Indlæg

5 praktiske og lige-til-at-gå-til råd, når du skal holde børnekirke (eller andet med børn)

Det er ikke alle, der finder det let at tale med eller til børn i børnekirke eller en børnetale. Men det behøver ikke være indviklet eller svært. Rådene her under kan måske virke indlysende. Godt, hvis de er det, for mere indviklet end det er det ikke, at begynde at gøre kirken til et børnevenligt fællesskab.

Her kommer 5 nede-på-jorden råd:

  1. Hils på børnene, når de kommer ind i kirken.
  2. Lær deres navne at kende.
  3. Sæt dig ned i børnehøjde, når du skal snakke med dem – både før og under program. Alle kan lide at blive talt til i øjenhøjde.
  4. Brug dit kropssprog aktivt – vis, at det er en spændende historie, du er ved at fortælle. Begejstring smitter og drager børn (og voksne) ind i det, du vil formidle.
  5. Tal normalt, men børnevenligt. Lad være med at bruge store ord, du ikke forklarer.

God fornøjelse med arbejdet!

/0 Kommentarer/af
, ,

Mine børn lærer mig om Gud

Jeg lærer en del af mine børn. Dels opdager jeg, hvor meget jeg ikke ved. Dels får jeg erfaringer ud i kroge af min eksistens, jeg kunne have været foruden – så som hvordan jeg fungerer på alt for lidt søvn eller reagerer på konstant skrigen under et aftensmåltid.

Men jeg lærer også ting, der er virkelig brugbare og som sætter tankerne i gang. For eksempel har jeg den sidste tid tænkt en del over, hvordan (og om) mine reaktioner på Gud som far er forskellige fra mine børns reaktioner på mig som deres mor? De overvejelser er der kommet en klumme ud af til Udfordringen (læs den her).

Så meget af min opdragelse og omsorg for mine børn beror på, at jeg ved bedre, har mere erfaring og større forståelse af konsekvenser og sammenhænge end de har endnu. Som jeg forstår min opgave som forælder er min opgave netop at være deres værn mod konsekvenser, de ikke forstår eller hjælpe med valg, de ikke kan overskue – som eksempelvis ikke at børste tænder, skrive grimt på snapchat, dele billeder eller lade vanterne ligge, når der er frost udenfor.

Hvad nu, hvis det er med Gud og jeg på en lignende måde? At Han forstår og ser sammenhænge og konsekvenser, jeg ikke har begreb skabt om. Så kan det godt være begrænsninger, lukkede døre eller hvad-ved-jeg opleves som uretfærdige, ukærlige eller bare trælse – men som med mine børn, gør det dem ikke dårlige. Og er Gud kærlighed, så må begrænsninger og andet findes for at passe på mig.

Det har givet noget at tygge på. Forstå mig ret: Jeg mener ikke at alt skidt kommer fra Gud. Jeg mener heller ikke, at det er alle begrænsninger i livet og vores omstændigheder, der er gud-givne. Ikke desto mindre er det værd at tænke over, at når jeg tror på Gud som min far, så er der sandsynligvis også ting Han har sans for, som jeg ikke har. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.

Øvelsen bliver så at fodre tilliden istedet for protesten! 

 

/0 Kommentarer/af

Må dine børn se Onkel Reje?

Er onkel Reje for børn? Det er et spørgsmål, som af og til kommer op, når vi forældre taler om hvad vores børn ser – og hvad vi synes, de må se. Der er forskellige holdninger til onkel Reje. Nogen synes, han er sjov og harmløs, andre synes, han er befriende ligeglad med politisk korrekthed og andre igen mener, onkel Rejes og Brilles univers med mormor er ødelæggende. Holdningerne til det, vores børn må se spænder vidt – uanset om du taler med kristne forældre eller ej.

Jeg er ambivalent
Selv har jeg det ambivalent med onkel Reje. Jeg syntes, han var langt ude i brevkassen, hvor Brille desperat forsøgte at svare på spørgsmål og Reje fortalte den ene røverhistorie efter den anden. På den anden side delte jeg ikke mine ældre kollegers indvendinger mod hans smadrekasse (jeg kan godt huske glæden ved ”Det muntre køkken”, når spejderne holdt marked). Og jeg morede mig gevaldigt, da han i Cirkus Summarum havde et lidet flattereden nummer, hvor han alt andet end elegant klatrede op i et stort glas for så at kalde det ”Reje cocktail”. Til gengæld syntes jeg, det var vildt ulækkert i sørøvershowet, at han (eller var det Brille?) skulle spise bussemænd for at komme forbi en eller anden, som jeg ikke kan huske hvem var. Onkel Reje er en form for satire, der kan være svær at holde af. Og måske er det netop meningen?

Skyggesider
Der er ingen tvivl om at figuren Onkel Reje er en figur, der ikke passer ind i skabelonen som politisk korrekt undervisende TV. Onkel Reje er en anti-helt, der på finurligvis måske netop derfor understreger, det, der ikke er god opførsel. Som Bamse, der aldrig rigtig er god eller retfærdig i sin opførsel overfor Kylling. Eller Bjørnen Bruno, der i dén grad er politisk ukorrekt i sine indstillinger til fællesskabet, voksne og sine omgivelser i det hele taget (for slet ikke at tale om hans noget ensidige kost af pommes friter)

På en måde er både bamserne og onkel Reje en slags ”comic relief” – klovnene, der får os til at grine af det, der ellers er både tabu og pinligt. Som prutter, selviskhed og lysten til aldrig at spise grøntsager. Man kan måske sige, at Bamses selvoptagethed, Brunos manglende tilpasningsevne til at gå i skole eller Onkel Rejes lede ved grøntsager giver barnet en stemme, som voksne ellers lukker ned for. Ikke fordi den stemme skal ophøjes til ret og rimeligt, men fordi det netop er klovnen eller narrens rolle at sige det højt, som alle ved, ikke får et ben til jorden, men som vi alligevel kan have brug for at høre, grine af eller græde over. Det er klovnen og narrens rolle at pege på vores skyggesider.

Pagt med djævelen
Nu har debatten om onkel Reje så fået mere vand på møllen, fordi den seneste serie handler om heavy metal-musik, hvor onkel Reje og Brille sammen med drengen Krølle forsøger at få succes som band til Heavy MGP. Brille er så opsat på succesen, at han er parat til at lave en pagt med djævelen eller blive satanist. (Det sker i afsnit 5 og 6 af serien).

Det sidste har mødt kritik. Måske forståeligt nok, eftersom satanisme ikke er noget at spøge med. Ligesom en pagt med djævelen altid har været omgivet med historier om ulykke. Så forskellige kilder som folkeeventyr og musikhistorien har beretninger om mennesker, der solgte deres sjæl til djævelen for til gengæld at kunne spille fantastisk, danse eller få deres elskede – det endte aldrig godt. Hvilket netop var pointen med historierne.

Onkel Reje kommer i øvrigt også frem til, at han ikke vil lave en pagt med djævelen – hans far skriver i et brev, at det er en dårlig ide. Han bliver heller ikke satanist, for nok kan han spise en regnorm, men han vil ikke vaske sine hænder. Brille har været derhjemme, og har bedt Fadervor for sine venner.

Serien om Onkel Reje, Krølle og Heavy-bandet er ikke slut endnu, så vi ved ikke, hvordan det ender. Men redaktør for Ramasjang, Pelle Møller, har været ude og sige, moralen med historien vil blive afsløret i det sidste afsnit.

Små børn med store interesser
Undersøgelser af børns interesser på 3-6 år lavet af Ramasjang viser ikke overraskende, at børn i denne aldersgruppe også er optaget af store og vanskelige emner som død, ensomhed, kærlighed og familie, men også ting som bandeord, musik, pirater og prinsesser. Selv små børn kan med andre ord ikke spises af med historier alene om søde venner og en ukompliceret tilværelse. Selv små børn er klar over, at der er grimme ting, sjove ting og svære ting ved at være til. Og det har de brug for hjælp til at forstå og håndtere.

Måske er det vigtigt for os at huske, at børn netop forstår verden ved at lege med forskellige roller: De smager på ord, prøver en identitet og klæder sig måske ud. På den måde afprøver de forskellige muligheder – og ofte er det nok at afprøve det i legen. Nogle gange skal ord afprøves ikke bare i skolegården eller på legepladsen i børnehaven, men også derhjemme – for at børnene kan se, hvordan mor og far reagerer. Det er den eneste måde de kan finde ud af, om denne her måde at være på, også er i orden hjemme hos os.

Forældre skal hjælpe med at forstå
Af netop den grund har Ramasjang en del seere over 25 år. For som forældre er vi nødt til at snakke med vores børn om det, de ser. Vi skal være med til at oversætte, det, de ser. Vi skal hjælpe med at reflektere over det. Og nogle gange er det eneste vi skal at høre børnene genfortælle det, de ser. Som forældre har vi en vigtig rolle i at vores børn forstår verden- også den de møder gennem skærmen. Vi skal være med til at styrke deres fantasi og nysgerrighed.

Hvorvidt dine børn må se Onkel Reje eller ej er op til dig: Du kender dine børn; du ved, hvordan I får snakket om tingene derhjemme. Måske skal du tage dig tiden til at se, hvad det hele handler om på Ramasjang app’en, så du kan danne dig din egen mening.

Uanset hvad du synes om Onkel Reje, Bjørnen Bruno eller Bamse, så er dette endnu et eksempel på, at blot fordi et program er sat til en bestemt aldersgruppe eller er tilbudt gennem en bestemt platform er det ikke det samme, som at indholdet er passende eller egnet for dine børn.

Satanisme er ikke at spøge med. Det er fyrværkeri heller ikke, og Onkel Rejes omgang med dét er alt andet end sikker. Det giver måske netop udgangspunktet for at tale med vores børn om emner, der ellers ikke kommer op i børnefjernsyn, men som ikke desto mindre kan være væsentlige. Meningerne om Onkel Reje er næppe blevet mindre delte efter denne her serie. Og det er måske meget godt. Så har vi noget at snakke om, der kradser lidt mere i overfladen end så meget andet gør. Og som Mads Geertsen, der spiller Onkel Reje,: Så længe der er klager, vækker Onkel Reje debat, og det er vil han gerne.

 

Kilder:
Kristoffer Kristensen: Kritik: Fjernsyn om satanisme er ikke for børn. 14. februar 2019 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kritik-fjernsyn-om-satanisme-er-ikke-boern)Læst 15. februar 2019

Pelle Møller: Ramasjang-redaktør: ”Onkel Rejes Heavyband” er meget langt fra at opfordre børn til satandyrkelse. 15. februar 2019 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/onkel-reje-er-underholdning-opfordrer-langtfra-boern-til-satandyrkelse) Læst d. 16. februar 2019

Ramasjang-chef om hurtigt børne-tv: “Vi vil vise indhold, der inspirerer”(https://www.dr.dk/nyheder/indland/ramasjang-chef-om-hurtigt-boerne-tv-vi-vil-vise-indhold-der-inspirerer) Læst 15. februar 2019

Ida Weis Jacobsen: Spilproducenternes Dag havde børns læring i fokus(https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/spilproducenternes-dag-havde-boerns-laering-i-fokus) Læst 15. februar 2019

Marie Carsten Pedersen: Bomstærk Ramasjang fortjener et tak. 10. marts 2013 (https://politiken.dk/kultur/medier/art5625725/Bomstærk-Ramasjang-fortjener-et-tak) Læst 15. februar 2019

Simon Roliggaard: ”Onkel Reje: »Børnene må følge med, hvis de kan« 24. december 2014 (https://politiken.dk/kultur/art5744178/»Børnene-må-følge-med-hvis-de-kan«)Læst 15. februar 2019

Kathrine Hornstrup Yde: ”Onkel Reje: I min barndom var børnekultur noget, man selv skabte” 17. juli 2016 (https://politiken.dk/kultur/art5629573/Onkel-Reje-I-min-barndom-var-børnekultur-noget-man-selv-skabte) Læst 15. februar 2019

Børn og medier: Aldersgrænser

/0 Kommentarer/af
,

Børn og medier: Aldersgrænser

“Men mor! De andre må gerne have facebook/spille CS:GO / se den film…”

“Far, hvornår må jeg få instagram?”

Har du også den slags samtaler med dine børn?

Jeg har. Derfor handler det her indlæg om børn og medier om aldersgrænser. Film, spil, sociale medier og apps har vejlende aldersgrænser sat på. Men de er vejledende og ikke forbud.

For eksempel er aldersgrænserne på Snapchat, Facebook og Instagram sat efter amerikansk lovgivning, fordi de sociale medier indsamler data på brugeren, som kan sælges og bruges til at målrette reklamer. I USA er det forbudt at indsamle den slags data på mennesker under 13 år. Det samme gør sig ikke gældende i Danmark.

Det er altså amerikansk lovgining, der er baggrunden for aldersgrænserne på disse medier og ikke dansk lovgivning. Du bryder derfor strengt taget ingen lovgivning ved at lade dit barn bruge facebook før det er 13 år, men derfor kan det godt være, at du ikke mener, det er hensigtsmæssigt for dit barn at gebærde sig på et medie, hvor reklamer bliver brugt målrettet, eller hvor det indhold, som kommer frem kan være skadeligt for mindre børn, eftersom mediet primært henvender sig til voksne.

(Et eksempel herhjemme fra er denne episode, hvor min søn kiggede med på mit facebook feed)

Noget lignende gør sig gældende for film og spil: Her er tale om vejledende aldersgrænser, som handler om eventuelle skadevirkninger. Men retningslinjerne tager hverken stilling til egnetheden eller sværhedsgraden for mindreårige børn. Det vil sige at eksempelvis et almindeligt skak-spil vil blive bedømt som en aldersgrænse 3, fordi der hverken er vold, stødende sprog eller nøgenhed i spillet. Men det betyder jo ikke, at sværhedsgraden af spillet gør det egnet til en 3årig.

I Europa har vi det, der kaldes PEGI (Pan Europæisk Game Information) som 37 lande – her iblandt Danmark – er tilsluttet. Det betyder at alle spil og apps forpligter sig til at oplyse en vejledende aldersgrænse for spil. Da PEGI er vejledende og ikke lovgivende, betyder det også, at eksempelvis fritidsklubber godt kan tilbyde et computerspil, som vejleder til en anden aldersgrænse end det børnene i klubben er. Den fritidsklub min søn går på gør derfor det helt rigtige ved at bede mig som forældre om at tagestillig til, hvorvidt min søn må spille Fortnite og CS:GO.

Det er os som forældre, der er nødt til at tage kritisk stilling til, hvad vi mener, vores børn kan og skal have adgang til. Det er os, der hver især kender vores egne børn bedst, og vi derfor de bedste til at bedømme, hvad der er rimeligt i vores familie.

Det er kun os som forældre, der ved, hvad vi synes, det er okay, at vores barn bliver præget af. For bare fordi noget er givet en vejledende aldersgrænse, der passer til vores barn, er det ikke sikkert, at vores barn hverken kan eller skal forholde sig til indhold af et givent spil eller socialt medie.

En far fortalte f.eks. at han ikke ville have at hans datter så VeggieTales på Netflix, selvom indholdet var alderssvarende og Netflix foreslog det. Han mente ikke, der var passende, fordi det har tydeligt kristent indhold. Du kan være enig eller uenig i, om VeggieTales er passende eller upassende, men jeg synes, han peger på en vigtig pointe: Som forældre kan vi have tendens til at tro, at fordi vi har givet barnet adgang til et afgrænset område som Netflix eller Ramasjang, er der ikke mere at tage stilling til. Men der kan stadig være indhold, som sætter tanker i gang hos vores barn, som er for svære eller indhold, som ikke passer overens med det, vi gerne vil vores barn skal se om af og af verden. Et afgrænset område på internettet er ikke det samme som egnet eller passende indhold.

Med samme pointe i tankerne er der  forældre, som ikke lader deres børn være på YouTube, fordi algoritmerne på YouTube er så uigennemskuelige, at barnet på ganske få klik kan komme ind til indhold, som er upassende for børn (eller alle mennesker alt efter indstilling).

På den anden side kan der også være grunde til at give sit barn lov til at bruge medier, som det ikke er alderssvarende til. En mor gjorde mig ved et seminar opmærksom på, at der kan være forskellige grunde til at et barn gerne vil have adgang til eksempelvis snapchat eller Facebook – hendes søn deltog i en fritidsaktivitet, hvor al information blev delt i en gruppe Facebook. For at være opdateret om det, der foregik både praktisk og socialt, skulle drengen have en profil på Facebook. Men udover fritidsaktiviteten var han ligeglad med, hvad der foregik på Facebook. Andre eksempler kan være at en større flok i en klasse har snapchat, og at det at være med på det sociale medier er en del af det sociale i klassen. Af samme grund har den 10årige herhjemme fået snapchat, men vi har slået den funktion fra, der gør det muligt at se hvor billeder bliver taget. Vi mener ikke, der er grund til at andre skal kunne se, hvor han befinder sig på et givent tidspunkt.

Aldersgrænser er med andre ord alene vejledende og ikke lovgivende. Retningslinjerne fortæller ikke nødvendigvis, hvad der er passende i din familie eller for dit barn. Det er derfor helt okay at sige til et barn, der gerne vil have et nyt spil, en ny app eller profil på et socialt medie, at du skal have tid til at undersøge det først. Afhængigt af alderen på dit barn kan I gøre det sammen.

Snak med barnet om, hvad det er, der virker tiltrækkende: Måske er der andre spil, som kan det samme? Måske er det klubben, der har en gruppe på facebook? Måske er det slet og ret ikke noget du som forælder vil have, at dit barn skal være med i?

Har I nogle kriterier, som I går ud fra, når I vælger spil, film og sociale medier til jeres børn? Har du valgt indhold fra på dine børns vegne?

Indlægget her er bl.a. baseret på folderen fra Medierådet for Børn og Unge: “Børn, unge og computerspil – en forældreguide”

 

 

/1 Kommentar/af
, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

/0 Kommentarer/af