, , , ,

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.  
Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed! 
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag: 
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.

Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 

Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.

Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.

Jeg er taknemmelig!”
, , , ,

Alt det jeg ikke kalder mig selv.

Der er ting, jeg kalder mig selv, når ingen andre hører det. Nogle gange overhører de det, eller fanger det i tonen jeg snakker på. Så er det de siger “Du er for hård ved dig selv” eller “Er du okay?” eller også griner de og siger de også kan have det sådan med sig selv.

Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder.
Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende “sådan én”. Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være “sådan én”.
Men hvad gør man, når man nu er “sådan én”? Kvinden i historien var “sådan én”, som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig regnet med at stå i sådan en situation. Måske kunne hun slet ikke genkende sig selv mere. Måske var hun i tvivl om, hvordan hun var kommet dertil. Måske hun ikke brød sig om, at være “sådan én”, men nu, taget på fersk gerning, var der ingen andre muligheder.
Jeg kalder ikke mig selv barnløs. Jeg har ingen kategori der hedder det. Jeg taler ikke om ufrivillig barnløshed – for mit eget vedkommende. Men jeg er det. Jeg føler det. Jeg vil bare ikke så gerne kalde mig selv det. (Lige som jeg heller ikke vil have nullermænd i krogene, mad der bliver for gammelt i køleskabet, eller tåbelige uenigheder med gemalen.) Men jeg er det, og jeg føler det. Jeg føler stikket fra at være “sådan én”, der stadig ingen børn har, mens dem, der også ventede har fået deres, og født dem, og fået dem døbt, og holdt den første fødselsdag. Jeg har igen ikke lyst til at tage på besøg der, hvor det kommer til at handle om små-børn.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Jesus gjorde det, men han fik alle dem, der pegede fingre ad kvinden, fordi hun var “sådan en kvinde” til at frafalde deres anklager og gå deres vej. Og han fik kvinden til at se op, og gå derfra fri og tilgivet; set for den, hun var.
Der er ting, jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke har lyst til at være “sådan én”. Men måske er det nødvendigt, for at blive set, som den jeg er?
 
, , ,

Fasten er igang

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig – og det jeg er i Ham.

Det handler om “askese” som er et græsk ord som egentligt betyder “at øve sig”. I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for ….

Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne “sundheds fascisme”, som får folk til at fornægte alt godt for sundhedens skyld?

Nej, for den kristne faste er en periode, og den handler om i et stykke tid at lade være med noget så andre kan få penge til at spise for eller så man selv bliver mere taknemmelig for det, man til dagligt omgiver sig med.

Hvor den “sundheds fascisme”, som f.eks. sangen “Hold dig på måtten” oponerer imod, siger nej til al nydelse for sundhedens (og pengenes) skyld, siger den kristne fase “nej tak” i en periode for hele tiden at kunne sige helhjertet “ja”.

Fasten vi nu går ind i handler ikke om at få ret til at disciplinere andre, fordi jeg kan disciplinere mig selv. “Altså om kontrol i en tid, som ellers er ude af kontrol.” Det handler kun om det, der er mellem mig selv og mig selv og i mellem mig selv og Gud.

Faste stiller ikke spørgsmål ved den enkeltes ret til at give sig hen til mad, musik, sex, film, tandsmør eller dans. Tvætimod sætter faste mennesket fri til – i eget tempo – at sige ja til alt det. Og til at være taknemmelig for det!

(Læs en spændende artikel om emnet her i Samvirke)
, , ,

Fravær // Nærvær – En tanke om at faste

Efter nu at have været i gang med fasten i lidt over en uge har jeg funderet over at det giver mere mening at lave et tomrum end at fylde mere på mig for at fokusere på Gud og hans kærlighed. Det er ikke sikkert det ville være tilfældet hvis det nu ikke var fordi jeg lever i et overflodssamfund, hvor jeg kan købe og gøre det meste for det meste. Det er ikke så svært for mig at spise det jeg har lyst til, eller at købe nyt tøj eller musik. Jeg kan endda rejse væk hvis jeg har lyst til det. På mange måder er min hverdag (!) og ikke bare fest kendetegnet af en vis form for luksus. Dertil kommer at jeg og mange andre har travlt med vores arbejde, familien, vores fritidsinteresser, kirken og og og … Og midt i alt det, så kan det godt være reklamerne for mad, tøj, rejser, uddannelse og hvad ved jeg gerne vil jeg skal fylde mere på mig selv. Men faktisk har jeg brug for det modsatte. At holde ting lidt fra livet, at sætte det på pause så jeg kan komme til at huske hvorfor nu det var vigtigt og noget særligt. Ved at trykke på pauseknappen i et stykke tid kan jeg genopdage glæden ved mad, musik, indkøb og oprigtigt sige Gud tak fordi jeg har fået det.
, , , , ,

Fasten står for døren

Imorgen er det “Askeonsdag”; startskuddet til fasten. Fasten, er ligesom advent er det til julen, en tid til forberedelser for den højtid, der kommer efter. Fasten er en periode med mange traditioner – hjemme hos os er det den tid på året, udover jul, hvor vi har flest traditioner tilknyttet. For mit vedkommende er det fastelavn med udklædning og fastelavnsboller som jeg husker som et lyspunkt helt fra barn. Der er noget befriende ved at klæde sig ud og “gøre som om” sammen. Billederne er fra fastelavnsgudstjenesten i Vejle søndag. Der kom rigtig mange festlige mennesker til gudstjeneste!

Traditionelt er fastetiden en tid præget af stilhed, eftertænksomhed og fordybelse. En tid hvor fokus var på “mig og Gud”. Det startede med askeonsdag, der har fået navnet pga. traditionen med at slå korsets tegn med aske i panden – et symbol på bod og anger. Det lyder tungt og grimt, og har sikkert også været det. Selv det bedste kan jo bliver misbrugt. Men egentlig synes jeg det er flot at kunne have en dag, et tidspunkt og en måde at markere at det er okay at tænke over det svære, at komme tilbage til at det hele kommer an på Guds nåde. Og ikke mine forsøg og bedste intentioner. Det med asken er måske ikke noget vi danskere er så vant til. Da vi boede i England blev jeg præsenteret for traditionen, og jeg er blevet meget glad for den. Nok fordi det markere begyndelsen af fasten. Ligesom de fire lys markere advent.

Der var engang hvor man i fasten dækkede alle billeder, statuer og andet festligt til i fastetiden. Det kom først frem igen til påske. For at hjælpe til fordybelsen. Og af samme grund er traditionen kommet med at faste fra forskellige ting i fasten kommet til. Fordi fravær kan være med til at skabe nærvær. Det kommer jeg tilbage til i næste uge.

Men fordi fastetiden på nogle måder er stille og uden farver, så er behovet der for at have mange farver og fest – at holde karneval: “farvel til kødet” betyder det. For det har traditionelt været kød mange holdtsig fra i fasten. Idag er det måske mere chokolade man hører mennesker opgi’r når det er faste. Man kunne overveje at faste fra teknik; mobilen eller email bare en enkelt dag, forbrug, en vane. Jeg kender en som et år opgav at have dårlig samvittighed. “Og ved du hvad, jeg har ikke taget det op igen,” har han fortalt. Har du planer om at faste fra noget imorgen?

For mit vedkommende bliver det kødet i år. Min mand, Duncan, vil droppe fjernsynet, og det får selvfølgelig også noget at sige for min faste. Og jeg glæder mig. De sidste år har lært mig, at det er godt at opgi’ noget for en stund. Man bli’r så glad når man får det tilbage!