, , ,

For et år siden

I torsdags var det et år siden, Tina ringede os op med den bedste nyhed i verden; i Sydafrika var en lille dreng klar til at blive hentet hjem. Der er gået et helt år siden verden stod stille og så startede med at bevæge sig med en helt ny hastighed på en ny måde.

Det er på én gang uendelig længe siden, og på samme tid er der ingen tid gået.

Samuels udvikling har taget kvantespring siden vi fik ham. Både fordi der sker meget på et år, fra man er 1 år til man er 2 år gammel. Men også fordi det har gjort en forskel at blive barn i en familie. Han er vokset, hans motorik er mere sikker. Han er udadvendt på en rolig måde, han har ikke længere angst anfald og han kan sidde stille og sidde tæt på. Han sover godt om natten og er begyndt at snakke. Vi er blevet forældre, der afleverer i vuggestue og køber lusemiddel. Vi skifter bleer, og tænker ikke længere over at skulle have vanter, rosiner og Postmand Per bilen med, når vi skal nogen steder. Jeg ved, om han er tilpas og kan mærke, hvis han har feber.

Vi er ikke længere fremmede for hinanden, og den kløft af ukendthed, der var imellem os, da vi først mødtes, er væk. Samuel er stadigvæk sin egen, og han har stadig en historie før os. Men hvor han før var alene om den og kun havde sig selv at komme ud fra, tager hans verden nu udgangspunkt i mor og daddy. Præcis som den skal, når man er en rask dreng på 2 år.

For ét år siden blev jeg mor. Det er slet ikke til at forstå.

, , ,

Destination: Betlehem

Maria var en helt ung kvinde, da hun tog afsted til Betlehem sammen med Josef, som hun skulle giftes med. Alligevel var det nok ikke første gang hun var ude på en længere rejse. Måske var det første rejse, fordi kejseren i Rom havde en mening, om hvor hun skulle være. Men eftersom Maria var en praktiserende jøde, havde hun sandsynligvis siden hun var ganske lille rejst til Jerusalem med sine forældre til de store helligdage – ligesom hun senere selv tog sin lille søn med sig derop. Så jeg forestiller mig at rejse strabadser ikke har været ukendte for Maria. Hun har før levet ud af en kuffert og haft ømme fødder af at gå langt.
Det, der gør det anderledes denne gang er, at hun er højgravid og rejser med Josef. Forestil dig at rejse til fods tung, frugtsommelig og med vand i hele kroppen. Forestil dig at være øm i ryggen og træt i benene allerede inden du står op om morgenen. Jeg har ikke prøvet det, men når jeg tænker på dem, jeg har fulgt med “i”, når de har været højgravide, kan jeg ikke forestille mig, at de ville holde af at skulle rejse langt til fods. Fordi en kejser sagde man skulle. Maria kunne ikke selv gå. Hun red på et æsel, og selvom det sandsynligvis har været nødvendigt og en hjælp, så har det sikkert også været ret hårdt.
Som hun red afsted der på æslet sammen med Josef, gad vist om hun kunne forestille sig, hvad der ventede hende?Mon hun kunne forestille sig fødslen, at få sit barn i armene, eller hvad barnet vil betyde for hendes liv? Selvom hun havde god tid til at spekulerer over det, der på vejen til Betlehem. Kan nogen mor?
Og er det ikke sådan, at uanset hvad det er vi er vi barsler med, så kan vi ikke på forhånd vide, hvordan det bliver? Uanset hvordan vi forbereder os, venter og glæder os, så kan vi aldrig helt vide, hvad det kommer til at betyde for os?
Maria ankom til Betlehem, og hun fødte sit barn i en stald. Engle og hyrder og vise mænd kom for at se barnet og prise Gud, fordi det var kommet til verden. Maria forstod ikke, hvad det altsammen betød mens det skete, men gemte det hele i sit hjerte. Hun måtte opfostre sin søn, opdrage ham, se ham blive voksen, og træffe valg, der så tossede ud, inden hun mange år efter kunne forstå bare lidt mere af, hvad der var sket hende.
Jeg er på vej til Betlehem. Jeg ved, hvad der skal ske. Men jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde. Måske har du det også sådan, eller har haft det engang. Maria kan vise os vej, og kan give håb og fred på rejsen. Hun vidste, hvad hun bar på, men ikke hvilken betydning hendes rejse ville få.
, ,

Halloween

Egentlig er det jo i aften, der er Halloween (= all hallows eve = alle helgens aften), fordi det er Alle Helgen d. 1. november. Men i Vejle fejrede vi Halloween i går med mad med mærkelige navne: Næseblod, syltede månestråler, maddiker og troldetænder var bare nogle af delikatesserne. Der var pyntet SÅ flot op med sorte sække over bordene, orange servietter, flagermus og ander kryb, der var med til at sætte en “u”hyggelig stemning. For de modige børn var der Fangerne i kirken løb med sækkeløb, ulækre ting at stikke hænderne i og et mørkt tingfinderløb i kirken. Flere var mødt op i uhyggelige kostumer som Sascha. Vi fejrer Halloween fordi Alle Helgen er vigtig, men børn efterhånden bedre kan forholde sig til ordet “halloween” om højtiden. Vi fejrer Halloween fordi det er vigtigt at kigge på det uhyggelige som vores egen død, fordi det minder os om at livet er vigtigt. Vi fejrer Alle Helgen for at mindes vores egne døde, og for at takke fordi vi alle er sammen selvom vi ikke længere sidder ved siden af hinanden: I Guds hænder er vi ikke adskilt af døden. Og vi fejrer Alle Helgen fordi det er godt at blive mindet om at døden, krigen, fattigdommen, sulten og alt det andet grumme og uhyggelige ikke har det sidste ord. Heller ikke i vores liv!

Du ønskes en glædelig Alle Helgen eller Halloween!
, , , , ,

Nærmest klar

Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal “lukkes” inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om mennesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det.

Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l
aver andet end at være her. Jeg kunne
 have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men …. 
De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia’er…. Det er et forsøg, men lykkes det bliver jeg rigtig rigtig glad! 
Det egentlige hængeparti er de papirer vi er blevet bedt om at indsamle til vores adoptionssag. Det er allerede blevet vores tur til at indhente attester og dokumter i lange baner. Og det betyder at vores sag snart sendes til Sydafrika! 
Vi har udfyldt to ansøgningsskemaer. Vi har fået vielsesattesten, min fødselsattest og ansættelsesbreve på plads. Vi har tre vandelsattester, og har skrevet under på at vi vil deltage i opfølgende besøg fra en sagsbehandler, når barnet er hjemme hos os. Vi har været hos lægen, politiet og på skattekontoret. Og vi har ta
get billeder af os selv, hinanden og vores hus. Vi har kopieret pas og sørget for pasbilleder. Det eneste vi mangler er et brev fra notaren og Duncans fødselsattest fra den engelske ambassade. Når de er landet kan vi sende det hele afsted til AC, og så bare vente på at det bliver vores tur til at blive sendt “afsted”.  

Grunden til at det er et hængeparti er at vi har fundet ud af at AC ikke har fået hele Duncans navn. Så nu er de nødt til at indhen
te attester bl.a. fra familiestyrelsen igen for at få alle navne til at stemme 100% overens. Så I må meget gerne be’/ønske godt/krydse fingre at det går hurtigt igennem hos dem, så vores 
ansøgning kan blive sendt afsted. For når først sagen ligger i Sydafrika er det (igen) bare et spørgsmål om tid før der er et barn til os. 
Ligenu går det godt. Det vil sige at formidlingen af børn er støt og konstant, så alt ser ud til at vi skal vente kortere end vi havde forventet. H
vis altså bare alle papirerne klapper og bliver sendt afsted! (Så kære Familiestyrelse, jeg ved det er sommmer – men vil du ikke godt skynde dig alligevel?!) 
Og jeg er nødt til at sige, at hvis nogen herefter spørger, hvad det sværeste ved at adoptere er, så er jeg nødt til at sige “billedsessionen”. Prøv du lige på 12 billeder at vise dit hus udefra og indefra, dig selv og din mand sammen og  hver for sig i hverdagssituationer, som repræsenterer jer, hvor I ser tiltalende og velsoignerede ud samtidig med at I viser velstand og overskud på en naturlig måde! 

Fasten er igang

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig – og det jeg er i Ham.

Det handler om “askese” som er et græsk ord som egentligt betyder “at øve sig”. I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for ….
Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne “sundheds fascisme”, som får folk til at fornægte alt godt for sundhedens skyld?
Nej, for den kristne faste er en periode, og den handler om i et stykke tid at lade være med noget så andre kan få penge til at spise for eller så man selv bliver mere taknemmelig for det, man til dagligt omgiver sig med.
Hvor den “sundheds fascisme”, som f.eks. sangen “Hold dig på måtten” oponerer imod, siger nej til al nydelse for sundhedens (og pengenes) skyld, siger den kristne faste “nej tak” i en periode for hele tiden at kunne sige helhjertet “ja”.
Fasten vi nu går ind i handler ikke om at få ret til at disciplinere andre, fordi jeg kan disciplinere mig selv. “Altså om kontrol i en tid, som ellers er ude af kontrol.” Det handler kun om det, der er mellem mig selv og mig selv og i mellem mig selv og Gud.
Faste stiller ikke spørgsmål ved den enkeltes ret til at give sig hen til mad, musik, sex, film, tandsmør eller dans. Tvætimod sætter faste mennesket fri til – i eget tempo – at sige ja til alt det. Og til at være taknemmelig for det!
(Læs en spændende artikel om emnet her i Samvirke)