, , ,

Destination: Betlehem

Maria var en helt ung kvinde, da hun tog afsted til Betlehem sammen med Josef, som hun skulle giftes med. Alligevel var det nok ikke første gang hun var ude på en længere rejse. Måske var det første rejse, fordi kejseren i Rom havde en mening, om hvor hun skulle være. Men eftersom Maria var en praktiserende jøde, havde hun sandsynligvis siden hun var ganske lille rejst til Jerusalem med sine forældre til de store helligdage – ligesom hun senere selv tog sin lille søn med sig derop. Så jeg forestiller mig at rejse strabadser ikke har været ukendte for Maria. Hun har før levet ud af en kuffert og haft ømme fødder af at gå langt.
Det, der gør det anderledes denne gang er, at hun er højgravid og rejser med Josef. Forestil dig at rejse til fods tung, frugtsommelig og med vand i hele kroppen. Forestil dig at være øm i ryggen og træt i benene allerede inden du står op om morgenen. Jeg har ikke prøvet det, men når jeg tænker på dem, jeg har fulgt med “i”, når de har været højgravide, kan jeg ikke forestille mig, at de ville holde af at skulle rejse langt til fods. Fordi en kejser sagde man skulle. Maria kunne ikke selv gå. Hun red på et æsel, og selvom det sandsynligvis har været nødvendigt og en hjælp, så har det sikkert også været ret hårdt.
Som hun red afsted der på æslet sammen med Josef, gad vist om hun kunne forestille sig, hvad der ventede hende?Mon hun kunne forestille sig fødslen, at få sit barn i armene, eller hvad barnet vil betyde for hendes liv? Selvom hun havde god tid til at spekulerer over det, der på vejen til Betlehem. Kan nogen mor?
Og er det ikke sådan, at uanset hvad det er vi er vi barsler med, så kan vi ikke på forhånd vide, hvordan det bliver? Uanset hvordan vi forbereder os, venter og glæder os, så kan vi aldrig helt vide, hvad det kommer til at betyde for os?
Maria ankom til Betlehem, og hun fødte sit barn i en stald. Engle og hyrder og vise mænd kom for at se barnet og prise Gud, fordi det var kommet til verden. Maria forstod ikke, hvad det altsammen betød mens det skete, men gemte det hele i sit hjerte. Hun måtte opfostre sin søn, opdrage ham, se ham blive voksen, og træffe valg, der så tossede ud, inden hun mange år efter kunne forstå bare lidt mere af, hvad der var sket hende.
Jeg er på vej til Betlehem. Jeg ved, hvad der skal ske. Men jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde. Måske har du det også sådan, eller har haft det engang. Maria kan vise os vej, og kan give håb og fred på rejsen. Hun vidste, hvad hun bar på, men ikke hvilken betydning hendes rejse ville få.
, , , ,

Alt det jeg ikke kalder mig selv.

Der er ting, jeg kalder mig selv, når ingen andre hører det. Nogle gange overhører de det, eller fanger det i tonen jeg snakker på. Så er det de siger “Du er for hård ved dig selv” eller “Er du okay?” eller også griner de og siger de også kan have det sådan med sig selv.

Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder.
Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende “sådan én”. Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være “sådan én”.
Men hvad gør man, når man nu er “sådan én”? Kvinden i historien var “sådan én”, som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig regnet med at stå i sådan en situation. Måske kunne hun slet ikke genkende sig selv mere. Måske var hun i tvivl om, hvordan hun var kommet dertil. Måske hun ikke brød sig om, at være “sådan én”, men nu, taget på fersk gerning, var der ingen andre muligheder.
Jeg kalder ikke mig selv barnløs. Jeg har ingen kategori der hedder det. Jeg taler ikke om ufrivillig barnløshed – for mit eget vedkommende. Men jeg er det. Jeg føler det. Jeg vil bare ikke så gerne kalde mig selv det. (Lige som jeg heller ikke vil have nullermænd i krogene, mad der bliver for gammelt i køleskabet, eller tåbelige uenigheder med gemalen.) Men jeg er det, og jeg føler det. Jeg føler stikket fra at være “sådan én”, der stadig ingen børn har, mens dem, der også ventede har fået deres, og født dem, og fået dem døbt, og holdt den første fødselsdag. Jeg har igen ikke lyst til at tage på besøg der, hvor det kommer til at handle om små-børn.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Jesus gjorde det, men han fik alle dem, der pegede fingre ad kvinden, fordi hun var “sådan en kvinde” til at frafalde deres anklager og gå deres vej. Og han fik kvinden til at se op, og gå derfra fri og tilgivet; set for den, hun var.
Der er ting, jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke har lyst til at være “sådan én”. Men måske er det nødvendigt, for at blive set, som den jeg er?
 
, ,

Advents kalender

Noget udover adventskransen kan jeg også godt lide at have en adventskalender. Det er gerne en bog til lejligheden jeg læser. IDe sidste år har jeg læst Joyce Hugget’s “Windows of Joy”, hvilket er en rigtig god lille bog. Men i år faldt jeg over “In my heart I carry a star”- jeg faldt pladask for titlen. Og bogen er heldigvis rigtig god. Der er en kort betragtning til hver dag og en bøn.
Bl.a. fortæller Derek Maul en fantastisk historie om hvordan de i deres familie et år oplevede at krybbespillet blev levende. Deres børn var henholdvist 4 år og 2 1/2 år. Det hele startede da Jesus og de vise mænd med deres kameler forsvandt. Jesusbarnet var som sunket i jorden, men de vise mænd dukkede op i husets fjerneste ende og blev placeret ved krybbespillet igen. Hvorefter de igen prompte forsvandt, for at dukke op i den anden ende af huset. Det gentog sig i nogle dage, indtil Dereks kone bemærkede at de vise mænd og deres kameler faktisk kom nærmere krybben for hver dag. De bestemte sig derfor for at lade dem være, og se hvad der skete. Og ganske rigtigt: for hver dag kom de vise mænd og deres kameler en lille smule nærmere krybben. De rejste langsomt, nogle gange med kamelerne bagerst. De rejste forsigtigt og holdt sig under borde og tæt på stoleben. Og til slut skyndte de sig forbi terassedøren for de sidste nætter at slå sig ned på åbent gulv, hvor de kunne betragte gaverne, der lå lige øst for krybbespillet.
Derek besluttede sig for at gemme sig og se hvordan de vise mænd ankom til krybben. Da de juleaften gik i kirke kiggede de vise mænd stadig på gaverne. Men da han kom hjem og så ind i stuen, var de ankommet til krybben, hvor Jesus på magisk vis nu også var at finde.
Jeg synes det er en rigtig dejlig historie, der viser hvordan julen kan være levende!

Et andet godt sted at følge med i advent, hvis du har lyst til en kalender, er på www.theadventdoor.com Her skriver Jan Richardson, som er kunstner og præst om advent. Hun bruger collager og de tekster, der hører advent og julen til i metodistkirkens tekstrække, til sine funderinger. Og de er værd at følge med i!
God fornøjelse

, , , , ,

Mor ville nok bage en kage

“Hvad ville du gøre hvis en konge, eller en anden kendt kom på besøg hjemme hos dig?” Spørgsmål blev stillet til de børn, jeg har i Klub 3 ligenu. (Klub 3 er det man også i folkekirken kalder minikonfirmand) “Ikke noget. Men min mor ville nok bage en kage.” Vi havde om Palmesøndag. Der hvor Jesus ridder ind i Jerusalem, og folkeskaren tager imod ham som en konge. Så det var egentlig Jesus det handlede om. Ja, hvad ville du egentlig gøre hvis Jesus kom på besøg?

Jeg ved ikke hvad jeg ville gribe og gøre i – når min familie, som jo angiveligt holder af mig som jeg er, kommer på besøg kan jeg i minutter inden dørklokken går, tage mig selv i at løbe rundt med støveklud og støvsuger, for nu at være helt “klar”. Som om det er det, det kommer an på. Jeg forestiller mig at det ville føles som at se en gammel ven, hvis Jesus pludselig ringede på døren. Hvor det vigtigste var gensynet og snakken – og måske maden.

Men jeg kan nu godt lide svaret fra Klub 3. Det er et ærligt svar på egne vegne, og et tillidsfuldt svar på mors vegne. For når det kommer til det med Gud, så kan det da ind imellem være svært at vide hvad man skal. Og så er det nemmeste måske ikke at gøre noget. Man kan også når det kommer til kristen livet have brug for andre til at vise vejen. Nogen, der måske har stået der før, eller som man stoler på. Det er bl.a. i menigheden vi har mulighed for at lære af andre, og lade dem hjælpe os. For det er en stor hjælp a vide, der er nogen, som ved at det er godt at bage en kage når man får gæster.