, , ,

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen – nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven, mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu.

Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig med at den mærkelige følelse af ikke at ane hvornår vi bliver forældre også spiller ind: Er det det rigtige tidspunkt at stille noget op eller gøre ret meget klar? Hvad nu hvis det ikke er vores tur før om et halvt år, kan jeg så holde ud at gå og se på en lille seng eller et puslebord i al den tid?
Og så er der glæden. Glæden ved endelig at kunne være en af de kommende mødre. Endelig at kunne tale med om tanker, bekymringer, forhåbninger og drømme om at blive mor. Om hvordan det bli’r at holde et barn der er ens eget, og ansvaret der følger med.
A-ordet er for mig et ord jeg bærer med mig, som en glæde og som en længsel, der ind imellem gør ondt i al sin modsatrettethed….
, ,

The Love of Christ

Thea Jarvis er en fantastisk kvinde! Intet mindre. “Jeg gør det her arbejde, fordi jeg tror på, Gud har skabt mig til at gøre det.” Sådan forklarer hun, hvad der fik hende til at starte arbejdet med de mindst og mest udsatte mennesker i Sydafrika, der lider under vold, fattigdom og sygdom: børnene.

På børnehjemmet The Love of Christ Ministries (TLC) bor der 46 små børn – fra ganske få måneder gamle til omkring 4 år. Derudover har Thea og hendes voksne børn selv store familier med adopterede børn, fordi dem, det ikke har været muligt at finde andre hjem, ikke skal ud i et system, der sender dem videre til et nyt børnehjem omkring hvert 3. år. 
Et sted omkring 50 mennesker var vi samlede for at høre og se Thea fortælle om TLC, børnene, arbejdet med at køre så stort et sted, på en måde så alle børn får mad og kærlighed nok. Der var tid til spørgsmål, og allerbedst var det at der var andre mennesker i vores situation. Andre, der lige har fået deres papirer sendt til Sydafrika, og som nu venter med spænding på at få telefonopkaldET
Billedet af den lille fod er fra TLCs hjemmeside. Og skulle du kende nogen, der har lyst til at rejse ud i verden og gøre en forskel, så er TLC en mulighed. For der er mange små børn, som har brug for nogen – unge som gamle – der har tid til at skifte ble, vaske flasker, made, lege og nusse! TLC formidler kun børn til lokale familier og til familier i Danmark…. Så åh jo, måske har vi lige mødt vores barns Big Mama!
, ,

Et skridt frem og…

De fleste vil vide at adoptionsprocessen kan være hård. Nogle synes det er urimeligt at de, der skal adoptere, skal interviewes og undersøges i alskens retninger. Andre synes det er for meget at man skal betale for en adoption. De fleste adoptanter (det hedder dem, der adopterer) synes vist at det er ventetiden der er værst. Først ventetiden på at blive kaldt til samtale i statsforvaltningen, så ventetiden på at få svar fra samtalen, så ventetiden på at komme på kursus, og derefter ventetiden på at skulle til de sidste samtaler. For endelig at vente på at samrådet mødes og beslutter hvorvidt man skal godkendes til adoption eller ej. Da vi kom dertil troede jeg at ventetiden, der nu ventede var “rigtig” ventetid – for nu er det jo barnet og ikke procedurer vi venter på – og at det derfor ville føles anderledes.

Det havde jeg også ret i… og alligevel ikke. Vi har valgt at adoptere fra Sydafrika, og det betyder at ventetiden også her er brudt op. Til nogle lande kan man med det samme indsamle de attester og dokumenter, som skal bruges ved retssagen i det pågældende land. Det kan man ikke til Sydafrika, der skal man vente til man (almindeligvis) er omkring nr. 25. på ventelisten. Herefter bliver sagen så sendt til Sydafrikas formidlende organisation. Herefter kommer så en ventetid, hvor mobiltelefonen skal holdes tæt på kroppen. For i Sydafrika er ventelisten ikke kronologisk. Her matches børn og forældre med hinanden, så at man er nr. 2 betyder ikke nødvendigvis man får barn før nr. 9.
Ventetid er noget meget mærkeligt noget. Vi har det jo godt som vi har det. Og alligevel er der en utålmodighed efter noget vi ikke ved hvad er. Én vi ikke ved hvem er, men som vi alligevel elsker og venter på med spænding. For hvert ryk der sker på ventelisten kommer vi tættere på. Og alligevel ved vi ikke hvor meget tættere – eller hvor lang tid, der går inden vi er har “termin”. Vi er nærmere nu end for 5 måneder siden. Det er klart. Men om vores ventetid er halvvejs nu eller om vi er en tredjedel af vejen ved vi ikke. Vi kender ikke vores termin. Vi aner ikke,  hvornår vi kan forvente fødslen er ovre.
Så vi venter. Med spænding. Med tiltagende spænding og glæde. Forventning begynder at vokse nu. Vi begynder at kunne forberede en lille smule. Jo, ventetiden er den værste. Og vi har endda ikke ventet særligt længe. Vi har nærmest ventet ingenting i adptionssammenhæng endnu. Men nu er vi så langt at jeg har købt de første stofbleer 🙂
, ,

Jeg drømte mig en drøm i nat

Jeg drømte om mine børn i nat. Det sker af og til. De skifter udseende, men de er altid mine. I nat var de koreanske. Den mindste var omkring halvandet, den store omkring fire år.

I nat fik jeg børnene af deres forældre, som senere kom og tog dem fra mig igen. Men da børnene blev syge, var det mig de kaldte efter, og derfor kom forældrene efter mig igen. De var dårlige og klynkede…. Da jeg vågnede kunne jeg stadig mærke fornemmelsen af den lille dreng i mine arme. Hans varme og vægt imod mig efterhånden som han faldt til ro…
Det er vældig mærkeligt at drømme på den måde. Det er bittersødt. På én gang er det så dejligt endelig at være mor. På den anden side er det så tomt når jeg vågner og opdager de er væk. Det er en underlig tom fornemmelse, som nogle gange kan vare til langt op ad dagen. Måske er det bare sådan når man venter sig? Måske er det bare længslen, der rører på sig, så man ved den findes? Måske er det en gave at kunne elske sine børn inden de findes og er hos én? 
Billedet er Duncan med alle de papirer vi nu har afleveret til AC børnehjælp
, , , , ,

Nærmest klar

Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal “lukkes” inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om mennesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det.

Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l
aver andet end at være her. Jeg kunne
 have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men …. 
De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia’er…. Det er et forsøg, men lykkes det bliver jeg rigtig rigtig glad! 
Det egentlige hængeparti er de papirer vi er blevet bedt om at indsamle til vores adoptionssag. Det er allerede blevet vores tur til at indhente attester og dokumter i lange baner. Og det betyder at vores sag snart sendes til Sydafrika! 
Vi har udfyldt to ansøgningsskemaer. Vi har fået vielsesattesten, min fødselsattest og ansættelsesbreve på plads. Vi har tre vandelsattester, og har skrevet under på at vi vil deltage i opfølgende besøg fra en sagsbehandler, når barnet er hjemme hos os. Vi har været hos lægen, politiet og på skattekontoret. Og vi har ta
get billeder af os selv, hinanden og vores hus. Vi har kopieret pas og sørget for pasbilleder. Det eneste vi mangler er et brev fra notaren og Duncans fødselsattest fra den engelske ambassade. Når de er landet kan vi sende det hele afsted til AC, og så bare vente på at det bliver vores tur til at blive sendt “afsted”.  

Grunden til at det er et hængeparti er at vi har fundet ud af at AC ikke har fået hele Duncans navn. Så nu er de nødt til at indhen
te attester bl.a. fra familiestyrelsen igen for at få alle navne til at stemme 100% overens. Så I må meget gerne be’/ønske godt/krydse fingre at det går hurtigt igennem hos dem, så vores 
ansøgning kan blive sendt afsted. For når først sagen ligger i Sydafrika er det (igen) bare et spørgsmål om tid før der er et barn til os. 
Ligenu går det godt. Det vil sige at formidlingen af børn er støt og konstant, så alt ser ud til at vi skal vente kortere end vi havde forventet. H
vis altså bare alle papirerne klapper og bliver sendt afsted! (Så kære Familiestyrelse, jeg ved det er sommmer – men vil du ikke godt skynde dig alligevel?!) 
Og jeg er nødt til at sige, at hvis nogen herefter spørger, hvad det sværeste ved at adoptere er, så er jeg nødt til at sige “billedsessionen”. Prøv du lige på 12 billeder at vise dit hus udefra og indefra, dig selv og din mand sammen og  hver for sig i hverdagssituationer, som repræsenterer jer, hvor I ser tiltalende og velsoignerede ud samtidig med at I viser velstand og overskud på en naturlig måde!