, ,

Adoption og hverdagsracisme

D. 21. marts er både FNs dag for poesi og for oplysning om racisme. I den anledning blev nedenstående pressemeddelelse opslået på facebook siden for Adoption og Samfund. En lille men aktiv forening, der gør, hvad de kan, for at gøre opmærksom på de blinde vinkler, der findes i forhold til adoption i Danmark. 


“I dag d. 21. marts er det racismedag. En sådan mærkedag har vi for at gøre et stop i vores travle hverdag og reflektere et øjeblik over, om vi nu helt fordomsfrit omgås vore medborgere uden skelen til hudfarve, religion, kultur, religiøs, sproglig, etnisk og politisk orientering eller national herkomst. Desværre oplever rigtig mange adopterede børn, unge, voksne og adoptivfamilier, at de bliver behandlet dårligt fordi de fx har en anden hudfarve end hvid. Derfor denne pressemeddelelse på racismedagen.


Omkring 25.000 børn, unge og voksne danskere er adopteret. Langt de fleste er født i andre lande som Etiopien, Kina, Korea, hvor de har mistet deres forældre, været på børnehjem og er blevet bortadopteret til forældre i Danmark. Adoption betyder ”at tage til sig som sin egen” og det lykkes for heldigvis for langt de fleste forældre og adoptivbørn at skabe gode og sunde familier. Det synes derimod langt sværere for det danske samfund og øvrige borgere at se på adopterede og adoptivfamilier som det ”danske samfunds egne, og dette viser sig ofte som hverdagsracisme på flere niveauer.
En ung flot fyr adopteret fra Etiopien blev gang på gang forhindret adgang til et diskotek mens hans hvide kammerater måtte gå ind. Adopterede med mørk hud oplever gang på gang, at etnisk hvide ikke vil sidde ved siden af dem i bussen, eller at de bliver kaldt neger, skævøje eller andre nedsættende ord – blot pga. deres hudfarve. På samfundsplan oplever eneadoptanter, at de ikke er berettiget til det særlige børnetilskud, som alle andre enlige forældre med biologiske børn får tildelt, og voksne adopterede, der kom til Danmark som seksårige eller ældre, skal helt grotesk vurderes efter 26 -årsreglen, for at få vurderet deres tilknytning til Danmark, hvis de ønsker at gifte sig med en ikke-eu-borger.
Adoption & Samfund og Adoption & Samfunds Ungdom repræsenter 3.500 adoptivfamilier. Vi ønsker på denne racismedag, at få dig til at stoppe op et øjeblik og reflektere over, hvad du kan gøre for at standse hverdagsracismen overfor adoptivfamilier, så alle adopterede kan føle sig 100 % DK”



Her er Adoption og Samfunds hjemmeside.

, , ,

Her og nu om 60 år

Har du lavet nytårsfortsæt? Det har jeg. Jeg tænker af og til på, hvilke ting jeg gerne vil opnå ikke bare på et år, men i mit liv i det hele taget. Hvad er det, jeg gerne vil have nået, inden jeg dør? Hvad er det vigtigt for mig, mine børn får med sig? Hvad vil jeg gerne have været for et menneske?
Vil jeg gerne have tjent mange penge, skrevet vigtige afhandlinger eller lavet banebrydende arbejde? Vil jeg være et godt menneske, have tid og omsorg for min familie og mine venner? Er effektivitet, integritet eller tålmodighed vigtigst?
Hvad vil jeg efterlade? Hvad vil jeg vente på? Hvad vil jeg håbe på?
En af de historier, som hører tiden efter julen til i kirken, er historien om Simeon og Anna. De er begge gamle mennesker, som er fromme og gode mennesker. Simeon venter på godt nyt for sit land og sit folk. Det siges, at Gud havde lovet ham, at han skulle se Frelseren inden, han døde. Anna har været enke siden hun var ung, og har efter sit ægteskab dedikeret sig til det indre liv og til at forklare og fortælle om Guds virkelighed til mennesker. De er begge i templet den dag Maria og Josef kommer med den spæde Jesus, for bringe de ofre, der nu hører sig til ved et drengebarns fødsel.
Simeon tager barnet fra Maria (eller Josef) og siger:
“Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”
 
Og så fortæller han Maria, at hun må forberede sig på, at hendes søns liv vil volde hende stor smerte. 
 
Den gamle Anna bliver jublende lykkelig over at se barnet – hun forstår, at han bliver den, der baner vejen for mennesker til Gud igen. 
 
Jeg har altid elsket denne lille historie, som du kan læse den i Lukas evangeliet kapitel 2. Jeg tror, det er fordi, den netop rammer det med, hvad vi lever vores liv for. Simeon har håbet og ventet. Anna genkender i sin høje alder, at Gud er på færde og glædes, fordi hun forstår i hvert fald noget af barnets betydning. 
 
Jeg holder af billedet i mit hoved af gamle hænder, der holder det nyfødte. Der er noget særligt ved at gamle liv møder nye liv. Som når oldeforældre møder deres oldebørn; det forbinder det lille barn med familiens historie og det knytter de gamle til familiens fremtid. 
Hænderne her er Samuels, mine og min mormors.

Simeon håbede på Gud, og stolede på det gode. Han levede et fromt liv. Anna har valgt for sig selv, og er gået den vej hun var draget til – i hvert fald efter at have gjort det, der var forventet af hende ved at gifte sig.

De får lov til at se det, de længtes efter. Det er ikke alle, det sker for. Tænk bare på de mennesker, som døde lige inden 2. verdenskrigs afslutning i  koncentrationslejrene. Eller de sorte, der døde i kampen for frihed i Amerika eller Sydafrika – de oplevede ikke resultatet af det, de kæmpede for. Sådan er der mange liv, der strækker sig efter noget, de ikke når i dette liv.

Alligevel tror jeg, det er vigtigt at strække sig efter noget – også selvom det så når længere end ens eget liv. Det er væsentligt at lægge sig det på sinde, man gerne vil at ens liv er kendetegnet ved – ikke bare her og nu, men også om 60 år. Eller længere. Ikke fordi vi skal være fikserede på døden, men fordi vi skal være bevidste om at leve, sådan som vi gerne vil. Det er en del af en god, åndelig vane at have et perspektiv på ens liv, som er større end her og nu, men som samtidig tager sit udgangspunkt i livet her.

Jeg vil gerne kunne slutte mit liv, som Simeon med at sige “Nu har jeg set alt det, du lovede mig, Gud. Og jeg ved, at det ender godt.”

, ,

World Aids Day

Kender du nogen med AIDS? Jeg gør ikke – tror jeg. Desværre er det sådan, at AIDS og HIV er nogle af de sygdomme, som bærer på så mange tabuer, at det kan være svært åbent at tale om at være smittet.
Derudover er AIDS og HIV bl.a. på det afrikanske kontinent et enormt problem, fordi så mange voksne er smittede, at den voksne del af befolkningen nogen steder nærmest er udryddet. Mange børn vokser op med syge og svækkede forældre eller helt uden forældre fordi den medicin og behandling, der findes, ikke er tilgængelig.

Derfor er World Aids Day, som det er i dag, en vigtig dag. Dels for at gøre opmærksom på konsekvenserne af ubehandlet AIDS/HIV men også i et forsøg på at komme tabuerne til livs. AIDS-Fondet i Danmark har lanceret en kampagne, som skal gøre op med danskernes fordomme overfor AIDS – Rytteriet har lavet et par ret sjove videoer, og så er der en test, der kan vise graden af ens AIDS-fobi. Jeg lider af AIDS-fobi i let grad, og er bange for at det bunder i uvidenhed som de fleste andre fordomme gør.

For mig er AIDS dagen vigtig, fordi der bliver større fokus på adoption af børn med HIV og AIDS. Fordi man kan leve så godt med AIDS og HIV, når bare det er velbehandlet, er der ingen grund til hvorfor smittede børn ikke også skal have lov til at få en familie. Det kan du læse mere om på AC børnehjælps hjemmeside. AC børnehjælp hjælper blandt ved at støtte børnehjem i Etiopien for HIV smittede børn.

,

Sinterklaas, Santa Claus og julemand

Vores hollandske venner var til Sinterklaas-fest i weekenden. (Den egentlig fejring er d. 5. december om aftenen.) Sinterklaas blev til Santa Claus, da hollænderne befolkede New Amsterdam, der i dag hedder Manhattan. I Danmark kalder vi ham julemanden, men hans egentlige navn er Skt. Nikolaus. Skt. Nikolaus er helgen for flere ting, men bl.a. for børn og for søfart. Måske derfor han var og er populær i Holland.

Billedet er lånt fra Varldenshistoria.se

I Danmark er han også populær – men sjældent fordi han var biskop fra Myrra, Tyrkiret, i det tredje århundere, der blev helgenkåring på baggrund af stor barmhjertighed og sans for social uretfærdighed sammen med en vilje til at handle til fordel for de fattige. Særligt hjalp han børn, der var ilde stedt, med gaver i al hemmelighed. Den historie, jeg kender bedst, handler om tre piger fra en fattig familie, som faderen var tvunget til at sælge – han havde ikke de penge til medgift som var – og mange steder i verden stadig er – en nødvendighed for at sikre en pige ægteskab med en god mand. Nogle historier fortæller at faderens fattigdom var så stor, at skulle i gældsfængsel, og at pigerne skulle sælges til prostitution for at redde faderen. Under alle omstændigheder kom Nikolaus dem til hjælp. Det fortælles at han smed guld ned igennem skorstenen eller lagde guld i vindueskarmen, så pigernes fader ikke længere var i gæld eller så pigerne havde en medgift. I hvert fald gav han dem frihed og reddede dem fra en skæbne, som kvinder fortsat bliver tvunget ud i.

Jeg har hørt kristne diskutere, hvorvidt det er i orden at have julemanden som en del af julefejringen. Jeg tror, spørgsmålet må komme sig af ikke at kende historien bag manden med det hvide skæg og den sjove hue. (-som vel egentlig skulle være en bispehat). For det kan da kun være en god ting solidt at plante et menneske, der agerede i forhold til fattigdom og nød, og som brugte sin tro aktivt, midt i fejringen af, at Gud blev menneske? Mon ikke vi har brug for at blive mindet om at det nytter at gøre en forskel, og at julen ikke kun handler om at vende os indad midt i overflod, ønskesedler og gaveregn? Det kunne være dagen vi hver især besluttede hvem eller hvad, der skulle have en gave, fordi de lider nød eller kunne trænge til hjælpe ude fra. Uanset om de er børn, prostituerede eller sømænd.

På Charlottes Tro, Håb og Kærlighed kan du også læse om Skt. Nikolaus i dag.
Jeg fandt en blog, der handler om kirker navngivet efter Sct. Nicolaus. Den er skrevet af den kvinde, som har skrevet en bog om Skt. Nikolaus.

, , , ,

2. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr

 

Billedet er malet af Tine Gjessø

Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten.

Jeg kan ikk’ fordrage snak om synd. Bare ordet har jeg det faktisk svært med. Jeg tror, min allergi kommer af en overdosis af fokus på synd, som det mennesker “gør” mht. sex og alkohol. Og underforstået, at det, der én gang er gjort, ikke kan gøres ugjort. (Jeg voksede op i en lille by med to store og levende kirker. Den ene var Metodistkirken, der efter min mening har et åbent menneskesyn, og den anden kirke er en noget anden udgave af dansk kristendom.) 
Jeg er helt med på, at der er ting vi mennesker kan gøre helt galt. Og også at det ofte indeholder sex, alkohol/stoffer, penge og magt. Det er der historisk præsedens for. At vi ikke kan gøre gjort ugjort er også rigtigt, men jeg vil holde på, at mennesker kan forandres. Så kun at pege fingeren på de tydelige ting, som nogen kæmper med er for let, for uretfærdigt og for firkantet.
Egentlig skulle historien om Adam og Eva jo være en god én at læse i den sammenhæng. Her er hverken “forkert” sex, druk eller penge og store positioner at forvalte forkert. I stedet er det noget helt andet, en meget mere grundlæggende ting, der går galt: Menneskene svigter den tillid, de har fået, fordi de liige vil have lidt mere. Og da de bliver konfronteret med det, står de ikke ved det. I stedet skylder de skylden på hinanden. Så dét med at placere skyld til højre og venstre er altså gammelt nyt.
Ligesom det, at forsøge at overskride de begrænsninger, vi som mennesker én gang nu har fået, er en ur-synd. Der er ikke noget nyt i liiige at ville presse sig lidt længre, sove lidt mindre, lave lidt mere, tvinge lidt mere viden/ejendom/hjemmebag ind i sit liv end man egentlig magter.
Den forståelse af kristendommen mange danskere har, er præget af Luther. Luther mente, at den værste konsekvens af syndefaldet – altså, at Adam og Eva måtte forlade Paradisets nærhed til Gud – var bundløs skyld. Mennesket var synder og ville altid være det. Derfor er det også luthersk praksis at døbe børn, for at de skal høre Gud til. Wesley, som startede metodist bevægelsen, havde en anden forståelse; han mente, at den værste konsekvens ved menneskets oprør mod begrænsningerne givet af Gud, var døden. Både i fysisk forstand, men også i alt forgængeligt og forkrøblende. Hvor Luther så synd som skyld, der skulle straffes, forstod Wesley synd som en sygdom, der skulle helbredes. (Det skal lige understreges at faktisk sygdom IKKE anses som tegn på synd hos den, der er syg.)
 
Den forskel, der er mellem de to forståelser, har stor betydning for menneske-forståelse og for tanken om, hvordan verden i dag er sat sammen – og ikke mindst for, hvad der skal til, for at alt igen bli’r godt.
Den kirke tradition, der har præget min forståelse, gør, at jeg bruger historien om Adam og Eva til at forklare, hvorfor onde ting sker for gode mennesker. Hvorfor det meningsløse rammer og hvorfor jeg pludselig opdager, at jeg ikke gør godt, selvom jeg gør mit allerbedste: Det er fordi, der er gået noget helt grundlæggende galt i verden; som om noget er blevet en smule fordrejet i maskineriet – det fungerer godt nok, men det kører ikke længere i takt. Det er trist. Jo vist. Det er noget skidt, ind imellem.
(Og så er der selvfølgelig også hele spørgsmålet om vores frie vilje – det kommer vi til lidt senere.)
Heldigvis er Gud så sådan én, der sætter sig ned og syr en jakke. Beskrivelsen af Gud og hans ageren i historien, kan jeg godt li’. Jeg kan godt li’ forestillingen om, at Gud forsøger at begrænse skaden, som en anden mor. Ganske vist er det ikke “Åh nej, nu har han fundet melet, bare han nu ikk også finder vandhanen” men “Åh nej, nu har de spist af træet, der gi’r visdom, de ikke kan styre – bare de nu ikk også gir’ sig til at spise, så de får evigt liv. SÅ har vi balladen.” Og så sætter han dem uden for døren. Men ikke før han har sørget for, at de har noget ordentligt overtøj på!
Fordi Gud her beskrives som omsorgsfuld forælder, tror jeg på, at det jeg har oplevet er sandt: At når ur-synden bryder ind i ens liv (uanset om det er gennem sygdom, egne fejl, uheld eller hvad det måtte være), så græder Gud også over uretfærdigheden og meningsløsheden. Imens syr han en jakke eller noget andet varmt, og tænker sig en plan, der kan åbne døren igen. For er der noget en omsorgsfuld forælder gerne vil, så er det da at tage barnets jakke af og sige “Velkommen hjem!”
Teksten bag denne reflektion kan du læse her.
Den første advents-reflektion finder du her.