er gjort, ikke kan gøres ugjort. (Jeg voksede op i en lille by med to store og levende kirker. Den ene var Metodistkirken, der efter min mening har et åbent menneskesyn, og den anden kirke er en noget anden udgave af dansk kristendom.) 
Jeg er helt med på, at der er ting vi mennesker kan gøre helt galt. Og også at det ofte indeholder sex, alkohol/stoffer, penge og magt. Det er der historisk præsedens for. At vi ikke kan gøre gjort ugjort er også rigtigt, men jeg vil holde på, at mennesker kan forandres. Så kun at pege fingeren på de tydelige ting, som nogen kæmper med er for let, for uretfærdigt og for firkantet.
Egentlig skulle historien om Adam og Eva jo være en god én at læse i den sammenhæng. Her er hverken “forkert” sex, druk eller penge og store positioner at forvalte forkert. I stedet er det noget helt andet, en meget mere grundlæggende ting, der går galt: Menneskene svigter den tillid, de har fået, fordi de liige vil have lidt mere. Og da de bliver konfronteret med det, står de ikke ved det. I stedet skylder de skylden på hinanden. Så dét med at placere skyld til højre og venstre er altså gammelt nyt.
Ligesom det, at forsøge at overskride de begrænsninger, vi som mennesker én gang nu har fået, er en ur-synd. Der er ikke noget nyt i liiige at ville presse sig lidt længre, sove lidt mindre, lave lidt mere, tvinge lidt mere viden/ejendom/hjemmebag ind i sit liv end man egentlig magter.
Den forståelse af kristendommen mange danskere har, er præget af Luther. Luther mente, at den værste konsekvens af syndefaldet – altså, at Adam og Eva måtte forlade Paradisets nærhed til Gud – var bundløs skyld. Mennesket var synder og ville altid være det. Derfor er det også luthersk praksis at døbe børn, for at de skal høre Gud til. Wesley, som startede metodist bevægelsen, havde en anden forståelse; han mente, at den værste konsekvens ved menneskets oprør mod begrænsningerne givet af Gud, var døden. Både i fysisk forstand, men også i alt forgængeligt og forkrøblende. Hvor Luther så synd som skyld, der skulle straffes, forstod Wesley synd som en sygdom, der skulle helbredes. (Det skal lige understreges at faktisk sygdom IKKE anses som tegn på synd hos den, der er syg.)
 
Den forskel, der er mellem de to forståelser, har stor betydning for menneske-forståelse og for tanken om, hvordan verden i dag er sat sammen – og ikke mindst for, hvad der skal til, for at alt igen bli’r godt.
Den kirke tradition, der har præget min forståelse, gør, at jeg bruger historien om Adam og Eva til at forklare, hvorfor onde ting sker for gode mennesker. Hvorfor det meningsløse rammer og hvorfor jeg pludselig opdager, at jeg ikke gør godt, selvom jeg gør mit allerbedste: Det er fordi, der er gået noget helt grundlæggende galt i verden; som om noget er blevet en smule fordrejet i maskineriet – det fungerer godt nok, men det kører ikke længere i takt. Det er trist. Jo vist. Det er noget skidt, ind imellem.
(Og så er der selvfølgelig også hele spørgsmålet om vores frie vilje – det kommer vi til lidt senere.)
Heldigvis er Gud så sådan én, der sætter sig ned og syr en jakke. Beskrivelsen af Gud og hans ageren i historien, kan jeg godt li’. Jeg kan godt li’ forestillingen om, at Gud forsøger at begrænse skaden, som en anden mor. Ganske vist er det ikke “Åh nej, nu har han fundet melet, bare han nu ikk også finder vandhanen” men “Åh nej, nu har de spist af træet, der gi’r visdom, de ikke kan styre – bare de nu ikk også gir’ sig til at spise, så de får evigt liv. SÅ har vi balladen.” Og så sætter han dem uden for døren. Men ikke før han har sørget for, at de har noget ordentligt overtøj på!
Fordi Gud her beskrives som omsorgsfuld forælder, tror jeg på, at det jeg har oplevet er sandt: At når ur-synden bryder ind i ens liv (uanset om det er gennem sygdom, egne fejl, uheld eller hvad det måtte være), så græder Gud også over uretfærdigheden og meningsløsheden. Imens syr han en jakke eller noget andet varmt, og tænker sig en plan, der kan åbne døren igen. For er der noget en omsorgsfuld forælder gerne vil, så er det da at tage barnets jakke af og sige “Velkommen hjem!”
Teksten bag denne reflektion kan du læse her.
Den første advents-reflektion finder du her.
, , ,

For et år siden

I torsdags var det et år siden, Tina ringede os op med den bedste nyhed i verden; i Sydafrika var en lille dreng klar til at blive hentet hjem. Der er gået et helt år siden verden stod stille og så startede med at bevæge sig med en helt ny hastighed på en ny måde.

Det er på én gang uendelig længe siden, og på samme tid er der ingen tid gået.

Samuels udvikling har taget kvantespring siden vi fik ham. Både fordi der sker meget på et år, fra man er 1 år til man er 2 år gammel. Men også fordi det har gjort en forskel at blive barn i en familie. Han er vokset, hans motorik er mere sikker. Han er udadvendt på en rolig måde, han har ikke længere angst anfald og han kan sidde stille og sidde tæt på. Han sover godt om natten og er begyndt at snakke. Vi er blevet forældre, der afleverer i vuggestue og køber lusemiddel. Vi skifter bleer, og tænker ikke længere over at skulle have vanter, rosiner og Postmand Per bilen med, når vi skal nogen steder. Jeg ved, om han er tilpas og kan mærke, hvis han har feber.

Vi er ikke længere fremmede for hinanden, og den kløft af ukendthed, der var imellem os, da vi først mødtes, er væk. Samuel er stadigvæk sin egen, og han har stadig en historie før os. Men hvor han før var alene om den og kun havde sig selv at komme ud fra, tager hans verden nu udgangspunkt i mor og daddy. Præcis som den skal, når man er en rask dreng på 2 år.

For ét år siden blev jeg mor. Det er slet ikke til at forstå.

, , ,

Destination: Betlehem

Maria var en helt ung kvinde, da hun tog afsted til Betlehem sammen med Josef, som hun skulle giftes med. Alligevel var det nok ikke første gang hun var ude på en længere rejse. Måske var det første rejse, fordi kejseren i Rom havde en mening, om hvor hun skulle være. Men eftersom Maria var en praktiserende jøde, havde hun sandsynligvis siden hun var ganske lille rejst til Jerusalem med sine forældre til de store helligdage – ligesom hun senere selv tog sin lille søn med sig derop. Så jeg forestiller mig at rejse strabadser ikke har været ukendte for Maria. Hun har før levet ud af en kuffert og haft ømme fødder af at gå langt.
Det, der gør det anderledes denne gang er, at hun er højgravid og rejser med Josef. Forestil dig at rejse til fods tung, frugtsommelig og med vand i hele kroppen. Forestil dig at være øm i ryggen og træt i benene allerede inden du står op om morgenen. Jeg har ikke prøvet det, men når jeg tænker på dem, jeg har fulgt med “i”, når de har været højgravide, kan jeg ikke forestille mig, at de ville holde af at skulle rejse langt til fods. Fordi en kejser sagde man skulle. Maria kunne ikke selv gå. Hun red på et æsel, og selvom det sandsynligvis har været nødvendigt og en hjælp, så har det sikkert også været ret hårdt.
Som hun red afsted der på æslet sammen med Josef, gad vist om hun kunne forestille sig, hvad der ventede hende?Mon hun kunne forestille sig fødslen, at få sit barn i armene, eller hvad barnet vil betyde for hendes liv? Selvom hun havde god tid til at spekulerer over det, der på vejen til Betlehem. Kan nogen mor?
Og er det ikke sådan, at uanset hvad det er vi er vi barsler med, så kan vi ikke på forhånd vide, hvordan det bliver? Uanset hvordan vi forbereder os, venter og glæder os, så kan vi aldrig helt vide, hvad det kommer til at betyde for os?
Maria ankom til Betlehem, og hun fødte sit barn i en stald. Engle og hyrder og vise mænd kom for at se barnet og prise Gud, fordi det var kommet til verden. Maria forstod ikke, hvad det altsammen betød mens det skete, men gemte det hele i sit hjerte. Hun måtte opfostre sin søn, opdrage ham, se ham blive voksen, og træffe valg, der så tossede ud, inden hun mange år efter kunne forstå bare lidt mere af, hvad der var sket hende.
Jeg er på vej til Betlehem. Jeg ved, hvad der skal ske. Men jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde. Måske har du det også sådan, eller har haft det engang. Maria kan vise os vej, og kan give håb og fred på rejsen. Hun vidste, hvad hun bar på, men ikke hvilken betydning hendes rejse ville få.
, ,

Halloween

Egentlig er det jo i aften, der er Halloween (= all hallows eve = alle helgens aften), fordi det er Alle Helgen d. 1. november. Men i Vejle fejrede vi Halloween i går med mad med mærkelige navne: Næseblod, syltede månestråler, maddiker og troldetænder var bare nogle af delikatesserne. Der var pyntet SÅ flot op med sorte sække over bordene, orange servietter, flagermus og ander kryb, der var med til at sætte en “u”hyggelig stemning. For de modige børn var der Fangerne i kirken løb med sækkeløb, ulækre ting at stikke hænderne i og et mørkt tingfinderløb i kirken. Flere var mødt op i uhyggelige kostumer som Sascha. Vi fejrer Halloween fordi Alle Helgen er vigtig, men børn efterhånden bedre kan forholde sig til ordet “halloween” om højtiden. Vi fejrer Halloween fordi det er vigtigt at kigge på det uhyggelige som vores egen død, fordi det minder os om at livet er vigtigt. Vi fejrer Alle Helgen for at mindes vores egne døde, og for at takke fordi vi alle er sammen selvom vi ikke længere sidder ved siden af hinanden: I Guds hænder er vi ikke adskilt af døden. Og vi fejrer Alle Helgen fordi det er godt at blive mindet om at døden, krigen, fattigdommen, sulten og alt det andet grumme og uhyggelige ikke har det sidste ord. Heller ikke i vores liv!

Du ønskes en glædelig Alle Helgen eller Halloween!
, , , , ,

Nærmest klar

Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal “lukkes” inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om mennesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det.

Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l
aver andet end at være her. Jeg kunne
 have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men …. 
De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia’er…. Det er et forsøg, men lykkes det bliver jeg rigtig rigtig glad! 
Det egentlige hængeparti er de papirer vi er blevet bedt om at indsamle til vores adoptionssag. Det er allerede blevet vores tur til at indhente attester og dokumter i lange baner. Og det betyder at vores sag snart sendes til Sydafrika! 
Vi har udfyldt to ansøgningsskemaer. Vi har fået vielsesattesten, min fødselsattest og ansættelsesbreve på plads. Vi har tre vandelsattester, og har skrevet under på at vi vil deltage i opfølgende besøg fra en sagsbehandler, når barnet er hjemme hos os. Vi har været hos lægen, politiet og på skattekontoret. Og vi har ta
get billeder af os selv, hinanden og vores hus. Vi har kopieret pas og sørget for pasbilleder. Det eneste vi mangler er et brev fra notaren og Duncans fødselsattest fra den engelske ambassade. Når de er landet kan vi sende det hele afsted til AC, og så bare vente på at det bliver vores tur til at blive sendt “afsted”.  

Grunden til at det er et hængeparti er at vi har fundet ud af at AC ikke har fået hele Duncans navn. Så nu er de nødt til at indhen
te attester bl.a. fra familiestyrelsen igen for at få alle navne til at stemme 100% overens. Så I må meget gerne be’/ønske godt/krydse fingre at det går hurtigt igennem hos dem, så vores 
ansøgning kan blive sendt afsted. For når først sagen ligger i Sydafrika er det (igen) bare et spørgsmål om tid før der er et barn til os. 
Ligenu går det godt. Det vil sige at formidlingen af børn er støt og konstant, så alt ser ud til at vi skal vente kortere end vi havde forventet. H
vis altså bare alle papirerne klapper og bliver sendt afsted! (Så kære Familiestyrelse, jeg ved det er sommmer – men vil du ikke godt skynde dig alligevel?!) 
Og jeg er nødt til at sige, at hvis nogen herefter spørger, hvad det sværeste ved at adoptere er, så er jeg nødt til at sige “billedsessionen”. Prøv du lige på 12 billeder at vise dit hus udefra og indefra, dig selv og din mand sammen og  hver for sig i hverdagssituationer, som repræsenterer jer, hvor I ser tiltalende og velsoignerede ud samtidig med at I viser velstand og overskud på en naturlig måde!