Indlæg

Helligtrekonger er en lille, men fantastisk mærkedag

Der knytter sig et væld af traditioner og historier til Helligtrekonger fra forskellige lande og traditioner, og det er en stor rigdom at låne af dem for at skabe mening og traditioner, der passer i jeres egen familie. 

Her kommer seks idéer til at markere Helligtrekonger: 

Helligtrekongers lyset

Helligtrekongerslyset er tre lys, der mødes til ét. En gang kunne man få lys med krudt støbt ind, hvor lysenes mødtes. Det betød, at der lød et brag, når flammen nåede midten. Når braget lød, var julen slut. 

Lyset, der brænder ned i løbet af nogle timer, kan købes eks. i museumsbutikker. 

Pakke julen sammen 

Helligtrekongersaften (d. 5. januar) er julen slut. 

Herhjemme pakker vi julepynt ned d. 5. om eftermiddagen (eller som det nu passer!), mens helligtrekongerslyset brænder. Og så sætter vi os med de sidste småkager og slikrester og guffer for sidste gang. 

Det virker fortrinligt som motivation for alle til at få nedpakningen overstået, at juleslikket lokker en sidste gang! 

Hvis vi er heldige, er der endda overskud til at spille et spil imens.

Det triste ved at pakke sammen

Selvom det kan føles befriende at få julepynten væk, så er der også noget af et antiklimaks – måske især for de små – at alt det, der var at glæde sig til i advent, jul og nytåret er overstået. Det kan føles mærkeligt tomt og måske endda trist. Og hvad stiller man op med det? 

Jeg er rigtig glad for bogen om Alfons Åberg, der synes, det er så trist, så trist at julen er ovre. Heldigvis er Alfon’s farmor ved godt mod; hun er sikker på, at det næste gode allerede er på vej. 

Den er god at bruge til at snakke om, hvad det næste vi kan glæde os til mon er.

Galettes des Rois 

Helligtrekongerskagen Galette des Rois en fransk tradition, hvor en bønne eller mandel eller mønt bages ind i en kage. Man mener den danske tradition med at finde en mandel i risalamanden stammer herfra, for det gælder om at få det stykke af kagen, hvor bønnen gemmer sig. Den, der er heldig at få bønnen, kåres som dagens konge. 

I indlægget her hos Marinas mad kan du læse, hvordan traditionen med kagen bliver brugt i deres familie.

La Befana – helligtrekongers heksen 

Børn i Italien vågner op til guld slik d. 6. om morgenen, fordi La Befana har været forbi i nattens løb, i sin søgen efter kongebarnet, der er blevet født. 

Jeg har skrevet historien om La Befana her. 

Velsignelse af døren

Helligtrekongers dag tegner vi på døren herhjemme. Det er en tradition fra katolske lande særligt i Sydeuropa, hvor man bruger de vise mænds forbogstaver, årstallet og korsets tegn til at velsigne ens hjem med.
20+C+M+B+24 

Jeg har skrevet om det her.

Det er en nem lille ting at gøre – især hvis man har gadekridt liggende fra sidste sommer. 
Traditionen er oplagt at bruge til at snakke om, hvad vi ønsker os for vores hjem og familie.

/0 Kommentarer/af

Babes in Christ – barnet er fuldkomment, men ikke færdigt

Som jeg sad og ammede min datter, faldt jeg i staver over hendes lillebitte men perfekte hånd. Tænk, at noget så småt, kan være så fint og fuldstændigt.

Det var noget af det, der slog mig første gang jeg blev mor: Tænk, at kunne sidde med et helt menneske i sine arme. Tænk, at et menneske kan være så småt, at det kan være i to arme. Så lille, og dog er alting, som det skal være.

John Wesley bruger det billede, når han skal forklare, hvordan nye kristne kan være fuldkomne i deres Guds-forhold og deres kristentro, selvom de ikke er modne eller udviklede som kristne, der har mange års erfaring i livet med Gud.

Wesley taler om “babes in Christ” – altså, at man kan være et spædbarn hos Kristus. Han henviser til Paulus’ breve og de børn, han henvender sig til deri. Selvom det var faktiske børn Paulus henvendte sig til, tænkte Wesley ikke på børn. Hans tanker drejede sig om voksne – en tendens han langt fra var ene om som teolog.

Skønt Wesley brugte tanken om at være spæd hos Kristus og stadig fuldkommen om voksne, mener jeg, at tanken kan overføres til børn og unge.

For børn er, som de skal være både som nyfødte, når de er fem og når de er tolv. De er hverken færdige, fuldt udviklede eller modne endnu – men de er hele.

Præcis sådan er det også med børns tro og åndelighed (og vores andres). Selvom et barn naturligvis forholder sig til sin verden, som et barn på en bestemt alder gør (og dermed også til Gud), så er deres tro, som den skal være. Barnets relation til Gud, kan være fuldkommen – også selvom den hverken er færdig eller moden endnu.

Selvom jeg kan blive ramt af en lyst til at standse tiden, så mine børn bliver ved med at være små og blive hos mig, så er alt som det skal være, når den store er ved at vokse mig over hovedet, og den mellemste snart skal i skole. Børn skal ikke blive ved med at være små. Det ved vi godt. De er ikke færdige. De skal vokse og udvikle sig. Det ønsker vi for dem.

Lige sådan ønsker vi for vores børn og unge mennesker, at de vokser og modnes i deres tro og deres relation til Gud, præcis som vi vil at de skal udvikle sig på alle andre områder. Alligevel er deres tro, som den skal være allerede.

Når vi ser et spædbarn, kan vi falde i svime over, hvor perfekt skabt det er og SAMTIDIG være klar over, hvor småt og skrøbeligt det er. Vi ved, at det har brug for at vokse og udvikle sig. Vi forstår, at det skal modnes og erfare livet. Og SAMTIDIG med dette kan vi værdsætte, at som barnet er nu og her, er alt som det skal være: Der mangler ikke noget.

Hvis vi bruger Wesleys tanke om “babes in Christ” om vores børn, kan det hjælpe os med at forstå noget væsentligt om børns tro og åndelighed: Det gør os i stand til at fastholde børn som værende umodne men OGSÅ helt og fuldt menneskelige og fuldstændige i deres tro. Vi kan både sætte pris på barnet som værende skabt i Guds billede, men at det også har brug for støtte, vejledning og omsorg for fortsat at kunne udvikle sig i alle livets aspekter – fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt såvel som åndeligt. Vi kan bekræfte at skønt børnene i menigheden eller familien ikke er voksne, så kan de ikke desto mindre spejle Kristus.

 

Kilder:
Thaarup: ”Med venner i lys vi tale. John Wesleys og NFS Grundtvigs konvergerende teologier.” Forlaget Trofast, 2016. S. 361.

 

Læs mere om teologi om børn bl.a. i indlægget om “Gud og barnet – seks forskellige syn på barnet” 

/0 Kommentarer/af
,

Hvad skal (og kan) vi mene om Halloween?

Hvad skal vi mene om Halloween som forældre eller ledere i børnearbejdet i kirkerne?

Sidste år afleverede jeg for første gang et barn i børnehaven klædt ud til halloween. Da det var storebroderen, der gik der, var Halloween ikke ”en ting”.  Det blev det i skolen, hvor der blev holdt græskarfester med uhyggelige løb, udklædning, fællesspisning og hurlumhej. I år er børnehave-barnet allerede begyndt at snakke om, hvad han skal klædes ud som, til Halloween.

Halloween er kommet for at blive
Det er gået stærkt med at Halloween er blevet en del af årets traditioner og festligheder (bare se, hvordan jeg skrev for to år siden). Den gang mente jeg, at Halloween var noget, vi selv kunne vælge, om vi overhovedet vile tage stilling til. Det gør jeg ikke længere.

Jeg mener stadig, at vi som forældre, kan og skal bestemme, hvordan vi fejrer Halloween (og alt muligt andet) i vores familier. Men det, der har ændret sig på de sidste to år er, at jeg ikke længere mener, at vi kan lade være med at tage stilling. Og det gælder både derhjemme og i kirkerne. Halloween er en del af børn og unges liv, institutionshverdag og det, de ser på medier og i butikkerne, så vi er nødt til at tage stilling til, hvad vi mener om Halloween, – og ikke mindst til, hvad vi stiller op med det.

Eftersom Halloween stammer fra den gamle kristne tradition med Alle Helgen og Alle Sjælesaften (læs fakta her), har vi som kristne – uanset hvilken tradition eller kirkretning vi i øvrigt er en del af – har adgang til gamle tanker og ritualer, som det står os frit for at bruge i forbindelse med Halloween/Alle Helgen.

Åndelig længsel
Hvis vi nu i det følgende bruger ordet ”Halloween” fordi, det er det, vores børn kender, så er det i høj grad en dyrkelse af det onde, det grimme og det grumme. Ofte er det decideret grotesk og ulækkert.

Jeg har hørt det sagt, at det også er et udtryk for naivitet og uvidenhed, for hvordan kan man lege på den måde, med det onde?

Jeg tænker absolut, der er noget om, at her er tale om en naivitet ift. nogle af eks. dyrkningen af heksekunst, zombier og voodoo, som i vores kultur er kuriositeter, men som i andre kulturer er reelle udtryk for eksempelvis åndemaneri.

Men hvad nu, hvis det også er udtryk for en dybere, åndelig længsel i vores samfund?

Carolyn Edwards skriver i hendes bog ”Slugs and snails and puppy dogs tails” om, hvordan der findes forskellige indfaldsveje til det åndelige for børn (og dermed for os alle sammen). Smerte, sorg og død er én af dem. Det er det, fordi vi i mødet med smerte, sorg og død bliver opmærksomme på, at vi er en del af en større sammenhæng; fordi vi her opdager, at vi ikke selv kan mestre eller bestemme over alt i livet; og fordi vi her kommer ansigt til ansigt med vores eget liv og død, og har brug for at blive mindet om, at livet (og døden) er større end os og det, vi kan tage og føle på.

I et samfund, hvor vi ikke ofte ser døden og hvor lidelse og smerte ofte pakkes væk, og hvor vi gerne fokuserer på det pæne, polerede og perfekte, kunne måden vi som samfund dyrker Halloween på så være en måde at forsøge at lette trykket på? Kunne det tjene samme formål, som fastelavn gjorde i gamle dage, hvor man efter en mørk og kold vinter trængte til at vende op og ned på hverdagens strukturer og lave sjov med hinanden og dem, der havde magten?

Naivitet og længsel
Nogle vil indvende, at de fleste næppe tænker så dybt over deres engagement i Halloween, men at de fleste blot rider med på bølgen af børns entusiasme og butikkernes overvældende markedsføring. Det er sikkert også rigtigt. Men det betyder ikke, at det ikke også er sandt, at der er en dybere længsel nedenunder. For sådan fungerer mennesker. Vi er os ikke nødvendigvis bevidste, hvad der rører sig i dybet af os eller hvorfor vi drages mod noget eller nogen.

Hvis ikke til Halloween, hvor ellers ser vi døden eller lidelsen i øjnene, når vi da ikke tvinges til at stå ansigt til ansigt med det i vore egne liv? Hvor har vi ellers mulighed for at øve os på at håndtere det uhyggelige, som døden og lidelsen jo er?

Er Halloween en øvelse? 
I sin bog ”We don’t play with guns here” undersøger forfatteren Penny Holland nogle af de fordomme vi har os om at børn leger krig. En af de teorier hun løfter frem er, at børn bruger lege med våben, med krig og kampe som en måde at øve sig i svære koncepter, som magt, uretfærdighed, fred og forsoning. Det at lege krig er altså – som med al anden leg – en måde for børn at øve sig på noget meget større, som de slet ikke er bevidste om, findes, men som de aner et behov for. Præcis på samme måde, som dukkeleg og konstruktionslege giver børnene evner og måder at øve sig på andre evner, de skal bruge senere i livet.

Det fik mig til at overveje, om vi i Halloween har en mulighed for at øve os i at håndtere det, der gør ondt, er urimeligt og farligt?

Og hvis det er rigtigt, at markeringen af Halloween ikke blot er udtryk for at butikkerne har øjnet en chance for at sikre omsætning, men at det også er et udtryk for en længsel efter åndelig forbindelse, hvad betyder det så for måden vi som kirker engagerer os i forkyndelse og arrangementer omkring Halloween?

Hvis Halloween tilbyder en mulighed for at italesætte kristentroens forståelse af døden, lidelsen og Guds nærvær midt i det hele, hvad betyder det så for måden vi taler om Halloween og for det vi selv tilbyder i den periode?

Vi har et valg
Det er klart for mig, at vi som kristne ikke kan fejre eller svælge i mørket. Derimod kan vi forkynde, at Gud også er i mørket, for heller ikke mørket er uigennemtrængeligt for Gud. Vi kan bringe trøst ved at forsikre om, at når vi møder lidelse og død i vores egne eller andres liv, så er ingen alene. Jesus kender vores smerte, han døde i den og han gennembrød døden. Vi kan skabe plads og mulighed for at give udtryk for sorgen og længslen; hos os må man gerne savne, for vi er ikke bange for døden eller tårene. Vi kan give et rum, hvor man kan mindes de døde, erkende vores egen dødelighed og glædes over dem, der er gået foran os i lyset

Som jeg ser det, har vi som kirker endnu mulighed for at forme vores deltagelse i Halloween – også selvom vi evt. vælger at fastholde navnet Alle Helgen, for traditionerne er så unge endnu.

Vi kan sige nej til Halloween, fordi det er så stor en udefrakommende tradition. Vi kan sige ja, fordi det er en mulighed for at mødes og fortælle en anden historie. Eller vi kan noget helt tredje.

Ingenting er mere rigtigt eller forkert end andet efter min mening – så længe det er gennemtænkt og i øvrigt hænger sammen med kirkens teologi og den lokale kirkes traditioner og kultur. Så længe vi holder fast i Guds kærlighed til mennesker og hans ønske om at være sammen med os – også i mørket og lidelsen. Og så længe vi holder fast i, at Jesus Kristus har overvundet døden én gang for alle.

/2 Kommentarer/af
,

Kastanje-bøn

Kastanjebønnen herunder gør brug af naturen, sanserne og kroppen – alle sammen elementer, som vi ved hjælper børn (og voksne) med at forbinde sig med Guds nærvær.

Kastanje bøn
(Alle skal have en frisk kastanje i hånden)

Tag kastanjen i hånden og kig på den; prøv at forestil dig, hvordan der inde i denne lille kastanje er et kæmpestort kastanjetræ. Guds skaberkraft er simpelthen fantastisk!
Sig tak og pris Gud, for alt det, han har skabt.

Læg mærke til den skinnende overflade og farverne; mærk hvor glat kastanjen er. Hvad er din yndlingsting ved kastanjer?
Tak Gud for alle de gode ting, han giver os og nævn dine favoritter.

Kig på mønstret på kastanjens overflade. Husk på, at Gud har en plan for os. Nogle gange kan vi se den, andre gange føles den skjult. Men bedre end den bedste forælder ønsker Gud gode ting for os.
Bed ham om hjælp til at lytte til hans planer for vores liv og til at stole på ham, selv når vi ikke kan se vejen foran os.

Klem kastanjen hårdt i din hånd – lige til det gør ondt. Tænk på alle de mennesker, hvis liv er hårde og smertefulde i øjeblikket.
Bed Gud om at give dem trøst og gøre dem raske. Bed ham om at gøre det klart for dig, hvordan du kan være med til at trøst og hjælpe.

Spred dine arme ud som grene på et stort kastanjetræ. Træk vejret dybt. Når en kastanje bliver plantet i den rigtige jord, hjælper solen og regnen den med at vokse sig til et stort træ.
Tak Gud for familie, kirke, venner og andre mennesker, som hjælper dig med at vokse i viden og kærlighed til Gud og mennesker omkring dig.

Tag armene ind til siden. Kig på kastanjen og sig ”Amen” – du kan lægge kastanjen tilbage eller tage den med i lommen. Måske skal du plante den et sted eller lægge den, hvor den kan minde dig om Guds storhed og skaberkraft.

Kastanje-bønnen er skrevet af Carolyn Edwards, Children and Youth Advicer fra York Stift, England, og er udsendt som en del af oktober måneds nyhedsbrev 2020.

/0 Kommentarer/af

Opstandelsesboller

Historien om Jesus pakket ind i en bolle.
Her kommer forslag til en aktivitet som er relativ let at gå til, uanset om du er hjemme med dine børn eller om du skal lave det sammen med en gruppe børn (når vi må mødes igen).

Påskemorgen er det blevet en tradition, at børnene i Metodistkirken i Vejle laver opstandelsesboller. Opstandelsesbollerne kaldes sådan (resurrection rolls eller empty tomb rolls på engelsk, hvis du vil google), fordi en skumfidus foldes ind i dej og når bollen bages smelter skumfidusen – bollen er derfor ”tom” når den kommer ud af ovnen igen.

Opstandelsesbollerne er en måde at fortælle hele historien om Jesus’ sidste dage, på en måde som involverer sanserne, pirker til nysgerrigheden og er noget man skal ”gøre”:

Det, der gør opstandelsesbollerne så fantastiske er historien, som du bygger op omkring dem.

Du skal bruge:
Hvide skumfiduser
Kanelsukker
Smeltet smør
En fed bolledej (se forslag til opskrift længere nede)

Skumfidusen symboliserer Jesus

Gaflen er tornekronen, sømmene, sværdet – det, der gjorde ondt og som gjorde, at Jesus døde (hvilket du selvfølgelig skal graduere afhængigt af hvor gamle de børn er, som du har med at gøre)

Smeltet smør og kanelsukker er symboler for det, der blev brugt ved den begravelse. Det er også symbol for den olie, som Maria Magdalena hældte ud over Jesus’ fødder. (Jesus nåede jo netop ikke at blive olieret og parfumeret og det var derfor kvinderne havde så travlt med at komme ud til graven om søndagen)

Dejen symboliserer klædet, som blev svøbt omkring Jesus, da han blev lagt ind i graven.

Ovnen er graven, hvor Jesus lå i tre dage.

Lidt om beretningen: 
Afhængigt af, hvor gamle de børn er, som du skal tale med, skal du tænke over, hvor mange grufulde detaljer, du lægger på og hvordan du kobler det til det, I gør. Der kan være nogen børn, der synes, det er synd at prikke en gaffel i Jesus.

Omvendt kan nogen børn også finde stor tilfredsstillelse ved at ”gøre” hele historien.

Du kender dine børn – så brug din erfaring og dit kendskab til dem.

Måden jeg almindeligvis ville gøre det var ved at have alle tingene klar og så fortælle, for det er historien, som du bygger op, som gør opstandelsesbollerne rigtig spændende:

Skumfidusen (vis en skumfidus frem):
Skumfidusen symboliserer (hvad er et symbol? Jo, det er et tegn – noget, som peger hen til noget andet. Så vi ved alle sammen godt, at skumfidusen ikke er Jesus, men den forestiller ham) Jesus var god, kærlig og gjorde ikke noget, som var uretfærdigt. Han var ren som sne på den måde. Derfor er skumfidusen helt hvid. Jesus var uskyldig, og alligevel blev lederne i hans land rigtig vred på ham. De blev vrede, fordi han fortalte, at Gud elsker alle mennesker. Han nøjedes ikke med at sige det. Han viste det også: Han spiste med mennesker, som andre ikke gad spise med. Han hang ud med dem, som ingen venner havde. Dem, som de fine og cool og vigtige sagde ikke var gode nok og ikke hørte til – dem kunne Jesus godt lide at være sammen med. Han fortalte også, at han var Guds søn. Og dét gjorde igen lederne rigtig sure.

Gaflen (prik en gaffel i skumfidusen):
Det gjorde dem faktisk så vrede, at de besluttede sig for at slå Jesus ihjel. De ville sætte en stopper for hans arbejde. Så de fik ham taget til fange. De fik faktisk en af hans venner, Judas, til at fortælle dem, hvor han var. Så tog de ham med til forhør. Dagen efter korsfæstede de ham.

Smeltet smør og kanelsukker:
Der hvor Jesus boede blev man ikke lagt ned i jorden, når man var død. Man blev lagt i klippehuler, fordi jorden er så hård, at det er meget svært at grave huller i den.

I stedet for blomster på kisten, sådan som vi gør, puttede man ting på, som duftede. Man pakkede den, der var død ind i et fint stykke stof.

Derfor dypper vi skumfidusen i smeltet smør og kanelsukker, fordi Jesus’ grav også blev pyntet.

(Hvis børnene er ældre eller der er ældre børn tilstede, kan du også minde dem om, at Jesus fik myrra, da han blev født – nogle mener, der kan pege på det, der manglede ved hans begravelse. Eller Maria Magdalena, som hældte dyr parfumeret olie ud over Jesus’ fødder. Nogle peger på, at det var det eneste tidspunkt Jesus blev olieret, fordi der netop ikke var tid til det efter korsfæstelsen, da sabbatten var lige for. Det var også derfor, man stak ham og de andre et sværd, for at sikre, at de var døde og kunne begraves før sabbatten lukkede samfundet ned i et døgn.)

Bolledejen:
Jesus blev dækket i et stykke stof. Derfor ruller vi skumfidusen ind i bolledejen.

Ovnen: (her ville jeg ikke lægge bollen i ovnen endnu, fordi jeg ville vente på at alle havde lavet en bolle)

Da Jesus var død, blev han lagt ind i graven. Hans venner havde ikke rigtig tid til at holde en begravelse, fordi det snart var sabbat. Sabbaten var jødernes helligdag, og der var mange regler for, hvordan man måtte leve på den dag. F.eks. måtte man ikke gå ret langt. Man kunne ikke handle og man måtte ikke bære tunge ting. (Det var faktisk lidt som det er lige nu med corona-nedlukningen. Sådan var det bare én gang om ugen for dem).
Så da Jesus var begravet fredag eftermiddag gik de alle sammen hjem, og gik ingen steder de næste 24 timer. Først søndag morgen kunne kvinderne komme ud til graven for at lægge mere pynt og parfume.

Jeg ved faktisk ikke, hvad de tænkte på, for der var rullet en kæmpe stor sten hen foran klippehulen, hvor Jesus var begravet, og den var så stor, at de ikke ville have kunnet flytte den.

 Det mærkelige var, at da de kom hen til graven – var den TOM! Stenen var væltet væk. Og det klæde, som Jesus var rullet ind i, lå inde i hulen og var helt tomt.

Nogle beretninger fortæller, at der sad en engel og ventede på dem. Han sagde: ”Hvem leder I efter?” De fortalte, at det jo var Jesus, som de var kommet for at se til. ”Hvorfor leder I efter de levende i en grav?” spurgte englen. Lidt mærkeligt, for de havde jo selv set, at Jesus var død. ”Jesus er blevet levende igen ligesom han sagde til jer, at han ville. Gå hjem til de andre og sig, at han lever – og at han kommer og finder jer.”

Så kan I nok tro, at kvinderne fik travlt. Og det var rigtig nok: Jesus var blevet levende igen. Og han kom og fandt dem. De fik lov til at mærke på ham – også sårene. Og han spiste sammen med dem.

Når jeg har fortalt historien, får alle børn lov til at lave deres egen opstandelsesbolle og stille den på en plade med bagpapir (hvor de måske har skrevet deres navn, så de kan finde deres bolle igen bagefter). Måske genfortælles historien ganske kort efterhånden som hvert barn kommer til en ny del i historien.

Bollerne puttes i ovnen, og så er der tid til at lege, tegne, synge eller noget helt fjerde, mens bollerne bliver bagt.

Når bollen er bagt:
”Så er det spændende, om vores skumfiduser er væk ligesom Jesus var væk fra graven?”

Åben en bolle – men vær sikker på, at du gør det for de mindste eller at bollerne har nået at køle lidt ned, for de smeltede sukker fra skumfidusen kan være ret varmt.

Så er det tid til at se, undres og glæde: Jesus er væk og graven er tom! Hvordan mon det gik til? Lad der være plads til ”wauw” og for børnene til at opdage, at skumfidusen også er væk i deres bolle.

Nogen ældre børn vil kunne regne ud / vide, at det er fordi skumfidusen er smeltet. Og Jesus smeltede jo ikke – han blev levende. Det er okay. Snak evt. med dem om, at alle vores måder at prøve at forklare eller at vise på, hvordan det var, aldrig helt kan måle sig med virkeligheden. Det kan symboler og forklaringer aldrig. Og der jo faktisk ikke er nogen der ved, hvordan Gud gjorde det, da Jesus blev levende igen. Men gad vide, hvordan han gjorde? Eller hvordan det så ud, da stenen blev væltet? Og havde englene så nyt tøj med til Jesus?

Du må ikke blive skuffet, hvis bollerne ikke bliver spist – de er umanerligt søde og klistrede. Her er muligvis tale om madspild. Til gengæld skal du glæde dig til at høre børnene fortælle de voksne, hvad der er med de her boller.

God fornøjelse!!

Opskrift til fastelavnsboller:
Jeg bruger denne dej, som egentlig er en fastelavnsbolle dej, som jeg har med hjemmefra:

1 dl. lunken vand
50 gr. gær
175 gr. smør
500 gr. mel
1 tsk. salt
1spsk. sukker
1 dl. ymer
1 æg

Oplæs gæren i det lunkne vand.
Smørret smuldres ind i melet (Eller smeltes) og blandes med gær og vand.
Resten af ingredienserne blandes i, og dejen æltes. Lad dejen hæve i 40 min.
Bages ved 190 grader til bollerne er lysebrune.

/1 Kommentar/af