, , , , ,

Skabelsen – om at prædike på knæene

Jeg har prædiket i dag – for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne – fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde – og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på. 
Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om. 

Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling.
For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med “Og Gud sagde, det er godt!” (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke til!)

Materialerne, jeg brugte i dag, var stof fra gemmerne og printede billeder – hvilket bare beviser, at det sagtens kan lade sig at gøre at starte med Godly Play uden de store armbevægelser. 

Når historien er fortalt kommer den spændende del: fortælleren lægger op til undren og reflektion i fællesskab ved at stille helt åbne spørgsmål. I dag var disse bl.a.: “Hvilken dag kan du mon bedst lide?” Og “Er der mon en dag, der er vigtigst?”

Som sagt er menigheden i her gode til at lege med, men derfor er det alligevel lidt spændende, om det er muligt at sætte gang i sådan en process. Det kunne vi.

Det var utroligt spændende at sidde dér, og tage imod de mange in put og overvejelser. På den måde blev prædikenen en fælles gumlen på Ordet – egentlig meget lig “Lectio Divina”, der er en gammel måde, at meditere over en bibeltekst på. For mig er det en utrolig givende måde at gå til Bibelen på, for det er med til at gøre det personligt lige med det samme, og dermed også vedkommende.

Eksperimentet lykkedes, og jeg er stadig begejstret for det, jeg har fundet. Og glad for, at det var muligt at dele!

Jeg har skrevet mere om Godly Play her.

, , , , , , , , ,

Påskehaven

Hvad gør I ud af påsken hjemme hos dig? Jeg ville så gerne, at påsken får opmærksomhed, smag og følelse af at være en stor højtid, så jeg har i flere år ledt efter måder, at markere det på. Efter vi har fået Samuel er det behov blevet større. 
Julen er hypet rundt om os, så selvom vi lægger vægt på nogle andre ting end så mange andre, fordi vi fejrer Jesus’ fødselsdag og ikke julemanden, så har julen så meget opmærksomhed, at det ikke er svært at gøre den særlig. 
Men hvad med påsken? Hvordan gør man den særlig? Der er selvfølgelig en perlerække af gudstjenester i kirken, men der hjemme hvor de store højtider også skal mærkes – hvordan kan man der gøre?  



Jeg er faldet over traditionen med at lave en påskehave. Første gang jeg så den var hos A Holy Experience. Idéen er, at en stor del af den kristne påske fandt sted i en have: Jesus bad i Getsemane, og her blev han taget til fange. Han fik sin grav i en have, og derfor var det også her, opstandelsen fandt sted, ligesom det var i haven at kvinderne opdagede den tomme grav og Maria Magdalena første gang så Jesus som opstanden. 
Idéen er så, at lave en lille have med en grav, en sten, og hvad man nu ellers synes, hører sig til. Fælles for de haver, jeg har fundet, er, at her er noget levende, et lys og gerne en sti hen til graven. 
A Holy Experience laver sin have med levende planter, hun køber færdige, og som børnene så hjælper med at placere. De finder også sten sammen. 
Sun Hats & Wellie Boots laver haven med tre kors og jord, hvor hun sår små frø sammen med sine børn.  
Contended Sparrow har også lavet en have med købte planter, og har fået børnene til at hjælpe med at fylde jord op og sætte planterne og graven på plads. 
Kristen på We are That Family har en rigtig fin beskrivelse af, hvordan hendes familie laver deres påskehave – eller faktisk flere haver, eftersom hendes børn ville lave hver deres.

Det er første gang i år jeg laver en påskehave. Og jeg skriver med vilje “jeg” – Samuels interesse kunne lægge på et meget lille sted.
Til gengæld oplevede jeg det, som en vældig andagtsfuld ting at lave en lille have som ramme for påsken.

Jeg har valgt jord og frø fra i år. Symbolikken i jorden og de små frø, der spirer, er rigtig flot. Men af praktiske hensyn blev det et stykke grønt filt. Der var muligvis ikke får i hverken Getsamene eller i nærheden af Jesus’ grav, men jeg har fået fåret her af en veninde, og jeg synes, det passer godt på påskens symbolik på rigtig mange måder.

Jeg havde også en lille flakon, som mindede mig om, da Maria Magdalenas kærlighed blev udtrykt med olie og tårer. Den virkede også passende. Efter billederne er taget er et lille kors kommet til.

Pynter du særligt op til påske?

, , , , , , , ,

Godly Play – en introduktion

I starten af marts var jeg på kursus i Godly Play. Det var helt igennem fantastisk! Dels var det noget nær en åbenbaring at opleve Godly Play, noget jeg ellers kun havde læst om, men vidste, jeg måtte lære mere om. Dels var holdet og underviserne en oplevelse og en opmuntring i sig selv. På et hold med 14 kvinder, var der tre metodister, 6 anglikanere, 4 katolikker, en united reformed og en et-eller-andet-men-kristen søster fra Trinidad. Der var en åbenhed og hjertelighed, jeg sjældent har mødt. Måske kom det helt enkelt af at vi var sammen om bibelen non-stop, mens vi var sammen.

For det er kort fortalt, hvad Godly Play er: en måde at fortælle bibelen på. Godly Play er udviklet af Jerome Berryman, og bygger på forståelse af, at børn ligesom voksne har et rigt indre liv, kæmper med eksistentielle spørgsmål og besidder en dyb længsel efter Gud. Jerrome Berryman er inspireret af Montessori pædagogik i sin tilgang, og arbejder med en tanke om, at bibelen som Guds Ord oprindeligt var det levende, talte ord mellem to mennesker, der var overfor hinanden. Derfor bliver bibelhistorier fortalt og vist samtidigt. Kropssproget er også inddraget, da det jo netop er en stor del af vores måde at tale sammen – og afkode det, vi hører.

Udover selve bibelformidlingen er det også en stor del af Godly Play, at der efter Ordet (bibel historien) er mulighed for at reagerer på det, man nu har hørt. Dels er der tid til sammen at undre sig over det, man nu har hørt. Dels er der tid til at tegne, male, bygge, lege som respons.

Jeg har forgæves forsøgt at forklare herhjemme, hvad jeg oplevede – og må vist erkende, at uanset hvor begejstret jeg lyder eller hvor meget jeg svinger med armene, så er det svært at forstå uden at opleve det. Derfor er videoen her fra Tyskland god. Den både viser og fortæller om Godly Play i kirken sammen med børn og redegør også for nogle af tankerne bag.

Herhjemme er det Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, der kan undervise i Godly Play. De har også en fin artikel om, hvad det er her.

Kender du til Godly Play? Og hvsi du gør, hvad er så dine erfaringer med det?

, ,

En gammel kærlighed

For et år siden oplevede jeg et under. Det lyder så fint at skrive – og måske også lidt mystisk. Det var det nu ikke. Det gik i al sin enkelthed og storhed ud på, at min mormor og morfar fejrede deres jernbryllup – altså, at de havde været mand og kone i 70 år.
Det var et lille, stort under; det var ikke stort eller fint, sådan som vi ser i den kulørtepresse eller i nyheder. Det var ikke forgyldt eller bevåget. Det var stille, almindeligt og nærværende.
Hele dagen var naturligvis særlig, og forberedelserne også, jo. Men der, hvor det ramte mig, var om aftenen til middagen. Vi var inviteret til tarteletter, steg og is i Lendum forsamlingshus. Du ved, sådan ét forsamlingshus, hvor farverne er retro uden at være moderne, og hvor der er lys ved siden af køkkendøren, der indikerer, hvorvidt taler er tilladte af hensyn til maden eller ej.
I den ramme sad vi tæt på 90 mennesker; familie, venner og naboer, omkring Mary og Ingemann – to små, ukendte mennesker, som vi alle sammen stammer fra. At sidde dér og ser på børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn i alle aldre og vide, at vi alle sammen fandtes på grund af de to mennesker og deres kærlighed var noget særligt.
At de to altid har elsket hinanden, har der vist ikke været tvivl om. De har haft deres del af prøvelser og hårde tider. De har fået børn, været syge og fattige. De har arbejdet hårdt og strukket alle ender, for at få det hele til at hænge sammen. De har grinet, haft husrum og givet plads til mennesker. Så længe jeg kan huske har de holdt hinanden i hånden i ubemærkede øjeblikke. Kom man stille en aften, kunne man se dem sidde i sofaen og holde i hånden. Morfar redte mormors hår, hvis han synes det blev “skævt” af blæsten, og hun pillede fnuller af hans trøjer.
Nogen tid inden bryllupsdagen spurgte jeg mormor, hvad hun ville sige hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab er, når man tænker på, hvor mange, der går fra hinanden, bliver skilt, eller bare kæmper med kærligheden og parforholdet. Hun svarede: “Maj ska’ bår’ ræt’ sæ’ ei’ etter hina’en.” (=man skal bare rette sig lidt ind efter hinanden.) Da hun blev spurgt af journalisten på dagen, hvad det bedste var ved Ingemann kom det prompte: “Dæ’ er at a hår ha’em!” (=Det er at jeg har ham!)
Flere gange i løbet af dagen sagde journalister, borgmester og os andre til hinanden: tænk som 90 årige at have den samme kærlighed, som man havde da man var 20! Men der om aftenen i Lendum forsamlingshus gik det op for mig hvad underet var: Vi fik lov at være vidner til en gammel kærlighed. En kærlighed, der var ovre begær, lidenskab og usikkerhed. En kærlighed, som havde gennemlevet kriser, glæder, håb og skuffelser. En kærlighed, som havde set livet udfolde sig og bære frugt: som har set børn, børnebørn og oldebørn vokse op. En kærlighed, som ikke blot var romantisk rettet mod et objekt, men forpligtende vendt mod en anden halvdel. 
Vi fik lov til at se, at det kan lade sig at gøre for kærligheden at vokse sig gammel, dyb og stærk – og stadig være øm ud over alle grænser. 
Dét var det stille under. Og jeg er uendeligt taknemmelig for, at have fået lov til at være en del af den!  
“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.  Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
(1. Korinterbrev kapitel 13:1-8a og 13)
Her kan du se hvad jeg skrev sidste år. Og her kan du se det, der kom i TV.
, , ,

I er grenene, jeg er træet

Ved søndagens gudstjeneste legede vi: vi kastede et garnnøgle rundt imellen os, for at illustrere hvordan vi alle sammen hænger sammen. Det vakte megen moro og stor begejstring hos især nogle af de yngre deltagere! (Jeg kan afsløre vi har nogle ret gode skytter!) Da vi alle sammen var viklet ind og alle hang sammen, klippede vi snoren over, så vi hver især stod med vores egen “gren”. Den kunne vi tage op til et lille vintræ, som stod i det ene hjørne af kirkerummet, og binde fast der, sammen med et blad med vores navn på. På den måde blev vi én gang til en del af det samme. Og det var nemt at se hvordan grenene alene ikke er andet end grene – for at være et træ skal der en stamme til! På træet hang der vindruer, som man selvfølgelig kunne smage på. For rigtige træer, der lever, er sunde og har det godt bærer frugt.

Billedet viser Thomas, som meget interesseret mærkede ved træet, stenene, træet er plantet i, og som nød vindruerne.
Jeg er glad for Jesus sagde: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer meget frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” (Johannes evangeliet kapitel 15)