, , , ,

1-2-3 kroner for dig: Gud befrier, så vi kan lege videre

Ved gudstjenesterne i den menighed, hvor jeg er præst, er der altid det, vi kalder børnehjørnet. Her bliver børnene inviteret op foran, og der er som regel en kort samtale med dem. Herefter er der gerne børnekirke.

For nogle uger siden stod Charlotte Strand for gudstjenesten, og hendes børnehjørne var så godt, at jeg synes, det skal med her – måske kan det give en idé til aktivitet i klubben, børnekirken eller du kan bruge Charlottes børnehjørne som inspiration til at snakke med dine egne børn om, hvordan Gud hjælper dem.

1-2-3 kroner: Gud kommer susende, så vi kan være med i legen igen

Husker du mon legene fra skolegården, legepladsen, vendepladsen eller idrætstimen? Lege som stikbold? Eller 1-2-3 kroner? Eller ståtrold?

Det er forskellige slags tik/fangelege, hvor du bliver fanget og skal stå stille som ”frossen” på det sted, du bliver fanget. Så skal du stå der, indtil en eller anden kommer og sætter dig fri, og du kan igen deltage i fangelegen.

Vores liv og hverdag kan være en ordentlig omgang fangeleg, hvor vi skal navigere mellem mange forskellige situationer, udfordringer og valg vi skal træffe.

Nogle gange står vi noget, som vi fortryder og ønsker Guds hjælp til at komme ud af, og måske endda Hans tilgivelse for. Det kan ikke undgås, at vi kommer i de situationer, uanset hvor gode vi er.

Men så står vi der, stivnet, frosset, fanget, hjælpeløse. Og venter på at blive sat fri.

Og præcis som i skolegården, hvor kammeraterne var dine redningsmænd eller kvinder, så er der også hjælp at hente i vores liv idet hele taget. Gud kommer dig til undsætning.

Han sætter dig fri igen – ligesom i fangelegen hvor én kravler gennem benene på dig eller klapper dig på skulderen. På den måde sætter Han dig tilbage til dit spil, dit liv og din hverdag.

Ender vi i samme situation igen, og vi bliver fanget i legen, så er Gud på pletten igen, og igen og igen. Ligesom i ståtrold er det ikke kun én gang man kan fryse fast eller blive reddet!

Hvorfor skal vi snakke med børn om at være “fanget” nogle gange?

Jeg mener, at det er rigtig vigtigt at børnene også ved at Gud kommer i deres liv og sætter dem fri, når der er brug for det.

De kender til at stå i situationer hvor man hverken ved op eller ned, og bare føler sig… fanget!

Og bare fordi man er et barn, så er den følelse ikke mindre frustrerende.

Så er det rart at vide, at man kan bede til Gud og få Hans hjælp, Hans tilgivelse. At vide at Han kommer susende fra skjulestedet bag buskene, eller den anden ende af gymnastiksalen, klapper dig på skulderen og sætter dig tilbage i legen.

/0 Kommentarer/af
, ,

Med mor i kirke

At tage sine børn med til gudstjeneste kan være et følsomt emne. Bliver de taget godt imod? Kan de få lov til at være børn uden at blive tysset på eller skældt ud? I rigtig mange sammenhænge er vi generelt gode til at vise hensyn og overbærenhed med børn, men af en eller anden grund gør det sig ikke altid gældende i et kirkerum. Måske fordi vi har lært, at Gud møder man i stilheden – og mindre børn især kan have svært ved at sidde stille eller lytte til en masse snak.

Jeg har selv haft koldsved af stress over at føle øjne i nakken, fordi jeg sad med et barn, der ikke sad stille eller lyttede stille. Jeg har selv haft svært ved at gå i kirke, fordi det var svært for mit barn at være der. Og som præst har jeg set forældre af al magt forsøge at holde deres børn i ro af frygt for at vække opmærksomhed (Ironisk nok med det resultat, at de selv blev mere synlige end børnene, der stille tullede rundt, var det).

Så det var med nogen spænding i maven, at jeg søndag skulle have Albert med ud at holde gudstjeneste. Jeg har været det på gældende sted flere gange og holder af at komme der. Men det er altid noget andet at have et barn med sig – særligt én, der måske rykker mor i ærmet. Ikke, fordi Albert ikke er god til at gå i kirke, for han er en habil 3årig kirkegænger. Men man kan desværre ikke altid regne voksnes reaktioner ud på forhånd.

Det gik heldigvis godt – allerede den første, vi mødte bukkede sig ned og gav Albert hånd, spurgte om hans navn og bød velkommen. Albert legede under prædikestolen (en udemærket hule), spiste knoppers, legede med legetøj og læste bøger (både salmebøger og de medbragte). Og svarede højt, da jeg bad højt “Almægtige Gud …”: “NEJ”. Han skulle have hjælp til at åbne en ostehaps under prædikenen og ville gerne holdes, da den sidste salme blev sunget.

 

Og hvor var der mange kærlige øjne, som så ham. Og mig. Overbærenhed, tålmodighed og accept af den lille gudstjeneste-deltager var overvældende. Det burde måske ikke være en overraskelse, men ikke desto mindre nikkede de fleste genkendende, når jeg sagde, tak for velkomsten “for det er ikke en selvfølgelighed.”

Børn skal lære at give plads til andre. De skal lære at lytte og være med. Og det lærer de nu en gang bedst ved at være en del af et fællesskab, hvor de kan kigge på andre, efterligne og tage del i det, der foregår. (Det har jeg skrevet om før.)

Det finurlige ved det med at tage børn med i kirke er, at det sætter så dybe spor i os – hvis man én gang er blevet tysset på af en anden kirkegænger eller værre endnu af præsten er følelsen af at være forkert svær at ryste af sig igen. En ældre dame, fortalte, hvordan hun blev sendt ud af kirkerummet med hendes søn en gang, da han var 5 år. Oplevelsen ødelagde hverken hendes eller sønnens tro eller tilhørsforhold til kirken – men smerten var ikke til at tage fejl af. Det gør ondt, når vores børn ikke er velkomne.

Så meget desto større er glæden også, når de bliver taget godt imod. Så kan mor (eller far) nemlig også slappe af og være tilstede.

/0 Kommentarer/af
, , , , ,

Nu må du vande høns…

Jeg fik lov til at betjene A og E.
Min lørdag er gået med at være på Børnemedarbejder konference – inspiration, undervisning og networking for mennesker, der arbejder frivilligt eller professionelt med børn i kirker og i kristne organisationer. Dét er spændende at være sammen med andre mennesker, der brænder for at være gode voksne for børn. 
Da hønen havde fået vand nok, nøs den på mig…. Der sluttede min betagelse af den en anelse.
Udover at have lært om kommunikation og kropssprog, børns hjerneudvikling og det sociale arbejde i Frelsens Hær, har jeg også lært at musik ikke skal tages mere alvorligt, end at det er helt okay at bruge play back med børn. Og at det kan være temmelig sjovt for børn (og barnlige sjæle), at spille på et keyboard med rytmeboks! Jeg har fodret en høne, der var rekvisit til en gudstjeneste fuld af overraskelser. Jeg har taget notater en mass. Og jeg er blevet glad og proppet med gode idéer. 

DongDing drikker vand. Makkeren DingDong er blevet for gammel og er gået på pension.
Vi var fire afsted fra børnekirken i Vejle, og det var guld at dele dagens oplevelser som gruppe. Jeg siger jer – børnekirken bli’r sjovere og sjovere! (Bare vent til du møder Dennis…)

Hvad har du brugt din lørdag på?

/3 Kommentarer/af
, , , , ,

Skabelsen – om at prædike på knæene

Jeg har prædiket i dag – for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne – fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde – og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på. 
Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om. 

Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling.
For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med “Og Gud sagde, det er godt!” (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke til!)

Materialerne, jeg brugte i dag, var stof fra gemmerne og printede billeder – hvilket bare beviser, at det sagtens kan lade sig at gøre at starte med Godly Play uden de store armbevægelser. 

Når historien er fortalt kommer den spændende del: fortælleren lægger op til undren og reflektion i fællesskab ved at stille helt åbne spørgsmål. I dag var disse bl.a.: “Hvilken dag kan du mon bedst lide?” Og “Er der mon en dag, der er vigtigst?”

Som sagt er menigheden i her gode til at lege med, men derfor er det alligevel lidt spændende, om det er muligt at sætte gang i sådan en process. Det kunne vi.

Det var utroligt spændende at sidde dér, og tage imod de mange in put og overvejelser. På den måde blev prædikenen en fælles gumlen på Ordet – egentlig meget lig “Lectio Divina”, der er en gammel måde, at meditere over en bibeltekst på. For mig er det en utrolig givende måde at gå til Bibelen på, for det er med til at gøre det personligt lige med det samme, og dermed også vedkommende.

Eksperimentet lykkedes, og jeg er stadig begejstret for det, jeg har fundet. Og glad for, at det var muligt at dele!

Jeg har skrevet mere om Godly Play her.

/2 Kommentarer/af
, , , ,

Traktor Tom er altså bare legetøj

Det er en kendt sag, at børns udsagn kan give anledning til både grin og eftertanke. Blandingen af indsigt, konkret forståelse og et begrænset ordforråd kan give de utroligste bemærkninger og pudsige udsagn.

I den sidste uge har jeg lagt mærke til, at børn nogle gange har en evne til at skrælle lag af en samtale, som voksne gerne vil lægge ind over den.

Det ene eksempel foregik i børnehavens garderobe:
Den voksne lyner lynlåsen på barnets flyverdragt og siger: “Sådan, min skat”
Barnet svarer prompte og sikkert: “Nej, ikke skat.”
Voksen: “Nå, er du ikke en skat?”
Barnet, stadig lige sikker og konstaterende: “Jeg er ikke skat, jeg er V…!”

Det andet var ved gudstjenesten i formiddags, hvor børnene talte med præsten, som de altid gør, før de går ud til børnekirke:
Præst: “Hvor er det dejligt at se jer! Og jeg kan se, vi er ekstra mange i dag – er det ikke Traktor Tom og Ræs, du har med der?” siger præsten, og peger på de biler en af drengene har taget med.
Drengen: “Det er altså bare legetøj!”

Det er ikke altid børn og voksne taler samme sprog. Nogle gange er det, fordi barnet endnu ikke kender alle nuancer i det fælles sprog.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om det mon også er fordi børnene i virkeligheden ofte er tilfredse med tingene som de er – hverken mere eller mindre, mens vi voksne gerne vil fylde ord, forklaringer, stemninger på?

Jeg ved det ikke. Har du mon oplevet lignende samtaler?

/2 Kommentarer/af