Indlæg

,

Virkelig Vind – en anmeldelse

”Næste gang du går en tur, så prøv at lægge mærke til, hvor Gud sådan er på spil…” Med den opfordring sætter seneste CD fra BUO ”Virkelig vind” i gang i en poppet melodi, der fik mine fod til at vippe i takt helt af sig selv.

Det er altid et godt tegn, når kroppen helt af sig selv rammes af musikken. Og her er efter min mening tale om musik af god kvalitet. Det er primært henvendt til børn, men som voksen tager jeg absolut ikke skade af at lytte med! Her sprøde rytmer og lækre vokaler af børn og voksne. Teksterne har både god rim, rammende vendinger og fine billeder på livet med Gud og Guds væsen.

Her er flere fængende melodier, man kan gå og nynne med på – som både barn og voksen!

Det store plus for mig er, at der med Joachim Hejslets musik som altid er tale om sund teologi, der kan synges ind. Det vigtige om Gud bliver formidlet på et let forståeligt sprog, der gør, at det vækker genklang og tilbyder forståelse, jeg kan gøre til min egen. Jeg skriver med vilje ikke ”for børn”, for jeg synes i og for sig, at vi alle sammen har brug for god, moderne musik med gedigen teologi, der kan informere vores tro og liv.

”Virkelig Vind” sender mig længer ud end min egen næsetip og rækker op efter Gud. Det er en af en af styrkerne ved albummet.  Det gør den med linjer som ”der er ingen, der skal græde alene” og ”Guds vind kæmper for den gode sag” – en god pointe i en tid, hvor særligt børn og unge er optagede klimakrise og opgør med racisme.

En anden styrke er, at sangene ikke blot handler om glæde, lys og gode ting. Her er plads til både tvivl, uro og dårlige dage som i det virkelige liv.  Det gælder bl.a. sangene”Altid” og ”Det bliver godt igen”.

I ”Langt fra normalen” er der plads til alle (os), der ikke synes, vi passer helt ind i normalen. Her bliver i den grad gjort op med perfektionskulturen, som vores børn og unge lever i.

”Fri fantasi” leder tankerne hen på en blanding af Kaj og Andrea og Sigurd Barret – her er fart over feltet og masser af fjol.

Min favorit, som muligvis afspejles af livet med tre børn, er ”Jeg sætter mig langsomt her”, der med sit smukke klaverspil sagtens kunne blive et hit til stilletid!

Den musik BUO får produceret og deler med os, er en gave, der kan være med til at give troen rødder og vinger, fordi vi får lov til at synge troen ind. Alle tekster, noder og becifringer findes gratis hos buo.dk her.

Du kan i øvrigt også se en musikvideo med “Virkelig Vind” hos BUO. 

Du kan købe CD’en hos NOVIA her.

/0 Kommentarer/af
,

Anbefaling af 5 bøger om døden til børn

Anne anbefaler
Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:

1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017)
Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen. 

En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.

Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.

2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv)
Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.

I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk. 

Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.

3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016)
Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.

Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.

Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!

4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017)
Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt). 

I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.

Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i. 

Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.

5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018)
Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert. 

Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.

Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.

Mød Anne:
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.

Du finder et interview med Anne her.

/1 Kommentar/af
,

Hvem er “Du”? – noget om min tatovering

Jeg har en tatovering. Det kommer som en overraskelse for mange. Den ses heller ikke særligt tydeligt, og det er helt med vilje. Den kommer egentlig ikke andre end Vorherre og mig ved. Nogen får en tatovering for at den skal ses – også som en trosbekendelse, der kan starte samtaler, eller som tydeligt viser, hvor man hører til.

Min tatovering er også en trosbekendelse af en slags. Den sidder på højre fod, og det er derfor, den ses så sjældent. Den er et lille uddrag af salme 16 fra det Gamle Testamente (Du kan læse salmen her). Den salme var min redningskrans igennem min depression for år tilbage. Det er svært at forklare, hvordan den var det, men det var den. Ordene gav mig trøst og håb og mod til at fortsætte.

Ordene på min fod er: ”Du lærer mig livets vej”

Det er et løfte fra Gud om at vise mig den vej i livet eller den måde at leve på, der gør mig til et levende menneske. Det er samtidig et løfte fra mig til både mig selv og Gud om at lytte indad og gør mig umage med at følge den stille stemme, der peger på det, der giver liv.

Forleden talte jeg med én om at blive klogere med årene. Han sagde noget med at gå på livets landevej, og jeg svarede, at det var præcis det, jeg har stående på min fod.

Han kiggede på ordene og sagde så spørgende både til mig og sig selv: ”Hvem er ”Du”?”

Jeg sagde – lettere klodset – at for mig er ”Du” Jesus. Bagefter tænkte jeg over, at selvom det er rigtigt, så er det også et utilstrækkeligt svar. For hvem er Jesus?

At jeg siger ”Jesus” fortæller dig intet om den, der hjalp mig eller om nænsomhed, vedholdenhed eller det nærvær, der omringede mig.

Det slog mig, at hvem Jesus er kommer an på, hvem du spørger. Ikke fordi Gud eller Jesus forandres, men fordi Han* er så stor, så fuldkommen og vi er så små og så forskellige, at det ikke kan være det samme vi ser, oplever eller ligger liv til.

Hvem ”Du” er kommer simpelthen an på, hvem du spørger:

For David var ”Du” den gode hyrde. David skrev en af sine stærkeste digte om ”Herren er min hyrde”.

For Paulus var Jesus højdepunktet i Guds løfte om at velsigne hele verden gennem Abrahams slægt.

For Johannes er ”Du” den, der giver os lov til at være Guds børn.

For kvinden ved brønden er ”Du” den, der gav hende værdighed og understregede at sand hengivenhed ikke handler om geografi men om indstilling.

For kvinden, der led af kronisk menstruation, var ”Du” den, der helbredte hende og igen gav hende adgang til samfundet og et almindeligt liv.

For Zakæus var Jesus den, der brød hans isolation og gjorde ham gavmild.

En mand, der var født blind, og som blev helbredt af Jesus med lidt mudder sagde det aller bedst, synes jeg: ”Jeg kan ikke sige, hvem han er. Men jeg ved, at jeg var blind før, og nu kan jeg se.”

Med andre ord: ”Jeg ved ikke, hvad han er. Men jeg kan fortælle dig, hvad han har gjort for mig.”

Er det ikke sådan det er? Vi kan ikke definere Jesus, Gud, det hellige fuldstændigt. Men vi kan fortælle vores egen historie. Vi kan fortælle, hvilken forskel Han har gjort i vores liv.

For mig er Jesus den, der satte sig ved siden af mig i bilen, da jeg skulle køre alene en mørk aften til hospitalet efter min mand havde været igennem en livsvigtige operation.

For mig har Jesus betydet tålmodighed, barmhjertighed og helbredelse i og fra en depression.

Jeg kan ikke fortælle dig helt, hvem Jesus er. Men jeg ved, at jeg nu er mor til to trods alle odds. Jeg har min mand endnu. For mig er ”Du” den, der hjalp mig med at overkomme en svær depression; den, der har hjulpet mig med at turde livet igen; den, der har givet mig håbet tilbage.

”Du” er alt det. Og meget mere. Og måske mere endnu. For Jesus, Gud er altid mere. Hans historie kan ikke indeholdes eller defineres af ét menneskes liv eller forståelse, tror jeg.

Og alligevel får vi lov til at dele vores historier med ham og lægge liv til Hans.

Hvis jeg spørger dig, hvem er ”Du” så?

 

 

*Jeg skriver Han, fordi Jesus var en mand. Gud som skaber og Helligånd; Gud som treenighed tror jeg ikke, vi kan sætte på køn. Jeg tror Gud overskrider alle vores ord. Samtidig tror jeg, at Gud er personlig og ønsker at indgå i en relation med os. Og det kan man kun, hvis det er en ”nogen” man er sammen med. Derfor bruger jeg ”Han” om Gud. Selvom jeg er fuldtud klar over at der findes masser af billeder, der forklarer Gud i Bibelen, der handler om at være kvinde, mor eller feminin. Jeg kan også godt lide at tale om og tænke på især Helligånden som ”hun”.

/0 Kommentarer/af
,

Genfortælling af forklarelsen på bjerget med rekvisitter

I søndags til fastelavnsgudstjenesten havde vi naturligt nok en del spændte børn (og voksne). Derfor tænkte vi, da vi skulle planlægge gudstjenesten, at det ikke duede med en “sæt-dig-og-lyt”-prædiken. Istedet lavede vi en genfortælling af forklarelsen af bjerget, hvor Jesus tog sine venner Peter, Johannes og Jakob med. Her så de et glimt af hvem Jesus også var udover et menneske: en del af Gud selv.

For at give børnene (og andre kreative sjæle) noget meningsfuldt at gøre frem mod prædikenen, var en del af genfortællingen, at der blev tegnet rekvisitter, som skulle bruges i genfortællingen. Det her var ikke et teaterstykke, så ingen havde øvet sig, og det var ikke meningen, at deltagerne skulle kunne noget udenad. Istedet skulle de gøre, hvad jeg fortalte (jeg var fortæller), og når Jesus, Peter eller Gud skulle sige noget, sagde jeg det først, og derefter gentog “skuespilleren” det.

Genfortællingen gik rigtig godt, og både børn og voksne morede sig undervejs. Så her kommer den, så du kan bruge den i din sammenhæng (og lav endelig om i de, så I kan bruge den!)

Genfortælling af forklarelsen på bjerget
(Lukas 9:28-36)

Medvirkende:
Jesus
Peter
Guds stemme
Fortæller

Rekvisitter:
Tegninger af en folkemængde (med syge)
Tegninger af Johannes og Jacob som Peter har med
Tegninger af Moses og Elias som Jesus har med
Hvidt tøj til Jesus
Sydvest til Peter (eller andet, der viser, at Peter er fisker)

Jesus har efterhånden gået rundt for at fortælle om Guds rige og vise mennesker Guds kærlighed et stykke tid. (Jesus går rundt, folkemængden følger efter) Hvor længe ved vi ikke. Men længe nok til, at der er begyndt at være snak om, hvem han egentlig er?

Hvad er han for et menneske, der kan gøre mennesker raske? Hvad er det for en mand, der tager sig af tiggere, ludere, toldere og andre, ingen vil have med at gøre? Er han overhovedet et almindeligt menneske?

Jesus har også hørt noget af snakken. Han spørger derfor Peter (holder tegningerne frem af Jakob og Johannes) og de andre: ”Hvem siger folk, at jeg er?”

Peter fortæller: ”Der er mange bud – nogen tror, du er Johannes Døberen eller Elias. Andre tror, du er en af de gamle profeter.”

(Johannes Døberen, der var Jesus’ fætter, døbte Jesus og blev halshugget af kongen. Elias var en de virkelig store profeter, som havde fortalt om Gud, fra fortiden. Folk trode altså ikke, Jesus var et levende menneske, men en slags genfærd.)

Jesus kiggede på Peter, Johannes, Jakob og de andre venner. ”Hvad med jer?” spurgte han ”Hvem siger I, at jeg er?”

De tænkte sig om. Det blev Peter, der svarede: ”Vi tror, du er Guds udvalgte.”

Så fortalte Jesus dem, at han ville komme til at lide meget. At han ville blive slået ihjel. Han advarede dem om, at det ville blive hårdt og svært også for dem at følge med ham. Han sagde ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis det må miste sin sjæl?!”

Måske var det derfor Peter sagde, som han gjorde otte dage efter …

Otte dage efter tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på et bjerg for at bede.

Jesus må have bedt og været stille i lang tid. Peter, Johannes og Jakob faldt i hvert fald i søvn.

(Jesus skifter til det hvide tøj)

Mens Jesus bad, skiftede han udseende. Hans ansigt ændrede sig. Og hans tøj blev blændende hvidt.

Sammen med ham kom to mænd til syne: Det var Moses, ham, der havde ført israelitterne ud fra Egypten, og Elias, der var blevet taget ind i himmelen af en ild-vogn. (Jesus tager tegningerne frem af Elias og Moses)

Peter, Johannes og Jakob vågnede. De gned deres øjne, og så, at Jesus ikke var alene.

Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, sagde Peter:  ”Jesus, det er godt vi er her! Lad os bygge tre hytter. Én til jer hver.”

I det samme kom der en sky for solen, der også dækkede bjerget, og de blev bange.  Inde fra skyen sagde en stemme: ”Dette er min udvalgte søn. Følg ham!” (om muligt, så få Gud bag i kirken)

Så snart stemmen talte var Moses og Elias væk. Kun Jesus var tilbage.

Peter, Johannes og Jakob var stille. De sagde ikke en gang noget om det til de andre disciple, da de kom ned af bjerget. Ikke før Jesus havde været død og var blevet levende igen.

Hvorfor mon?

Peter, Johannes, Jakob og de andre vidste inden oplevelsen på bjerget, at Jesus var noget særligt – anderledes end andre mennesker. Noget mere end et menneske.
På bjerget fik de et glimt af, hvem han også er: Gud. Én, der binder fortiden og nutiden sammen. Én, der kender fremtiden.
Peter kunne godt lide at være der. ”Det er godt, at vi er her.” Men det var ikke meningen, de skulle blive der.

Nogle gange taler vi om, at vi også må ned fra bjerget – når vi har haft en fantastisk oplevelse og det bliver hverdag igen.

I dag klæder vi os ud. Vi leger og slå katten af tønden. Det er sjovt. Og vi har brug for både at lege og have det sjovt. Ikke kun som børn, men også som voksne.

Inde bag vores masker er vi os selv. Hvem siger andre, at vi er? Hvem siger dem, der kender os, at vi er?

Og hvem siger vi, at Jesus er? Og hvad tror du, han siger om dig?

I kirken her tror vi, at mennesker kan møde Gud på en måde, så vi bliver sikre på inden i os, at Gud elsker os, at Jesus levede, døde og opstod også for vores skyld. Vi tror på, at vi kan få en helt sikker erfaring af, hvem Jesus er, og hvem han siger, vi er.

/0 Kommentarer/af
, ,

Mine børn lærer mig om Gud

Jeg lærer en del af mine børn. Dels opdager jeg, hvor meget jeg ikke ved. Dels får jeg erfaringer ud i kroge af min eksistens, jeg kunne have været foruden – så som hvordan jeg fungerer på alt for lidt søvn eller reagerer på konstant skrigen under et aftensmåltid.

Men jeg lærer også ting, der er virkelig brugbare og som sætter tankerne i gang. For eksempel har jeg den sidste tid tænkt en del over, hvordan (og om) mine reaktioner på Gud som far er forskellige fra mine børns reaktioner på mig som deres mor? De overvejelser er der kommet en klumme ud af til Udfordringen (læs den her).

Så meget af min opdragelse og omsorg for mine børn beror på, at jeg ved bedre, har mere erfaring og større forståelse af konsekvenser og sammenhænge end de har endnu. Som jeg forstår min opgave som forælder er min opgave netop at være deres værn mod konsekvenser, de ikke forstår eller hjælpe med valg, de ikke kan overskue – som eksempelvis ikke at børste tænder, skrive grimt på snapchat, dele billeder eller lade vanterne ligge, når der er frost udenfor.

Hvad nu, hvis det er med Gud og jeg på en lignende måde? At Han forstår og ser sammenhænge og konsekvenser, jeg ikke har begreb skabt om. Så kan det godt være begrænsninger, lukkede døre eller hvad-ved-jeg opleves som uretfærdige, ukærlige eller bare trælse – men som med mine børn, gør det dem ikke dårlige. Og er Gud kærlighed, så må begrænsninger og andet findes for at passe på mig.

Det har givet noget at tygge på. Forstå mig ret: Jeg mener ikke at alt skidt kommer fra Gud. Jeg mener heller ikke, at det er alle begrænsninger i livet og vores omstændigheder, der er gud-givne. Ikke desto mindre er det værd at tænke over, at når jeg tror på Gud som min far, så er der sandsynligvis også ting Han har sans for, som jeg ikke har. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.

Øvelsen bliver så at fodre tilliden istedet for protesten! 

 

/0 Kommentarer/af