, , , , ,

Skabelsen – om at prædike på knæene

Jeg har prædiket i dag – for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne – fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde – og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på. 
Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om. 

Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling.
For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med “Og Gud sagde, det er godt!” (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke til!)

Materialerne, jeg brugte i dag, var stof fra gemmerne og printede billeder – hvilket bare beviser, at det sagtens kan lade sig at gøre at starte med Godly Play uden de store armbevægelser. 

Når historien er fortalt kommer den spændende del: fortælleren lægger op til undren og reflektion i fællesskab ved at stille helt åbne spørgsmål. I dag var disse bl.a.: “Hvilken dag kan du mon bedst lide?” Og “Er der mon en dag, der er vigtigst?”

Som sagt er menigheden i her gode til at lege med, men derfor er det alligevel lidt spændende, om det er muligt at sætte gang i sådan en process. Det kunne vi.

Det var utroligt spændende at sidde dér, og tage imod de mange in put og overvejelser. På den måde blev prædikenen en fælles gumlen på Ordet – egentlig meget lig “Lectio Divina”, der er en gammel måde, at meditere over en bibeltekst på. For mig er det en utrolig givende måde at gå til Bibelen på, for det er med til at gøre det personligt lige med det samme, og dermed også vedkommende.

Eksperimentet lykkedes, og jeg er stadig begejstret for det, jeg har fundet. Og glad for, at det var muligt at dele!

Jeg har skrevet mere om Godly Play her.

/2 Kommentarer/af
, , , , , , , ,

Godly Play – en introduktion

I starten af marts var jeg på kursus i Godly Play. Det var helt igennem fantastisk! Dels var det noget nær en åbenbaring at opleve Godly Play, noget jeg ellers kun havde læst om, men vidste, jeg måtte lære mere om. Dels var holdet og underviserne en oplevelse og en opmuntring i sig selv. På et hold med 14 kvinder, var der tre metodister, 6 anglikanere, 4 katolikker, en united reformed og en et-eller-andet-men-kristen søster fra Trinidad. Der var en åbenhed og hjertelighed, jeg sjældent har mødt. Måske kom det helt enkelt af at vi var sammen om bibelen non-stop, mens vi var sammen.

For det er kort fortalt, hvad Godly Play er: en måde at fortælle bibelen på. Godly Play er udviklet af Jerome Berryman, og bygger på forståelse af, at børn ligesom voksne har et rigt indre liv, kæmper med eksistentielle spørgsmål og besidder en dyb længsel efter Gud. Jerrome Berryman er inspireret af Montessori pædagogik i sin tilgang, og arbejder med en tanke om, at bibelen som Guds Ord oprindeligt var det levende, talte ord mellem to mennesker, der var overfor hinanden. Derfor bliver bibelhistorier fortalt og vist samtidigt. Kropssproget er også inddraget, da det jo netop er en stor del af vores måde at tale sammen – og afkode det, vi hører.

Udover selve bibelformidlingen er det også en stor del af Godly Play, at der efter Ordet (bibel historien) er mulighed for at reagerer på det, man nu har hørt. Dels er der tid til sammen at undre sig over det, man nu har hørt. Dels er der tid til at tegne, male, bygge, lege som respons.

Jeg har forgæves forsøgt at forklare herhjemme, hvad jeg oplevede – og må vist erkende, at uanset hvor begejstret jeg lyder eller hvor meget jeg svinger med armene, så er det svært at forstå uden at opleve det. Derfor er videoen her fra Tyskland god. Den både viser og fortæller om Godly Play i kirken sammen med børn og redegør også for nogle af tankerne bag.

Herhjemme er det Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, der kan undervise i Godly Play. De har også en fin artikel om, hvad det er her.

Kender du til Godly Play? Og hvsi du gør, hvad er så dine erfaringer med det?

/4 Kommentarer/af
, , ,

Her og nu om 60 år

Har du lavet nytårsfortsæt? Det har jeg. Jeg tænker af og til på, hvilke ting jeg gerne vil opnå ikke bare på et år, men i mit liv i det hele taget. Hvad er det, jeg gerne vil have nået, inden jeg dør? Hvad er det vigtigt for mig, mine børn får med sig? Hvad vil jeg gerne have været for et menneske?
Vil jeg gerne have tjent mange penge, skrevet vigtige afhandlinger eller lavet banebrydende arbejde? Vil jeg være et godt menneske, have tid og omsorg for min familie og mine venner? Er effektivitet, integritet eller tålmodighed vigtigst?
Hvad vil jeg efterlade? Hvad vil jeg vente på? Hvad vil jeg håbe på?
En af de historier, som hører tiden efter julen til i kirken, er historien om Simeon og Anna. De er begge gamle mennesker, som er fromme og gode mennesker. Simeon venter på godt nyt for sit land og sit folk. Det siges, at Gud havde lovet ham, at han skulle se Frelseren inden, han døde. Anna har været enke siden hun var ung, og har efter sit ægteskab dedikeret sig til det indre liv og til at forklare og fortælle om Guds virkelighed til mennesker. De er begge i templet den dag Maria og Josef kommer med den spæde Jesus, for bringe de ofre, der nu hører sig til ved et drengebarns fødsel.
Simeon tager barnet fra Maria (eller Josef) og siger:
“Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”
 
Og så fortæller han Maria, at hun må forberede sig på, at hendes søns liv vil volde hende stor smerte. 
 
Den gamle Anna bliver jublende lykkelig over at se barnet – hun forstår, at han bliver den, der baner vejen for mennesker til Gud igen. 
 
Jeg har altid elsket denne lille historie, som du kan læse den i Lukas evangeliet kapitel 2. Jeg tror, det er fordi, den netop rammer det med, hvad vi lever vores liv for. Simeon har håbet og ventet. Anna genkender i sin høje alder, at Gud er på færde og glædes, fordi hun forstår i hvert fald noget af barnets betydning. 
 
Jeg holder af billedet i mit hoved af gamle hænder, der holder det nyfødte. Der er noget særligt ved at gamle liv møder nye liv. Som når oldeforældre møder deres oldebørn; det forbinder det lille barn med familiens historie og det knytter de gamle til familiens fremtid. 
Hænderne her er Samuels, mine og min mormors.

Simeon håbede på Gud, og stolede på det gode. Han levede et fromt liv. Anna har valgt for sig selv, og er gået den vej hun var draget til – i hvert fald efter at have gjort det, der var forventet af hende ved at gifte sig.

De får lov til at se det, de længtes efter. Det er ikke alle, det sker for. Tænk bare på de mennesker, som døde lige inden 2. verdenskrigs afslutning i  koncentrationslejrene. Eller de sorte, der døde i kampen for frihed i Amerika eller Sydafrika – de oplevede ikke resultatet af det, de kæmpede for. Sådan er der mange liv, der strækker sig efter noget, de ikke når i dette liv.

Alligevel tror jeg, det er vigtigt at strække sig efter noget – også selvom det så når længere end ens eget liv. Det er væsentligt at lægge sig det på sinde, man gerne vil at ens liv er kendetegnet ved – ikke bare her og nu, men også om 60 år. Eller længere. Ikke fordi vi skal være fikserede på døden, men fordi vi skal være bevidste om at leve, sådan som vi gerne vil. Det er en del af en god, åndelig vane at have et perspektiv på ens liv, som er større end her og nu, men som samtidig tager sit udgangspunkt i livet her.

Jeg vil gerne kunne slutte mit liv, som Simeon med at sige “Nu har jeg set alt det, du lovede mig, Gud. Og jeg ved, at det ender godt.”

/0 Kommentarer/af
, , , ,

2. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr

 

Billedet er malet af Tine Gjessø

Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten.

Jeg kan ikk’ fordrage snak om synd. Bare ordet har jeg det faktisk svært med. Jeg tror, min allergi kommer af en overdosis af fokus på synd, som det mennesker “gør” mht. sex og alkohol. Og underforstået, at det, der én gang er gjort, ikke kan gøres ugjort. (Jeg voksede op i en lille by med to store og levende kirker. Den ene var Metodistkirken, der efter min mening har et åbent menneskesyn, og den anden kirke er en noget anden udgave af dansk kristendom.) 
Jeg er helt med på, at der er ting vi mennesker kan gøre helt galt. Og også at det ofte indeholder sex, alkohol/stoffer, penge og magt. Det er der historisk præsedens for. At vi ikke kan gøre gjort ugjort er også rigtigt, men jeg vil holde på, at mennesker kan forandres. Så kun at pege fingeren på de tydelige ting, som nogen kæmper med er for let, for uretfærdigt og for firkantet.
Egentlig skulle historien om Adam og Eva jo være en god én at læse i den sammenhæng. Her er hverken “forkert” sex, druk eller penge og store positioner at forvalte forkert. I stedet er det noget helt andet, en meget mere grundlæggende ting, der går galt: Menneskene svigter den tillid, de har fået, fordi de liige vil have lidt mere. Og da de bliver konfronteret med det, står de ikke ved det. I stedet skylder de skylden på hinanden. Så dét med at placere skyld til højre og venstre er altså gammelt nyt.
Ligesom det, at forsøge at overskride de begrænsninger, vi som mennesker én gang nu har fået, er en ur-synd. Der er ikke noget nyt i liiige at ville presse sig lidt længre, sove lidt mindre, lave lidt mere, tvinge lidt mere viden/ejendom/hjemmebag ind i sit liv end man egentlig magter.
Den forståelse af kristendommen mange danskere har, er præget af Luther. Luther mente, at den værste konsekvens af syndefaldet – altså, at Adam og Eva måtte forlade Paradisets nærhed til Gud – var bundløs skyld. Mennesket var synder og ville altid være det. Derfor er det også luthersk praksis at døbe børn, for at de skal høre Gud til. Wesley, som startede metodist bevægelsen, havde en anden forståelse; han mente, at den værste konsekvens ved menneskets oprør mod begrænsningerne givet af Gud, var døden. Både i fysisk forstand, men også i alt forgængeligt og forkrøblende. Hvor Luther så synd som skyld, der skulle straffes, forstod Wesley synd som en sygdom, der skulle helbredes. (Det skal lige understreges at faktisk sygdom IKKE anses som tegn på synd hos den, der er syg.)
 
Den forskel, der er mellem de to forståelser, har stor betydning for menneske-forståelse og for tanken om, hvordan verden i dag er sat sammen – og ikke mindst for, hvad der skal til, for at alt igen bli’r godt.
Den kirke tradition, der har præget min forståelse, gør, at jeg bruger historien om Adam og Eva til at forklare, hvorfor onde ting sker for gode mennesker. Hvorfor det meningsløse rammer og hvorfor jeg pludselig opdager, at jeg ikke gør godt, selvom jeg gør mit allerbedste: Det er fordi, der er gået noget helt grundlæggende galt i verden; som om noget er blevet en smule fordrejet i maskineriet – det fungerer godt nok, men det kører ikke længere i takt. Det er trist. Jo vist. Det er noget skidt, ind imellem.
(Og så er der selvfølgelig også hele spørgsmålet om vores frie vilje – det kommer vi til lidt senere.)
Heldigvis er Gud så sådan én, der sætter sig ned og syr en jakke. Beskrivelsen af Gud og hans ageren i historien, kan jeg godt li’. Jeg kan godt li’ forestillingen om, at Gud forsøger at begrænse skaden, som en anden mor. Ganske vist er det ikke “Åh nej, nu har han fundet melet, bare han nu ikk også finder vandhanen” men “Åh nej, nu har de spist af træet, der gi’r visdom, de ikke kan styre – bare de nu ikk også gir’ sig til at spise, så de får evigt liv. SÅ har vi balladen.” Og så sætter han dem uden for døren. Men ikke før han har sørget for, at de har noget ordentligt overtøj på!
Fordi Gud her beskrives som omsorgsfuld forælder, tror jeg på, at det jeg har oplevet er sandt: At når ur-synden bryder ind i ens liv (uanset om det er gennem sygdom, egne fejl, uheld eller hvad det måtte være), så græder Gud også over uretfærdigheden og meningsløsheden. Imens syr han en jakke eller noget andet varmt, og tænker sig en plan, der kan åbne døren igen. For er der noget en omsorgsfuld forælder gerne vil, så er det da at tage barnets jakke af og sige “Velkommen hjem!”
Teksten bag denne reflektion kan du læse her.
Den første advents-reflektion finder du her.
/0 Kommentarer/af
, ,

En gammel kærlighed

For et år siden oplevede jeg et under. Det lyder så fint at skrive – og måske også lidt mystisk. Det var det nu ikke. Det gik i al sin enkelthed og storhed ud på, at min mormor og morfar fejrede deres jernbryllup – altså, at de havde været mand og kone i 70 år.
Det var et lille, stort under; det var ikke stort eller fint, sådan som vi ser i den kulørtepresse eller i nyheder. Det var ikke forgyldt eller bevåget. Det var stille, almindeligt og nærværende.
Hele dagen var naturligvis særlig, og forberedelserne også, jo. Men der, hvor det ramte mig, var om aftenen til middagen. Vi var inviteret til tarteletter, steg og is i Lendum forsamlingshus. Du ved, sådan ét forsamlingshus, hvor farverne er retro uden at være moderne, og hvor der er lys ved siden af køkkendøren, der indikerer, hvorvidt taler er tilladte af hensyn til maden eller ej.
I den ramme sad vi tæt på 90 mennesker; familie, venner og naboer, omkring Mary og Ingemann – to små, ukendte mennesker, som vi alle sammen stammer fra. At sidde dér og ser på børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn i alle aldre og vide, at vi alle sammen fandtes på grund af de to mennesker og deres kærlighed var noget særligt.
At de to altid har elsket hinanden, har der vist ikke været tvivl om. De har haft deres del af prøvelser og hårde tider. De har fået børn, været syge og fattige. De har arbejdet hårdt og strukket alle ender, for at få det hele til at hænge sammen. De har grinet, haft husrum og givet plads til mennesker. Så længe jeg kan huske har de holdt hinanden i hånden i ubemærkede øjeblikke. Kom man stille en aften, kunne man se dem sidde i sofaen og holde i hånden. Morfar redte mormors hår, hvis han synes det blev “skævt” af blæsten, og hun pillede fnuller af hans trøjer.
Nogen tid inden bryllupsdagen spurgte jeg mormor, hvad hun ville sige hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab er, når man tænker på, hvor mange, der går fra hinanden, bliver skilt, eller bare kæmper med kærligheden og parforholdet. Hun svarede: “Maj ska’ bår’ ræt’ sæ’ ei’ etter hina’en.” (=man skal bare rette sig lidt ind efter hinanden.) Da hun blev spurgt af journalisten på dagen, hvad det bedste var ved Ingemann kom det prompte: “Dæ’ er at a hår ha’em!” (=Det er at jeg har ham!)
Flere gange i løbet af dagen sagde journalister, borgmester og os andre til hinanden: tænk som 90 årige at have den samme kærlighed, som man havde da man var 20! Men der om aftenen i Lendum forsamlingshus gik det op for mig hvad underet var: Vi fik lov at være vidner til en gammel kærlighed. En kærlighed, der var ovre begær, lidenskab og usikkerhed. En kærlighed, som havde gennemlevet kriser, glæder, håb og skuffelser. En kærlighed, som havde set livet udfolde sig og bære frugt: som har set børn, børnebørn og oldebørn vokse op. En kærlighed, som ikke blot var romantisk rettet mod et objekt, men forpligtende vendt mod en anden halvdel. 
Vi fik lov til at se, at det kan lade sig at gøre for kærligheden at vokse sig gammel, dyb og stærk – og stadig være øm ud over alle grænser. 
Dét var det stille under. Og jeg er uendeligt taknemmelig for, at have fået lov til at være en del af den!  
“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.  Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
(1. Korinterbrev kapitel 13:1-8a og 13)
Her kan du se hvad jeg skrev sidste år. Og her kan du se det, der kom i TV.
/5 Kommentarer/af