Veninder med kage
Jeg fik kage til min aftenkaffe i forleden.
Det føltes mærkeligt. For kagen var købt af tre gamle veninder, der trængte til noget at styrke sig på efter et besøg hos deres fælles veninde. Det blev det sidste besøg, de kom til at aflægge hende.
De fire har kendt i mange år. Nogle af dem har været unge sammen, haft små børn sammen. De har set deres børn vokse op og stifte familier, og veninderne er blevet gamle sammen. De har delt deres liv med hinanden, som man nu gør som veninder. De bor oven i købet tæt på hinanden og deler menighed.
Mens de tre sad over kagen og kaffen og snakkede sammen og forsøgte at begribe det ubegribelige, gik det op for én af dem, som er kommet til senere end de andre, at de alle fire havde mistede deres mænd i løbet af relativ kort tid. De har alle været enker i 25-30 år.
Veninderne drak kaffe, spiste kage og snakkede. For at komme sig. For at samle sig. For at forlige sig med, at deres veninde lå for døden. De sad sammen for at kunne sige farvel og selv fortsætte med at leve. For at vænne sig til tanken om ikke længere at være de fire, men nu at være tre.
Der blev et stykke kage til overs. Det fik jeg til kaffen forleden. De gav det med glæde, og jeg tog imod det med ydmyghed.
For i deres sorg så jeg, hvor ung jeg er. Så lidt, jeg endnu har levet. De har været enker længere end jeg har kendt min mand. 14 år har vi været gift i år, og det synes jeg er længe. Men hvad er det mod 30 år som enke?
Jeg spiste kagen til min aftenkaffe. Med eftertænksomhed. Og påskønnelse. Livet er i grunden fint og stort. Særligt med veninder omkring én!
Jeg håber, der en gang er veninder, der sætter sig med kaffe og kage for at sunde sig, når der min tur til at tage herfra