Om to dage på nuværende tidspunkt er jeg ved at stå ombord i det fly, der skal få mig til Johannesburg fra Frankfurt. Og hvordan er vi så kommet her hen, har jeg tænkt i de sidste dage.
Jo, i oktober 2007 sagde jeg for første gang højt til nogen “Hvordan gør man, hvis man skal adoptere?” Det var tidligt endnu. Vi var blevet klar over at der var noget galt – i hvert fald blev jeg ikke gravid. På det her tidspunkt fik vi alle de gode råd om at sove mere, spise mindre, spise anderledes, motionere, droppe alkohol, gå i løse bukser, lad være at stresse, vær tålmodig og den værste: “I er så unge”. Alt sammen godt ment, men meget frustrerende, når man kan mærke noget ikke er som det skal være.
I november 2007 tog vi til informationsmøde om adoption hos AC børnehjælp i Århus. Det er møder, de holder med jævne mellemrum, som dels orienterer om selve adoptionsprocessen, men som også fortæller om netop denne organisation og deres ethos. Jeg kan huske at jeg var overrasket over hvor almindelige folk så ud. Og hvor bombet jeg var bagefter over de spørgsmål der blev stillet om hvorvidt man selv skulle tage bleer med på rejsen? Og så var der muligheden for at kigge i albums med babybilleder – det var vildt surrealistisk og nærmest ikke til at forholde sig til.
I januar 2008 sendte vi det første tunge brev afsted til statsforvaltningen. Vores ansøgning om godkendelse til fase 1. Det var en speciel følelse, og jeg kan stadig se postkassen på Grejsdalsvejen for mig.
Så blev Duncan syg, og i et af mellemrummene, hvor han var hjemme fra hospitalet, var vi til første samtale hos vores sagsbehandler i statsforvaltningen. Det var ret lige ud af landevejen. Det er i den fase de praktiske rammer omkring et par bliver undersøgt: økonomi, helbred og hus. En dag i maj 2008 sad vi i vores sommerhus og vidste at i dag blev vores sag behandlet hos samrådet. Det var meget meget mærkeligt at vide at et sted i Danmark tog en gruppe mennesker stilling til hvorvidt vi kunne godkendes som adoptiv forældre eller ej. Folk sagde til os at “selvfølgelig bliver I godkendt”. Men det føltes på ingen måde selvfølgeligt. Men vi blev godkendte, og så var Duncan syg igen.
I september 2008 var vi på adoptionskursus, som er det, der udgør fase to af en dansk adoptionsgodkendelse. Det var vildt spændende at være med. Og grænseoverskridende. Jeg fatter slet ikke jeg tog afsted, for jeg var slet ikke så godt istand endnu. På den anden side var det vigtigt for mig at der nu skete noget for os. Det var to rigtig gode weekender, og vi har fået gode venner ud af det. Det er her, der bliver stillet spørgsmål og scenarier op for én, som man sammen med andre kan tage stilling til, vende og dreje og forsøge at forholde sig til. Det jeg særligt husker var lettelsen over at være sammen med så mange mennesker, og være helt almindelig. At der var andre, der forstod præcis hvordan det var at være os.
Ugen efter fase to indsendte vi ansøgning om at blive endeligt godkendt i fase tre.
Det var mens vi ventede på indkaldelse til de to samtaler fase tre består af jeg har haft det aller sværest. Der var gravide over alt (sådan føltes det i hvert fald) Og mens andre blev gravide uden problemer, kunne jeg ikke engang få det brev, der skulle til for at en anden kunne tage stilling til om jeg måtte være forælder. Det gjorde ondt, var tungt og meget ensomt.
De to samtaler i fase tre (en hos sagsbehandleren og en hjemme hos en selv) er der, man skal fortælle sin personlige historie, hvad ens forældre laver, hvilken uddannelse man selv har, hvilke tanker man gør sig om familie, hvordan man i ægteskabet håndterer konflikter og meget mere. Det er denne fase filmen “Den Eneste Ene” gør nar af.
For mere eller mindre et år siden ringede Duncan så til mig at NU var brevet kommet – vi var blevet endeligt godkendte til at adoptere indenfor en normal godkendelse. Dvs. et normalt fungerende barn i alderen 0-3 år.
Ugen efter tilmeldte vi os Sydafrika listen hos AC Børnehjælp i Århus. Det var en fantastisk følelse. Nu kunne vi endelig følge med i noget! Endelig var der noget, at se på, nogen, der skrev om hvordan det gik. Og ventelisten blev sat ned mens vi var på listen. Fra at have været mellem 1,5-2 år blev den sat ned til mellem 9 måneder og 1,5 år.
I juni 2009 blev vi bedt om at samle et hav af papirer sammen, så vores sag kunne blive sendt til Sydafrika. Det var nærmest euforisk – nu kom vores sag med i den daglige “lodtrækning”. Og d. 19. august 2009 fik vi brev om at nu lå vores papire i Sydafrika “Det næste vi forventer i sagen er, at I får stillet et barn i forslag.”
Det skete så d. 3. februar 2010. Og ja, nu sidder vi her og gør klar til at hente ham!
“Fordi det at blive mor efter at have ventet i årevis er bare noget man lige klarer?” Noget i den retning sagde hun. Ligesom andre undrende har spurgt før. Og svaret er nej! Det er ikke noget man lige gør. Og det havde jeg heller ikke forestillet mig. Sådan rigtigt. Jeg ved bare heller ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig….. Eller det vil sige at jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg efter ca. en dags jublen efter Tinas opkald, om at vi skulle være forældre, med overblik, effektivitet og sprudlende overskud ville være i stand til at ordne ikke bare det foreliggende arbejde men også lidt til, gøre mit hus i stand, sørge for mad til fryseren og gøre klar til rejse og børneværelse. Hvor svært kunne det være?! Jeg har jo haft måneder til at vænne mig til tanken.
Det er muligt. Men i dag, hvor det er tre uger siden Sipho blev et navn vi kender, er jeg stadig snot forkølet, på penicillin og går rundt i cirkler om mig selv. Ting ta’r ikke bare tid men laang tid. Det, der er væsentligt for andre, er det ikke for mig – med mindre det handler om bodystockings i str. 86, sydafrikanske rand eller strejker i Lufthansa. Ikke fordi jeg ikke kan se det er vigtigt – det er bare så uvedkommende. Jeg har hørt om, at det sker – at kommende mødre bliver indadvendte og står med hånden på maven og kigger lige ud for sig. Jeg troede jo bare ikk’, det ramte mig, når jeg nu ingen mave får. Men det har det så gjort. Aldrig har jeg været så indadvendt i mit liv. (bortset fra da jeg var syg) Eller i den grad sat alle andre dagsordner til side for en ting.
I dag er der tre dage til vi flyver. Fem dage til vi møder Sipho for første gang. Jeg glæder mig.
Ruth skal siges på engelsk. Ruth er Duncans gamle bedstemor, som er et livstykke af en anden verden. Smilende, optimistisk og glad. Som tiltrækker mennesker, på en måde jeg ikke har set andre gøre det. Og som 92 årig har et netværk større end de fleste på facebook. (Altså, ikke at hun er på facebook) Hun spiller klaver, og har indtil for ganke nyligt spillet orgel i diverse kirker til pantomimer, begravelse og bryllupper. Hun lever af en engelsk pension, og kunne for indtil for et par år siden (mens hun stadig spillede meget) finde på at sige “I need a funeral or two…. Naughty little me!” Hun rejste som 83 årig alene til New Zealand og besøgte sidste forår os her i Danmark. Hun er lille, og smiler, så hendes øjne forsvinder. Hun be’r dagligt for alle hun kender, og sender omkring 200 julekort i december.
For snart tre år siden var hun med til min ordination, og faldt dagen inden hun skulle have været hjemme og brækkede sit bækken. Hun lå på Hjørring sygehus halvanden uge, og var
hele afdelingens yndling. Sygeplejerskerne stod i kø for at sige farvel til hende. Hun gør indtryk, og har en varme, et gå på mod og en glæde ved livet, der smitter. Og når jeg bli’r gammel håber jeg at være
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2010-01-22 20:03:002017-02-10 08:58:58Ruth - lille og livlig
Weekenden bød på den første børnefødselsdag på den ene side af familien i …. ja, mange mange år. Den lille Andreas har været i familien i et helt år. Og han er blevet så stor og glad en lille dreng. Det er godt igen at have små børn i familien – det giver noget helt andet, når vi alle sammen er sammen.
Jeg må indrømme at have været lidt spændt på at skulle med til børnefødselsdag. I mens vi har tumlet rundt med vores barnløshed har vi modsat så mange andre vi kender, været så heldige at der ikke rigtigt har været nogle små børn tæt på os. Derfor har vi ikke siddet til børnefødselsdage, hvor vi knapt har kunnet smile, eller været nødt til at melde afbud, for at passe på os selv. Der har været mennesker, der blev gravide, og det har været svært nok. Der kom små mennesker til i menighederne, og det gjorde ondt nok.
Jeg tænkte, at det ville være noget andet nu, hvor jeg jo er godkendt til adoption og står på venteliste, og det virkelig kun kan være et spørgsmål om ikke ret lang tid inden vi bliver forældre. Sådan har jeg oplevet det når vi har været sammen med gravide – der er vi nærmest på samme sted. Det var en hyggelig eftermiddag. Men for første gang i meget lang tid kunne jeg igen mærke den der følelse af at være lidt ved siden af det hele. Fordi hele fokus var på et barn. Og jeg ikke havde en at tage mig af. Og fordi det er en påmindelse om hvor længe det har været sådan at den lille Andreas nærmest-nevø nu er blevet et helt år, og jeg stadig ikke har nogen lille at holde.
Når han bli’r to har vi en nærmest-kusine/fætter med, det ved jeg. Men indtil må jeg åbenbart stadig finde mig at følges med Længsel og ind i mellem Ensomheden også…
