, , ,

Der skal mere end forældre og børnekirkens ledere til!

Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen. For noget tid siden delte jeg en artikel på min facebook side om det problematiske i at børn og voksne ikke er sammen om at fejre gudstjeneste i de fleste kirker. Den fik en del reaktioner – fordi det rammer ned i noget, flere af os enten fornemmer eller er frustrerede over.

Ganske ofte er gudstjenester en opdelt oplevelse for os alle sammen: børn og voksne holder gudstjeneste i to eller flere forskellige lokaler. Oftest bliver de voksne i det egentlige kirkerum, og børnene går. Chad Bird kalder det for “kirkelig børnepasning” – og uanset hvor god kvalitet  børnekirken (eller hvad vi ellers kalder det) – så er det problematisk at børn og voksne ikke holder gudstjeneste sammen, fordi vi uden at ville det viser børnene, at det, der foregår ved gudstjenesten ikke er relevant for dem og deres åndelige rejse.

En af grundene til, at det er dybt problematisk er, at selvom der er flere faktorer, der gør sig gældende, når et barn holder fast i sin tro gennem barndom og ungdom ind i voksenlivet, så er en gennemgående faktor deltagelse i gudstjeneste. Det er folkene bag Stickyfaith.org, der har lavet undersøgelser om disse faktorer. Måske er det sådan, fordi børn observerer deres forældre og dermed også bliver formet af forældrenes praksis, ligesom børn lærer voksne om at holde gudstjeneste og at kende Gud.

At det forholder sig sådan blev klart for mig for nyligt til en gudstjeneste for alle aldre i den menighed, hvor jeg er præst. På et tidspunkt i gudstjenesten er der tid og plads til personlig reflektion og der var forskellige muligheder for aktiviteter og bøn. Som jeg sad og bad, kunne jeg ser begge mine sønner, da en ældre mand knælede ved alterringen i bøn. Manden er en del af menigheden, og mine drenge kender ham. Som jeg sad der og kunne se de tre gik det op for, hvor vigtigt det er for mine drenge at se en mand knæle i tro foran sin Gud:

Derhjemme kan jeg bede aftenbøn og fortælle dem om vigtigheden af børn, i børnekirken kan vi lære dem om børn, vi kan bede op forskellige måder og vi kan forsøge at forklare, at bøn er vigtigt hele livet. Men INTET kan vise betydningen af bøn for en mand, så godt som en mand, der faktisk knæler i bøn foran én.

Børn ser kun voksne praktiserer deres tro, hvis vi er sammen med dem. Hvis mine drenge aldrig så en voksen mand (udover deres far) bede, hvordan skulle de så tro eller erfare, at det er en mulighed, at det har betydning og at det virkeligt? Alle ved jo, at forældre forsøger at bilde deres børn alt muligt ind – at broccoli er sundt, at det er godt at gå tidligt i seng og at lektier skal laves.

Når andre voksne gør eller siger noget bærer det bare en anden vægt. Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen!

/2 Kommentarer/af
, ,

Kursus om børns åndelighed i Danmark – noget om en drøm og et håb

“Vi vil gerne have dig til at være leder for et kursus om børns åndelighed og tro i Danmark.” Hun kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg tror, jeg så lidt blank ud. Jeg forstod godt ordene, men kunne ikke helt tro, at det var rigtigt. Siden efteråret 2016 har jeg været i gang med en uddannelse […]

Læs mere
/0 Kommentarer/af
, ,

Der er forskel på Guds tid og vores: Idé til aktivitet

Her kommer en idé til aktivitet, der kan hjælpe med at snakke om menneskers tid i forhold til Guds tid.

Jeg har brugt idéen i en gruppe af børn fra 0.-3. klasse. I en anden udformning har jeg brugt det til en gudstjeneste. Formålet er at give en bedre forståelse for nogle af forskellene mellem Gud og os mennesker. Derudover ville jeg gerne særligt med børnene i Klubben, give mulighed for at se deres egne liv i en større sammenhæng, fordi jeg tror på, at det er med til at give os fodfæste og perspektiv på både os selv og mennesker omkring os, når vi forstår, at vi en del af et større hele.

Der er forskel på vores tid og Guds tid. Vores tid er begrænset, vi kan have travlt og vores ”nu” er væk, før vi kan blinke med øjnene.

Det kan være svært at begribe (for voksne såvel som for børn) at det ikke netop er den tid, dette øjeblik, hvor vi lever, der er historiens udgangspunkt og centrum.

En tidslinje kan konkretisere, at vores liv blot er en del af en større historie.

Først bad jeg børnene om at tegne en tegning af dem selv som babyer – gerne med dato og årstal på for deres fødselsdag (eller fra deres finde-dag, hvis de er adopterede…)

Tidslinjen begynder med en planche fra SKALK med krybbe og kors. Det blev vældig synligt, hvordan Jesus blev en del af menneskets historie.

Vi er så heldige at have ruller med papir, så sådan en rullede jeg ud på gulvet og skrev årstal fra 2000-2017. Jeg gik ikke længere tilbage, fordi børnene der var med ikke er mere en 11 år gamle.

Herefter bad jeg dem om at lægge deres tegning af dem selv som babyer på, der hvor de blev født. Så kunne vi let se det, vi allerede vidste, nemlig at den og den er ældre end den og den.

Herefter lagde vi en masse billeder og loger på tidslinjen, som jeg på forhånd havde printet ud. Jeg havde været inde på alverdens tidslinjer for at finde vigtige opfindelser (især teknologi som børnene – se længere nede), betydningsfulde mennesker (nogle politikkere som eks. Barack Obama og Angela Merkel), kendisser (som Marcus og Martinus – fødselsår og første udgivelse).

Undervejs snakkede vi lidt om de forskellige ting, og hvad de havde betydet. Eller vi undrede os over, at tingene ikke var ældre. Min med-leder og jeg fortalte om, hvordan vi huskede at få DVD eller møde internettet første gang.

Da alt det var på plads, satte børnene sig, så de kunne se hele tidslinjen. Jeg fortalte kort om, at vi lever inde i tiden. Og at kristendommen er helt speciel, fordi vi tror, at Gud kom IND i tiden på samme vilkår som os, da Kristus blev født i Jesus. Vi tror, at Gud blander sig helt fysisk og konkret i historien,e og at Gud derfor er en del af den samme historie som os – at vores historie jo egentlig begynder før vi bliver født.

Min historie begynder med min mor og far, og eftersom deres hænger sammen med deres forældres gør min det også. På den måde er tiden længe før vores fødsel betydningsfuld for os.

Jeg placerede den lille baby-Jesus og hans krybbe, vi har i børnekirken og et kors i begyndelsen af vores tidslinje.

På samme måde kan tiden herefter også være betydningsfuld, fordi der er en masse, som vi endnu ikke ved noget om endnu. Men som kristne tror vi også, at tiden ender hos Gud. Vi tror, at Jesus kommer igen som konge over alting, og at alting skal blive godt sammen med ham. Derfor er fremtiden ikke farlig og vi behøver ikke være bange for den. Jeg placerede en kongekrone i den anden ende af vores tidslinje.

På den måde kan vi sige, at vi lever mellem krybben, korset og kongekronen. Det er dér vores liv udfoldes. Men Guds tid er ikke som vores tid. For Gud er ikke begrænset, som vi er. Han er evig. Han er grænseløs. Så Guds tid bevæger sig ikke, som vores gør. Hans ”nu” er ikke kort, som vores – Gud er så stor, at hans ”nu” er hele vores historie. Vi kalder Guds tid ”evig”.

Gud bare ”er” – derfor er der ikke noget, der er fortid eller fremtid på samme måde for ham, som der er for os. Gud nu er ”altid”.

Måske, kan man sige (som C.S. Lewis forklarer i ”Det er kristendom”), at Guds tid går på tværs af vores – så Gud slet ikke bevæger sig i samme retning som os?

Jeg fortalte børnene den korte bøn fra Kristuskransen: ”Du er grænseløs, du er lys og jeg er din.”

Vi sluttede af med at bede over tidslinjen ved at sige tak. Jeg lagde nogle små træklodser frem, som jeg bad dem lægge ved de personer, ting eller opfindelser, de gerne ville sige Gud tak for. Der var ingen begrænsninger på antal – de fik lov til at lægge lige så mange, som de ville.

Tidslinjer med årstal, billeder og træklodser som takkebønner – også kaldet likes.

Det brugte vi en del tid på. Bagefter sagde én til en anden: ”Jeg likede også da du blev født”. Jeg synes, det var en herlig omskrivelse af taknemmelighed til et sprog, de er bekendt med. Selvfølgelig er det at placere en lille klods ved nogens billede, det samme som at give et thumbs up på de sociale medier.

Det fungerede godt at få kædet vores egne liv sammen med verden omkring os og også koble det sammen med Guds historie. Med mindre børn skal man nok begrænse antallet af opfindelser, mennesker og kendisser, så den del ikke bliver for langtrukken.

Men vigtigt er det, tror jeg, at hjælpe både børn og voksne med at se og forstå eller i det mindste forsøge at begribe hvordan vores historie hænger sammen med Guds historie og det store perspektiv. Det, tror jeg, gør os mere jordbundne og mere sikre på os selv: Når vi ved, hvor vi hører til og hvor vi skal hen er der ikke noget at være bange for.

 

Liste med de årstal jeg brugte

1990             World Wide Web (internettet) blev introduceret
1994             Justin Bieber blev født
1995             DVD’en blev lanceret
Harry Potter – hurtigst sælgende bog
2000             Bluetooth kom frem
2001             11. september
Wikipedia begynder
Ipod MP3 afspiller
George Bush bliver valgt ind i USA
2002             Euroen kommer på markedet
Marcus & Martinus bliver født
2003             Skype bliver opfundet
Irak bliver invaderet
Vi sætter kursen mod Mars
2004             Facebook starter
2005             YouTube starter
Angela Merkel vælges ind som forbundskansler i Tyskland
2006             Twitter starter
Nintendo Wii kommer frem
2007             Apple: Iphone
2008             Spotify
4 G netværk
Justin Bieber udgiver sin første sang
2009             Barack Obama vælges som USA’s præsident
Cirkus Summarum begynder
Ramasjang går i luften
Der er 1 million mennesker i Afrika
2010             Den første Ipad
Der findes bevis for at homosapiens og neandertalerne levede sammen
2011              Snapchat lanceres
MineCraft kommer frem
2012             Den første førerløse bil opfindes
Marcus&Martinus er med i det norske MGP
2013             DR Ultra går i luften
2014             Musical.ly kommer frem
2015             Der findes spor af vand på Mars
2016             Donald Trump vælges som præsident i USA

 

Du skal bruge:
En tidslinje – jeg brugte en rulle papir
Diverse logoer, billeder o.a. til tidslinjen
En krybbe med Jesusbarn, et kors og en krone
Post-its og noget at skrive med
Klodser eller andet til at sige ”tak” med.

GemGemGemGem

/1 Kommentar/af
,

Gud og barnet: Seks forskellige syn på børn

Måden vi ser på og forstår børn har betydning for måden vi er sammen med dem på.

Det er også sandt i kirken og i den opdragelse, der er blevet anbefalet af kristne igennem tiderne. Måden teologer og kristne forældre har set på barnet kan ikke nødvendigvis skilles fra den tid, de levede på. Alle mennesker er produkter af deres samtid – så har der været særlige tendenser, har det sandsynligvis også smittet af på kirkens måde at forstå børn på.

Marcia Bunge har forsket i teologers syn på børn igennem tiderne, og hun er kommet frem til seks forskellige syn på børn, der har præget kristendommen gennem tiderne. Ikke nødvendigvis i rækkefølge eller adskilt fra hinanden.

Grundliggende er man kommet frem til 6 overordnede syn på børn igennem kristendommens historie. De er alle sammen væsentlige, fordi de alle sammen stadig påvirker os og findes i dag. Grunden til, at det er væsentligt for os i dag at bruge krudt på at forstå hvordan man tidligere har forstået, hvad et barn var, er at det påvirker måden vi arbejder med børn i kirken og i familien nu også. Hvis vi tror, at børn er som tomme krukker, der skal fyldes op, så vil vi naturligt bruge mere tid på at overføre viden, end hvis vi tror, der har brug for vejledning i at administered det, de allerede ved. Den respekt vi viser børn, er også et udtryk for, om vi tror børn er mennesker som voksne, eller om de endnu ikke er “rigtige” mennesker.

Herunder følger en oversigt over de seks forskellige syn på børn fra teologien samt nogle af styrkerne og svaghederne ved hver:

Børn er Guds gaver og en kilde til glæde
Mange forældre og bedsteforældre kan nikke genkendende til denne måde at se på børn. Børn giver glæde og deres tilstedeværelse er en kilde til glæde. Styrken ved denne forståelse af børn er, at det anerkender barnet som en velsignelse og et udtryk for Guds ønske om, at dette menneske skal findes.

Svagheden, hvis dette syn står alene er, at børn ses som uskyldige ude af stand til at træffe egne valg kan det umyndiggøre børnene og føre til passivitet, fordi børn ikke ses som værende i stand til at træffe valg eller have meninger, der er værd at lytte til andet end som cute-faktor og underholdning.

Er det sådan børn bliver set, bliver de voksne let til serviceorganer, beundrere og cheer-leaders af barnet, hvis det tipper over.

Børn er syndfylde væsener og i stand til at træffe moralske valg
Lige sådan kan de fleste forældre genkende, at børn langt fra altid gør, hvad der ville være godt for dem selv eller andre.

Anerkendelsen af, at børn er i stand til at træffe egne valg gør det muligt at give børn ansvar for egne handlinger. Styrken ved denne forståelse er derfor, at børn får lov til at bære vægt og har betydning for beslutninger i deres egne liv eksempelvis.

Svagheden ved denne forståelse er historisk set (og desværre stadig nogle steder), at børn fra fødslen først og fremmest blev set som syndige, og at den voksnes opgave var at knægte den syndige vilje eller simpelthen banke synden ud af barnet.

Er dette synet på barnet kan den voksnes opgave være at stoppe eller tæmme syndigheden.

Børn er i udvikling og har brug for støtte og vejledning
Denne forståelse af barnet lægger vægt på, at børn ikke er færdige mennesker fra fødslen, men er i stadig udvikling. Dette kan forstås som at det at blive et voksent menneske alene er målet for barnets vækst, og at den voksne er “færdig” – hvilket kan betyde, at den voksne glemmer, at vi også er på vej og ikke er færdige med at lære.

Styrken ved denne forståelse er, at den lægger vægt på, at barnet får muligheder for at lære, undersøge og at den voksne skal være med til at vejlede og støtte op om barnets udvikling. Svagheden er, at barnet kan blive set som værende ufuldstændigt og derfor ikke “rigtigt”. Dette kan igen betyde, at barnets stemme ikke behøver blive hørt.

Med denne forståelse bliver den voksnes rolle enten at fylde på barnet eller at støtte barnet i den process, det er i gang med mod voksenlivet.

Børn er fuldt og helt mennesker og skabt i Guds billede
Her er forståelsen af barnet, at det er et færdigt og helt menneske, skønt det endnu vokser. Dette anses ikke som værende et udtryk for mindreværd, fordi barnet er skabt i Guds billede, og derfor allerede har værdi som det er.

Svagheden i denne forståelse kan være, at børn ikke kan gøre noget forkert, eller ikke har noget at lære, fordi det allerede har indsigt og helhed.

Den voksnes rolle er her at anerkende og bekræfte det, der allerede findes i barnet.

Børn er forældreløse, næsten og den fremmede, der har brug for retfærdighed og barmhjertighed.
Forståelsen af barnet som én, der har brug for hjælp kan virke fremmed, indtil vi ser mediernes portrættering af børn: overskrifterne viser os børn, der lider, sulter, fryser, flygter i alle retninger verden over. Ofte er børn ofre for det, der sker i de voksnes verden. Børn er udsatte og sårbare, fordi de er så afhængige af mennesker omkring dem.

Styrken ved denne forståelse er opmærksomheden på, at børn har behov og er udsatte.

Svagheden ved denne forståelse af børn kan være, at alle børn altid er ofre, der ses som ude af stand til at handle på egne vegne eller til egen fordel. Barnet bliver med andre ord let magtesløs og uden vægt.

Den voksnes rolle her er at hjælpe, drage omsorg og sørge for barnet.

Ikke enten-eller, men både-og
Virkeligheden er at børn – ligesom os andre – ikke er enten-eller, men både-og. Børn er ikke kun syndere, men også skabt i Guds billede. Børn er ikke kun en kilde til glæde, de har også brug for barmhjertighed. Børn har brug for støtte og vejledning, og de er skabt i Guds billede.

Det er heller ikke alle børn, der har det på samme måde: I nogle situationer kan et barn have brug for barmhjertighed, i andre skal det stoppes fra at gøre skadelige ting. Ét barn kan have behov for støtte og vejledning i én situation, mens det i andre kan tale sandhed til andre omkring det.

Ingen – heller ikke børn – er enten eller. Vi er alle sammen sammensatte, komplekse mennesker, der påvirkes af vores omgivelser og fungerer I samspil med dem, der er omkring os.

Det betyder vi kan glæde os over børn, fordi de er Guds gave, skabt i Hans billede samtidig med at vi kan rette vores børn og hjælpe dem, når de ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af deres egne handlinger.

Måden vi forstår børn på, påvirker måden vi går til opgaven med at give den kristne tro videre til vores børn derhjemme, i kirken eller hvor vi ellers måtte arbejde med børn. Derfor er det vigtigt at vi er opmærksomme på og reflekterer over vores syn på børn, for ellers kan vi ikke blive reflekterede og velfunderede i vores praksis.

Hvordan er dit syn på børn? Og hvordan ser du din egen rolle i forhold til dem?

/3 Kommentarer/af
, ,

Gud og barnet – er det nu nødvendigt?

 

Sidst uge tog jeg hul på at skrive om Gud og barnet. Jeg synes, emnet er voldsomt vigtigt og spændende. Faktisk var det netop for at skrive om børn og tro, at denne blog overhovedet kom til. Der er mange, der er optaget af at give den kristne tro videre til børn – især deres egne. Og det er godt. Mærkeligt nok har der hidtil været meget lidt focus på, hvordan teologi og kirkeforståelse har påvirket vores syn på børn eller på børnenes mulighed for at tro og tage del i kirken. Det er der heldigvis ved at blive lavet om på.

I mit indlæg i sidste uge slog jeg fast, at voksne og børn er lige overfor Gud. Ofte er det her teologer stopper deres tankerække – vi er lige overfor Gud, derfor behøver vi ikke lave særlig teologi for eller omkring børn. (Bare se her, for eksempel).

Problemet ved at stoppe der er, at der er forskel på at være voksne og på at være barn. Som jeg også skrev i sidste uge, er det, at vi har lige værd overfor Gud, ikke ensbetydende med at voksne kan fralægge sig ansvaret overfor børn. Der er forskel på at være en voksen, der ikke alene er I stand til at tage ansvar for sit liv og sine handlinger og på at være et barn, der endnu ikke er følelsesmæssigt, motorisk eller sprogligt udviklet og som ikke har mulighed for eller kræfter til at handle på egne vegne. For slet ikke at nævne besværet ved at være eks. en pige på 7, der skal forholde sig til Jesus, en mand på 30.

Selvom vi ikke altid er bevidst om hvordan forståelsen af børn har været historisk, påvirker den alligevel vores måde at opfatte børn på og vores måde at agere omkring dem. Det gælder også i det kristne fællesskab.

Et eksempel kunne være tanken om, hvorvidt mennesket er født med eller uden relation til Gud? Fødes mennesket som grundliggende ondt? Ja, så giver tidligere tiders opdragelse med (bogstaveligt talt nogle gange) at forsøge at banke synd og ondskab ud af barnet mening – viljen skulle knægtes, fordi den førte til fordærv og ødelæggelse.

Fødes mennesket til gengæld med større indsigt i Guds vilje, fordi det endnu ikke er blevet korrumperet af verden, ja, så giver det mening at beskytte barnet mod verden og måske endda lade barnet råde og vejlede.

Kloge mennesker har brugt tid på at læse teologer fra de sidste 2000 års kristendom og finde frem til nogle forskellige retninger, der har præget vores tankegang og stadig gør det. Det er f.eks. Jerome Berryman og Marcia Bunge. Næste uge kigger jeg på Marcia Bunges seks retninger. Denne gang får du de tråde, som Jerome Berrymand, der er ophavsmand til Godly Play har lagt frem:

Berryman mener at kunne spore fire forskellige tråde i den kristne kirkes forståelse og forhold til børn.

  • Ambivalens

Her er tale om modsatrettede følelser. På den ene side er børn en velsignelse, på den anden side anses de for at være en prøvelse. Mange teologer var fædre (mødrene havde sjældent uddannelse og mulighed for at forske), og personligt har de måske ikke haft noget i mod børn. Men teoretisk har der alligevel været en modstand at spore.

  • Dobbelthed

Her er tale om modsat rettede tanker om børn, fordi “børn” kan forstås både som konkrete børn men også som en symbolsk figur, der lige så godt kunne pege på en voksen, der bare endnu ikke var åndeligt moden.

  • Ligegyldighed

Her er både tale om en ligegyldighed, der kan være neutral, men også den ligegyldighed, der kan blive kold og distancerende. Teologerne har ikke beskæftiget sig synderligt med børn uanset hvorfor.

  • Nåde

Endelig er der forståelsen af barnet som et redskab for nåde. Fordi det er barnet, der har båret troen videre fra en generation til den næste. Men mest af alt, fordi Jesus sagde, at når vi tager imod et barn tager vi imod Ham. Børn er på sin vis et nådemiddel, fordi vi lærer om Kristus gennem dem.

Berryman skriver på et tidspunkt at: “børn kender Gud på deres uspecificerede måde, og det skal de respekteres for. Det, de har brug for hjælp til af voksne, er at lære, hvordan man identificerer denne oplevelse og udtrykker, rafinerer, navngiver, vurderer og undrer sig over den på den mest passende sprog og måde.” *

Den måde at tænke på den voksnes rolle i forhold til barnets åndelighed og tro, synes jeg godt om – her er respekt for det, barnet oplever og erfarer, men samtidig forståelse for, at den voksnes erfaring er en nødvendig hjælp for barnet.

Børn kan ikke og skal ikke være alene om at opdage verden – heller ikke den del, der har med det åndelige at gøre. Der er forskel på at være barn og på at være voksen. Også når det kommer til det åndelige, selvom forskellene muligvis ikke er, som nogle har ment.

Jo, det er nødvendigt at tænke teologi for og med børn – ellers risikerer vi at overse dem negligere deres åndelighed og potentialet for tro i deres liv. Og skal vi tro Jesus’ ord, så risikerer vi endda at overse Ham selv.

*Jerome Berryman, Clearing the Way for Grace

/0 Kommentarer/af