Måden vi ser på og forstår børn har betydning for måden vi er sammen med dem på.

Det er også sandt i kirken og i den opdragelse, der er blevet anbefalet af kristne igennem tiderne. Måden teologer og kristne forældre har set på barnet kan ikke nødvendigvis skilles fra den tid, de levede på. Alle mennesker er produkter af deres samtid – så har der været særlige tendenser, har det sandsynligvis også smittet af på kirkens måde at forstå børn på.

Marcia Bunge har forsket i teologers syn på børn igennem tiderne, og hun er kommet frem til seks forskellige syn på børn, der har præget kristendommen gennem tiderne. Ikke nødvendigvis i rækkefølge eller adskilt fra hinanden.

Grundliggende er man kommet frem til 6 overordnede syn på børn igennem kristendommens historie. De er alle sammen væsentlige, fordi de alle sammen stadig påvirker os og findes i dag. Grunden til, at det er væsentligt for os i dag at bruge krudt på at forstå hvordan man tidligere har forstået, hvad et barn var, er at det påvirker måden vi arbejder med børn i kirken og i familien nu også. Hvis vi tror, at børn er som tomme krukker, der skal fyldes op, så vil vi naturligt bruge mere tid på at overføre viden, end hvis vi tror, der har brug for vejledning i at administered et, de allerede ved. Den respect vi viser børn er også et udtryk for, om vi tror børn er mennesker som voksne, eller om de endnu ikke er “rigtige” mennesker.

Børn er Guds gaver og en kilde til glæde
Mange forældre og bedsteforældre kan nikke genkendende til denne måde at se på børn. Børn giver glæde og deres tilstedeværelse er en kilde til glæde. Det positive ved denne forståelse af børn er, at det anerkender barnet som en velsignelse og et udtryk for Guds ønske om, at dette menneske skal findes.

Det negative bliver, om børn kun ses som uskyldige ude af stand til at træffe egne valg kan det umyndiggøre børnene og føre til passivitet, fordi børn ikke ses som værende i stand til at træffe valg eller have meninger, der er værd at lytte til andet end som cute-faktor og underholdning.

Er det sådan børn bliver set, bliver de voksne let til serviceorganer, beundrere og cheer-leaders af barnet, hvis det tipper over.

Børn er syndfylde væsener og i stand til at træffe moralske valg
Lige sådan kan de fleste forældre genkende, at børn langt fra altid gør, hvad der ville være godt for dem selv eller andre.

Anerkendelsen af, at børn er i stand til at træffe egne valg gør det muligt at give børn ansvar for egne handlinger. Det positive ved denne forståelse er, at børn får lov til at bære vægt og har betydning for beslutninger i deres egne liv eksempelvis.

Det negative er, at denne forståelse af børn historisk set (og desværre stadig nogle steder) har ført til en forståelse af, at børn fra fødslen først og fremmest var syndige og at den voksnes opgave var at knægte den syndige vilje eller simpelthen banke synden ud af barnet.

Er dette synet på barnet kan den voksnes opgave være at stoppe eller tæmme syndigheden.

Børn er i udvikling og har brug for støtte og vejledning
Denne forståelse af barnet lægger vægt på, at børn ikke er færdige mennesker fra fødsels, men er i stadig udvikling. Dette kan forstås som at det voksne menneske alene er målet for barnets vækst, og at den voksne er “færdig” – hvilket kan betyde, at den voksne glemmer, at vi også er på vej og ikke er færdige med at lære.

Positivt lægger denne forståelse vægt på, at barnet får muligheder for at lære, undersøge og at den voksne skal være med til at vejlede og støtte op om barnets udvikling. Negativt set kan barnet blive set som værende ufuldstændigt og derfor ikke “rigtigt”. Dette kan igen betyde, at barnets stemme ikke behøver blive hørt.

Med denne forståelse bliver den voksnes rolle enten at fylde på barnet eller at støtte barnet i den process, det er i gang med mod voksenlivet.

Børn er fuldt og helt mennesker og skabt i Guds billed
Her er forståelsen af barnet, at det er et færdigt og helt menneske, skønt det endnu vokser. Dette anses ikke som værende et udtryk for mindreværd, fordi barnet er skabt i Guds billede, og derfor allerede har værdi som det er.

Den negative tendens i denne forståelse kan være, at børn ikke kan gøre noget forkert, eller ikke har noget at lære, fordi det allerede har indsigt og helhed.

Den voksnes rolle er her at vejlede og gå sammen med barnet, som en mere erfaren vejviser.

Børn er forældreløse, næste’r og fremmede, der har brug for retfærdighed og barmhjertighed.

Forståelsen af barnet som én, der har brug for hjælp kan virke fremmed, indtil vi ser mediernes portrættering af børn: overskrifterne viser os børn, der lider, sulter, fryser, flygter i alle retninger verden over. Ofte er børn ofre for det, der sker i de voksnes verden. Børn er udsatte og sårbare, fordi de er så afhængige af mennesker omkring dem.

Positivt set giver denne forståelse af børnene mandate og grund til at hjælpe børn med behov for hjælp af alskens art.

Negativt kan dette syn på børn betyde, at alle børn altid er ofre, der ses som ude af stand til at handle på egne vegne eller til egen fordel. Barnet blvier med andre ord let magtesløs og uden vægt.

Den voksnes rolle her bliver da at hjælpe og sørge for barnet.

Ikke enten-eller, men både-og
Virkeligheden er at børn – ligesom os andre – ikke er enten-eller, men både-og. Børn er ikke kun syndere, men også skabt i Guds billede. Børn er ikke kun en kilde til glæde, de har også brug for barmhjertighed. Børn har brug for støtte og vejledning, og de er skabt i Guds billede.

Det er heller ikke alle børn, der har det på samme måde: I nogle situationer kan et barn have brug for barmhjertighed, i andre skal det stoppes fra at gøre skadelige ting. Ét barn kan have behov for støtte og vejledning i én situation, mens det i andre kan tale sandhed til andre omkring det.

Ingen – heller ikke børn – er enten eller. Vi er alle sammen sammensatte, komplekse mennesker, der påvirkes af vores omgivelser og fungerer I samspil med dem, der er omkring os.

Det betyder vi kan glæde os over børn, fordi de er Guds gave, skabt i Hans billede samtidig med at vi kan rette vores børn og hjælpe dem, når de ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af deres egne handlinger.

Måden vi forstår børn på, påvirker måden vi går til opgaven med at give den kristne tro videre til vores børn derhjemme, i kirken eller hvor vi ellers måtte arbejde med børn. Derfor er det vigtigt at vi er opmærksomme på og reflekterer over vores syn på børn, for ellers kan vi ikke blive reflekterede og velfunderede i vores praksis.

Hvordan er dit syn på børn? Og hvordan ser du din egen rolle i forhold til dem?